1977/78

Beretning fra familiearkivet 1977/78


På generalforsamlingen 27. november 1976 meddelte direktionen, at man havde gjort sig nogle tanker om indretning af et familiearkiv i slægtens gård Gl. Torv 22. Spørgsmålet havde forinden været drøftet i et møde med repræsentanter for de enkelte grene, der kunne tilslutte sig tanken.

I april 1977 udsendte Stiftelsen et cirkulærebrev til familiens medlemmer og bad disse overveje, hvorvidt der i deres besiddelse måtte være materiale af en sådan art, som skønnedes egnet til registrering i et Stiftelsens arkiv. Som meddelt på generalforsamlingen 1977 har en stor del af familien reageret på cirkulæret og returneret det vedlagte spørgeskema. 40 familiemedlemmer har i forbindelse med udfyldningen af skemaet betegnet ideen som god eller endog meget god. 1 har meddelt, at sagen ikke var af interesse. 13 har anmeldt arkivalier eller andre slægtsting, som man har bedt arkivet registrere. 6 har overdraget eller deponeret materiale til arkivet, og enkelte har bedt om at måtte komme tilbage til sagen efter omstændighederne anmodet Stiftelsen om at bese eller fotografere enkelte effekter.

Som led i bestræbelserne for i forbindelse med generalforsamlingen at orientere familien om etableringen af arkivet og evt. fornyelser i mindestuerne på Gl. Torv og på Bonderup skal arten af det modtagne materiale nedenfor beskrives.

Til ophængning på Gl. Torv er modtaget to store portrætter af handelshusets 4. mandlige indehaver etatsråd O.B. Suhr (d. 1875) og dennes hustru Ida Marie Bech (d. 1897). Malerierne har tidligere hængt på Gl. Torv som tilhørende frk. Ida Suhr. De findes bl.a. afbildet i Louis Bobé’s lille bog om Sølyst, udgivet Kbh. 1938 (side 20 og 21). Stiftelsen er fru Agnes Suhr, gift med nu afdøde direktør Henrik Gamst Suhr (M76) tak skyldig for at billederne atter hænger i Stiftelsens gård.

Stiftelsen har generhvervet et maleri af Bonderup, der tidligere har været stjålet fra Stiftelsen. Maleriet forestiller hovedbygningen før ombygningen 1951 set fra haven og er bl.a. afbildet på side 93 i Julius Clausen: Omkring Det Heibergske Hus, Kbh. 1934. Maleriet er nu ophængt i direktionslejligheden på Bonderup.

Det afleverede egentlige arkivmateriale omfatter bl.a. følgende numre:

  1. En gammel håndskreven oversigt med stamtavle over Berndthardt Suhr’s efterkommere (1775 ?).
  2. Genealogi over familien Suhr (I) Lengnick 1858 2 ekspl.
  3. J.Th. Suhr’s testamente (1850) trykt som manuskript med tilføjelser 1857 m.fl. (indbundet).
  4. Stamtavle over 1. Sognepræsten Henrik Jensen Schou’s og 2. Raadmand Didrik Beckmann’s descendenter, samlet 1843 af Fr. Taarup, Etatsraad (indbundet).
  5. Fotografi af amtsforvalter Fr. Suhr’s gravsted (d. 1706).
  6. Mindetaler over etatsråd og toldkæmmereer Jacob Henric Schou, Frue Doreathea Suhr f. Beckman og etatsrådinde Susanne Schou f. Beckman i 1 publikation Kjbh. 1843.
  7. En salmebog 1896 med inskription “Til kjære neveu Wentzel Dinesen fra Ida M. Suhr 1897”.
  8. Catalogue d’une belle collection de tableaux et sculptures de plusieurs des artistes danois les plus distingus laisse par feu M. le conseiille d’etat Johannes Theodorus Suhr (auktionskatalog 31. marts 1859, Gl. Torv 38-22 numre).
  9. Poesibog, påbegyndt, u. ejermærke eller årstal.
  10. Brev fra Johanne Louise Heiberg “Til fru Suhr fra fru Heiberg”. Velkommen til Sølyst, i konvolut med udskrift “Hr. professor Nyrop. Fru Heibergs Brev til Moder” (formentlig afskrift).
  11. En samling retsdokumenter fra årene 1773-1795 bl.a. vedrørende den Aagaardske og Suhrske familiebegravelse i Frue Kirke. Underskrifter bl.a. af J.P. Suhr’s børn og svigerbørn.
  12. Diverse breve 1815-1816 til Rasmus Møller i Nyborg.
  13. Diverse begravelsestaler fra familien Falch, herunder biskop Mynsters tale 10. august 1824 (Dorothea Falch), 22. april 1826 (Caroline Falch), 15. marts 1832 og 5. marts 1833.
  14. Ill. Tidende 17. oktober 1875. Nekrolog over O.B. Suhr.
  15. Diverse taler over O.B. Suhr (d. 1875). Provst Nielsen, stiftsprovst Rothe. Korrekturtryk til samme samt begravelsessange.
  16. 7 ungdomsbreve til O.B. Suhr (fra hans mor Dorothea) 1830-31, sendt til Majbølle Præstegaard pr. Saxkøbing.
  17. Ditto til O.B. Suhr fra “Kusine Charlotte”.
  18. Kronik af Christian Gulman “Forhold og mennesker – Et gammelt Kjøbmandshus (skrevet ved etatsrådinde Ida Suhr’s død).
  19. Diverse nekrologer for O.B. Suhr (d. 1875).
  20. Diverse udklip, regnskaber, begravelsestale m.v. vedrørende etatsrådinde Ida Suhr (d. 1897).
  21. En samling regnskaber “Etatsraadinde Suhr’s Husholdningskonto 1890-96”, herunder også for landstedet Sølyst.
  22. En brevsamling fra oberst senere general Raasløff: Shanghai (1863), Peking (1863), Washington (1865), Washington (1869) og Rom (1874) samt diverse, herunder udklip fra The Friend of China (1863) (vedrører bl.a. telegrafkoncessionerne for Store Nordiske x).
  23. En samling officielle dokumenter vedrørende M104. Taler fra Stiftelsens fest 29.11.1975 samt nyere avisudklip, nekrologer m.v. for liste S.
  24. Ida M. Suhr’s dødsbo. Fortegnelse over effekter der skal fordeles i henhold til testamentets § 7, 7. stk.
  25. Uddrag af Thomas Carstensens erindringer. Dorothea Graae f. Suhr, d. 1844 (K9).
  26. Tillæg til no. 134 af Kjøbenh. Addresse-Contoirs Efterretninger løverdagen den 9. junii 1810 med Basedows mindeord om Johann Peter Suhr (f. 23.10.1786, d. 3.6.1810)

Ovennævnte arkivalier er stillet til rådighed af Hans Brammer (25), kammerherreinde Juel Petersgård (1-22), Edward Suhr (23-24) samt Nils Teisen (26).

Meddelelserne om arkivalier, malerier eller andre slægtsting, som en række af familiemedlemmerne har bedt Stiftelsen registrere, indeholder vigtige personal- og kulturhistoriske oplysninger, som kan ligge til grund for familiearkivets kommende arbejde og danne grundlag for eventuelle publikationer og skriftlige arbejder omkring slægten og Det Suhrske Hus. Arkivet takker for disse oplysninger og vil i en række tilfælde, hvor visse tilsagn er givet, meget gerne have lov til at komme tilbage for at undersøge materialet nøjere, herunder fotografere visse kunstværker og arkivalier. Det har gennem oplysningerne været muligt at finde frem til en række effekter, møbler og sølvtøj, der stammer fra handelshuset, men også at registrere en række privatarkiver og malerier af generel slægtshistorisk interesse.

Stor interesse har således et fotografisk arkiv med fotografiske negativer af interiør-optagelser til slægtsbogen 1959 og herudover 74 diapositiver, lysbilleder fra bl.a. godserne Bonderup og Merløse, eksteriører og interiører, samt fra Tåstrup Kirke og Ugerløse Kirke, Gl. Torv m.v. (Alcor Cederqvist). Beskrivelsen af et maleri fra landsbyen Tved på Fyn, hvor Carl Emil Suhr (d. 1879) var præst (O.B. Suhr, Sandbygaard) samt oplysningerne om den originale rødkridtstegning af kobberstikkeren J.F. Clements forestillende etatsråd Johan Peter Suhr (Kirsten Suhr) er blandt de mange oplysninger, som kan bidrage til at nyt billedmateriale med oplysninger om tingenes proveniens kan foreligge til brug for kommende publikationer. Hvor de modtagne data knytter sig til et enkelt slægtsmedlem vil oplysningen blive registreret svarende til dennes nummer i stamtavlen fra 1959.

Direktionen håber med denne lille første beretning om familiearkivet at have givet et indtryk af de muligheder, der ligger i arkivet, og den interesse der er vist dette fra familiens side.

Arbejdet er først langsomt gået i gang, og de praktiske rammer er i indsamlingsfasen langt fra fastlagte. Direktionen håber imidlertid med denne beretning at kunne udbygge familiemedlemmernes interesse for sagen og håber også, at materialet fremover vil kunne danne basis for mere dybtgående behandlinger om enkelte emner i kommende meddelelser.

Den Suhrske Stiftelses direktion Oktober 1978


x) Familiemedlemmer, der måtte være interesseret i O.B. Suhr og svogeren H.C. Erichsens (K 17) rolle i Tietgens arbejde for opnåelse af de store telegrafkoncessioner for Store Nordiske, henvises til en ny større bog: Ole Lange: Finansmænd, stråmænd og mandariner (C.F. Tietgen, Privatbanken og Store Nordiske) Kbh. 1978, 395 s. Gyldendal. Der må formentlig i privat eje findes arkivstof, som kan udbygge dette interessante kapital i dansk erhvervshistorie.


Redaktion og registrering ved Nils Teisen