1981/82
Beretning fra familiearkivet 1981/82
Indhold:
- De Suhrske bryllupsstager
- H.C. Andersens Vifte
- Malerier i legatstifterens hjem
- Lidt mere om relationerne med slægterne Falch, Meincke og Bech
- Axel Pontoppidan om Petersgaard
- Niels Helweg-Larsen – uddrag af erindringsbog
Oktober 1982
Redaktion
Nils Teisen
Afbildning og kilde Bo Bramsen: Andreas Holm. En københavnsk sølvsmed 1735-1812. Politikens forlag 1976.
Beretning fra familiearkivet 1981/82
Dette er den femte beretning Den Suhrske Stiftelses direktion udsender om arbejdet i familiearkivet. I grunden er det et spørgsmål, om dette arbejdes omfang i år fortjener en trykt beretning, da årets aktiviteter ikke har været overvældende store, ligesom indgangen af materiale har været yderst beskeden. Når beretningen alligevel udsendes skyldes det den interesse mange i familiekredsen har vist disse små hefter, men først og fremmest mængden og rigdommen af arkivalier og slægtsting, hvis eksistens og tilstedeværelse i sig selv opfordrer til at de “deles” med alle i slægtskredsen, som måtte have interesse herfor.
Når der er så meget stof. at direktionen fortsat kan udsende de gule hefter skyldes det ikke mindst afleveringen af Lauritz Julian Suhrs samlinger, afleveringer fra Petersgaard, men også det store materiale som allerede fandtes i Stiftelsen. Meget af dette, for slet ikke at tale om hvad der findes i offentlige og private samlinger, venter fortsat på at blive behandlet og offentliggjort. Store dele af handelshusets arkiv blev i 1900 afleveret af firmaet I.P. Suhr og Søn til Københavns Stadsarkiv og befinder sig i dag på Erhvervsarkivet i Aarhus, hvor det har dannet grundlag for flere interessante afhandlinger, bl.a. trykt i bogen Dansk-Engelsk Samhandel 1661-1963, p. 225-256, “Af dansk veksel- og varehandels organisation i 1820-erne og 1830-erne. En studie i handelshuset Suhrs arkiv”, Universitetsforlaget Aarhus 1966 og skrevet af Birgit Nüchel Thomsen og Brinley Thomas. Der skal senere i årsberetningerne blive berettet om disse sider af slægtens virke og om handelshusets aktiviteter i dets mange aspekter herhjemme og i udlandet. Som en forsmag nedenstående illustration med billedtekst fra ovennævnte bog.
Den snilde kran, der arbejdede ved en kontravægt, sænkede kulvognen ned til skibets luge. Kullene var da på grund af den lavere faldhøjde i mindre grad udsat for at gå i stykker, ligesom vel også skibet var mindre udsat. Billedet stammer fra et conossement Ira J. P. Suhr & Søns arkiv fra 18,8. Størsteparten af conossementerne var forsynede med sådanne småstik, men motiverne var sædvanligvis skibe under sejl.
Erhvervsarkivet.Dette hæfte vil imidlertid især holde sig til at fortælle lidt om Suhrske ting, således som temaet er anslået ved illustrationen på side 2. Måske andre i slægten med eller uden nævnelse af ejerforhold har lignende familiesølv, som kan omtales i kommende årsberetninger eller i hvert fald registreres som viden om slægtens historie og levevilkår til brug for fremtidig historieskrivning. Der kan f.eks. være flere stager i serien. Det vil familiearkivet gerne have viden om og skal derfor give en nærmere beskrivelse af sølvstagerne.
De Suhrske bryllupsstager
De fire stager på illustrationen er stemplet henholdsvis KM 1786 – AH 86 – F. Fabritius – Skytten og KM 1787 – AH 87 – F. Fabritius – Skytten. De ældste vejer 435 g og er 30,6 cm høje, de yngste 432 g og 31 cm. For de ældstes vedkommende er der tale om Louis Seize-stager på firkantet fod med hjørnegraveringer. Herover rund, buet basis med kraftigt drevet rosenguirlande og to blanke og to bladdrevne festoner. Underdelen afsluttet foroven med en dreven laurbærkrans. Mellemstykket fuget med 12 rifler, afsluttet foroven med drevne kugler og ovaler. Skaftet rundt og glat med opretstående, drevne akantusblade forneden og lille dreven rosenguirlande med festoner foroven. Søjlehovedet firpasformet med bølgeornament og blade samt endnu en frithængende dreven blomsterguirlande. Løs firpasformet lysetylle med riflet kant.
De yngre stager er formentlig udført efter samme tegning og har små afvigelser, således er den drevne guirlande øverst på stilken anbragt lidt højere og hæftet på den næstøverste dekoration, akantusborten er kraftigere og lysepiben er diagonalt- stillet. De to sæt er sammenbragte, idet kun et sæt stammer fra ejerens barndomshjem.
H.C. Andersens vifte
Kan De huske vi i beretningen 1979/80 efterlyste viftens skæbne? Det kom der ikke noget ud af. Men vi fandt i slægtsarkivet to små avisudklip fra henholdsvis Berlingske Tidende 21.3.1942 og samme dag i Nationaltidende, hvoraf vi gengiver det ene. Men spørgsmålet blev jo ikke endeligt besvaret. Kom viften til H.C. Andersen samlingen i Odense? Det kan vi nok besvare i næste beretning.
Malerier i legatstifterens hjem
På Arne Bruun Rasmussens kunstauktion blev der, hvad grosserer William Malling, gift med K 85, har gjort opmærksom på, i maj 1980 solgt et maleri af Vilhelm Kyhn vurderet til kr. 20.-30.000. Ifølge kataloget blev det på auktion efter etatsråd J.T. Suhr i 1859 solgt til generalkonsul H. Pontoppidan. I denne forbindelse kan det måske være af interesse at vide, at kataloget over malerier og skulpturer ialt 22 numre, der bortsolgtes ved auktionen, findes i slægtsarkivet. Det omfatter ud over to arbejder af Kyhn værker af bl.a. J.J. Exner, C.D. Fritzsch, Heinrich Hansen, Wilhelm Marstrand, O.D. Ottesen samt skulpturer af J.A. Jerichau og Alb. Thorvaldsen.
Lidt mere om relationerne mellem slægterne Falch, Meincke og Bech
I sidste årsskrift blev der på baggrund af arkivaflevering skrevet lidt om et Suhrsk bryllup, ligesom Meincke-slægten var et hovedemne. Det har derfor i denne beretning sidst i heftet været naturligt at give ordet til en af Meincke-slægtens medlemmer tidligere forlagshandler Niels Helweg-Larsen. Denne har nemlig i første bind af sine to erindringsbøger, nemlig i “Mit navn er Nillikum, borgerlige bekendelser” skrevet om sin tante Ida (K 33), en datter af Ida Marie Bech, hvis udstyr til brylluppet med O.B. Suhr på grundlag af overleveret arkivmateriale blev omtalt i beretningen 1980/81.
 1784 – 1863 |
 1787 – 1862 |
Efterkommere efter dette gamle ægtepar er på særlige vilkår legatberettigede i Den Suhrske Stiftelses 2. afd., jfr. beretningen fra arkivet 1980/81.
Da Niels Helweg-Larsen som tipoldebarn af det gamle Meincke-par hører til de legatberettigede, men ikke er nogen Suhr, vil det være på sin plads at opridse slægtsrelationerne mellem familierne Falch, Meincke, Bech og Suhr. Legatstifteren Johannes Theodor Suhr var som bekendt gift med sin kusine Caroline Falch (Dejlig- heden), hvis mor var født Suhr (se 1980/81, p. 10). Caroline Falch var søster til Anna Elisabeth Falch, som blev gift med by- og herredsfogden i Stege, etatsråd Carl Henrik Lydius Meincke. Dette ægtepar havde fire børn, hvoraf skal nævnes:
- Charlotte Sophie Meincke (1811-72) gift med kammerherre Peder Brønnum Scavenius til Gjorslev, hvis mormor J.P. Suhrs datter Christine (portræt i Den Suhrske Stiftelse) blev gift med højesteretsassessor Lucas Debes.
- Johan Henrik Meincke (1813-1904), justitsråd, forpagter samt ejer af flere større gårde på Lolland. Han var ungdomsven med O.B. Suhr (M 9) og blev ved ægteskabet med Clara Bech dennes svoger. Clara Bech var således Ida Marie Suhrs søster og oldemor til Niels Helweg-Larsen.
Herved er vi inde i Bech-familien, som vi også i årsberetningens afsnit om Petersgaard skal høre lidt mere om og som blev omtalt i afsnittet om et Suhrs bryllup i 1980/81.
Grosserer Jørgen Bech, 1782-1841, den bl.a. gennem Vilhelm Bergsøes erindringsbog kendte “sæbesyder”, havde med sin hustru Ellen Sofie Meyer bl.a. børnene:
- Jørgen Albert Bech, f. 1808, der efter en karriere som apoteker i 1865 købte hovedgården Tårnborg ved Korsør, hvor han døde i 1876.
- Sophie Louise Bech, f. 1810, gift med administrator på Den Kgl. Porcelænsfabrik Carl Vilhelm Bergsøe. Zoologen og forfatteren Vilhelm Bergsøes forældre.
- Edward Bech, f. 1812, der senere blev dansk konsul i New York, købmand og ejer af de store jernminer ved Poughkeepsie ved Hudson floden, som allerede legatstifteren havde sat penge i. (Om relationerne til det Suhrske hus kan bl.a. læses i Kjeld Windings bog “Treschow, advokat godsejer politiker, Oslo 1951).
- August Willads Bech, f. 1815, der i 1845 købte godset Valbygård ved Slagelse og senere Brorupgård. Hans søn hofjægermester godsejer Jørgen Bech blev i 1872 gift med Caroline Charlotte Suhr (K 29), se omtalen side 17.
- Ida Marie Bech, f. 1825, gift med O.B. Suhr og således forældre til den i Helweg Larsens erindringsbog nævnte tante Ida (K 33).
Den ovenstående fremstilling af familierelationerne er tænkt som en indledende kommentar til de to tekster, som vil afslutte årets beretning, dels et uddrag af Axel Pontoppidans (M 77) afhandling i Aarbog for Historisk Samfund for Præstø Amt 25. årgang 1936 “Petersgaard. Træk af et Sydsjællandsk gods med omliggende egns historie”, dels en prøve fra Niels Helweg-Larsens bog “Mit navn er Nillikum, borgerlige bekendelser”, der blev udsendt i 1979 på Vintens Forlag.
Det danske Kulkompagnis damper “Julius Holmblad” passerer Bass Rock ved indsejlingen til Firth of Forth.
En af de ting, man efter åbningen af Københavns Frihavn i 1894 savnede i den nye institution, var en stor
kulforretning. Direktøren for Landmandsbanken, Isak Glückstadt, der havde gennemført frihavnsprojektet,
fik da den tanke, om det ikke var muligt at få flyttet J. P. Suhr & Søns kulforretning fra Toldhavnen og
derud. Efter forhandlinger med det Suhrske hus blev resultatet dannelsen af et nyt selskab Det danske Kulkompagni, der pr. 31. december 1896 helt overtog det gamle firma.
Efter maleri af Vilh. Arnesen.
PETERSGAARD
TRÆK AF ET SYDSJÆLLANDSK GODS MED
OMLIGGENDE EGNS HISTORIE
Omkring Nytaar 1866 solgte Enkekammerherreinde Feddersen Petersgaard til Kammerherre Peder Brønnum Scavenius, Gjorslev, for en Købesum af 113,000 Rd.
er født i København 6. Jan. 1795. Sit Navn og sin Formue har Familien fra Faderen, Etatsraad, tidligere Købmand i Indien, Jacob Brønnum Scavenius, som ejede Gjorslev, Erikstrup, Søholm og Klintholm, og som var gift med Karen Lucie Debes, Datter af Højesteretsassessor D. og Hustru, født Suhr. Disse Ejendomme var købt paa en Tid, da de paa Grund af Krigsforholdene og Pengeforvirringen stod i lav Pris. Jacob Scavenius var født paa Skagen og fik sit latiniserede Efternavn som Elev i Aalborg Katedralskole.
Sønnen Peder Brønnum Scavenius voksede op i et Hjem, hvor Rigdommen forøgedes fra Aar til Aar, men lærte tidligt „at skaffe og søge Rigdommen ogsaa udenfor Guldet.” Han fik en Opdragelse, som om han havde været bestemt for Embedsbanen eller for videnskabelige Studier ; blev i 1812 Student og 4 Aar efter juridisk Candidat. Fik Ansættelse som Auskultant i Rentekammeret og foretog senere længere Rejser, først i Norge og Sverige, senere til Tyskland, Italien, Paris, London og til nogle af Englands og Skotlands interessanteste Egne. Ved Faderens Død i 1820 overtog han Bestyrelsen af Moderens Ejendomme og Affærer, og da hun døde 5 Aar senere, fik han alt i Arv og Eje paa nær Klintholm, som han dog afkøbte sin Broder Aaret efter, og blev saaledes, da han senere ogsaa havde købt Petersgaard, en af Landets største Jordegodsejere udenfor Lehns- og Stamhusbesiddernes Klasse.
Petersgaard købte han i sine sidste Leveaar, som man sagde for at have et Hvilepunkt under sin Kørsel med Hestevogn mellem Gjorslev og Klintholm, maaske tillige for ogsaa at have en Landejendom at efterlade sin yngste Søn.
Han var i 1837 gift med Charlotte Sophie Meinche (1811-1872), Datter af Herredsfoged C. H. L. Meinche.
Ved Kammerherre Scavenius’ Død gik Petersgaard i Arv til Sønnen P. B. Scavenius, som er født paa Gjorslev 30. Juli 1845.
I Krigsaaret 1864 blev han Student, og 1870 tog han juridisk Embedseksamen. Han havde da et Par Aar i Forvejen arvet Petersgaard, som han formentlig, saa saare han havde faaet den udlagt af Dødsboet, solgte til Etatsraad O. B. Suhr i København.
overtog Petersgaard for 245,000 Rd. Han havde allerede da i et Par Aar været Ejer af det store, smukke Petersgaardske Skovdistrikt, som Staten havde solgt paa Auktion. Ved denne Lejlighed blev saaledes en stor Del af det af Peter Johansen i sin Tid samlede Gods nu atter forenet under en og samme Haand, i hvis Slægts Besiddelse det siden da har været.
Petersgaards Tilliggende var 506 Tdr. Land Ager og Eng samt 105 Tdr. Land Skov, saa det nu samlede Skovareal kom op paa over 1850 Tdr. Land.
Ole Bernt Suhr er født i Nyborg 3. Maj 1813, hvor hans Fader, der ligeledes hed Ole Bernt Suhr, var Købmand. Moderen, Laurine Møller, var Datter af Nyborgs dengang store Købmand, Agent Rasmus Møller til Vejstrupgaard, en af Fyens største og rigeste Handelsmænd paa Christian VII’s Tid, der drev en betydelig Handel paa Østen, og hvis smukke Købmandsgaard i Nyborg — den Suhrske Gaard — som han byggede 1798, endnu staar som en af Byens Seværdigheder.
Der var saaledes baade paa fædrene og mødrene Side Købmandsblod i hans Aarer.
Ole Bernt kom dog ikke straks til Handelen! Han gik i Nyborg Latinskole, blev Student i 1834, og i Overensstemmmelse med Slægtens Traditioner teologisk Candidat. Sidstnævnte Eksamen tog han efter et Ønske af Onklen, Handelshuset I. P. Suhr og Søns Chef, der selv som ung havde været inde paa det teologiske Studium.
Med denne Uddannelse bag sig, gik han ind i Handelshusets Bestyrelse og overtog allerede 2 Aar inden Onklens Død fra Nytaar 1856 Firmaet. Som saadan arbejdede han videre i det givne solide Spor baade med Dygtighed og stigende Held. Handelshuset, der var et af Byens ældste, førte han frelst gennem Krisen, der i November 1857 brød ind over den danske Handel. Kulforretningen øgedes — i 1857 anlagde han en Cinders- og Kokesfabrik paa Christiansholm, ligesom han lagde megen Vægt paa Husets Bankierforretning. I. P. Suhr og Søn stod saaledes Haand i Haand med Privatbanken ved Afslutningen af de danske Statslaan i 1860 og 62.
O. B. Suhr var nær knyttet til Tietgen, som han paa forskellige Maader arbejdede sammen med. Han var en af Medarbejderne til Oprettelsen af Privatbanken, for hvilken Tietgen blev Direktør og som havde Kontor paa Gl. Torv ved Siden af Suhrs Gaard Nr. 22.
De Traditioner, som Suhr havde taget i Arv efter sin barnløse Onkel Johannes Theodor Suhr, opfyldte han paa den smukkeste Maade. Ved Siden af Varetagelsen af sit Firmas egentlige Forretninger, hvor han til sin Assistance havde flere anerkendt dygtige Mænd, som havde virket der i Onklens Dage, tog Suhr Del i Paabegyndelsen og Ledelsen af flere af de store økonomiske Foretagender, der netop opstod i de Aar. Han var saaledes handelskyndigt Medlem af Sø- og Handelsretten fra 61-67. Viceformand i Privatbankens Bankraad samt Medlem af Bestyrelsen for det store nordiske Telegrafselskab og de danske Sukkerfabriker. Han havde ogsaa væsentlig Andel i Anlæget og Driften af Kryolit-Bruddene i Grønland i 1864, hvor han sammen med Julius Thomsen var Direktør. Havde Suhr ikke med en Kapital paa 400,000 Rd., der var den væsentligste Del af de indskudte Penge, kastet det afgørende Lod i Vægtskaalen ved denne Start af Foretagendet, havde det næppe faaet den store Betydning og Fremtid, som det nu fik. Ved denne Lejlighed blev mange Hænder knyttede til disse fjerne Egnes hidindtil ubenyttede mineralske Hjælpekilder.
PETERSGAARD (fortsat)
Ved Handelshusets Ophævelse ved Udgangen af 1899 doteredes Videnskabernes Selskab med 100,000 Kr. som en Anerkendelse af Videnskabens Fortjenester af Kryolitindustrien.
Etatsraad Suhr beklædte endelig en Række mer eller mindre offentlige Tillidshverv, saaledes var han Kurator for Waisenhuset, Repræsentant i Bikuben og i en halv Snes Aar Konsul for Columbia.
I 1870 havde 0. B. Suhr altsaa købt Petersgaard, som han nærede en glødende Interesse og Kærlighed for. Han restaurerede Hovedbygningen og lod foretage store Grundforbedringer med Dræning af Marker og Inddæmning af Engene.
Han interesserede sig i det hele taget overordentlig for Godsets Helhed, og de Folk, der var knyttet dertil. Da han overtog Skovdistriktet, vedblev han da ogsaa at administrere dette ved Hjælp af det tidligere ansatte Personale. Etatsraaden var meget interesseret i de Bøgeundervækster og Blandingskulturer, der blev udført over store Arealer og ofrede betydelige Summer herpaa. Det samme gjaldt Vejene. Paa hans personlige Foranledning blev i 1873 hele Hovedvejen gennem Langebæk Skov lige fra Dronningeleddet ved Petersgaard til Petersværft belagt med Skærver. Det tilsvarende Arbejde blev i 1875-76 udført paa Hovedvejen gennem Stensby Skov lige fra Petersværft til Kongeleddet. Disse Veje var forud kun Jord- og Grusveje.
Han elskede det smilende og frodige Landskab i Sydsjælland, der for ham var det koncentrerede Billede paa det danske „Bondeland” med rige Agre og Enge, smukke Skove og dejlige Strande. Et andet varigt Minde, han har efterladt paa denne Egn, er den Kobbergaas, som han i 1871 forærede Gaasetaarnet i Stedet for den længst forsvundne Guldgaas, der med sin fremstrakte Hals pegede mod Østersøen — det var Erik af Pommern, der havde taget den med sig, da han flygtede ud af Landet — samt endelig en testamentarisk Gave paa 5000 Rd. til en Syge- og Hjælpekasse i Kallehave Sogn.
Han var i Kredsen af kærlige Børn lykkelig i sit Hjem, hvis store Kunstskatte bar Vidnesbyrd om den gæstfri Modtagelse og den mæcenagtige Imødekommenhed og Beskyttelse, Kunstneren og Videnskabsmanden altid fandt paa det skønne Sølyst i Klampenborg, i Gaarden paa Gl. Torv og paa Petersgaard.
Men Sorger udeblev ikke. En voksen Søn døde i sin bedste Alder, netop da han skulde være indtraadt i Firmaet, et Tab, som meget nedbøjede Faderen, tilmed da en anden Søn var saa svagelig, at han slet ikke kunde give sig af med Forretninger.
Nogle Aar inden sin Død mærkede han under et Ophold paa Petersgaard det første Tegn paa den sig nærmende Fjende, og under et Ophold paa Valdemarskilde ved Slagelse hos sin Svigersøn Hofjægermester J. P. Bech, blev han ramt af et apoplektisk Tilfælde. Han blev vel efter at være bleven ført til København saa vidt helbredet, at han kunde være oppe og køre ud, men rask blev han dog ikke mere. Hans Kraft og Energi var brudt, og det sidste Aar tilbragte han paa Sølyst.
Tirsdagen den 5. Oktober 1875 blev han alvorlig syg, og inden 12 Timer udsluktes hans Liv stille og roligt. Ved hans Begravelse i Frue Kirke var samlet en talrig Sørgeskare, til hvilken Landets Konge og Kronprins havde sluttet sig.
Efter en Bestemmelse i hans Testamente byggedes i Valdemarsgade en stor Fribolig for trængende Grosserere og Grossererenker, som et smukt Minde om den Stand, han tilhørte. Etatsraadens andre Gaver, f. Eks. til Ørsteds Statue i Ørstedsparken, Skovshoved Havn og Kirken i Ordrup er hver i sin Art Vidnesbyrd om, hvor varmt han følte, og hvor levende han var sig de moralske Forpligtelser bevidst, som Rigdommen paalægger sine Besiddere.
Etatsraad Suhr, som baade var Ridder og Dannebrogsmand samt dekoreret med den norske St. Olafs Ordenens Kommandørkors, var i 1847 blevet gift med Ida Marie Bech, Datter af Grosserer, Sæbesyder og Oliemøller paa Nybrogade Jørgen Peder Bech og Hustru Ellen Sophie Magdalene, født Meyer.
Til Minde om Etatsraad Suhr og Hustru staar en smuk Støtte i Petersgaard Have. Den blev rejst for Forældrene af Datteren, den nuværende Ejer efter Tegning af Hans Tegner.
Paa Soklens ene Side staar paa en bred rund Flade :
TIL MINDE.
Paa en tilsvarende paa den anden Side staar :
ETATSRAAD O. B. SUHR.
3. Mai 1813 t 6. Oktober 1875.
Chef for Handelshuset I. P. Suhr & Søn i København.
Ejer af Petersgaard.
IDA MARIE SUHR,
født Bech.
* 11. April 1825 – 8. August 1897.
Esse, non videri.
Efter Etatsraad, Grosserer O. B. Suhrs Død gik Petersgaard i Arv til Datteren Caroline Charlotte i Ægteskab med sin Fætter
til Valdemarskilde. Det Petersgaardske Skovdistrikt gik samtidig bort fra Petersgaard, idet det for 1,2 Millioner Kroner gik over til Etatsraadens 4 Døtre.
Petersgaard var nu i en halv Snes Aar i Bechs Eje. I denne Periode boede Familien der fast i de 3 første Aar, fra 1876-79, lykkelige og glade Aar, hvor Sønnen Oluf, den senere Kammerjunker Bech bl. a. til Rønningesøgaard, blev født.
Den Bechske Slægt stammer fra Bjært Sogn ved Kolding, hvorfra den over Helsingør (som Tobaksspindere) kom til København. Jørgen Bechs Forældre var Hofjægermester A. W. Bech til Valdbygaard, Brorup og Knudsrødgaard — alle ved Slagelse — og Hustru, Admiral, Kammerherre C. F. Rothes Datter, Margrethe Christine. Han var født paa Fredsholm paa Lolland, som hans Forældre dengang ejede og fik en meget grundig Uddannelse til Landmand bl. a. paa Landbrugsskoler i Trarandt og i Skotland. I 1880 sad han som Forpagter paa Brorupgaard, tillige en Tid Ejer af denne og Valdemarskilde. Han overtog, som ovenfor nævnt, Petersgaard ved Udlægsskøde af 25/11 1878 og endelig efter Faderens Død i 1877 dennes Ejendomme.
Godsejer I. P. Bech, der i 1881 var bleven udnævnt til Hofjægermester, var en meget ivrig og anset Landmand, der, saalænge Helbredet tillod det, styrede sine Gaarde og gjorde det godt. Ved Dyrskuer var han en interesseret?
PETERSGAARD (fortsat)
ønskede at komme i Besiddelse af Petersgaard, bevirkede dette, at sidstnævnte 1. April 1886 overtog sin Faders tidligere Gaard. Allerede fra Barndommen og senere
som Parthaver af Skovdistriktet var Frøkenen med stærke Baand knyttet til Stedet.
Frøken Suhr, der er født 5. Oktober 1853, fik ved Skøde den 27. December 1886 Hovedgaarden, (tinglæst 13. Jan. 1887), og da det hidtidige Fælleseje imellem Etatsraad 0. B. Suhrs Arvinger senere ophævedes, blev Petersgaard atter samlet som i Etatsraad 0. B. Suhrs Dage.
Efter Traps Danmark (1921) ialt: 62,5 Tdr. H. Ejdsk. 500, Jordv. 350 ; ca. 287 ha, deraf Ager ca. 250, Eng 17 ; desuden noget Bøndergods (Ejdsk. 88,7).
Det Petersgaardske Skovdistrikt : 107 Ager og Eng; 138,7 Tdr. Skovsk. Ejdsk. 1020, Jordv. 750 ; ca. 1014 ha, deraf en mindre Del Ager, Eng, Forstrand m. m. Resten Skov.
Paa denne skønne Besiddelse har Frøken Suhr derefter levet og virket. Og nogen bedre Ejerinde af Petersgaard kunde Egnen og de Folk, der har været knyttet til selve Godset ikke have faaet. Blandt Petersgaards 11 Ejere har ingen gjort en saa betydelig og varig Indsats til Gavn for Gaard og omliggende Egn som den nuværende. Med personlig og særpræget Smag har Frøken Suhr ladet opføre talrige Nybygninger og restaureret gamle, i det hele taget paa alle Maader forbedret og smykket Petersgaard. Hovedbygningen blev restaureret i 1898; hvorved bl. a. indrettedes een stor Stue i Stueetagen, hvor der før havde været to mindre — een til Gaarden og een til Haven ; en moderne indrettet Avlsgaard samt Forpagterbolig er saaledes opført efter Branden i 1906 og 1900. At det er en stor Forbedring, at Gaarden blev flyttet fra sin gamle Plads og hvor smukt den er udført, er let at se. Den nuværende Staldgaard blev anlagt nogle Aar senere ; Skovfogedboligen i Petersværft, forskellige Skovløber- og Ledvogterhuse er byggede, ligesom Skovridergaarden fik en Hovedistandsættelse i Aarene 1927-28, alt efter Tegning af Arkitekt Viggo Dahl.
Ejerinden har endvidere ofret betydelig Interesse paa Veje indenfor Petersgaards Omraader.
Allerede før Frøken Suhr blev Eneejer af Skovdistriktet (1888-1889) var den saakaldte „Jubilæumsvej” i Langebæk Skov paa hendes Ønske og Regning blevet forbedret fra en Jordvej til en gruset og stenlagt Lystvej, som er meget smuk at befærde, fordi den ligger tæt langs Stranden. Ligeledes blev i Aarene efter 1900 alle Vejene i Viemose Skov skærvelagte ; før var det kun Jord- og Grusveje. Endelig blev der i og efter Krigsaarene afgravet adskillige Bakker, der var generende for Transporten.
Distriktet er altsaa nu i Besiddelse af talrige Boliger til Arbejdere og Funktionærer, og mange af disse er som nævnt blevet forbedret og restaureret.
Paa Petersgaard bor Frøken Suhr det meste af Aaret, medens hun i Vintermaanederne er i København i den gamle Lejlighed paa Gl. Torv, der staar urørt som den stod i Etatsraad Johannes Theodor Suhrs Tid — begge Steder samlende Slægt og Venner hos sig. Slægtsfølelsen er meget udpræget hos hende, og hendes store Interesse for Kunst og Literatur er almindelig kendt.
Trods sin høje Alder er Frøkenen tidlig og silde paa Færde. I en Aarrække var hun Medlem af Menighedsraadet ; hun har fuldt ud arvet sin Faders kirkelige Sans. En altid redebon Hjælp har hun øvet i Stilhed over hele Egnen og langt derud over. Til Gerningen paa Egnen holdes saaledes en særlig Sygeplejerske, ligesom der i Langebæk er bygget et Asyl, som blev taget i Brug i 1895. Det store, smukke Rekreationshjem, som hun faa Aar tilbage skænkede Københavns Kommune, er ogsaa et Eksempel paa hendes storstilede Velgørenhed.
Paa Festdage vajer over Petersgaard et stort Dannebrogsflag med Frøken Suhrs Initialer, en Gave fra hendes Funktionærer og Arbejdere paa hendes 80-aarige Fødselsdag for et Par Aar siden.
Uddrag af Niels Helweg-Larsen: Nillikum – borgerlige bekendelser
Når vi var inviteret op til tante Ida på Petersgård var det altid forbundet med større forberedelser og renselsesceremonier. Johanne har haft mig oppe i køkkenets største balje, og skrubbet med iver og ildhu hver mindste detalje. De voksne de gør sig nu ofte megen unødig besvær. Tante Suhr skal »for pokker da ikke osse se mine tæer«, digter jeg lidt syrligt. Og så fik man strenge påbud om, for at ikke anstrengelserne skulle være spildt, at holde sig inde og i ro, indtil vognen fra Petersgård kom og hentede os. »Lad mig se neglene. Har du dit lommetørklæde«, siger mor og fremfører nogle sidste formaninger om etikettens love. Men nu høres den fjerne rumlen af vognhjul og hestehove nede fra brændepladsen. Den er der! Og alle går rundt og leder efter alles handsker og hatte. Men jeg løftes af stærke hænder op på bukken ved siden af Kruuse, og jeg sidder deroppe og nyder lyden, den lette og velsmurte støj af hestehove og vognhjul og knitrende seletøj. Og de kendte skovveje og marker og enge og ydmyge ledvogterhuse ser anderledes ud heroppefra. Og nu drejer vi op foran indkørslen til Petersgård, den hvide bygning ligger fin og fornem i solen, Hemmingsen, hushovmesteren, står parat, åbner indgangsdøren, da vognen er fremme og tager imod de medbragte handsker og hatte. Tante Ida kommer frem i døren til hallen, jeg bukker belevent og siger tak fordi jeg måtte komme, og hun prikker mig, som hun har for vane, hårdt i maven og siger: »duk, duk, duk.« Det tror hun morer børn. Og kort efter går vi til bords i spisestuen, med udsigt til den store velplejede have. Alfred og Hemmingsen, der er i livre og meget fine og fornemme, byder rundt og skænker vin, også til mig. Jeg føler mig ret benovet og tør næsten ikke tale, men sidder tavs og forlegen ved siden af Britta Zahle, mens jeg forstår på konversationen, at tante Ida har ordnet verdenssituationen. Hvor er det i grunden besværligt at være høflig og net. Jeg ville hellere bøvse, føler mig fuld og forædt.« Mor havde til denne festlige lejlighed, for at gøre indtryk på tante Ida og Hemmingsen, iført mig et hvidt, men lidt for snævert sæt matrostøj. Og denne sektion af mine rimerier slutter således:
Tak for mad, tante Ida. Jeg følger familjens instrukser og bukker sirligt og høfligt, trods de alt for snærende bukser. Britta ta’r mig i hånden, og artige, rene og pæne går vi over den vidtstrakte, velbarberede plæne. Jeg linder lidt ved kostumet og løsner den øverste knap. Mon Britta mærked’ den sagte, silende vind, jeg slap?
Tante Ida red ikke gennem skovene på en brun hest. Men selvom hun var så rig, at hun havde råd til at køre i guldkaret, eller i det mindste i en meget fornem, velholdt, allerede dengang lidt gammeldags Daimler, med Kruuse som chauffør ved rattet, i nobel chaufføruniform, der adskilte sig væsentligt fra hans kuskeklædning med høj hat med kokarde oppe på. den høje buk, så kom hun sommetider uventet cyklende ned til Officershuset. Hun havde en fin, lidt umoderne cykel, som mærkeligt nok ikke var forsynet med friløb, så pedalerne hele tiden kørte rundt, og af den grund trak hun cyklen op og ned ad alle bakkerne, — eller bankerne, som det hed på sydsjællandsk, — og dem var der mange af, så hun fik alligevel den attråede motion. Hun kom ind og sagde duk-duk-duk og prikkede mig hårdt i maven, og den slags syntes jeg nu nok, jeg var blevet lidt for stor til, men da hun var så fin gjorde jeg ikke indsigelse, og der blev i al hast mobiliseret the, og knapt var den nedsvælget før den rastløse tante Ida igen trak afsted med sin cykel, op ad banke og ned ad banke, for hun skulle jo hjem og være feudal på Petersgaard.