1993/94

Beretning fra familiearkivet 1993/94

Jacob Henric Schou
Portræt af A.A. Müller 1834
Beretning fra arkivet

Familien Pontoppidan 1911
Mere om Stiftelsens taffelure
Et 150 års jubilæum

Efterslægtstavlen
H.C. Andersen og Det Suhrske Hus
Mere om Den Schou-Beckmanske Stiftelse
Register

Oktober 1994
Redaktion
Nils Teisen

Beretning fra familiearkivet 1993/94

Også i det forløbne år har tilgangen af arkivmateriale og andre effekter af familieinteresse været beskeden. Enkelte familiemedlemmer har dog fulgt opfordringen i sidste års beretning om at indsende gruppebilleder, der kan bidrage til at identificere ældre familiemedlemmer.

Således er der fra Ove Pontoppidan (M 158) modtaget optagelser fra oberst, kammerherre Jens Kraft Peter Ludvig Pontoppidans 70 års dag 22. november 1911. Oberst Pontoppidan var gift med Frederikke Henriette Suhr (K 31) og dagen blev fejret hos datteren Onse Marie Pontoppidan (K 46) gift med hofjægermester August Villads Bech, Valdbygaard, hvis mor (K 29) var en datter af etatsråd O.B. Suhr (M 9). Billederne er taget dels på havetrappen om formiddagen, dels om aftenen i spisestuen på Valdbygaard. Samlingen omfatter også en optagelse fra balkonen ved chefboligen på Livgardens kaserne med oberst og oberstinde Pontoppidan og deres syv børn. (Se p. 11)

På den efterfølgende side er bragt billedet af oberst Pontoppidan og hans nærmeste familie samlet på Valdbygaard om aftenen den 22. november 1911. Øverst stående fra venstre:

Georg Henri Pontoppidan (M 78), Karen Louise Pontoppidan, f. Bech, gift med M 78, Axel Erik Pontoppidan (M 79), August Villads Bech (M 49), Ove Odin Pontoppidan (M 80), Gudrun Pontoppidan, f. Hein, gift med M 59, Svend Harald Pontoppidan (M 59)

Siddende, ligeledes fra venstre:

Elna Pontoppidan, f. Leschly, gift med M 50 med Erik Oluf Pontoppidan (M 128) på skødet, Rasmus Oluf Pontoppidan (M 50), Aage Axel Pontoppidan (M 134), Onse Marie Bech, f. Pontoppidan (K 46), gift med M 49, Jørgen Peter Bech (M 122), Jens Kraft Peter Ludvig Pontoppidan, gift med K 31, Frederikke Henriette Pontoppidan, f. Suhr (K 31), Gerda Margrethe Pontoppidan, f. Poulsen, gift med M 31.

På gulvet: Svend Erik Pontoppidan (M 105) og søsteren Anna Else Beck, f. Pontoppidan (K 88), der i dag er den eneste overlevende af selskabet.

I forbindelse med indsendelse af meddelelser om indgåede ægteskaber og nyfødte familiemedlemmer er der ligeledes modtaget personfotografier, der er blevet henlagt på respektive medlemmers personmapper. Således f.eks. fra Lena Maria Suhr (K 221), Sverige, der på sin bryllupsdag lod sig fotografere i Stiftelsens lokaler.

Interessen for Stiftelsens ejendomme og antikviteter har også i den forløbne periode givet sig udtryk på forskellig måde. Således arrangerede Dansk Selskab for Antikvitetsinteresserede (DSA) den 22. januar 1994 en vellykket rundvisning i Suhrs og Frisch’s gårde på henholdsvis Gammel- og Nytorv. Besøget var fuldt tegnet og måtte deles i to hold med ca. 25 gæster hver. I forbindelse med tilrettelæggelse af en udstilling på Nivaagaard om den florisante tids købmænd havde Stiftelsen i 1993 besøg af et kyndigt udvalg bestående af overkirurg Thomas Castberg, professor, dr. phil. Ole Feldbæk, direktør, dr. phil. Torben Holch-Colding og museumsdirektør Claus M. Smidt.

I periodens løb er en række af Stiftelsens antikviteter blevet gennemfotograferet af Flemming Birger Moltke Dam (K 196). Disse optagelser er og vil blive benyttet i kommende beretninger.

Mere om Stiftelsens taffelure

Det gule hæfte 1992/93 bragte en omtale af Stiftelsens forgyldte taffelur, der bærer en bronzestatuette forestillende Kong Frederik VI til hest. Fra Carsten Frölich, Heraldisk Selskab, der var blandt gæsterne til DSA’s rundvisning 22. januar og som senere i Stiftelsen har taget en række detailoptagelser af uret, er modtaget en smuk fotomappe med forskellige bidrag til urenes historie. Carsten Frölich skriver bl.a.:

“Mit intuitive gæt på “De Røde Fjer” (d.v.s. Frederik den Sjettes adjudanter) som de mulige modtagere af disse royale ure, begynder jeg efterhånden selv at tage forbehold overfor. Selv om jeg efter min hjemkomst gennemgik mit eksemplar af militærhistorikeren, major E.O.A. Hedegaard’s “Frederik den Sjette og De Røde Fjer”, hvor der i bind 2, pag. 347, vises det mørkt patinerede ur, nu på Gaunø! Altså F.C. Bülows eksemplar (se 1992/93, p. 17)”. Frölich fortsætter: “Jeg tror snarere, som professor Thorlacius-Ussing, at statuetterne – efter bestilling – er anbragt som topstykke på franske ure, som derved er gjort “patriotiske” (Reventlow-Museets statuette, ridende og min egen, stående, begge monteret på rød marmorsokkel, tyder jo på, at statuetterne kunne erhverves uden ur!). Hvis Thorlacius-Ussing har ret i, at disse minituøst udførte statuetter skyldes medaillør F.C. Krohn (1806-83) kan der næppe være tvivl om oprindelsen – sammenfaldet, uanset mindre detailforskelle i Kongen med eller uden overskæg, forskellige sabeltyper, legemsstillinger etc.”

Også fra livgardens tidligere chef, kammerherre Jørgen Schousboe, der er stiftsforvalter på Aastrup Kloster tilhørende Den Dannemandske Stiftelse, er kommet kommentarer og en indbydelse til at bese denne Stiftelses ur på Aastrup. Selvom selve myten om testators indkøb af hele seks ure af “slagsen” med indlægget sidste år synes at være manet i jorden, er historien om disse ure tilsyneladende langt fra udtømt.

Som nævnt sidste år besidder Stiftelsen også et andet interessant bronzeur, som er gengivet efter Flemming Birger Moltke Dams fotografi på side 6.

Hvordan og hvornår dette ur er indlemmet i Stiftelsens samlinger vides endnu ikke. Formodningen fremsat sidste år om, at det stammer fra generalguvernør Peter von Scholten (1784-1854) står stadig ved magt, men beviset mangler. Uret er fransk og udgået fra Verberie’s værksted, som i årene 1812-20 befandt sig i rue des Fossés du Temple i Paris. Disse oplysninger har redaktionen fra det store franske værk Tardue: “La Pendule Francaise”, hvor et billede af et helt identisk ur er bragt i bind III, p. 172.
Billedteksten lyder:

“Pendule Directoire en bronze dorg et patiné, dit “A La negresse” avec lionne et tortue. Cadran de la Verberie, rue des Fossés de Temple. La base est decorée d’enfants et de guirlandes. Haut 46 cm. Vente par M. Ader 1962″

Men historien beretter i dag ikke om, hvorledes et identisk ur har fundet vejen til den Suhrske Gaard på Gammeltorv. Det trykte katalog til brug for auktionen efter generalguvernør Scholten, hvis våben findes på mindestuens to knapt 1 m høje bronzekandelabre, kan måske give svaret.

Den Schou-Beckmanske Stiftelse 150 år

I C. Nyrops store bog ”Det Suhrske Hus i Kjøbenhavn”, der udkom 1899 på handelshusets 150 års dag findes et særligt kapital om testators mor Dorothea Suhr, f. Beckman, der blev enke 56 år gammel i 1815. Hun levede til september 1842, og i den tid stod hun uafbrudt som indehaver af firmaet J.P. Suhr & Søn. Sine sidste år tilbragte Dorothea Suhr særlig sammen med sin søster Susanne og dennes mand, juristen og legatstifteren etatsråd Jacob Henric Schou. Fra fru Suhrs lejlighed på første sal i gården på Gammel Torv, skriver Nyrop, blev der brudt en dør ind til det nu nedrevne nabohus, hvor Schou’s havde deres bolig, således at de tre gamle så godt som boede sammen. Jerndøren, der blev anbragt i gavlmuren mellem de to huse, gik hver dag mange gange, og det er betegnende for den åndslivlighed, der her var tilstede, at de to gamle fruer en lang tid fik franske konversationstimer af den da kendte sproglærer J. Bidoulac (d. 1839). De kaldte altid hinanden “ma sæur Suhr”, “ma sæur Schou”.

Først af de tre døde 10. februar 1840 etatsråd J.H. Schou næsten 95 år, så fulgte 22. september 1842 fru Dorothea Suhr 83 år gammel og sidst 27. april 1843 fru Susanne Schou henved 87 år gammel. Efter fru Schous død trådte “Etatsråd J.H. Schou’s og hustru Susanne f. Beckman’s Stiftelse” i virksomhed.

I 1944 fejrede denne stiftelse sit 100 års jubilæum. Det var derfor at forvente, at 150 året ville blive fejret i 1994. Dette skete imidlertid allerede ved en festlig sammenkomst 27. marts 1993 i Josty’s Selskabslokaler på Frederiksberg, hvor ikke færre end ca. 240 familiemedlemmer havde sat hinanden stævne, og hvor stiftelsen kunne afholde sin 150. ordinære generalforsamling.

Stiftelsens formål er at være til hjælp væsentlig for descendenter af fru Schou’s og fru Suhr’s forældre rådmand Didric Beckman (1721-98) og dennes hustru Ellen f Pauli (1728-1802) og har en betydelig større kreds af descendenter at tænke på end Den Suhrske Stiftelse, hvis repræsentanter kun udgør een af de seks slægtslinier, der omfattes af den Schou-Beckmanske Stiftelse.

Sidst i dette hæfte er i stedet for det normale “Boghjørnet” bragt indholdet af det informationsblad, som var indeholdt i det udmærkede program- og sanghæfte, der blev uddelt på den store jubilæumsdag, hvor kun 19 af Dorotheas efterkommere var mødt frem.

Efterslægtstavlen

I lighed med tidligere år indeholder årets gule hæfte de ændringer i og tilføjelser til Den Blå Slægtsbog, som Stiftelsen har modtaget. Oversigten er udarbejdet på grundlag af indsendte meddelelser til Stiftelsens kontor siden udsendelsen af 1992/93 beretningen. Der er i perioden modtaget to meddelelser om dødsfald blandt repræsentanterne på Stiftelsens generalforsamlinger.

Årets afdøde tilhører begge slægtens ældre linie og var begge boende i Sverige. Det drejer sig om Ingrid Maria Ekhåll (K 105), der døde 28. november 1993. Fru Ekhåll var født 1. september 1910 i V. Karup, Sverige, som datter af godsejer Theodor Emil Suhr (M 71) og Elsa Marie Larsson, og var gift med sognepræst Gillis Karl August Ekhåll, d. 1976. Ingrid Ekhåll var uddannet som håndarbejdslærerinde og tog aktivt del i sin mands menighedsarbejde. Ægteparret omfattede den Suhrske slægt med stor interesse og pastor Ekhåll talte bl.a. i Store Tåstrup kirke i forbindelse med et af slægtens sommerstævner på Bonderup. Også Bengt Peter Suhr Sundgren (M 332), der døde 25. august 1994 i en ung alder, kun 23 år, tilhørte den svenske linie. Han var et tipoldebarn af Theodor Diderik Suhr (M 22), der som den første Suhr slog sig ned i Sverige, hvor han blev en fremstående landmand.

Ændringer og tilføjelser til Den Blå Slægtsbog

H.C. Andersen og Det Suhrske Hus

Litteraturen omkring vor store eventyrdigter H.C. Andersen er som bekendt særdeles righoldig. Det berørte arkitekt Olaf Dam Sørensen, gift med Jytte Marie Suhr (K 121) i en tale på familieskovturen til Bonderup 31. maj 1980, hvor han fortalte om H.C. Andersens relationer til familien Suhr. Talen byggede på en gennemgang af digterens dagbøger 1825-1875 udgivet under ledelse af Kåre Olsen og H. Topsøe Jensen, I-XII, 1971-77. Ved gennemgangen var der fundet ialt 53 steder, hvor medlemmer af den Suhrske slægt var nævnt. De pågældende uddrag af dagbøgerne blev af Olaf Dam Sørensen i fotokopi afleveret i en ringmappe til familiearkivet. Dette er meddelt i beretning fra familiearkivet 1979/80 og 1991/82 sammen med en omtale af de to vifter, på hvilke H.C. Andersen havde skrevet et par småvers til Ole Bernt Suhrs (M 9) to døtre. Det ene om Emiliekildes to roser er bragt i beretningen fra 1979/80.

Redaktionen har fundet det naturligt i år at se lidt mere på slægtens relationer til den store digter. Der er jo skrevet adskillige bøger om H.C. Andersens tilknytning og ophold på en række af landets store herregårde: Bregentved, Holsteinsborg, Basnæs, Gaunø, Lykkesholm og Glorup med mange flere. Der er også skrevet store bøger om: “H.C. Andersen og det Collinske Hus” (1882), “H.C. Andersen og det Melchiorske Hjem” (1924). Om breve til og fra Therese og Martin Henriques og mange, mange flere.

Men “H.C. Andersen og Det Suhrske Hus” er ikke skrevet. Og kan vel næppe heller skrives; dertil er båndene vel for tynde og konventionelle og H.C. Andersens tilknytning til den Suhrske familie henlagt til digterens senere år, hvor landadelen og det rige borgerskab kappedes om at se digteren ved deres bord. Anderledes lå det med Collin’erne, der tog sig af digteren allerede fra hans unge år, sørgede for at han kom i skole i Slagelse i 1822 og gennem 3 generationer trådte i hans families sted. Men der manglede i denne familie lidt af den anerkendelse af digteren, som denne tørstede efter. Dette er vel nok en af grundene til, at Andersen i sine sidste år knyttede sig nok så meget til andre familier. Den forfrosne gamle digter trængte til “solskin”, han ville forkæles og feteres lidt mere end den Collinske tone tillod. Det blev han hos andre familier, ikke mindst hos de to højt kultiverede familier Henriques og Melchior, der var indbyrdes beslægtede. Hos ægteparret Moritz G. Melchior og Dorothea Melchior fandt han den beundring, omsorg og virkelig hengivenhed, som han trængte til. Og det var også på denne families smukke landsted Rolighed uden for Østerport han modtog den sidste tids kærlige pleje og lukkede sine øjne.

Men det Suhrske hjem på Gammeltorv og på Sølyst hørte også til hjem, hvor Andersen siden 1860 havde sin gang. Trods sine mange skrøbeligheder – indbildte eller virkelige – elskede Andersen til det sidste rejser, teaterbesøg og selskabelighed. Hvor han kom frem underholdt han gerne med oplæsning af sine værker, og uden tvivl har ikke mindst etatsrådinde Ida Suhr – kulhandlersken på Gammeltorv, sæbesyderens datter, som fætteren, forfatteren Vilhelm Bergsøe drillende kaldte hende – nydt at have H.C. Andersen ved sit bord, der med Johanne Louise Heiberg i spidsen allerede talte adskillige af tidens celebre personligheder. Man må ikke glemme, at der ved disse lejligheder faldt en vis glans over Andersens værtsfolk, og at Suhrs i lighed med Melchiors og Henriques nok var mere følsomme overfor denne side af sagen end de mere ligefremme Collin’er.

Hvornår og hvordan er bekendtskabet mellem Andersen og den Suhrske familie så kommet igang?

Der er flere muligheder. En af disse er gennem familien Scavenius, med hvis forskellige medlemmer der var stærke personlige berøringsflader, jfr. bl.a. C. Nyrops bog fra 1899, p. 134 ff. Familierne Suhr og Scavenius var yderligere på flere måder beslægtet. Andersen kendte Scavenius’erne særdeles godt og var i årene 1855-72 ikke mindre end syvogtredive gange gæst hos familien på herregården Basnæs ved Skælskør, ligesom Andersen ofte besøgte samme familie, når den førte hus i København.

En anden dog ikke særlig sandsynlig mulighed var gennem Melchiors. Uden tilsyneladende at have haft selskablig omgang med Moritz G. Melchior var denne en god kending af både testator og dennes nevø. Han hørte nemlig med til den kreds, som sammen med O.B. Suhr (M 9) i marts 1857 indbød til dannelse af den senere Privatbank og sammen med C.F. Tietgen, der blev denne banks direktør, har de tre herrer siddet sammen i en række vigtige bestyrelser (se nærmere 1983/84, p. 9).

Andersen 1867

H.C. Andersen og Det Suhrske Hus (fortsat)

Yderligere var Moritz G. Melchior, som indehaver i tredie generation af handelshuset Moses & Søn og Melchior, i årene 1874-84 Grosserer Societetets ansete formand og dermed grossererstandens førstemand.

På mere sikker grund er vi, når vi går til Andersens egne breve og livserindringer. Kilderne til H.C. Andersens livsforløb er jo ikke mindst hans “Mit Livs Eventyr”, som dækker perioden op til digterens halvtresindstyvende fødselsdag 2. april 1855, og efterfulgtes af et tillæg dækkende tiden 1855-1867. Dertil kommer dagbøgerne fra 1825-1875, der dag for dag omtaler Andersens gøremål, og hvorfra Dam Sørensen har gjort sine extrakter.

De første optegnelser der viser, at H.C. Andersen har mødt medlemmer af den Suhrske familie stammer bl.a. fra 8. juni 1848, hvor Andersen i Nyborg fik en “kold høflig modtagelse hos agent Suhr”, og 5. juli 1850 hvor “kjøbmand Suhr” nævnes. Det kan dreje sig om Rasmus Suhr (M 11) f. 1816, der døde 1866 som købmand i Nyborg og svensk konsul, eller muligvis om hans far, testators bror, købmand og agent i Nyborg Ole Bernt Suhr (M 4), der videreførte sin svigerfar Rasmus Møllers store købmandsgård i Nyborg og døde 1858 (se 1991/92, p. 23 ff.) Dagbogen fra 8. juni 1848 kan bl.a. suppleres med et brev fra Andersen på Glorup til Edvard Collin, hvor der gives en beskrivelse af den hektiske travlhed der hersker i Nyborg, der på grund af krigen er opfyldt med soldater. “Kjøbmand Suhr sagde mig om de 40 mand, der var lagt ind på Glorup, så at jeg blev lidt overasket, imidlertid er her dog plads nok og jeg har endogså et særdeles smukt værelse.”

Fra 1860 indledes imidlertid et egentligt bekendtskab med familien på Gammeltorv. Om årsagen skriver Andersen i Mit Livs Eventyr: “Ved dette års begyndelse opstod ideen at oprejse et monument for H.C. Ørsted, elektromagnetismens opdager. Ideen udgik fra fru Jerichau …. Som indbydere til Ørsteds monument blev stillet statsmanden, geheirneråd Tillisch, mineralog Forchhammer, handelsstandens repræsentant, etatsråd Suhr og jeg. Monumentets fuldførelse overdrages professor Jerichau; for en bestemt sum, til en bestemt tid skulle statuen være fuldført, støbt i bronze og da opstilles på een af Københavns offentlige pladser.”

Resultatet af den lille gruppes bestræbelser kan i dag beses i Ørstedsparken ud mod Nørrevold på resterne af den såkaldte Hahns bastion. Her står med ryggen mod havens herligheder H.C. Ørsted i overnaturlig størrelse og højt hævet over de tre norner, som sidder på monumentets fod: “Skjænket af en komite 1876” står der på en lille plade.

Der gik altså 16 år med at nå så langt, og der var mange besværligheder på vejen. Komite møderne afholdtes hos Suhr, og Andersen noterer omhyggeligt datoerne, første gang 2. oktober 1861. Jerichau trækker sagen i langdrag og beder flere gange om flere penge. I 1867 erstatter brygger J.C. Jacobsen den i 1865 afdøde professor Johan Georg Forchhammer, som havde været videnskabelig assistent hos H.C.Ørsted. Det afgøres på tre møder i februar 1867. Omsider når man i efteråret 1873 såvidt, at komiteen omkring 1. oktober kan udsende en ny opfordring til at yde bidrag, så der kan tages fat på støbningen. Men i denne fase indtræder en lille episode, der ganske godt illustrerer Andersens sensible nervesystem, som ikke mindst i hans senere år forbistrede hans tilværelse. Sagens anledning ser vi i et brev af 3. november 1873 til Edvard Collin:

“Kjære ven. Hvor jeg dog i den sidste tid plager Dem! Bær over med mig. Igen har jeg tilbragt en febrilsk aften i det jeg ikke før nu efter klokken 10 har fundet det papir jeg søgte efter, nemlig det der omsluttede de 25 rdl. De var så venlig at besørge for mig til etatsråd Suhr, sendt som bidrag til Ørsteds monument. I aften læser jeg i den Berlingske Tidende de forskellige indkomne summer og mellem disse er 25 rdl fra S.T. men i avisen et andet mærke, der står S.F. Jeg saa strax, at det ikke var rette, men kunne ikke finde det originale papir De havde givet mig med tilføjet kvittering. Først nu med sengetid fandt jeg det og har da endelig ro. Skal ikke vedkommende gjøres opmærksom på fejlskriften og trykfejlen, at den kan rettes i avisen. Tag Dem venlig deraf, jeg tåler ikke i denne tid mange nervøse bevægelser. De bærer jo over med Deres syge ven, H.C. Andersen”

Collin tager sig af sagen og sender 27. november s.å. et brev til Andersen, hvor han vedlægger følgende skrevet af en af det Suhrske handelshus chefer, den senere etatsråd S.V. Isberg (se 1986/87, p. 19 ff). Han skriver således til Andersen:

Hr. etatsråd!

Etatsråd Suhr, der i længere tid ved sygdom har været tilbageholdt på Petersgaard og først i disse dage ikke endnu ganske restitueret er kommet tilbage til Sølyst har anmodet mig at underrette hr. etatsråden om, at Deres første reklamation på etatsråd Andersens vegne straks blev taget til følge ….”

Collin kommenterer i sit brev til Andersen dette som følger: “Da der altså ikke foreligger nogen modvilje, men kun en anden anskuelse om, hvad der var tilstrækkeligt til at opfylde Deres begæring, vil jeg foreslå Dem selv at skrive et par ord til etatsråd Suhr om hvordan De ønsker sagen behandlet …”

Andersen var ingenlunde tilfreds med Isbergs og Collins breve og kom igen “i hæftig sindsbevægelse og gråd” og det blev ikke bedre ud på aftenen, da Martin Henriques var så uheldig at prøve på at undskylde bogholderen (Isberg). Til sidste kom Jonas Collin d.y. med et brev til Suhr med et fornyet udtrykkeligt forlangende om at rette fejlen.

H.C. Andersen og Det Suhrske Hus (fortsat)

Der er nok ingen tvivl om, at den kontante forretningsmand O.B. Suhr gennem årene bl.a. i det ofte vanskelige og langsommelige komitearbejde har haft sine problemer med den meget fintfølende og ofte ubeslutsomme Andersen, og at Andersen på sin side nok har været lidt bange for Suhr og følt at han som den gamle Jonas Collin udstrålede en kølig værdighed, som ikke rigtig anerkendte Andersens geni. Det er der ikke så få udtryk for i dagbøgerne:

22. november 1865 beskriver han en barnedåb og siger: “Det vigtigste er nu nok at være een af fadderne, Ole Suhr, den rige banquier, H.C. Andersen, de øvrige adel…” og senere samme sted “fornem var kjøbmand Suhr, men sagde mig dog en slags behagelighed”.

12. november 1867 hedder det: “Komitémøde hos Suhr – der er fornem ligesom Tillisch – Hr. Jacobsen var for fru Jerichau og enden blev, at J. skal have 6000 til og vi have endnu 10 tusinde, det hele bliver 26.000. Jeg kan ikke give en fjerdedel dertil.”

20. marts 1869 skriver Andersen: “Stor middag hos fru Scavenius. Jeg havde grevinde Knuth til Lilliendal til bords og syntes om hende; hun kendte Jonna .. til venstre havde jeg fru Wedell født Bille Brahe. Kjøbmand Suhr var den fornemste og kold mod mig. Pengestolte! Gik til “Ungdom og Galskab” det skurrede lidt og jeg var ikke velstemt”.

Funérailles d’Andersen å l’église Notre Dame le 18 eolit 1875. Gravure contemporaine parue dans l’« Illustreret Tidende ».

Vanskelig har Andersen været. 16. marts 1868 skriver han: “… Jeg var i en vemodig, utilfreds stemning da jeg kom hjem, følelse af at jeg var kastet hen, glemt men det forandredes snart, da jeg kom hjem. Jeg var tilsagt til Kongens Taffel på onsdag, jeg var indbudt til middag hos redaktør Bille og skal om aftenen til bal hos rigmanden etatsråd Suhr….” Der spares i det hele taget ikke på invitationer til Andersen. Ofte er han bedt sammen med Ole Suhr og hans familie. Således f.eks. hos arkitekten, professor Meldahl og hos Suhrs nære venner kammerherre Sick, krigsminister Raasløv og fru Scavenius ikke at forglemme. Og nu kommer invitationerne også fra Gammeltorv. “Igår”, skriver Andersen 26. februar 1868, “besøg af Consul Suhr med datter for at overtale mig til at komme til middag der på torsdag, men da skal jeg hos Melchiors, hvor der er indbudt en del af rigdag og landsting…” Men nu går det slag i slag allerede 1. marts s.å. aflægger Andersen visit hos fru Ida Marie Suhr, 18. marts er der bal på Gammeltorv. 7. januar 1869 har Andersen frøken Raasløv til bords hos Suhr, og “den smukkeste af Suhrs døtre til venstre. Biskop Martensen og Johanne Louise Heiberg var der også.”

Fra dette tidspunkt foreligger der regelmæssigt invationer til Suhrs indtil invitationerne og de gensidige visitter ebber ud i Andersens sidste leveår. Der læses også eventyr for damerne på Gammeltorv, Hønsegrethe og Tidselen, 27. marts 1868 og samme dato næste år 3 eventyr og begyndelsen af livseventyret. Andersen besøger også gentagne gange Sølyst, hvor han dvæler ved Emiliekilde og deltager i familiens 2-3 timer lange køreture i den smukke omegn.

Andersen fandt vel aldrig i det Suhrske hjem helt den opmærksomhed og varme, som f.eks. Dorothea Melchior kunne give ham.Tonen og omgangsformen på Gammeltorv var vel også lidt stivere og langt fra familiær, men Andersen blev efterhånden ganske fortrolig med familien og dens vennekreds. “Læste eventyr klokken 12 hos etatsråd Suhr, fruen opmærksom og elskværdig, der var hendes broder Bech med familie fra Amerika, bispinde Martensen, Meinckes m.fl.” Fru Suhr og døtrene huskede digterens mærkedage og glædede den gamle ungkarl med at møde op med roser fra haven eller drivhuset på Sølyst. Men for H.C. Andersen forblev Ole Suhr stadig den myndige lidt utilnærmelige rigmand, hvis opmærksomhed digteren i høj grad værdsatte. En af dagbøgernes sidste optegnelser, hvor Suhr navnet er nævnt, er fra en sygdomsperiode, hvor Andersen netop har glædet sig over enkedronning Caroline Amalies deltagelse i hans sygdom og samtidig noterer “Jeg fik idag visitkort fra vore to rigeste mænd, grosserer Suhr og Tietgen.”

Andersen døde 4. august 1873 og blev begravet 11. august fra Vor Frue Kirke under stor deltagelse også fra familien på Gammeltorv.

Øresunds Toldkammer.
Efter koloreret Haandtegning i Det Kgl. Bibliotek.

Etatsraad Jacob Henric Schous og Hustru Susanne Beckmans Stiftelse fejrer 150 års jubilæum.

Vi lever i en tidsalder domineret af udenrigspolitiske begivenheder som østblokkens opløsning og de europæiske fællesskabers stadig mere centrale plads ikke blot i det ny europa, men i hele verden. Alligevel er det vigtigt at huske, hvem der har været med til at forme vores Danske samfund sådan, som det er i dag.

Jacob Henric Schou

I år fejres 150 årsdagen for Christian den Ottendes konfirmering af fundatsen for Etatsraad Jacob Henric Schous og Hustru Susanne Beckmans Stiftelse.

Schou blev født d. 10 Juli 1745 i Kippinge på Falster som søn af sognepræst Jens Henrik Schou og Sara f. Lindberg. Efter faderens død i 1754 var familiens økonomi meget beskeden. men på trods af dette blev Schou i 1762 student fra Vordingborg Gymnasium. Schou tog teologisk attestats i 1769, forsvarede året efter sin disputats, og blev i 1771 Decanus ved Københavns Teologiske Fakultet.

Efter Struenses henrettelse blev Schou i 1773 ansat som hofmester og informator hos enkedronning Juliane Marie. Stillingen krævede kendskab til Rets- og statsvidenskab. og i 1777 påbegyndte Schou udgivelsen af “Chronologisk Register over de Kgl. Forordninger og åbne breve såvel som andre trykte Anordninger” (“de Schouske Forordninger”), som dækkede perioden fra 1670. Året efter bestod Schou, den juridiske embedseksamen, der straks førte til stillingen som surnumerer assessor i Hof- og Statsret og i 1781 til det betydningsfulde og indbringende embede som kæmner ved Øresunds Toldkammer i Helsingør.

Førtidspensionisten Schou

I 1783 giftede Schou sig med Susanne Beckman, der var født d. 11 september 1756 som datter af Brygger og Rådmand i København Didrik Beckman og hustru Ellen, født Pauli. I Helsingør nåede Schou, ved siden af sit embede også at bringe orden i Helsingør Sygehus’s formueforhold, før han i 1804 “grundet svagelighed”, og takket være de gode relationer til kongehuset, lod sig pensionere med fortsat udbetaling af størstedelen af hans hidtidige løn. Helt dårligt så det nu ikke ud for Schou, for de næste 35 år blev nok de mest lykkelige og arbejdsomme i hans liv. Familien flyttede til det nuværende Gammel Torv 24 i København, hvor de blev nabo til Den Suhrske Købmandsgård, Gammel Torv 22, hvor grosserer Ole Bernt Suhr (1762-1815) boede med sin hustru Dorothea (1759-1842), der var en yngre søster til Susanne. Husmuren mellem de to huse blev snart gennembrudt og forsynet med en jerndør sådan, at familierne kunne besøge hinanden uden at ulejlige sig ud på gaden. Den tætte relation mellem de to slægter eksisterer stadig, hvilket bl.a. giver sig udslag i at Den Suhrske Stiftelse beredvilligt stiller lokaler til rådighed for afholdelse af den årlige generalforsamling i Den Schou Beckmanske Stiftelse.

Under sit otium ajourførte Schou “de Schouske Forordninger” frem til 1825. Arbejdet fortsattes siden hen af en række kendte jurister indtil de afløstes af nutidens Karnov’s lovsamling.

Schous juridiske arbejde indbragte ham megen anerkendelse, heriblandt Dannebrogsordenens Ridderkors (1810), udnævnelsen til etatsråd (1815) og Dannebrogsmændenes Hæderstegn (1829). Takket være Schous beskedne og regelmæssige levevis hvori indgik daglige spadsereture døde Schou i en alder af 95 år efterladende sig en stor bogsamling, som skænkedes til Universitetsbiblioteket og en betydelig formue.

Fundatsen

Schou’s opnåede aldrig den lykke at få børn. De valgte derfor i 1818 at oprette et testamente hvoraf det fremgik, at efter den længstlevendes død skulle deres formue overgå til Jacob Hende Schous og hans hustrus Susanne Beckmans Stiftelse.

Efter Schou’s død den 10 februar 1840 levede enken i yderligere 3 år indtil 27 april 1843, hvor hun døde 86 år gammel. Deres gravsted kan fortsat ses på Assistents Kirkegården i København, hvor det ligger kun få meter fra O.B. Suhr og Dorothea’s gravsted.

Den 27. maj 1843 konfirmeredes den fundats, som vi i år fejrer. Fundatsen var naturligvis udarbejdet af Schou og derfor i sig selv et yderst gennemarbejdet og detaljeret juridisk dokument, der tog højde for fremtidens uforudsigelighed, og hvis indhold kort skal skitseres. Schou havde valgt, at mindst 10% af formueafkastet skulle henlægges til stadig forøgelse af formuen. Resten skulle fordeles efter nærmere specificerede regler mellem Det Kongelige danske Landhuusholdnings Selskab, Det Kongelige Videnskabers Selskab, en uformuende, skikkelig og håbefuld student, en student fra Vordingborg Gymnasium, ubemidlede slægtsmedlemmer, slægtens tyende, samt til brude-udstyr for mindre formuende jomfruer eller enker af familien.

Stiftelsens tarv skulle varetages af en bestyrelse på 4 direktører udvalgt blandt familien. Stiftelsens penge, protokoller og dokumenter skulle opbevares i en forsvarlig jernkasse (“helst en brandfri”) med 4 låse hvortil direktørerne skulle have hver deres nøgle. En gang årligt skulle slægtens mænd over 18 år indkaldes til gennemgang af stiftelsens økonomiske tilstand og ved vakancer til valg af nye direktører.

Selvom det i de følgende 140 år var muligt at efterleve ånden i fundatsen, blev det dog stadig sværere at efterleve dens bogstav, hvorfor en revideret fundats blev stadfæstet i 1984. Ifølge denne fik slægtens adoptivbørn samme rettigheder som ægte descendenter. Samtidigt ophævedes en række meget små legater bl.a. til de kongelige institutioner. Den største fornyelse bestod uden tvivl i indførelsen af kvinders stemmeret ved generalforsamlingen, hvilket i 1989 førte til valget af stiftelsens første kvindelige direktør.

Formuen
Stiftelsens formue, som forelå i form af værdipapirer, udgjorde i 1844 273.000 kr, mens afkast og administration udgjorde henholdsvis 10.900 og 418 kr. Et århundrede senere var de tilsvarende beløb 1 million, 44.000 kr og 1.600 kr. De årlige uddelinger steg fra 8.774 kr til 25.000 kr, og de samlede legatudbetalinger i løbet af de første 100 år beløb sig til 1,4 million.

Her ved fundatsens 150 års jubilæum er formuen ca. 4,5 million kr. På trods af en betydelig fondsbeskatning og lovbefalede udgifter til statsautoriseret revisor m.m. er det muligt årligt at uddele godt og vel 1/4 million p.t. til fordeling blandt knap 70 modtagere.

Mere om den Schou-Beckmanske Stiftelse (fortsat)

Slægten

Hovedformålet med Den Schou Beckmanske stiftelse var økonomisk at understøtte trængende medlemmer af “slægten”, hvortil regnedes efterkommere af Diderich og Ellen Beckman’s fem andre børn, samt efterkommere af Jacob Henric Schous farbrodersøn sognepræst Henrik Schou. For at opnå støtte skal man foruden at dokumentere trang også dokumentere slægtskab. Af den grund har Den Schou Beckmanske stiftelse ladet udgive stamtavler i 1873, 1903 og i 1973. I den sidste, som stadig kan købes hos stiftelsens sekretær, var der opført mere end 2515 efterkommere af Diderich og Ellen Beckman og 88 efterkommere af Henrik Schou. Stiftelsens sekretær har som vigtig opgave fortsat at registrere fødsler, indgåede og ophævede ægteskaber, og dødsfald blandt slægtsmedlemmerne. Siden 1973 er godt 500 nye slægtsmedlemmer blevet registreret. Det er naturligvis forbundet med stigende vanskeligheder fortsat at holde rede på slægten. Alligevel er det Stiftelsens ønske at kunne udgive en revideret slægtstavle en gang først i det ny årtusinde. Dette arbejde kræver dog både betydelig personalhistorisk ekspertise, fortsat stor opbakning fra slægtsmedlemmerne, og store økonomiske resurcer.

Fremtiden

Efter en noget hensygnende periode er interessen for slægtshistorie vokset i det sidste årti. Etatsraad Jacob Henric Schous og Hustru Susanne Beckmans Stiftelse har mærket denne interesse i form af dels et øget antal ansøgninger om legater og dels ved en stigende deltagelse ved generalforsamlingen. I år er generalforsamlingen specielt interessant fordi den højtideligholder 150 året for fundatsens konfirmering. Den store tilmelding med mere end 240 slægtsrepræsentanter fra ikke blot storkøbenhavn, men også fra øerne, Jylland, ja sågar England og USA har nødvendiggjort at generalforsamlingen, er henlagt til større lokaler end normalt. Vi valgte Josty, der blev grundlagt i 1813, og da stedet ligger i gåafstand fra Gammel Torv, har det sikkert været både kendt og besøgt af Etatsråd Schou og hustru.

Peter Suhr-Jessen
(familiedirektør)

Register til tidligere beretninger fra slægtsarkivet

1977/85	Se register i 1985/86
1985/87	Se register i 1988/89
1988/90	Se register i 1990/91
1991/92	J.L. Heibergs astronomiske kikkert Beretning fra arkivet Slægtsmøde i Sverige 18. august 1991 Landsretssagfører Bjørn Magnussen Efterslægtstavlen Lidt om Sølyst i Klampenborg Kjøbmand Rasmus Møller i Nyborg
1992/93	Højesteretspræsident Peter M. Christensen Fra Holbæk Museums skatkammer Ida Suhr og Skagen Handelshusets relationer til brygger J.P. Jacobsen Efterslægtstavlen Omkring et forgyldt taffelur i Stiftelsen Else Moltkes mindeord om frøken Suhr
1993/94	Jacob Henric Schou Oberst Pontoppidans 70 års dag (1911) Stiftelsens taffelure Efterslægtstavlen H.C. Andersen og Det Suhrske Hus Den Schou-Beckmanske Stiftelse 150 år