1999/00
Beretning fra familiearkivet 1999/2000
Indhold:
- Portræt af et taffelur
- Beretning fra familiearkivet
- Familieskovturen
- Efterslægtstavlen
- Van Selows borde
- Ida Suhr og Skagen
- Udstilling hos Agerholm
- Galleri og skulpturpark. Petersgaard
- Et Aluminia thestel
- Tale ved Dansk Litteraturforenings
besøg på Bonderup 10. juni 2000
Oktober 2000
Redaktion
Nils Teisen
Beretning fra familiearkivet 1999/2000
Det er familiearkivets opgave med hjælp fra familierepræsentanterne at registrere og holde øje med arkivmateriale, malerier, fotografier m.v. som kan supplere Stiftelsens ikke ubetydelige samling af samme. Til dette knytter sig også omtale af møbler og indboeffekter af Suhrsk proveniens. Eksempelvis har Stiftelsens sorte lakskab med kinesisk intarsia været omtalt på side 21 i beretningen fra 1994/95, og i forbindelse med omtalen af Stiftelsens taffelure i 1992/93 og 1993/94 det forgyldte og patinerede bronzeur i fransk Louis Seize stil med en siddende negerpige med bue og pilekogger. Den i dette gule hæfte ovenfor bragte illustration fra Kunsthallens auktion nr. 447 viser urets hvidemaljerede skive med arabertal mens Stiftelsens ur, fotograferet af Flemming Birger Moltke Dam (M 195) for Stiftelsen, bærer romertal. Nævnes i denne forbindelse må også Stiftelsens to van Selow borde.
På billeder taget fra Stiftelsens røde stue (“mindestuen”), og bragt bl.a. i beretningen 1994/95 og i den blå stamtavle 1984, skimtes under vinduerne to borde med perlebelægning.
På Bruun Rasmussens auktion solgtes for nogle år siden en stor sjældenhed af denne art, nemlig et Braunschweig-rokoko bord udført af Michael van Selow. Den turkis grønne bordplade er indlagt med farvede glasperler med en særlig teknik som er van Selows helt egen. Det restaurerede bord blev vurderet til 55.000 kr. i 1996. Et bord med lignende udsmykning findes på herregården Pederstrup på Lolland. Se …
Årets højdepunkt var familieudflugten til Bonderup 27. maj hvortil var tilmeldt 285 deltagere og hvor bl.a. Stiftelsens nye forpagter Carl Boisen Thøgersen og godsforvalter Bo Jung ved frokosten redegjorde for arbejdet henholdsvis landbrug og skov. Efter frokosten havde Jung tilrettelagt en dejlig bustur gennem den friske forårsskov. Ad snævre skovveje førte busserne til slut selskabet til den tilkøbte Jonstrupgårds jorder, hvor der blev gjort holdt så deltagerne kunne få et indtryk af det her igangværende skovrejsnings projekt.
At deltagerne i udflugten har sat pris på, at Stiftelsen har fortsat traditionen med disse besøg på godserne, fremgår af de mange modtagne takkebreve. “Dessa utflykter stärka släktbandet och uppskattes mycket av os svenskar” skriver bl.a. Inga og Karl-Erik Suhr (M 170) og Eva og Urban Suhr (M 186) og fra søstrene Ingegerd Ekhåll Suhr Carlsson (K 163) og Margareta Ekhäl I Suhr Christophersen (K 180) har arkivet sammen med en tak for den dejlige udflugt modtaget to fotografier fra Stiftelsens udflugt 1949 “vel den første efter krigen og fundet hos vores mor Ingrid Ekhåll f. Suhr (K 105) som deltog i udflugten”.
Også 10. juni havde Bondenip stort besøg. Denne gang af Dansk Litteraturforening Bakkehuset under ledelse af formanden, forfatteren dr. phil. Mette Winge og museumsleder Inge Nørballe. Selskabet blev modtaget af Stiftelsens ældste direktør der her talte om Suhr familiens relationer til familien Heiberg. Talen er bragt som sidste indslag i nærværende årsberetning.
Beretning fra familiearkivet 1999/2000
Efterslægtstavlen
I lighed med tidligere år indeholder årets gule hæfte de ændringer og tilføjelser til Den Blå Slægtsbog, som Stiftelsen har modtaget. Oversigten er udarbejdet på grundlag af indsendte meddelelser til Stiftelsens kontor siden udsendelsen af 1998/99 beretningen. Der er i perioden modtaget tre meddelelser om dødsfald blandt repræsentanterne på Stiftelsens generalforsamling.
Den 7. januar 2000 døde Kate Hvalkof (K 179) kun 54 år gammel. Kate Hvalkof var barnebarn af hofjægermester Christian Frederik Iuel til Meilgaard gift 1920 på Torbenfelds med Kate Harriet Ryan Treschow. Datteren Clara luel blev gift med pastor Johannes Graver (se p. 4 1997/98) og var mor til afdøde. Kate Graver var gift med skoleinspektør, major Per Beyer Hvalkof.
Holger Dam (M 130), der ved sin død 13. januar 2000 var slægtens ældste mand, var født i Ålborg i december 1906 som søn af overretssagfører Holger Dam og hustru Astrid Signe Dorothea Brammer.
Holger Dam var bankmand og tilknyttet Danmarks Nationalbank til 1970, hvor han på grund af sygdom fik sin afsked med pension. Som gammel garder deltog han under krigen i modstandsbevægelsen og blev interneret af tyskerne først i Frøslevlejren og siden i Neuengamme, hvorfra han vendte hjem med Bernadottes hvide busser. Om sin tid i tysk koncentrationslejr har han til familien nedskrevet sine erindringer. Efter krigen gjorde både Holger Dam og hans hustru Agnete født Erichsen tjeneste i Hjemmeværnet. Dams store interesse var slægtsforskning som han bl.a. dyrkede ved mange små rejser ikke mindst i det jydske, som ved hyppige besøg på. Rigsarkivet og offentlige samlinger. Holger Dam deltog med stor interesse i Stiftelsens generalforsamlinger og fulgte aktivt arbejdet i familiearkivet. Hans ranke personlighed og store viden om slægten vil blive savnet.
november 1984.
Damen til venstre er fru Ellen Suhr f. von Voss
gift med proprietær Erik Suhr, Rosengaard (M 125).
Una le Boutillier f Lucas (K 104) var ved sin død 19. maj 2000 legatslægtens ældste medlem på kvindesiden og var født 1904 i London. Hun tilhørte den del af slægten som slog sig ned i England, hvor hun blev gift med etatsråd Ole Bernt Suhrs (M 9) svoger Hermann Gustav Erichsen (1828-1890). Familien Erichsen spillede en stor rolle i handelshusets historie se bl.a. 1997/98 i afsnittet C.F. Tietgen og familien Suhr.
Una le Boutillier var født 14. marts 1904 i London, men hun levede det meste af sit liv i USA, hvor hun blev gift med boghandler Edward le Boutillier, med hvem hun havde to sønner. Una le Boutillier bevarede hele sit liv en god kontakt med familien Lucas og det akademiske miljø som kendetegnede bl.a. kredsen omkring hendes to søstre og broderen Nigel (M 137), der døde 1983 i Auckland, New Zealand. Også med familierne Rootham og Zvegintzow opretholdt hun forbindelse og hendes viden om disse personer og deres families baggrund er kommet redaktionen af så vel den blå slægtsbog 1984 som de gule hæfter til gode. Se bl.a. 1986/87 p. 23 (besøg hos bankmanden og forfatteren Jasper Rootham).
Beretning fra familiearkivet 1999/2000
Efterslægtstavlen
arkitekt Heidi Louise Wang (K 372) og arkitekt Jeppe
Kildegaard. Ægteskabet er endnu ikke indført i slægtsarkivet,
men billede er modtaget.
Beretning fra familiearkivet 1999/2000
Lidt om van Selows perleindlagte borde.
Udskrift af V. Thorlacius-Ussing: Reventlow-Museet, Pederstrup 1971 p. 138 f.
“Sådanne perleindlagte Møbler forekommer nu og da herhjemme og er bestemt som Arbejder fra Brunsvig. Efter Syvaarskrigen fik mange Invalider i Brunsvig Privilegium af Hertugen paa at maatte arbejde som en Slags Frimestre udenom Laugene, der selvfølgelig forfulgte og forklagede dem i enhver Henseende. Blandt disse var en Snedker Thiele Heinrich Eggeling, der i 1758 fik Privilegium, og som ifølge en Klage fra 1766 udelukkende arbejdede for Koralfabrikant Johan Michael van Selow, en Udlænding; rimeligvis var han Hollænder. Van Selow nævnes 1755 i en Fortegnelse over Brunsvigs Kunstnere og Haandværdere, faar i Juli 1757 et Laan af Hertugen, og hans Koralarbejder omtales i “Braunschweiger Anzeiger” i Anledning af Foraarsmessen. I 1765 faar han Bevilling paa et Lotteri under Laurentiusmessen og skal tage Maleren Conrad Ludolph Pfeifer som Lærling i “Koralkunsten”. Men daarligt gik Forretningen. Fabrikken blev overtaget af Eggeling og Pfeifer og omtales i 1772 som nedlagt.
Direktøren for Städtisches Museum i Brunsvig, Professor Jesse, har venligst meddelt mig, at paa de Borde, Museet i Brunsvig ejer, er Perlerne nedlagt i en Kitmasse uden forbindende Traad Snedkerarbejdet er sandsynligvis udført af Th. H. Eggeling.
Det samme maa være Tilfældet med Thebordet, hvis Plade er belagt med Glasperler i et Mønster som en stor Rokoko-Kartouche med Blade og Frugter. Bunden er lilla udenom Kartouchen, graa i Midten; Bladene i Kartouchen mørkere og lysere blaa, Frugterne gule og røde, mens Bladene omkring dem og Frugtgrenenes Blade er mørkegrønne. Saadanne Borde er ikke ualmindelige i Danmark og Nordtyskland. Nationalmuseet ejer en Bordplade, hvor der er anbragt en farvestraalende Papegøje inde i Kartouchen ligesom paa et Bord i -Museum fik Kunst und Gewerbe” i Hamburg. Herhjemme findes yderligere to smaa Borde med Dekoration af grønne Bladranker i “Den Suhrske Stiftelse”, i 1956 var der et Perlebord i Antikvitetshandelen, i Øjeblikket flere, og paa en mindre fynsk Herregaard og i Privateje findes yderligere et Par.”
Skagen og Ida Marie Suhr
I beretning 1994/95 under titlen “En brevkiste fra Petersgaard” fortælles om de brevsamlinger af Suhrsk interesse, der findes hos hofjægermester og hofjægermesterinde luel på Petersgaard (M 247). Af disse breve er ikke mindre end 74 breve skrevet af vennerne, kunstnerparret Anna og Michael Ancher, til frøken Suhr på Petersgaard. Men brevene stammer også fra en række andre kunstnere og kultur personligheder, hvoraf mange er bekendtskaber fra Skagen.
Materialet har i sommer dannet grundlag for en lille udstilling: “Skagens trofaste veninde. Breve fra 30 års venskab mellem Anna og Michael Ancher og godsejer Frk. Ida Marie Suhr”. Udstillingen fandt sted i initiativtagerne Pernille og Jens Agerholms smukke kunstgalleri i forpagterboligen på Petersgaard. Der var til udstillingen udarbejdet en smukt illustreret 48 sider publikation forfattet af Vibeke Sandby. 1 forordet skriver ægteparret Agerholm:
“…. Vi overlod brevsamlingen til Vibeke Sandby (kunsthistorie-studerende) uden de store forventninger til brevenes indhold — for dette var jo nok bare et høfligt kunstner/mæcen-bekendtskab. Men — efter gennemlæsning meldte Vibeke Sandby tilbage, at brevsamlingen både var historisk interessant og menneskeligt indholdsrige. Historisk interessant, fordi den fortæller om andre Skagensmalerne, som også er gået over i dansk kunsthistorie. Menneskeligt indholdsrig, fordi den åbenbarer noget så sjældent som et mangeårigt og nært venskab mellem Michael Ancher — og en kvinde.
De fleste af brevene til Ida Marie Suhr er skrevet af Michael Ancher, men venskabet gælder tydeligvis hele den Ancherske familie, ligesom det forgrener sig til andre i den Suhrske og Ancherske slægt- og vennekreds…”.
Vibeke Sandby, som har skabt bogens struktur ud fra brevene, har udarbejdet små biografier (s. 45-49) af de personer, der nævnes i brevsamlingen, således at fortællingen — ud over at berette om et hidtil ukendt venskab — kan sættes ind i en bredere, historisk sammenhæng og dermed læses med større udbytte.
Stiftelsen disponerer over et mindre oplag af publicationen.
Minderne om Acherfamilien og dennes kreds er i dag samlet i Anna og Michael Anchers hus på Skagen, der tilhører Helga Anchers Fond, hvis formand er tidligere museumsinspektør ved Nationalmuseets 3. Afd. Mag. Art. Inge Mejer Antonsen. Inge Mejer Antonsen har gennem årene som ekspert i højrestandskultur flere gange besøgt Stiftelsens lokaler på Gl. Torv og givet gode råd med hensyn til bevaring af disse lokaliteter. Under disse samtaler har Inge Mejer Antonsen berettet om Ida Suhrs thestel som beroede på museet på Markvej og lovet ved lejlighed at skrive lidt heroin i Stiftelsens årsberetning. Det er dette løfte som er indfriet med nedenstående artikel:
IDA MARIE SUHR I SKAGEN
Et Aluminia thestel
Af Inge Mejer Antonsen
Skagen har en dragende virkning på mange mennesker. Ikke kun for de kunstnere, der i slutningen af 19. århundrede slog sig ned på stedet på grund af de enestående lysforhold, men også på mennesker, der ikke havde kunstneriske ambitioner, men elskede naturen og de oplevelser, den kunne byde på.
År efter år vendte de samme mennesker tilbage. Efter nogle års forløb byggede mange sommerhuse, mens andre tog fast ophold på Brøndums Hotel — eller da Grenens Badehotel blev bygget i 1898 — længere mod nord-øst. Det blev fashionabelt at feriere i Skagen.
En af de trofaste gæster på Brøndums Hotel gennem mange år var Ida Marie Suhr, ejer af Petersgaard på Sydsjælland. Utvivlsomt ønskede hun ikke kun at give sine ansatte en ferie fra de daglige pligter, men også at rekreere sit eget sind ved en omplantning til en natur, der var så helt anderledes end det smilende Sydsjælland. Hun drog mod nord, når høsten var i hus, sommerens gæster rejst og ro faldet over den smukke gård ved Vordingborg. I 1904 finder vi for første gang Ida Suhr indført i Brøndums Hotels gæstebog fra 10. til 28. september. Der er ikke hidtil fundet oplysninger om tidligere besøg.
Af og til var Ida Suhr ledsaget af venner, der havde tilknytning til kunstens verden. Det var f.eks. violinisten Karen Falck, født Bramsen, datter af kunstsamleren Alfred Bramsen, der havde en stor samling af skagensmalere, især af Michael og Anna Ancher, som senere blev kendt ved på et tidligt tidspunkt at samle billeder af Vilhelm Hammershøj. Karen Falck var gift med kunsthistorikeren og museumsdirektøren Gustav Falck. Jenny Falck var søster til Gustav Falck. Deres far, G.A. Falck, var direktør og ejer af den kgl. Procelainsfabrik fra 1868 til ’82 og efter at denne var overtaget af “Fajancefabriken Aluminia”, livsvarigt medlem af virksomhedernes kontrolkomite. Hun blev i 1906 gift med skoledirektøren og filosoffen Niels Bang. De to damer var således svigerinder. De figurerer begge i gæstebogen sammen med Ida Suhr i 1907 og ’09, mens Jenny Falck allerede ledsagede hende ved det første registrerede besøg i 1904, da anført som kommende fra Langebækgaard, der ligger i nærheden af Petersgaard Også Ida Suhrs selskabsdame, Ellen Børgesen, er nævnt i gæstebogen.
Traditionen vil vide, at Ida Suhr hvert år tilbragte september måned i Skagen. Ifølge gæstebogen var dette imidlertid ikke tilfældet. I den ubrudte række af gæstebøger fra 1875 til 1929 figurerer hun kun, foruden de allerede nævnte år, i 1908, -12, -13, -19, -26 og —28 og da for flere års vedkommende kun for få dage. Imidlertid har vi gennem breve kendskab til en gang, hvor hun notorisk opholdt sig der uden at være anført i gæstebogen. Dette behøver ikke at være det eneste tilfælde, men man må nok revidere den opfattelse, at opholdet i Skagen var en årligt tilbagevendende begivenhed.
Igennem årene satte Ida Marie Suhr ved sin blotte nærværelse præg på selskabet omkring det lange bord i Brøndums spisestue, fra hvis panelede vægge, indrettet og dekoreret af Thorvald Bindesbøll portrætter af de mange kunstnere og andre notabiliteter skuede ned over gæsterne. Flere gange sendte hun et dyr, nedlagt i skovene omkring Petersgaard til Skagen, hvor det blev tilberedt med omhu i Brøndums berømte køkken. Glade taksigelser strømmede til hende, lejlighedsvis ledsaget af en skitse af deltagerne i måltidet.
Hendes glæde og taknemmelighed mod Skagen ytrede sig også på andre måder. Således skænkede hun i 1909 en altertavle til Skagens kirke, malet af Joachim Skovgaard. Det skete i forbindelse med den renovering af kirken, der fandt sted på dette tidspunkt ved Ulrik Plesner og Thorvald Bindesbøll begge personer, der har sat varigt præg på Skagens kunstneriske kultur.
Familien Brøndum blev igennem årene hendes nære venner og mange breve — især til Anna Ancher, født Brøndum, og Michael Ancher — er bevaret, såvel som deres breve til hende. De sidste beror stadig på Petersgaard.
Ida Suhr besøgte Michael og Anna Ancher i deres hjem på Markvej, det, der i dag er museum, og man kan der i den vestre stue genkende hendes ranke skikkelse i et fotografi fra hendes sene år, der står på det halvrunde spillebord foran et af vinduerne. Men også andre minder om Ida Suhr er, foruden hendes mange breve, at finde i Anchers hus. I spisekammeret, hvor man også opbevarede procelain, står det thestel, som Ida Suhr anskaffede til sine små selskaber i Skagen. Det ville vi ikke have vidst, hvis ikke Helga Anchers veninde fra barneårene, pianistinden Lizzy Hohlenberg havde berettet om det. Stellet er til 12 personer med alt tilbehør i form af to thekander, tedåse, flødepotte, flødekande, sukkerskål, to mælkekander af forskellig størrelse, kageopsats, skærebrædt, bordskåner, marmeladekrukke, cigaretbæger og blomsterkumme, i alt 15 stykker korpusarbejder, hvortil kommer de 12 par kopper med sidetallerkener. Altså et ret anseeligt stel.
Fajancefabrikken Aluminia, hvor stellet er fremstillet, havde i begyndelsen af 1900-årene specialiseret sig i kunstnerfajance og maleren Harald Slott-Møller og maleren og keramikeren Christian Joachim blev ansat til at lede fabrikationen. De skabte hver på deres maner de dels forfinede, dels svulstige, farverige dekorationer med blomster og fugle, som gjorde Aluminia-fajancen berømt både herhjemme og i udlandet.
Ida Suhrs stel er sammensat af stykker fra forskellige stelformer, men bærer alle samme dekoration, der i fabrikkens bøger betegnes som nr. 491: “Frøken Heibergs røde Blomst”. Johanne Margrethe Heiberg var en af fabrikkens dygtige malere, der gennem årene leverede en række fine forlæg til dekorationer. “Den røde Blomst” med de fire saftige røde kronblade, omgivet af let bladværk optræder fra 1913 ,men blev ikke meget anvendt.
De muntre og farverige Aluminia-fajancer var umådelig populære i 1. halvdel af de 20. århundrede, ikke mindst til datidens sommerhuse og det er derfor ikke mærkeligt, at Ida Suhrs valg er faldet på et stel fra denne fabrik. At hun gennem sit bekendtskab med familien Falck havde tætte relationer til Aluminiafabrikken, kan naturligvis heller ikke have været uden betydning.
Hvornår Ida Suhr har erhvervet det fornemme stel, vides ikke. Nok er det, at det må have beroet i Skagen fra år til år og efter Ida Suhrs død i 1938 gået i arv til Helga Ancher. Se det i museet Michael og Anna Anchers Hus.
Tak til museumsleder Steen Nottelmann, Royal Scandinavia, for oplysninger fra fabrikkens arkiv. Benyttet litteratur: Bredo L. Grandjean: Kongelig, dansk Porcelain 1884-1980. Kbh. 1983. Samme: Aluminia Fajancer gennem hundrede år. Kbh. 1981. Leif Bering Mikkelsen: Aluminia Fajance 1862-1969. Kbh. 2000. — I forbindelse med udstillingen “Skagen i sydsjællandsk lys” i Agerholm Galleri og Skulpturpark, Petersgaards Forpagterbolig, sommeren 2000, er udkommet bogen: Skagens trofaste veninde Breve fra 30 års venskab mellem Anna og Michael Ancher og godsejer frk. Ida Marie Suhr af Vibeke Sandby, Pernille og Jens Agerholm
Tale holdt ved Dansk Litteraturforenings besøg på Bonderup 10. juni 2000
På vegne af bestyrelsen for Den Suhrske Stiftelse vil jeg gerne byde medlemmerne i Bakkehuset Dansk Litteraturforening hjertelig velkommen her til Bonderup, som jo var det sted, hvor Johanne Louise Heiberg tilbragte somrene 1860 og 61, og hvor Johan Ludvig Heiberg døde den 25. august 1860.
Fru Heibergs ganske omfattende beskrivelse af disse somre (forberedelserne til udflytningen og indretningen — i erindringsbogen, især kapitlerne Bonderup, Marie Stuart og Heibergs død) har gjort, at gården ikke sjældent modtager besøg som i dag; tiltrukket af ganske vist ret få synlige Heiberg-minder.
Men også godsets park og højt mekaniserede landbrug trækker — vi dyrker ca. 1200 td. I ager – ligesom arkitekten Meldahl’s ungdomsarbejder på godset interesserer bygningsinteresserede. Han ombyggede i 1859 huset vi er i, til bolig for Heiberg-familien og gjorde det på samme måde som med herregården Pederstrup på Lolland. Hans fingeraftryk på hovedbygningen som et fransk chateau har vi i 1951, ligesom på Pederstrup, fjernet, hvilket gik ud over de to sidepavillioner, hvor Heiberg havde fået indrettet sit lille observatorium i det ene.
Gennem årene har Bonderup således haft besøg fra mange sider, ikke kun af Heiberg-Selskabet men bl.a. også af Dansk Litteraturselskab og af Holberg- Selskabet. Holberg havde kig på Bonderup, da han i sin tid skulle samle gods til sit baroni i Sorø, og på denne trappe — eller i disse stuer — har derfor professionelle folk som Robert Neiiendam, Elisabeth von Hude, professor Billeskov Jansen, fru Nørballe fra Bakkehuset, Uffe Andreasen og andre haft den samme opgave som jeg; nemlig at skulle fortælle lidt om Heiberg’erne og deres relationer til dette sted og til gårdens i 1858 afdøde ejer, den tavse finansmand Theodor Suhr og hans, i sine unge dage, så livlige hustru Caroline Falch, som i Bakkehus-kredsen gik under navnet Dejligheden, og var introduceret hertil af Christian Winther i hvis fars præstegaard i Fensmark hun boede som ganske ung og var konfirmeret fra.
I en kronik i Berlingske Tidende for en del år siden, jeg tror af skuespillerinden Annie Birgit Garde, betegnes det sted vi i dag befinder os på som Heiberg’ernes ferieparadis. Det er nok en udtalelse, som trænger til en kraftig korrektion. Når man har læst Bodil Wambergs fortræffelige bog om Johanne Louise Heiberg fra 1987, kan det måske være svært at forstå, at så mange af bogens læsere og Heiberg-Selskabets medlemmer har ønsket at se dette sted, hvorfra fru Heiberg havde så mange triste og tunge minder.
Bodil Wamberg giver nemlig i sin bog — og kilden er jo fru Heiberg selv — et meget dystert og makabert billede ikke kun af Heibergs dødsnat, men også af gården og dens folk, som i og for sig ikke opfordrer særlig meget til at bese stedet.
Jeg synes nok, når man som vi kommer hertil på en frisk dansk forårs- eller sommerdag, at dette billede står grelt i modsætning til det venlige Bonderup der i dag præsenterer sig — jeg havde nær sagt ret ukompliceret og uden dramatik — og hvor man, når man passerer forbi i bil ude på landevejen blot i et kort øjeblik fanger de relativt lave bygninger mellem træerne uden særlig at imponeres eller sættes på sporet af, at dette sted på mange måder, siden det i 1321 dukkede op i historien, har været skueplads også for hændelser, der endnu kan have nutidens interesse.
Heibergs mor Thomasine Gyllenbourg forlod ved sin død ifølge fru Heibergs Erindringer, og jeg citerer efter fru Wamberg:” et paradisisk sted, verden opfattet i solskin, som en blomstrende have. Johan Ludvig Heiberg forlod et helvede, helvedet Bonderup, dette helt fremmede sted som de i dette år 1860 endelig var flyttet ud til for at holde ferie. Suhrs venlige hensigt forvandlede sig til et mareridt. Heibergs ti års nederlag kulminerede i smerte og død på Bonderup. Dødshelvedet Bonderup”. Citat slut.
Det er dette sted vi i formiddag skal se lidt nærmere på — også indefra — belyst af udsagn fra gårdens egne folk, og den righoldige memoire litteratur Johannes Fibiger, fru Sødring, biskop Martensen, og selvsagt fru Heiberg selv, men ikke mindst af den skat af breve, som ægteparret har sendt og modtaget under deres tid på Bonderup. Herigennem kan man fra dag til dag læse om familiens sommerliv, deres gæster og hvad der optager dem. Og hvorledes de fra deres landlige domicil nøje følger med i hovedstadens og teaterlivets forhold, som de nok føler sig meget langt fra.
For Bonderup lå jo den gang meget langt ude på landet. Johan Ludvig Heiberg skrev således en måned før han døde et langt brev til juristen og politikeren A.F. Krieger i Schweiz:
“Vel sandt jeg glemmer, at brevet ikke kommer Dem i hænde i samme øjeblik som det er afsendt, men at der tværtimod vil hengå en noget utilbørlig tid med dets befordring, thi ligesom Niebuhr på et spørgsmål, hvorledes vejen var fra København til Arabien, svarede: “Meget god når man først er kommet forbi Roskilde Kro”. Således kan jeg sige, at befordringen af et brev herfra til Schweiz vist er ret hurtig, når det først har tilbagelagt vejen mellem Bonderup og Ringsted”.
Brevene i 1861 fra fru Heiberg dækker tiden fra 22. juni til 19. september og fortæller om stort og småt. Om fru Heibergs læsning, hvordan hun falder i søvn i en høstak ved læsningen af Eckermanns: Gespräche mit Goethe. Så går det bedre med Goethe’s Italienske Rejse, selvom der er for meget naturbeskrivelse og for lidt om mennesker. Indstuderingen af Shakespeare’s Lady Macbeth, om hendes kirkegang — nævn det ikke for Andræ, si’r hun. Om gårdens folk, besøg af vennerne Krieger, Vedel og biskop Martensen og hans familie. Svanerne i søen derovre og de fire små lindelysthuse, som hun beskærer og som i dag er de store træer vi ser på plænen.
Selv om fru Heibergs 3 adoptivdøtre: Sara, Lilia og Anne Louise er jublende og lykkelige ved markerne, blomsterne, køer, heste, far og kyllinger, befinder fru Heiberg sig ikke rigtig vel. Hun er bymenneske og minderne fra den forrige sommer er for smertelige. Sommeren 1861 blev da også fru Heibergs sidste besøg på Bondenip — og boligretten blev ombyttet med en årlig pengeydelse, som hun oppebar til sin død i 1890.
Men hvordan startede det, og hvorfor kom Heiberg til at tilbringe sine sidste dage på Bonderup?
Vi begyndte jo vor tur i dag i den gamle købmandsgård på Gl. Torv 22, hvortil præstesønnen, etatsråd og grosserer Johan Peter Suhr kom i 1728 og lagde grunden til det blomstrende handelshus I.P. Suhr og Søn, hvis aktiviteter først blev lukket i 1899, da huset var på sit højeste og bl.a. kunne videreføres af Det danske Kulkompagni og Kryolit-Mine og handelsselskabet.
Johannes Theodor Suhr var den tredje mandlige indehaver af dette handelshus og ikke alt stod godt til, da han på sin mors vegne overtog husets styring. Statens fallit i 1813 havde også rystet det Suhrske handelshus i dets grundvold og det lykkedes kun ved en overmenneskelig anstrengelse den 23-årige Suhr at redde huset, således at det overlevede, som vel det eneste af de store fra den florisante periode.
I erindringens kapitel om den Suhrske familie lader fru Heiberg Suhr selv tale: “Fra dette øjeblik tog jeg afsked med verden. Jeg indesluttede mig på mit kontor og blev handelsmand med liv og sjæl, idet jeg nægtede mig alt, hvad der tidligere havde fristet mig. Det var forfærdelige år, især de første! Dag og nat i spænding. Dag og nat i ængstelse for, hvad der kunne komme, undte jeg mig næppe søvn og hvile. Enhver postdag satte mig i spænding og skræk og mit legeme havde ondt ved at holde denne anstrengelse ud. Et sådant liv førte jeg i 20 år. Men lykken var mig efterhånden god og mod slutningen af disse år var huset sikret og rejst af sit fald, men jeg var svag, og lægerne rådede mig til en baderejse. Det var på denne jeg gjorde Deres og Heibergs bekendtskab”. Og erindringerne fortæller om, hvordan dette møde i 1839 i Ems ændrede Suhr’s liv. Hun fortæller om, hvorledes han nu var i stand til at ombytte sit strenge arbejdsliv med nogen nydelse og luksus og købe Schimmelmännernes smukke landsted Sølyst ved Klampenborg og hvorledes han ønskede at samle mennesker omkring sig på det smukke sted. “Mit bekendtskab med Heiberg og Dem Hjalp mig”, siger han “til at sætte dette ønske igennem. Og snart samledes hele Heibergs kreds om sommeren på Solyst, hvor Heiberg’erne i lange perioder gennem næsten 15 år gæstede den Suhrske familie. Og her kom også en række af landets ledende politikere, Suhr’s ungdomsven og politiske antipode Anthon Frederik Tcherning, konsejlpræsidenterne, matematikeren Andræ, juristen P.G. Bang, der blev den Suhrske Stiftelses første administrerende direktør, C.C. Hall og også den indflydelsesrige advokat og godssamler W.F. Treschow og mange andre, også fra kunstens og kirkens verden. Her kan man med rette tale om, at Sølyst blev Heiberg’ernes sommerparadis. Alt drejede sig på Sølyst om dem og som Johannes Fibiger skriver: “Heiberg den lærde digter, fandt det største behag i det rige og veludstyrede hus; var i sit bedste humør, og opmuntrede selskabet med sit fine væsen og muntrede sig selv ved evige løjer med de unge piger, der var gæster på Sølyst.
Det var et sådant sommerhjem etatsråd Suhr på sine gamle dage ønskede at sikre fru Heiberg og hendes digtermand. Suhr havde i årene 1853-57 købt godserne hernede, som Stiftelsen fortsat ejer, nemlig hovedgårdene Bonderup og Merløsegaard med tilhørende skovdistrikter. Det var på en tid, hvor handelshuset opgav sine kobberværker i Frederiksværk og Brede og fandt, at køb af jord var en god kapitalanbringelse, hvad den familiestiftelse, som Suhr i disse år oprettede, har nydt megen glæde af.
Suhr og hans familie har aldrig selv boet på Bonderup, hvad der måske forklarer, at der her på stedet ikke kan forevises sådanne fornemme herregårdsinteriører, som ofte findes på andre store slægtsgårde. Der blev imidlertid truffet store forberedelser med at ombygge og indrette Bonderup som en standsmæssig sommerbolig for professorparret Heiberg. Arkitekten Meldahl blev nævnt i indledningen og i erindringerne skriver Johanne Louise Heiberg om sine forberedelser og om hendes og Heibergs glæde over Suhrs tilbud: “Jeg faldt formelig i sværmeri ved tanken om Heibergs og mit samliv derude og lagde hundredevis små planer om livet på Bonderup.”
Tale holdt ved Dansk Litteraturforenings besøg på Bonderup 10. juni 2000 (fortssat)
Værelserne blev indrettet efter Heibergs ønske. Heiberg var jo i øvrigt optaget af astronomien og derfor blev bl.a. et værelse omdannet til studereværelse og dekoreret med astronomiske attributter. Udenfor på muren blev indhugget en stjerne. Den eksisterer endnu, ligesom de særligt konstruerede vinduesrammer, der muliggjorde Heibergs studier af himmelrummet i mørke ensomme nætter. Fru Heiberg skriver, hvordan hun denne vinter syede og broderede utallige “kvindelige” arbejder, der alle ved forårets komme skulle smykke værelserne på Bonderup “vort andet hjem”. Men Heiberg kom ikke til Bonderup den sommer 1859. Heiberg blev syg og afrejsen måtte udsættes. Og nu er det som fru Heibergs glæde og forventninger til sommeropholdet forvandles til bange forudanelser. “Vort, som det lod til , skuffede håb om i år at kunne komme til Bonderup, var nu ingen sorg for mig. Hvorfor ikke. Ja, vidste jeg det selv. Men: den sidste tid havde min ulykkelige evne til forudanelser om noget, der varslede ilde, opfyldt mig med en angst, en tyngde i sindet, som jeg ikke kunne gøre mig rede for. Jeg anede, at noget sørgeligt ville hænde mig d.&, og følte en lettelse over, at dette sørgelige i alt fald ikke ville hænde mig i sommer, hvis jeg blev hjemme”, skriver hun.
Først i sommeren 1860 kom Heibergs til Bonderup. Allerede året før havde Heibergs gjort forberedelser ved at pakke deres møbler og andre sager ned i kasser, som var sendt i forvejen. På vejen til Bonderup glædede fru Heiberg sig til at skulle ordne det nye hjem og gense alle de håndarbejder, hun tidligere havde udført til pryd for værelserne. Men hvilken skuffelse, da de ankom!
Hør hvad hun skriver:
“Beskrivelsen af min første overraskelse ved at indtræde i denne vor nye bolig skal være helliget Eder, i Husmødre, idet jeg er vis på Eders Sympati. Saa hører da denne min sandru Beretning”.
Og nu fortæller Johanne Louise Heiberg, hvorledes ” ‘den forfærdelige Ole’, en Tjenestedreng paa Gaarden, paa egen Haand havde aabnet alle Kasser og kastet alt hulter til bulter ind i et stort Fadebur. Gardiner, Bøger, Lamper, Spejle, Borde, Servanter etc. lå henslængt midt paa Gulvet som et stort Bjerg og indfiltret mellem hverandre som Glasstumperne i et Kaleidoskop. De nymalede Gulve og Vægge, alt var i den Grad overplettet af Fluesnavs, at jeg aldrig havde troet, at der kunde findes en saadan Mængde Pøbel blandt Insekter. Sagen var, at ‘den djævelske Ole’ hele forrige Sommer, hvor vi jo ved Heibergs Sygdom var blevet forhindrede i at flytte derud, Dag og Nat havde ladet alle Vinduer staa aabne for, som han sagde, “at lufte ud”.
Da hun opdager, at armen er brækket af Thorvaldsens store siddende Amor med Lyren, brister hun i gråd. Yderligere viste det sig, at en hel mængde procelænsgenstande var ovre hos forpagterens, da de for et par dage siden havde haft et større selskab og været i forlegenhed for sådanne genstande. Fru Heiberg måtte ligefrem gå på opdagelse for at skaffe alle sager tilveje.
I alt dette ser hun, betror hun Heiberg, beviset for at der virkelig var en årsag til hendes uhyggelige forudanelser.
Hverken ‘den forfærdelige Ole’ eller forpagteren er i stand til at modbevise hendes ord. De er selvsagt døde. Ole, der til efternavn hed Larsen, og var Skovfoged i Tadre Skov under Aastrup. Foruden ham var Proprietær Engberg, Jonstrup, den eneste der har kunnet fortælle om Heibergs tid på Bonderup. Proprietær Engberg var nabo til Bonderup. Men også han er for længst død og hans gård overtaget af Stiftelsen.
Havde de levet, kunne de have givet professor Heiberg og hans frue et interessant eftermælde, der dog næppe havde været enslydende for de to mennesker. Overleveringen på egnen beretter, at mens professor Heiberg nød alles agtelse og hengivenhed i kraft af Sin stilfærdige, ligevægtige færd, var fru Heiberg knap så populær. Hendes optræden havde over sig noget egocentrisk og nedladende, som virkede udæskede på landbefolkningen.
Forklaringen er vel den, at hun aldrig følte sig veltilmode på Bonderup. Hendes sind knugedes stadig af mørke forudanelser, som da også snart skulle gå i opfyldelse på en meget sørgelig måde. Og når i hendes erindringer omtalen af egnens befolkning, derunder den hengivne Ole og de fortræffelige forpagterfolk, har en undertone af bitterhed, ja forurettelse, skyldes det hendes ejendommelige sind, i hvilket erindringerne om mennesker og begivenheder altid havde noget overeksponeret over sig.
Robert Neiiendam fortæller i sin bog om Johanne Louise Heiberg, hvorledes hendes livserindringer ved udgivelsen rejste en storm af harme og protester. Mange af hendes domme over datidens mennesker er bevisligt forkerte og “Erindringsforskydningernes Tendens gaar i Retning af at bringe Forfatterinden og hendes Venner i et flatterende Lys og Modstanderne i tilsvarende Skygge”. Fru Heibergs selvbiografi må som bekendt som Kildeskrift benyttes med stor varsomhed. “Jeg taaler ikke at læse Historie; jeg taaler ikke at se Menneskene i dette Sandhedslys”, skriver hun i et brev.
Nu er passagerne om Ole og forpagteren ikke af omvæltende betydning. Men de giver os i et glimt hendes sind. “Min Datter Hanne er ingen Mensch, hun er et Fæsen”, sagde hendes tyskfødte, jødiske Moder, teltholdersken Pätges, og Heibergs Moder, Fru Gyllembourg, udtrykte det saaledes: “For det overordentlige gælder ingen Regler …”
Theodor Suhrs storslåede gave og ønske om for livstid at give Heiberg’erne et godt sommerhjem på Bonderup, blev ikke til det han havde ønsket. Nok er der især i fru Heibergs mange breve fra Bonderup i 1861 lyse vidnesbyrd om landlivets fredelige glæder, som især fru Heibergs tre adoptivbørn trivedes med. For fru Heiberg var minderne for stærke og stedet for langt væk fra hendes Københavnske verden.
Lad mig slutte med Johanne Louise Heibergs egne ord: “Glade drog vi derud, fulde af håb om, hvad der ventede os der. Ak, vi stakkels mennesker! Hvor lidt vide vi om, hvad fremtiden bærer i sit skjød.”
Ja, det var lidt, hvad der en sommerdag kunne fortælles om stedet her; der kunne fortælles meget mere, specielt om det uharmoniske forhold mellem testators kone Caroline Falck og Johanne Louise Heiberg. Det kan fru Nørballe måske fortælle lidt mere om, men nu venter en tur i haven, ned til det monument der er sat for legatstifteren Theodor Suhr.
Beretning fra familiearkivet 1999/2000
