1998/99
Beretning fra familiearkivet 1998/99
Indhold:
- Beretning fra familiearkivet
- Oberstløjtnant L.A. Madsen
- Suhr-navnets udbredelse
- Efterslægtstavlen
- Biskop Suhrs ungdomserindringer
- Register
Oktober 1999
Redaktion
Nils Teisen
Som det fremgår af den administrerende direktørs skriftlige redegørelse, fremsendt til repræsentanterne med indkaldelse til generalforsamlingen lørdag 27. november 1999, har Stiftelsens samlede aktiviteter i den forløbne periode været mangeartede og særdeles arbejdskrævende. Dette gælder i første række forholdene på godserne, hvor Stiftelsens højt anerkendte og mangeårige forpagter Poul Thygesen 1. marts 1999 er blevet afløst af den 39-årige forpagter Carl Boisen Thøgersen. Den ny forpagter har taget bolig på Bonderup, hvis gamle forpagterbolig har været underkastet en gennemgribende istandsættelse. Forpagterboligen på Merløsegård, der i 41 år har været hjem for familien Thygesen, er samtidig sammen med jagten på Merløsegård med skov udlejet til assurandør Peter Skov Christensen. Det dyrkbare landbrugsareal under de to forpagtninger udgør 629 ha, der afgiftsberegnes.
|
|
Arbejdet med familiearkivet har derimod, hvad der sætter sig spor i denne beretning, været mere beskedent. Mens dette skrives ligger hele materialet således nedpakket og venter på ny opstilling. Årsagen er, at bygningsarbejderne på GI. Torv også omfatter et par af Stiftelsens bagved liggende lokaler ud mod gården. Arbejdet skulle give bedre udnyttelsesmuligheder, bl.a. for arkivet, og også give mulighed for indretning af et længe savnet thekøkken.
Med hensyn til tilgangen af materiale kommer årets største tilgang fra ingeniør Lauritz Schouboe Madsen (M 159), der har deponeret to store ringbind, hvori der i det ene findes en af Lauritz Madsen foretaget udskrift på 90 sider af oberstløjtnant, overvej- inspektør Lauritz Adolph Madsens erindringer. Lauritz Madsen (1864-1939) var ingeniør Madsens farfar, direktør i Den Suhrske Stiftelse og gift med Dorothea Suhr Schouboe (K 39). Uddrag af hans erindringer har flere gange været behandlet i de gule hæfter, første gang i 1985-86, p. 11-18, der fortalte om “Direktionsvalget i 1891”, “Byggeplaner på GammeltorV’ og “Højesteretsjustiarius P.C.N. Buch”. Senere har ingeniør Madsen i beretning 1990/91, p. 13-18 under overskriften “En 100 års dag” skrevet om sin farfar, den gamle oberstløjtnant, og sin farbror dr.techn. Thorkild Madsen (M 86), der i 1939 efterfulgte sin far i Stiftelsens direktion. Lauritz Schouboe Madsen har forsynet ringbindet med sin afskrift med titlen “Soldaterliv 1883-1910”. Indholdet af det andet ringbind, der blev afleveret til arkivet, har en anden karakter og handler om Schouboe Madsen familiens sommerliv i Värmland og giver ligesom oberstløjtnantens erindringer et detailleret billede af dagliglivet hos Lauritz Schouboe Madsens forældre, her bilagt et righoldigt billedmateriale. Det er den “lille historie” der oprulles for os. Historien om hvorledes en dansk familie har indrettet sig på en svensk ødegård. Om livet i og med naturen. Om hverdag og fest. Husets indretning og sommerlige miljø vises bl.a. i elleve akvareltegninger af Axel Schouboe Madsen (M 93) og leder tanken hen på den svenske maler Carl Larssons idylskildringer, således som de ikke mindst findes i akvarelbogen “Huset i solen”.
Beretning fra familiearkivet 1998/99 (fortsat)
Ligesom efterkommere efter Diderich Suhrs søn Oluf Bernt Suhr (M 10) gennem den gamle oberstløjtnants erindringer og bindet om familiens ferieliv på Sorgenfri “Minder om mennesker, der boede og kom i Vedåsa, samlet og beskrevet af Lauritz Schouboe Madsen” kan hente detailviden om livet hos deres forfædre, skyldes størstedelen af vor viden om Stiftelsens historie siden 1891 oberstløjtnant Madsens erindringer. Men disse erindringer dækker et langt videre spektrum end den nære familiehistorie og arbejdet med Stiftelsens forhold, nemlig bl.a. om den militære bygningstjeneste og forholdet til officerskollegaen den senere Kong Christian X. Hans barnebarn, vor nuværende dronning, har modtaget et eksemplar af erindringernes afsnit om et soldaterliv 18831910. Lauritz Schouboe Madsen fortjener en stor tak fordi han ved at ordne sin gren af legatslægtens papirer har stillet dette materiale til rådighed for en større kreds, og arvingerne efter dr. Madsen fordi de i 1985 har deponeret originalen af det samlede erindringsværk i Stiftelsen.
Suhr-navnets udbredelse
Allerede Lauritz Julian Suhr (M 98) arbejdede som nævnt i 1979/80 og 1995/96 med en kortlægning af alle efterkommere efter Bernt Suhr, d. 1685, der kom til Danmark i Frederik Ill’s tjeneste. Han var som bekendt tip-tipoldefar til testator, der til glæde for efterkommere efter hans brødre Diderich Suhr (M 3) og Ole Bernt Suhr (M 4) oprettede Den Suhrske Stiftelse. Det er disse to personkredse, der udgør den Suhrske legatfamilie, uanset om de bærer navnet Suhr. Og det er disse personer, der er legatberettigede, stambogsførte og hvis liv og virke omtales i de gule hæfter.
Suhr-navnet er imidlertid benyttet af en stor kreds uden for legatfamilien både herhjemme og ikke mindst i udlandet. I 1978/79 er en del af disse personer omtalt. Det drejer sig om den “lollandske” del af slægten Suhr, nemlig om de første generationer efter den fra det tyske indvandrede Bernt Suhr. Her holder vi os inden for den Suhrske slægt, men uden for legatfamilien, og arkivet har med Julian Suhrs optegnelser en del oplysninger om disse personer. Uden for Danmark er der også forsket i Suhr-navnet, bl.a. af Karl-Erik Suhr (M 170), se bl.a. 1995/96, og fra amerikansk side er der ved hjælp af moderne teknik opstillet adresselister over personer rundt om i verden, der bærer navnet Suhr. Det drejer sig i Tyskland om 8750 personer eller husstande og i USA om 3441. Det er Jytte Suhr (K 121), der har gjort familiearkivet opmærksom på publikationen “The New World Book of Suhrs” , published by Halbert’s Family Heritage 1999, hvorfra ovenstående oplysninger er hentet, se den statistiske oversigt hentet fra bogen og bragt på side 6. Selv om bogen har adresser på ganske enkelte personer af legatfamilien bosat i USA, har bogens tættrykte 64 siders “International Registry” ingen Suhr-adresser fra Sverige og kun en fra Danmark og har følgelig ingen større interesse for den danske legatfamilie. Bogen med sit store generelle afsnit om indvandringens historie, ca. 120 sider, henvender sig ikke mindst til de mange amerikanere, der ønsker at finde deres rødder i Europa.
Biskop Suhrs ungdomserindringer
Christian Suhr Cederqvist (M 187) har henledt redaktionens opmærksomhed på nedenstående optegnelser, som biskop Theodor Suhr (M 102) har gjort i sin høje alder og som desværre kun går til biskoppen i 1935 udnævntes til prior ved benediktinerklostret San Girolamo i Rom. Her virkede han til han d. 14. december 1938 blev udnævnt til apostolisk vikar for Danmark og titulær biskop af Balecio. I 1953, da Danmark blev et selvstændigt katolsk bispedømme, udnævntes Theodor Suhr til “biskop af København”. Christian Cederqvist spurgte engang sin onkel, om han ikke ville skrive sine erindringer. Svaret var kort: “Man skal efterlade sig mindst muligt’. Ikke desto mindre har Suhr, før han helt mistede sit syn, gjort nogle korte optegnelser om sit ungdomsliv og sin overgang til katolicismen. Selv om det er en meget gammel mand der skriver – med store printede bogstaver og passager, der kan være svære at læse – er indholdet klart nok og stilen i sin kortfattethed typisk for Suhr. Manuskriptets 39 brevark er fulgt nøje uden egentlige rettelser, heller ikke med hensyn til den mangelfulde tegnsætning.
Om manuskriptet skriver Christian Cederqvist: “Onkel Theodor skrev disse linier da han var næsten blind. Indholdet havde vi undertiden drøftet, ikke som et led i at fæste disse erindringer til papiret, men mere som et led i samtale om dette livs ofte forunderlige og overraskende vendinger og forløb. Ordvalget var i samtalerne ofte i stor overensstemmelse med manuskriptets. Jeg kan således genkende hele sætninger. Samtalerne fandt sted mens onkel Theodor boede i klosteret på Jagtvej, men jeg mener at det må være skrevet i Åbenrå.”
Biskop Suhr har tidligere været genstand for omtale i de gule hæfter bl.a. i forbindelse med sin 100 års fødselsdag i 1996 og sin død 10. marts 1997, men hans omskiftelige og interessante liv skønnes at være af almindelig interesse for slægten, hvorfor hans ungdomserindringer bringes sidst i dette hæfte. Ved fremskaffelse af egnet billedmateriale har Erik Suhr (M 167) været behjælpelig.
Biskop Suhrs ungdomserindringer
Biskop Suhrs ungdomserindringer (fortsat)
I Nørregade i Nyborg ligger der en gammel købmandsgård, som fornylig er blevet restaureret ved hjælp af Nationalmuseet og hedder Rasmus Møllers Gård (1). Der blev min fader født i 1861 (2). Han blev i 1884 gift med Laura Marie Møller, hvis fader ejede en gård, Strandskov, beliggende ud til Storebælt, mellem Nyborg og Kerteminde. Det unge par flyttede ind på Hedengård i Sydfyn og der voksede mine tre sødskende op og de to drenge og en pige gik i en kostskole i Hesselager. Jeg blev født i Nyborg kort tid efter at min fader havde afhændet gården, og jeg blev sat i Nyborg Realskole og derefter i Odense Katedral skole. Jeg havde en lykkelig barndom hvorfra jeg kun har gode minder. Jeg husker min gamle bedstemor Hanne Møller, som fra Strandskov var flyttet ind hos os, hun døde i 1915 ? 96 år gammel. Jeg undrer mig over at have kendt et menneske som var født på et tidspunkt hvor Napoleon den Store levede men det var hun vistnok aldrig imponeret af.
Fotografiet stammer fra 18. november 1920.
Det blev alt sammen gjort planmæssigt og vi begyndte at dyrke Lucernefrø, det var så meningen at gå over til vinavl. Men vi lå 100 km fra jernbanen, og en af forudsætningerne for vort arbejde var at jernbanen skulle komme ud i nærheden af os men den samme jernbane besluttede sig til at gå i en helt anden retning, og udsigterne for os til at komme i betragtning var kun små det vil sige vi kunne vente i årevis med usikkert resultat. Jeg for mit vedkommende gav op, hvad jeg måske ikke skulle have gjort, for idag ligger der en by på 60.000 i nærheden af det sted, hvor vi byggede det første hus. Men det havde nu ikke været den Verden jeg havde drømt om. Den var meget snævrere end min provinsielle og landlige borgerlighed i Danmark, der var ingen bøger ingen mennesker at omgås, ingen aviser, radio havde vi heller ikke. Den stedlige befolkning bestod af Indianere som var meget primitive, de fleste var analfabeter og egnen var for øvrigt meget tyndt befolket. Fremtidsudsigterne var altså ikke særligt lyse, og så var der sket det, at jeg var begyndt at interessere mig for at finde en mening med tilværelsen. I Danmark havde jeg som de fleste andre aldrig været kirkegænger, og jeg havde aldrig haft kontakt med mennesker for hvem troen på Gud virkelig betød noget. Heller ikke med min læsning var jeg kommet ind på det område. Jeg traf nu den beslutning, at rejse hjem på besøg med den bagtanke at komme tilbage til det land som jeg var kommet til at holde af, og hvis sprog jeg talte. Jeg drog altså afsted, ledsaget af en halvfætter Carlos Suhr (5), argentiner, han skulle besøge sin mor som var bosat i København.
Men jeg følte stadig uroen i mig, var det “die Unruhe zu Gott” . Jeg var ved et tilfælde kommet til at læse nogle katolske bøger som optog mig meget stærkt med det resultat at jeg måtte sætte mig i forbindelse med den katolske kirke på en eller anden måde. Jeg rejste til Rom på et kort besøg, men det blev længere end jeg havde tænkt mig. Tilfældet kom mig til hjælp. Jeg boede på pension Dinesen som dengang lå i nærheden af Piazza Barberini. Få dage efter min ankomst i Oktober 1925 så jeg et opslag i receptionen, som var en indbydelse fra de svenske Birgitta Søstre til i deres kloster at overvære en sakramental velsignelse med prædiken af Monsignore Olrik (6) fra Danmark. Det var lige hvad jeg søgte, nemlig et møde med en katolsk præst. Det med sakramen- tal velsignelse var mere indviklet, men jeg gik derud. Birgitta Søstrene boede dengang i Via de le (sole de havde endnu ikke fået den hellige B’s hus på Piazza Farnese, hvor de nu bor. Selve Gudstjenesten forstod jeg ikke meget af, til gengæld holdt M. Olrik en udmærket prædiken om et emne, som optog mig meget, og jeg var glad da jeg blev inviteret ind i Klostret for at hilse på M. 0. og Søstrene, hvis priorinde Moder Elisabeth var en svensk konvertit og en stor personlighed, som har genoplivet den gamle Birgitta Orden i moderne udgave. Foruden mig selv var der andre Skandinaver og en gruppe unge præstestuderende, hvis ærbødige holdning foran altret havde gjort stort indtryk på mig. Det var faktisk en stort øjeblik i min tilværelse da M.O. kom og hilste på mig og hørte hvad jeg havde på hjerte. Han indbød mig til et besøg næste dag, og det blev til et næsten dagligt besøg i de 14 dage han blev i Rom. Det var min første undervisning i katolsk troslære, og den blev fortsat af Hubert Messerschmidt (7), en højt begavet dansker som studerede teologi ved Gregoriana Universitetet i Rom. Det var hans sidste studieår og han forberedte sig til sin præstevielse som skulle finde sted i januar måned. Jeg var hurtigt overtydet om at jeg skulle blive katolik og H.B. gav mig en grundig undervisning. 1925 var et helligt år, og jeg tog ivrigt del i hvad der skete i Rom. Den gang var der ikke så mange pilgrimme som nuomstunder, og byen var fredelig og uden større larm. Jeg besluttede at blive i Rom til efter H.M.s præstevielse, og flyttede fra pensionen til Via Plenio hvor jeg fik et værelse hos et gammelt romersk ægtepar som var meget venlige imod mig. Husets herre var pensioneret professor fra Roms Universitet og han var mig meget behjælpelig med mit italienske. Trods den korte, men intense undervisning var H.M. villig til at optage mig i den katolske kirke. Han blev viet til præst den 17 jan. I S. Maria Traspontina hvor der er et alter til ære for Sankt Knud. Samme eftermiddag optog den nyviede præst mig i kirken. Ceremonien fandt sted i det tysk ungarske kollegiums kapel og fik et særligt højtideligt præg ved studenternes sang. Ved en sådan begivenhed skal der være to vidner. En af dem var J.J. (8) som var en god ven af H.M. og som også jeg havde lært at kende. Han forærede mig sin bog “Ved den skønne tempeldør” hvori han på titelbladet skrev: “Til en ung landsmand som er draget op til Jerusalem for at blive kendt med Kefas … og blive hos ham.” Det foregik på S. Antonius fest, han der i almindelighed opfattes som den der i Ægypten indledede Munkevæsenet ?
Næste morgen læste H.M. sin første messe ved Peters grav, og følgende dag i Katakomberne. Samme dag blev H.M., hans mor, hans 2 søstre og jeg selv modtaget i privat audiens af Pave Pius XI (9), som modtog mig meget hjerteligt. Lidet anede jeg at den samme pave 13 år senere skulle udnævne mig til biskop. Mine første dage som katolik forløb altså mere højtideligt end sædvanligt, og nu skulle jeg tænke på fremtiden og på at forlade Rom.
Biskop Suhrs ungdomserindringer
Biskop Suhrs ungdomserindringer (fortsat)
Jeg var klar over at jeg burde uddybe mit studie af Kirkens lære og man havde foreslået mig at tage til et fransk benediktiner kloster beliggende i Clervaux, en lille by i Luxembourg. Dets navn var Abb. Saint Maurice og det havde på den tid en vis forbindelse med Skandinavien. Jeg skrev så dertil og fik et venligt svar med indbydelse til at være klostrets gæst. Jeg begav mig afsted, på vejen standsede jeg for at besøge Johs. Jørgensen i Assisi og jeg bevarer i min erindring mange smukke minder fra de dage i den hellige Frans’ by som jeg ofte skulle komme tilbage til.
1939 i San Girolamo
Det var igen en ny verden som åbnede sig for mig. Jeg tog del i de daglige liturgi, lærte den gregorianske sang at kende, fik en ældre munk til at vejlede mig i mit studium. Der var altid mange gæster, de fleste kom for at holde retræte og jeg mødte mange interessante mennesker. Klostret selv var i en blomstrende udvikling, i noviciatet (de første 3 år) var der på den tid omkring 25 fremtidige munke, de fleste var franske, der var også mange fra Belgien og Lux. Dem så man ikke meget til, de havde ingen forbindelse med gæsterne. Jeg følte mig helt hjemme i de uvante omgivelser og levede mig mere ind i katolsk tankesæt og langsomt modnede i mig tanken om at blive munk men jeg regnede med at det havde lange udsigter. Nu kom det på bane at jeg skulle firmes, og det viste sig at kunne ske i Katedralen i Luxembourg pinsedag. Efter behørig undervisning satte jeg mig i toget til Luxembourg by, fandt kirken og indtog min plads blandt de 400 mindre børn som skulle firmes. Biskoppen fejrede mesen og før firmelsen begyndte han sin prædiken med ordene: Junger Herr, meine liebe kinder ! og jeg følte at alles øjne hvilede på mig. En konvertit på de egne var en sjældenhed. Da jeg sad i toget på hjemvejen til Klostret efter at have modtaget Helligåndens gaver var jeg klar over at jeg virkelig var på vejen hjem. Jeg havde jo kun været katolik i så kort tid, turde jeg virkelig melde mig hos abbeden og spørge om hans syn på sagen. Min skriftefader, den gamle P. Beda, mente at det kunne jeg godt.
Dalum 11 Oct.
Jeg var nogenlunde sikker på at få den besked at vente et års tid. Men til min store forbavselse og glæde sagde Abbeden at min anmodning slet ikke overraskede ham og at han var villig til at modtage mig.
Abbeden havde hvad man nuomstunder kalder en udstråling, en egenskab eller hvad man nu skal kalde det som tiltrak mange unge mennesker. Godheden lyste ud af hans ansigt, han var som man ofte sagde om ham un homme de Dieu.
Ja, så blev min beskedne bagage båret fra gæstefløjen over i Noviciatet, som dengang talte 20-25 personer alle iberegnet: postulanter, novicer, de der efter de første løfter forblev endnu et år i noviciatet under novicemesterens omsorg og hans næstkommanderende. Ugens program var nøje fastlagt, man begyndte med korbønnen kl. 4.15 og imellem de forskellige tidebønner var forelæsninger og legemligt arbejde. Efter dagens to måltider var der rekreation, om middagen en time efter aftensmåltid en halv time. Dette korte samvær var sædvanligvis meget gemytligt, i dagens løb herskede der mest tavshed. Man skulle tro at det hele var meget monotont, men således følte jeg det ikke. Kirkens levende liturgi bringer meget større afveksling end man skulle tro. Dertil kom så arbejde i mark og skov, klostret havde et velorganiseret landbrug, og hver gang der var brug for ekstra hjælp for eks. i høbjergning og kartoffelhøst var munke og novicer glade for at yde en indsats.
En postulant får ikke munkekutten før efter nogle måneders forløb og det sker ved den såkaldte i klædningsceremoni. Det er en stor dag, for nu skal man jo for alvor stræbe efter at leve op til det monastiske ideal. Det kanoniske “noviciat varer et år, hvorefter novicen, hvis han har bestået prøvetiden og er blevet accepteret moden aflægger løfte for tre år. Efter endnu et år begynder studiet af filosofi der dengang varede to år, der efterfølges af 3 års teologi. Jeg fulgte det sædvanlige mønster og havde 7 gode år i Clervaux og jeg regnede bestemt med at blive der resten af mit liv, og jeg var glad og tilfreds. Klostret har en gæstefløj, hvor der kommer mange mennesker og jeg var i nogle år gæstepaterens medhjælper og jeg fik således lejlighed til at træffe mange værdifulde mennesker. Men det hele kom til at gå anderledes. Pave Pius XI havde i sin tid udnævnt en kommission af benediktiner munke til at foretage en kritisk revision af den officielle latinske text af biblen kaldet la Vulgata. Den havde til huse i mange år i Palazzo San Calliste i Trastevere i Rom. Pave Pius XI besluttede i begyndelse af 30rne at omdanne kommissionen til et regulært kloster, og han anmodede Clervaux om at påtage sig denne opgave. Imod alle forventninger blev jeg udset til med nogle og tredive medbrødre at drage til Rom. Det var en stor ændring i min tilværelse, jeg var fornylig blevet viet til præst i Domkirken i Luxembourg hvor jeg var blevet firmet nogle år forud. Det var i 1933, og jeg manglede endnu et års teologistudium som skulle forgå i Dominikaneruniversitetet.
Paven havde ladet opføre et nyt kloster i nærheden af Via Aurelia og det fik ganske naturligt navn efter Vulgatas oversætter den hellige Hieronimus, på italiensk San Girolamo. Der var store arbejder i forbindelse med starten af det nye kloster, jeg blev mere og mere inddraget deri og efter nogle år blev jeg af Abbeden udnævnt til prior.
Biskop Suhrs ungdomserindringer (fortsat)
Noter
- Gården beliggende i Nørregade 1 er omtalt og afbilledet i Allan Tønnesens bog
“233 danske borgerhuse”, Gyldendal 1979, jfr. omtalen i det gule hæfte 1978/79, P. 3. - Proprietær Carl Emil Suhr (M 35), f. 1861 i Nyborg, d. samme sted 1928, g. 1884
med Laura Marie Møller, f. 1859 på Strandskov, d. 1919 i København. Datter af proprietær Lars Vilhelm Møller og Johanne f. Kann. - Formentlig Oluf Bernt August Suhr (M 68), f. 1880 på Storgaard, d. 1970 i
København. Rejste 1902 til Argentina. Havde i sit første ægteskab sønnen Carlos Juan Suhr (M 121), jfr. note 5. - Provins i Argentina beliggende ca. 1000 km vest for Buenos Aires
- Carlos Suhr (1904-1969), søn af ovennævnte Oluf Bernt August Suhr og Anne
Christiane Nielsen. Ægteskabet opløst 1912. - Jacob Baden Olrik (1881-1959) katolsk præst 1915. Delegeret ved det danske
gesandtskab i Petrograd og stedfortræder for den østrig-ungarske armébiskop 1917-18. Sognepræst i Horsens 1935-54, udnævnt monsignore 1923, rektor ved Skt. Ursulas Stiftelse i Farum fra 1954 til sin død i 1959. - Hubert Axel Messerschmidt (1893-1979) studerede teologi ved
Propagandakollegiet, Rom, 1923-26, præsteviet 17.1.1926 i Rom, herefter 192630 kapellan ved Rosenkrandskirken, sidst præst ved Niels Steensens hus i Helsingør. - Johannes Jørgensen, digter, f. 1866 i Svendborg, konverterede 1896 til
katolicismen. I mange år bosiddende i Assisi. - Rus XI, f. 1857, blev som kardinal og ærkebiskop af Milano, Achille Ratti, i 1922
valgt til Pave. - Halldor Laxness, f. 1902, d. 1998, Islands store prosaskribent, der i 1955 modtog Nobelprisen, skriver i sin erindringsbog “En digters opgør fra 1963 bl.a. om den unge landmand og student Suhr, der kommer til Clervaux for at tage imod troen:
“En højt kultiveret og anselig person både i væsen og optræden. Han tog siden kutten og blev munk. Nu har han længe været katolsk biskop over Danmark og en meget anset mand der i landet ….” - Bengt Ballin, f. 1902, d. 1923 som benediktiner-oblat i Clervaux. Søn af den katolske kunsthåndværker Mogens Francesco Ballin (1871-1914), hvis spændende personlighed bl.a. er behandlet af digteren Johannes Jørgensen og hvis biografi, skrevet af den kendte katolske prælat og forfatter Peter Schindler, udkom i 1936.
“Jeg glæder mig til at se Guds skønhed” var biskoppens svar på spørgsmålet om hans forhold til døden. Lad disse ord blive de sidste.
Oversættelse
Englene fører dig til Paradis
Martyrerne understøtter dit komme
og fører dig til den hellige stad Jerusalem.
Et kor af engle modtager dig
og med Lazarus og de fattige
har du evig hvile
Beretning fra familiearkivet (fortsat)
