1984/85

Beretning fra familiearkivet 1984/85

Indhold:

Portræt fra Børsfesten
Arkivets arbejde
Gaver til Stiftelsen
Data om jubilæumsfesten 23. november 1984
Stamtavlens aktuelle tilføjelser
Nelly Erichsen
Boghjørnet. Uddrag af Jørgen Mathiassens Kopisten
W.F. Treschow og Theodor Suhr

Oktober 1985
Redaktion
Nils Teisen

De optrædende er Marie Louise Lemvigh og Klavs Brammer

Beretning fra familiearkivet

Beretningen fra familiearkivet 1984/85, som er den syvende i rækken, må selvsagt tage sit udgangspunkt i den vellykkede jubilæumsfest på Børsen den 23. november 1984, hvortil 335 familiemedlemmer og gæster havde tilmeldt sig. Mange gamle forbindelser mellem slægtsmedlemmer blev fornyet og udbygget, og udsendelsen af jubilæumsbogen gav anledning til mange breve og indsendelse af materiale, ikke kun med tilføjelser og rettelser til stamtavlen, men også af nyt materiale til arkivet. Således blev festens deltagere fotograferet af “Foto-Reportagen”, Peder Lykkes Vej 27, og et album med 164 optagelser indkøbt af Stiftelsen. Albummet ligger til gennemsyn på kontoret.

Arbejdet med jubilæumsbogen medførte også, at en række vigtige kilder til slægtens og Stiftelsens historie kom frem i dagens lys. Det drejer sig om den gamle geheimbog, der påbegyndtes i 1749 (se 1979/80), som Stiftelsen havde en afskrift af, men hvor originalen var blevet forlagt på Stiftelsens kontor. Det samme var tilfældet med en stor 698 siders skifteprotokol afsluttet 1795 vedrørende Johan Peter Suhrs dødsbo. Dette for kommende historikere vigtige kildeskrift sammen med en ligeledes genfunden afskrift af højesteretsjustitionarius P.C.N. Buchs livserindringer afsluttet 1901 og omhandlende Buchs tid som administrerende direktør i Stiftelsen vil være en god indgang til detailviden om slægtens og Stiftelsens historie og sikre stof til mange kommende bidrag til de gule hæfter.

Stiftelsens historie fra 1891 er yderligere blevet belyst gennem de erindringer, som direktør i Stiftelsen fra 1891 til 1939, oberstløjtnant Lauritz Adolph Madsen (1864-1939) har efterladt. Disse optegnelser, der dækker et langt videre spektrum end Stiftelsens anliggender, nemlig et meget aktivt virke indenfor den militære bygningstjeneste og som overvejinspektør, er i 1985 af arvingerne efter sønnen dr. L.Th.S. Madsen, der ligeledes var direktør i Stiftelsen fra 1939-1973, foreløbig deponeret i slægtsarkivet.

Beretning fra familiearkivet

Året har også været rigt med hensyn til gaver, som Stiftelsen har modtaget. Allerede på selve jubilæumsfesten modtog direktionen en smuk blomsterpyntet kobberkedel fra fru Irene Suhr Westi (tavle I, M 58). Den beror nu på Gl. Torv og minder også om det gamle kobberværk i Brede, som testator købte 1831. Også i forbindelse med festen modtog Stiftelsen fra fru Grete Iuel (tavle M, M 202) et smukt lille stik af Børsen i Kjøbenhavn set fra Christianshavnsiden. Stikket var lavet efter en kobberplade, som fru Grete Iuel har arvet efter sin morfar.

Den 21. februar 1985 døde fru Agnes Suhr, enke efter direktør Henrik G. Suhr (1879-1955), se tavle S, M 76, der var mangeårigt medlem af direktionen. Det var i Henrik Suhrs testamente bestemt, at en stor pragtvase fra den kongelige porcelainsfabrik (Svanehanksvase), som blev skænket ved etatsråd Ole Bernt Suhrs sølvbryllup 20. september 1872, skulle tilfalde Stiftelsen, hvor den nu er opstillet. Vasen er udstyret med motiver fra Gl. Torv og det gule pakhus i Ny Toldbodgade og forsynet med uglevåbnet og sølvbryllupsparrets monogram. Fra samme bo, hvorfra Stiftelsen tidligere, jfr. beretning 1977/78 har modtaget H. Chr. Jensens portrætter af etatsrådinde Ida Marie Suhr f. Bech og etatsråd Ole Bernt Suhr, er også modtaget to store malede portrætter af amtsforvalter Frederik Suhr og hustru. Det drejer sig om kopier, og billederne vil bl.a. være kendt fra de fotogravurer, der medfulgte den “røde bog” fra 1959. Portrætterne er, sammen med et portræt af Henrik G. Suhr malet af Laur. Jensen og skænket af fru Agnes Suhrs datter af første ægteskab fru Britta Hedberg, ophængt på Bonderup, hvortil Stiftelsen også fra boet har indkøbt Henrik G. Suhrs skrivebord, som formentlig stammer fra Dansk Vestindien.

Også fra læge Christian Cederqvist (tavle P, M 187) har Stiftelsen modtaget nogle værdifulde familieting, dels en stor buste i gips af etatsråd O.B. Suhrs ældste søn Oluf Berndt Suhr (M 23), der døde 1872, dels et opretstående piano fra Hornung & Møllers første periode. Det smukke stykke har tidligere stået i civilingeniør Edward Suhrs hjem; det står nu på Bonderup.

Data om festen 23. november 1984

I anledning af Suhr-slægtens fest i Børssalen havde arkitekt Olaf Dam Sørensen (tavle Q, K 121) samlet – og skrevet aktuel tekst til – et uddrag af sangene fra Johanne Louise Heibergs vaudeville “En Søndag på Amager”, hvis premiere og alle senere opførelser testator overværede i sin levetid. Det uddelte smukke blad med teksterne var forsynet med et uddrag af Johanne Louise Heibergs “Et Liv, gjenoplevet i Erindringen”, der fortalte om den gode Suhrs indtagelse i netop dette stykke. Bladet var også forsynet med Det kongelige Teaters plakat fra opførelsen 5. marts 1848. Før den oplagte forsamling kastede sig over sangbladets små fælles- og vekselsange, fra “ulige borde” til “lige borde”, fra herrerne til deres borddamer eller fra damerne til deres bordherrer, eller af alle herrer over 50 til alle piger under 25, optrådte de unge visekunstnere Pauline Rehné og Preben Breil og varmede op i festlige kostymer med et fornøjeligt udtog fra vaudevillen, hvis melodier lå til grund for forsamlingens efterfølgende sanglige udfoldelser.

Såvel dette indslag som den dialog, som Olaf Damm Sørensen ligeledes havde skrevet til et møde mellem “etatsråden” i Klavs Brammers (tavle E, M 210) skikkelse, der dukkede op midt i den ældste familiedirektørs tale og blev mødt af en af slægtens unge, Marie Louise Lemvigh (tavle S, K 266), gjorde stor lykke. Optrinnet var instrueret af skuespilleren Ole Walbom under medvirken af aftenens toastmaster og dirigent Erik Ryge, der havde hjulpet direktionen med festens praktiske tilrettelæggelse. Efter middagen og underholdningen ved bordet blev der danset til Kansas City Stompers.

Perlebesat medaljon, der indeholder O.B. Suhrs portræt (d. 1815), båret ved jubilæumsfesten.

Stamtavlen

I den i forbindelse med jubilæet udsendte reviderede stamtavle er der selvsagt indløbet enkelte fejl. Indkomne rettelser vil blive indarbejdet i kommende udgaver. Udover disse rettelser er der på grundlag af indberetninger til Stiftelsen som sædvanlig udarbejdet en fortegnelse over aktuelle ændringer i og tilføjelser til Den blå Slægtsbog. Disse lister over dødsfald, ægteskaber og fødsler har tidligere medfulgt den administrerende direktørs udsendte beretning. For fremtiden vil disse lister findes i de gule hæfter, og listen for perioden 1984/85 bringes på de følgende sider.

Nelly Erichsen (K 38)

I den første beretning fra familiearkivet 1977/78 nævnes i en note på side 5 Hermann Gustav Erichsen, købmand i Newcastle og London, medstifter af Store Nordiske Telegrafselskab og parthaver i den russiske koncession og selskabets repræsentant i London. Han var gift med en søster til etatsråd 0.B. Suhr (1813-1875), Anna Dorothea Suhr (K 17), født 1827 i Nyborg og død 1908 i London. Ægteparret havde seks børn, hvis efterkommere findes i slægtstavlen fra 1984, tavlerne R og U. Tavle R omfatter alene over 40 personer, der stort set lever eller har levet i Storbritannien eller USA. Til trods for dette forhold har grenen bevaret et forbavsende nært forhold til Danmark, som deres stammor forlod for godt 130 år siden. Dette skyldes, udover disse personers legatberettigelse, ikke mindst ovennævnte ægtepars tre døtre, hvor den ene Anna Dorothea Suhr Erichsen blev gift og levede en tid i Danmark, men flyttede tilbage, hvor hun døde i Oxford 1931 (K 37, tavle U), mens de andre Alice (K 35) og Nelly Erichsen (K 38) helt levede deres liv i England. De lærte imidlertid begge flydende dansk og beherskede det i skrift og tale, og havde begge et meget bredt kendskab til danske kultur- og samfundsforhold og mange venner i Danmark, også ud over familiekredsen. Det skal i den forbindelse nævnes, at Alice, der blev gift med advokat Edgar Lucas, oversatte dansk litteratur til engelsk. Overfor er gengivet titelbladet til Henrik Pontoppidans berømte roman “Det forjættede Land”, der udkom i London 1896 under navnet “The Promised Land”. Begge søstrenes navne forekommer på bladet henholdsvis som oversætter og illustrator.

Det er især Nelly Erichsen dette lille stykke skal beskæftige sig med. Årsagen er, at arkitekt Henrik Reimann (M 254) i det forløbne år har bidraget med en arkivaflevering, som hører til en af de mest interessante Stiftelsen hidtil har modtaget. Materialet berører et meget bredt udsnit af legatfamiliens ældre medlemmer og fortæller om dem og deres hjem og belyser også en række samfundsmæssige begivenheder og rørelser i Danmark set med en ung velbegavet englænderindes øjne. Hovedvægten i materialet ligger i 94 breve, som Nelly Erichsen i årene 1880-98 har skrevet i Danmark og sendt hjem til sin mor, ovennævnte Anna Dorothea Suhr. Det omfatter imidlertid også dag- og skitsebøger med tegninger af danske lokaliteter (familien Suhr, Rosengaard, Kværkebyegnen 1880) og optegnelser om livet bl.a. på Sølyst fra 1858, som Nelly Erichsen har foretaget efter sin mors diktat, og endelig enkelte breve udvekslet mellem Nelly Erichsen og nordiske forfattere, hvoraf der foruden breve fra Henrik Pontoppidan foreligger korrespondance fra Alexander Kielland i Norge og Selma Lagerlöf i Sverige.

Nelly Erichsen er kommet godt omkring i familien og giver som sagt i sine breve og i en dagbog over en rejse til Danmark 31.7.1880-3.10.s.å. en meget levende og udførlig beskrivelse af sin familie, såvel ved festlige lejligheder som i dennes hverdag, hvorom der med fin iagttagelse berettes om vanerne i Danmark, om arbejdet på gårdene, jagterne, om måltider og kirkegang og om familiens venner og tjenestefolk. Brevsamlingen, der dækker årene 1880-98, hvor Nelly Erichsen var en hyppig gæst i Danmark, starter i 1880 med otte breve skrevet på Rosengaard. Begynder så igen i 1888 og fortsætter til 1898. Af brevene er ialt 27 sendt fra Petersgaard, 9 er adresseret Nørre Farimagsgade, hvor tanten fru Sophie Mathiesen f. Suhr (K 10) boede. 6 breve er sendt fra familien Jørgensen, Søllestedgaard på Lolland, 3 fra Sølyst, 21 fra Skovsgaard og 1 fra Nebs Mølle (tavle T og U), hvor svogeren og søsteren Lauritz og Dora Suhr boede. 10 fra Gammeltorv, 1 fra Meilgaard i Jylland, 1 fra henholdsvis Skovbakke, Skodsborg og Sandefjord og endelig 14 fra Rosengaard.

Ikke mindst brevene fra 1880, der suppleres af dagbogen, der også fortæller om besøg hos familien i Nyborg, besøg i Tved kirke og skovture bl.a. fra Sølyst, er meget umiddelbare og detaillerede og underbygges af en række små vignetter, der på en fin kunstnerisk måde anslår de pågældende miljøer.

Vignetten på side 17 er et udtryk for tegningernes kvalitet. Vi ved fra dagbogen, at denne tegning formentlig er lavet lørdag 7. august 1880. “In the morning I went down into the landsbyen and sketched some cottages … I entered some children in a sitting-dray, unwilling first when I asked them just if they would like to be drawn. One little fellow, Frederik Ohlsen, said: “Nej de coster vel penge”. After that however he became the formost and collected children of all sorts and forced them to stand in the most military positions as my sketchbook will testify. At last so many came that I was obliged to tell them I had no time more. Still I had a large audience 11 at one time …”

Udover at Nelly Erichsens skitsebog “Round about Rosengaard” giver et intimt billede af livet på en stor gård og af den nærliggende landsby – med dens billeder af huse og gårde, kirken med storkereden, gårdens børn, men også Postkones Emil, Klokkergrete, The Poachers Daughter, jægere på post, grøftegraverne osv – har disse små ungdomsarbejder et andet aspekt.

Det morsomme er nemlig, at bl.a. disse tegninger fra Kværkeby tegnet i 1880 benyttes i Nelly Erichsens senere bogillustrationer. Tegningerne med børnene ved barnevognen findes f.eks. som illustration i den engelske udgave af Henrik Pontoppidans Det forjættede Land. Pontoppidan gratulerede ved bogens udsendelse i 1896 den engelske illustrator for den udmærkede måde, hvorpå hun i sine tegninger havde levet sig ind i romanens danske miljø.

Den friske og meget detaillerede beskrivelse, som den unge englænderinde giver ikke kun af sin familie i Danmark, af den danske natur, men også af et meget stort persongalleri, hvor vi udover familien også møder personligheder som Johanne Louise Heiberg, Julius Exner, Mette Gad, Paul Gauguins danske kone (Nelly Erichsen købte det landskab fra Pont Aven, som Gauguin havde malet 1888 og som senere i 1912 erhvervedes af Glyptoteket i København (kat. nr. 904)), Tietgen, H.L. Martensen, Vilhelm Bech, og et galleri af den besiddende “landadel” gør, at materialet fortjener nøjere studier, og at det for tiden er under bearbejdning med henblik på en særskilt publikation om Nelly Erichsens senere kunstneriske udvikling og særligt om hendes relationer til Danmark. Der er i den forbindelse skrevet til en række familiemedlemmer i England og USA, som har bidraget eller lovet at bidrage med yderligere materiale om Nelly Erichsen, der i sit hjemland blev en habil kunstner, hvis hovedindsats ikke mindst kom til at ligge i de mange ikke mindst topografiske bøger hun korn til at illustrere. Familiemedlemmer i Danmark, som har kendskab til malerier, tegninger etc af Nelly Erichsen med danske motiver, bedes sætte sig i forbindelse med arkivet.

Det skal til slut anføres, at der i det af Henrik Reimann afleverede materiale, som tidligere var i frøken Xenia Suhr (K 74) besiddelse, også var en konvolut, der indeholdt “Notes dictated by D.E. to N.E. Concerning her recollections of Tante Caroline Suhr”. Også her har Nelly Erichsen været på spil. Da nemlig professor Nyrop op til 1899 arbejdede med sin bog “Det Suhrske Hus i Kjøbenhavn 1749-1899″, bad frøken Ida Suhr Nelly Erichsen om at være professoren behjælpelig med at finde kildemateriale indenfor familiens kreds. Forholdet er nøje beskrevet i et Nelly Erichsen brev skrevet 27. oktober 1898 på Petersgaard. (Nyrop) was enchanted with Tante Caroline’s letter s (I took them all except the intime one, which I by the way was most interested in) and said that they would be invaluable to him”. Nyrop “a nice little man, modest and learned” efterlyste ved samme lejlighed familiemedlemmer, der selv havde oplevet den “store tid” bl.a. på Sølyst. Det havde Nelly Erichsens mor, der på dette tidspunkt var 71 år gammel – og som iøvrigt nævnes adskillige gange i fru Heibergs erindringer og med hvem fru Heiberg senere holdt stadig brevkontakt. Aftalen blev da, at Nelly Erichsen, når hun kom hjem til England, skulle udspørge sin mor, der på dette tidspunkt var for svagtsynet til at skrive, og efter hendes diktat nedskrive en beretning. Det er denne beretning, der lå i konvolutten, og som nu ligger i familiearkivet og venter på at blive trykt i en kommende beretning fra familiearkivet.

Boghjørnet

Uddrag af Jørgen Mathiassens roman: Kopisten

De gule hæfter har et par gange bragt ulddrag af skøn- eller faglitteratur, der på en eller anden måde indeholder “Suhrske facetter”. Nedenstående er et uddrag af professor, dr. jur. Jørgen Mathiassens ‘roman “Kopisten”, der udsendtes 1979 og i høj grad bygger på et meget grundigt kendskab til den tid, hvori romanen foregår, og til dens ledende personer og lader d }isse indgå som bimotiver og rammer omkring romanens fiktion. “Kopisten”, som de følgende bind i trilogien, er en slags biografisk roman, idet forfatteren har yilstræbt at give en korrekt beskrivelse af hovedparten af de personer, der optræder omkring hovedpersonen Charles Dehn. Hvorvidt dette er lykkedes for Suhrs vedkommende overlades til familiekredsens dom. Geheimekonferensråd Willum Frederik Treschow (1786-1869), som romanen lader Suhr opsøge, indtog som højesteretsadvokat, godsejer og politiker en fremtrædende plads i sin samtid. Selskabeligt hørte han tidligt til den Suhrske omgangskreds, ligesom hans far, højesteretsassessor Michael Treschow før ham. Treschows køb af godset Brahesborg på Fyn 1829 og ikke mindst hans overtagelse i 1835 af Fritzøe jernværk sammen med andre produktionsanlæg og vidtstrakte godsområder, som hørte til det tidligere grevskab Laurvigen i Sydnorge, knyttede ham forretningsmæssigt til indehaveren af en af Danmarks ledende jern- og kulforretninger, som både var med til at finansiere Treschows foretagender og formidle afsætningen af den norske stangjern. På den anden side var Treschow som advokat og politiker en værdifuld forbindelse for Suhr, der bl.a. rådspurgte Treschow med hensyn til sit testamente og for hvem Treschow kort før Suhrs død købte Merløse.

Nelly Erichsen: Børn ved Kværkeby Kirke (1880)

Treschows palæ i København (hjørnet af Ny Kongensgade og Frederiksholms Kanal).
Ejes nu at Lensgreve Wedell.
(Nationalmuseets Billedsamling)

Klokken otte modtog Treschow dagens første klient. Det var købmanden Theodor Suhr.

De var omtrent jævnaldrende, men på næsten alle punkter diametrale modsætninger. Den benede Suhr havde øjne, som vreden kunne få til at stråle koldt, og han foretog ofte heftige bevægelser med både arme og hænder, undertiden med hele kroppen.

Treschow var rundere, både i legemsbygning og ansigtsform, og en vis overbærenhed i ansigtsudtrykket kunne let forveksles med jævn gemytlighed. Han gjorde sig ikke umiddelbart til af sit skarpe juridiske hoved og sin hurtige opfattelsesevne. Suhr kunne til gengæld med halvt lukkede øjne illudere kraftig koncentration om et eller andet juridisk eller politisk emne. Men i hans hoved rumsterede kun kul- og kornpriser.

De to mænd havde kendt hinanden i mange år, men i endnu højere grad end i sit forhold til kunstnerne fastholdt Treschow en distance. Der var udelukkende forretninger imellem dem, og det gjaldt både, når Suhr konsulterede Treschow som klient, og når Treschow forsøgte at interessere Suhr som kunde i Larvik. Det sidste var sin egen sag, da Suhr nu engang havde sat sig i hovedet, at Fritzøes jern var for hårdt, og Treschow ikke kunne frigøre sig fra en ubehagelig mistanke om, at købmandens usvigeligt sikre instinkt gav ham ret.

Treschow lod den morgen som sædvanlig sin klient tale uden at afbryde ham, selv om forelæggelsen af, hvad Suhr havde på hjerte, i perioder blev både springende og usammenhængende. Det skyldtes, at købmandens problem var mere sammensat, end han ønskede at give det udseende af. I hans egen version drejede det sig alene om finansielle transaktioner, aktuelle og formodede kriser på verdensmarkedet, konjunkturernes ubønhørlige jerngreb i hans i forvejen hårdt prøvede kræmmersjæl, og som prikken over i’et den bitre uretfærdighed, at alle disse pinsler og plager, som nu i så mange år havde været hverdagskost for ham, var blevet mangefold og aldeles meningsløst forøgede ved hans kones lunefulde ønske, eller rettere krav, om at han til hendes sommerlige adspredelse skulle sætte en betydelig del af sine surt sammenskrabede penge i erhvervelsen af den afdøde minister Schimmelmanns landsted ‘Sølyst’ ved Emiliekilde. Normalt ville hendes påfund af den art gå hen over hovedet på ham, men tilsyneladende var hun syg. Det besværliggjorde helt urimeligt alting for ham.

Treschow lyttede uden at tage sig af hans piberi om penge. Han havde nok af dem og peb altid. „Køb — jo før des bedre,” var advokatens eneste kommentar, da Suhrs talestrøm omsider ebbede ud. Købmanden havde vel ventet et råd i den retning, men svaret kom så prompte og uforbeholdent, at han fik vrede og utilfredse øjne. Reaktionen kom ikke bag på Treschow, der naturligvis også var klar over, at han med sin rådgivning ikke just havde stemt Suhr for at købe stangjern fra Fritzøe. Alligevel tøvede han ikke et øjeblik med sit svar. Han kunne ikke råde anderledes som advokat, og da slet ikke med sit ret indgående kendskab til den side af det suhrske familieliv, som storkøbmanden var gået på harefod over. Treschow havde nogle få gange været i hjemmet på Gammeltorv for at drøfte forretningsanliggender. Han var hver gang gået derfra i dårligt humør. Den stilhed, der hvilede over det barnløse hus, var ikke husvalelse for legeme og ånd efter arbejdsdagens strabadser. Det var den rugende tavshed mellem to ægtefæller, der for længst var gledet fra hinanden, hvis de nogen sinde havde stået hinanden særlig nær. Den smukke Caroline Falch, som Kamma Rahbek i sin tid havde givet det smigrende tilnavn ‘Dejligheden’, var i ægteskabet med Theodor Suhr blevet en indesluttet og afvisende kvinde, og Treschow gav uden at bekymre sig om detaljer ubetinget hendes mand hele skylden for det miserable ægteskab. Han vidste meget vel, at mange var tilbøjelige til at dømme anderledes. Suhr havde som ung været en storhandelens Sisyfos. Hans kampesten havde været et falleret handelshus, og han havde måttet kæmpe i årevis, bogstaveligt talt dag og nat, for at få det på fode. Efter adskilliges mening havde han udrettet langt mere, end nogen kunne forlange af et enkelt menneske. I al fald langt mere end Caroline kunne forlange af sin mand. Hun havde foruden sin dejlighed kun bragt det besværlige minde om en ulykkelig ungdomskærlighed ind i ægteskabet. Treschow målte ikke med den slags alen. Han havde nogle ganske præcise forestillinger om de forpligtelser, der påhvilede en mand, der indgik ægteskab. At tjene de nødvendige penge var ganske vist en af disse pligter, men dens opfyldelse kunne efter hans mening aldrig tjene som en undskyldning for at forsømme andre, mindst lige så vigtige pligter.

Treschow stod altid stærkt i diskussioner af ægteskabelige spørgsmål, for selv om han aldrig nævnede det, var det almindeligt kendt, at han selv havde slidt sig op fra bunden uden nogen sinde at have ladet det skorte på ethvert omhu for Palæmona, som i mange år var syg, og deres børneflok.

„De mener, jeg skal købe.” Suhr trak på skuldrene. „Det råd er ikke meget bevendt — det kunne jeg selv have fundet på.”

„Så meget desto bedre,” sagde Treschow.

Derefter fulgte Suhrs sædvanlige kværuleren over høje sagførersalærer, som han smed ud ad vinduet til ingens verdens nytte.

„De skal ikke betale for mit råd,” sagde Treschow.

„Det er jeg klar over.” Suhr skød stridbar ryg. „Men skal der handles, løber der straks salærer på.”

„Få en anden sagfører til at berigtige Deres handel — der er nok, der gerne vil.” Suhr sank lidt sammen i skuldrene. Hans øjne, der havde stirret koldt lige frem på Treschow, veg ud til siden. Han vænnede sig aldrig til, at nogen i den grad kunne lade hånt om hans penge — dette overlegne, selvsikre spark i forbifarten til fundamentet for hele hans tilværelse.

„De kan jo se, hvad der kan gøres,” sagde han og rejste sig, og Treschow gjorde et notat om eventuel erhvervelse af Sølyst, før han fulgte sin klient til døren.