1980/81
Beretning fra familiearkivet 1980/81
Indhold:
- Interiør Sølyst
- Arkivets arbejde
- Et Suhrsk bryllup
- Meincke slægten
- Dejligheden
Oktober 1981
Redaktion
Nils Teisen
Forestiller formentlig den sidste Suhrske ejer Anna Dorothea Nørgaard f. Suhr (K 36).
Beretning fra familiearkivet 1980/81
For fjerde år i træk kan Den Suhrske Stiftelses direktion udsende sin beretning vedrørende arbejdet i familiearkivet. Selvom indgangen af materiale i det forløbne år har været yderst beskeden, har direktionen ment det rigtigt også i år at udsende beretningen, i det håb at indholdet i foreliggende lille hæfte kan interessere familiens medlemmer og dermed også bidrage til at skabe interesse for arkivet og give inspiration til at aflevere sådanne arkivalier og slægtsting, som kan siges at være en slags “fælleseje” for nuværende og kommende generationer af slægten.
Sidste års afleveringer fra Lauritz Julian Suhr’s samlinger og arbejder var af en sådan størrelse, at materialet kun delvis har kunnet bearbejdes i årets løb, bl.a. fordi det rummer oplysninger om en række personer, der i ældre eller yngre tid har ført navnet Suhr også uden for legatslægten. At placere mange af disse personer, hvoraf ikke alle nedstammer fra de første generationer Suhr i Danmark (jfr. beretningen 1978/79 side 4 ff), vil kræve betydelig efter- forskning og arbejde, der først efterhånden vil kunne udmøntes i kommende beretninger fra familiearkivet. Til dato er der fortrinsvis på basis af Julian Suhr’s samlinger oprettet “personsager” på 10 kvindelige og 35 mandlige slægtsmedlemmer, alle nævnt i den røde stamtavle fra 1959, hvis personnummerering følges.
Sideløbende med arbejdet med Julian Suhr’s samlinger har der været anledning til at gå i gang med de arkivalier, som allerede fandtes i Stiftelsens eget arkiv på Gl. Torv 22 samt på Bonderup, og som fortrinsvis angår Stiftelsens administration gennem tiderne, herunder forholdene på godserne. Der er herunder fundet enkelte ting af mere generel kultur- eller personalhistorisk interesse, bl.a. en række personlige dokumenter og breve om og vedrørende testator. Også indholdet af en enkelt aktpakke vedrørende handelshusets sidste mandlige indehaver skal nævnes og nedenfor gøres til genstand for nærmere omtale. Måske kunne pakkens indhold af 81 regninger og udgiftsopstillinger omkring et stort bryllup 20. september 1847 engang danne grundlag for en mindre afhandling, der kunne bidrage til at belyse det rige københavnske borgerskabs levevilkår i midten af forrige århundrede.
Et Suhrsk bryllup
Ida Marie Bech’s udstyr.
I sin erindringsbog “De tre Vinduer” 1945 skriver fabrikant Paul Bergsøe lidt maliciøst om den københavnske overklasse og nævner bl.a. på side 100 som eksempel på den del af denne overklasse “i hvis årer, der flyder nedarvet handelsblod, hvilket den dog ikke ønsker at blive mindet for meget om”, sin slægtning etatsrådinde Ida Suhr. Det er om hendes bryllup og det udstyr, som bl.a. hendes far, den virksomme sæbesyder, oliemøller og grosserer Jørgen Bech, bekoster i anledning af hendes indgåelse af ægteskab med “candidatus udi theologien” Ole Bernt Suhr, som papirerne i aktpakken handler om. Med Ida Bech og Ole Suhr indgåes en alliance mellem to kendte købmandsslægter med datteren af sæbesyderen og oliemølleren fra den allerede af Paul Bergsøe’s far, forfatteren Vilhelm Bergsøe så livligt beskrevne “Sorte Hane” i Nybrogade, og købmandssønnen fra Nyborg, barnebarn af gamle O.B. Suhr på Gammel Torv og udpeget af testator til at blive handelshusets fjerde og sidste mandlige chef. Uden tvivl en omtalt forbindelse og celeber begivenhed i det København, der endnu kunne rummes indenfor Voldene, og hvor alle kendte til alle og ikke mindst vidste besked, når det drejede sig om stadens matadorer.
Materialet i aktpakken har sikkert en vis generel interesse og kulturhistorisk værdi også udenfor slægten som det afspejler forberedelserne og omfanget af de anskaffelser, der skulle til for standsmæssigt at lade to unge mennesker stifte bo.
I materialet indgår masser af gamle, originale regninger, der i sig selv er små tidstypiske kunstværker, udsendt fra fine københavnske handlende, hvis navne fortsat er bevaret. Der er fakturaer kvitteret af hofstolemageren C.B. Hansen, ordensjuveler A. Michelsen, A. Fonnesbech, silke- og klædehandler, og Den Kongelige Porcelainsfabrik, hvor endnu et medlem af Bergsøe-familien melder sig ved sin underskrift på diverse fakturaer, denne gang Vilhelm Bergsøe’s far, administratoren “Fra den gamle Fabrik”.
Beretning fra familiearkivet 1980/81
Et Suhrsk bryllup (fortsat)
De mange tal og lister fortæller om store indkøb af møbler, dækketøj og gardiner, sølvtøj og glasbesætning, lagner, duge, sengetøj og personligt udstyr, men også om udgifterne til den kirkelige handling i Helliggeist Kirke og i forbindelse med den efterfølgende bryllupsrejse. Masser af personer er sat i gang. Sypiger og modehandlersker, sværdfegeren Herazcek i Pilerstræde, lærredshandlere med udvalg i bolstre, dreiler, schertinger, svane- baier og floneller samt vævede og strikkede jydske uldvarer, isenkræmmere og galanterihandlere, sadel- og tapetmagere, blikkenslagere med speciale i “water closets”, handlende i “Ameublements- artikler”, glashandlere såvel i indland som udland (se p. 7), silke- og klædehandlere, kobbersmede, damaskhandlere, juvelerer, catheketer og kirkeværger, skoledrenge i koret, bogbindere, lakerere og forgyldere.
En lille lap undertegnet af maleren Wilhelm Gertner, Christiansborg Slot, med kvittering for 100 specier for udført copi af grosserer Bech’s portræt må også nævnes i denne forbindelse og får ekstra tidskolorit, når den sammenholdes med det næste bilag fra mesteren for de bekendte Damborg rammer P.C. Damborg, der har skåret portrættets ramme.
Små ting alt sammen fra nogle gulnede arkivrester. Lidt stumper af størknet liv, der hver for sig har eksistens alene som fragment af nuet. Brudstykker fra en svunden tid, der kan anskueliggøre et stykke tidshistorie.
Meincke slægten
Under titlen “Den dansk-norske slægt Meincke” har overlæge ved Rigshospitalet, professor dr. med. Ole Secher udarbejdet en 70 sider stor stamtavle, der har betydelig interesse for Den Suhrske Stiftelse, idet bestemmelserne i Stiftelsens fundats som det vil vides består af to afdelinger, hver med sin grundfond. Første afdeling er oprettet til bedste for efterkommerne efter testators forældre grosserer Ole Bernt Suhr og Dorothea Bechmann, medens anden afdelings midler fortrinsvis skal anvendes til fordel for efterkommere af en søster til etatsrådinde Caroline Suhr, Anna Elisabeth Dorothea Falch, som blev gift med byfoged i Stege, Carl Henrik Lydius Meincke, født 24. juli 1787 og død 2. december 1862.
Da det blev direktionen bekendt, at professor Secher, hvis hustru er medlem af Meincke-slægten, havde indsamlet sit omfattende personalhistoriske materiale om denne slægt, var det nærliggende for Stiftelsens direktion at foreslå professor Secher at stille sine oplysninger til rådighed for Stiftelsen, mod at denne påtog sig udgivelsen af den foreliggende slægtsbog. Bogen er først og fremmest en fortegnelse over personer, der har båret eller er født med Meincke navnet. For sidegrene af slægten, efterkommere af kvindelige Meincker, er som hovedregel kun medtaget den første efterfølgende generation, men afvigelser herfra er sket af hensyn til den del af slægten, som har mulighed for at søge et legat fra Den Suhrske Stiftelse. Bogen har således stor betydning for Stiftelsens administration af anden afdelings legater.
Der vil i senere udgaver af familiearkivets beretninger være lejlighed til at komme ind på ægteparret Carl Henrik Lydius Meincke og hans kone Anna Elisabeth (Lise) Dorothea Falchs nære relationer til testator og hans hustru, hvis mor Charlotte Sofia Falch (1756-1822) var født Suhr. Som foreløbig orientering om relationerne mellem familierne kan henvises til et oversigtsskema, som er hentet fra Ole Sechers bog, ligesom der kan henvises til oversigtstavlen, der findes i C. Nyrops bog fra 1899 “Det Suhrske Hus i Kjøbenhavn 1749-1899”. Der findes på det kongelige bibliotek en ret righoldig brevkorrespondance til og fra Kamma Rahbek, der giver et indtryk af Meincke’s og de to søstre Falchs relationer til Bakkehuskredsen, og som bl.a. har været benyttet i tre kronikker “Dejligheden”, som for- fatteren Julius Schovelin fik offentliggjort i Dagens Nyheder 23., 24. og 25. marts 1925, der handler om forholdet mellem testator og hans hustru. Disse kronikker indgår som hovedbidrag til årets beretning.
Gravsten på Assistens Kirkegård.
Tre kronikker fra 1925 om “Dejligheden” (Caroline Suhr, f. Falch)
Den følgende tekst er direkte fotograferet fra de gamle avissider fra 1925, hvad der ses af kvaliteten. Da Universitetsbibliotekets eksemplarer af de pågældende aviser ikke var egnet til affotografering er nogle udklip, som fandtes i bibliotekar Carl Dumreichers samlinger, benyttet. Dumreicher har skrevet adskilligt om den pågældende periode og også om det Suhrske Hus. Disse ting vil der være lejlighed til senere at vende tilbage til. Understregningerne i teksten er foretaget af Dumreicher.
[Her i en indscannet, digitaliseret udgave]
(efter Pastel af Chr. Horneman)
“Dagens Nyheder”, 24.-3.–25.
„Dejligheden”.
| Jul. Schovelin fortæller om Fru Hei- bergs Velynder, Rigmanden Suhr og hans Hustru, den skønne Caroline — en Tids- skildring, der fortsættes. |
„Dejligheden” hed hun, og dejlig var hun — ingen ringere end Kamma Rahbek havde døbt hende. Hun kom altsaa paa Bakkehuset, og de, der kom i dette Hjem i dets Glansperiode (1800-20), var i hvert Fald ikke kedelige. Som enhver Elsker af dansk Litteratur véd paa sine Fingre, dannede Kamma sig efterhaanden sin egen Jargon, og til den hørte, at hvert Medlem af Kredsen havde sit øgenavn. Ofte var det en tilfældig Begivenhed, der gav Anledning til denne Daab, som da f. Eks. Christian Molbech fik Betegnelsen „Den ottekantede”, fordi han en Gang blev opfordret til at afgive sin Dom over en af Kammas Papæsker og i sin “Kvide ikke vidste, hvad godt han i en Hast skulde sige om den, hvorfor han til sidst sagde: „Ja, den er jo ottekantet.” Men iøvrigt var saavel dette Navn som hans oprindelige — „Ulven” — egentlig ret karakteriserende, og ligefrem genialt var det, naar hun kaldte J. P. Mynster for „Onkel Job”, Broderen, den bekendte Læge, Professor Ole Mynster, for „Store Ole”, Rahbek for hendes „Egern”, J. L. Heiberg „Den Spanske” og sig selv for „Wunderlich” — for ikke at tale om, at Oehlenschläger kom til at hedde „Den udøbte Adam” eller „Adagio-Spilleren” (man jævnføre hermed Knut Hamsuns Bogtitel: „En Vandrer spiller med Sordine”!). Det gjaldt overhovedet om Kammas Skæmt, som det saa rigtigt er blevet sagt, at den „med Ynde gik lige til det barokke”.
Men naar hun gav Caroline Suhr, født Falch, Navnet „Dejligheden”, var det sikkert ligefremt at forstaa, — som ung havde Caroline ej alene Anstand og Ynde, men ved sit kække Væsen og sin sprud- lende Lystighed virkede hun tillige i selskabelig Omgang baade blændende og bedaarende.
Til hendes Uheld faldt hun imidlertid senere som ældre, da Aarene og Sygdom havde tæret paa hendes Skønhed og udmarvet hendes gode Humør, i Hænderne, paa Fru Heiberg som Historieskriver. I 1839 gjorde hun og hendes Mand, Grosserer Johan Theodor Suhr, Ægteparret Heibergs Bekendtskab ved Badet i Ems, og fra 1844 tilbragte derefter Fru Heiberg og hendes Gemal adskillige Sommerferier paa Suhrs Landsted, Grev Schimmelmanns noksom bekendte „Sølyst”.
Med Hensyn til Fru Heiberg maa man aldrig glemme, at hun først og fremmest var et Scenens Barn, at heller ikke i Livet det dramatiske Greb var hende nægtet. Just derfor forstaar hun saa udmærket, naar hun skriver sine Memoirer, stadig at faa sig anbragt i Primadonna-Positur, og oveterende Belysning faldt over hende selv. Saaledes ogsaa naar hun beskriver sine Besøg paa „Sølyst”. Værten er den personliggjorte kolde og golde Købmandsklogt, der stadig spinder Guld som Ulrikke i „Søstrene paa Kinnekullen”, hvilket Guld kun altfor tit forvandlede sig til Kulstøv, — men i Forholdet til hende, hans celebre Gæst, bliver selv denne tørre, tilknappede, indadvendte, faamælte Mand en lidt stiv, men ganske stilfuld Beundrer, hos hvem Samkvemmet med hende faar Blodet til at rulle raskere i Aarerne og strømme varmt til Hjertet. Husets Frue, Caroline Suhr, var det Fru Heiberg Vanskeligere at faa rigtig placeret — i et for hende selv umiddelbart smigrende Forhold endog rent umuligt, hvorfor hun i Sceneriet anbringes ved Heibergs Side: skønt lidt tunghør faldt det hende behageligt let at følge en Samtale, naar Heiberg med sin klare, sonore og tydelige Stemme førte den! Iøvrigt tilstaar Fru Heiberg sin Værtinde et „elegant Udseende” og „en vis Anstand i sit Væsen” — „hun tog sig godt ud i sin Pynt”, var overhovedet „en smuk, ældre dame”. For saa vidt lader altsaa Fru Heiberg hende fremtræde med korrekt historisk Maske (det vilde ogsaa have været for farligt at gøre noget andet); men ikke uden en vis Kunst lader hun dog det Indtryk fæstne sig hos Læseren, at Suhrs Hustru var en døv, lidt syrlig gammel Dame — med „et koldt formelt Væsen”, „et strengt gennemtrængende Blik” —, hvem det havde været ikke saa lidt besværligt at omgaas, hvis ikke Fru Heiberg netop havde været i Besiddelse af saa sikker en Takt og saa megen overbærende Hjerteadel. Hjerteadel. Aa ja! Men til Trods for disse glimrende Egenskaber og til Trods for den Smidighed og Selvtugt, som Fru Heiberg stadig efter sin egen Mening udviste i dette Forhold, er det øjensynligt ikke lykkedes hende at tilegne sig nogen virkelig Forstaaelse af Fru Suhrs Væsen og Værd eller af hendes Stilling i Ægteskabet med Suhr, — det sidste opgiver hun med et Suk: „Dette Ægtepar var og blev mig en Gaade”, skriver hun rent ud! Intet Under derfor, at Johannes Fibiger i sine Erindringer kunde skrive: at man ingen Forestilling faar om hende (Caroline Suhr) af Fru Heibergs Beskrivelse, behøver næppe at siges.”
I Modsætning til Fru Heiberg kendte imidlertid Johannes Fibiger „Tante Caroline” endog særdeles godt, baade selv og gennem sin Hustru Amalie, født Waage, hvis. Bedstemoder (Juliane Broager) var Sø- skendebarn til Caroline Suhr, født Falch, og hvis Moder havde været en af Caroline Falchs nærmeste Ungdomsveninder.
Som bekendt, foreligger der fra Pastor Johannes Fibigers Haand særdeles interessante Erindringer, men da Forfatteren Karl Gjellerup i sin Tid udgav dem, udskød han flere Kapitler af det meget omfangsrige Manuskript. Et af disse Kapitler er nu blevet gengivet i „Personalhistorisk Tidsskrift”, og ud over, hvad der alt i Bogform forinden forelaa for Offentligheden, bringes heri fra Fibigers Haand nye Bidrag til Caroline Falchs Karakteristik. Sammenholdt med, hvad man allerede véd fra anden Side, danner der sig efterhaanden et særdeles anskueligt Billede af den skønne Dame og hendes Forhold til sin Ægtemage.
Julius Schovelins Kronikker (fortsat)
Da Fru Heibergs og Fru Suhrs Veje krydsedes, var den sidste allerede en ældre dame (49 Aar), og skønt endnu statelig har hun dog sikkert maattet forekomme den saa meget saa meget yngre Fru Heiberg kun at være en falmet Skønhed. Naar dertil kommer hendes Tunghørhed — „den stakkels Døve”, som Fru Heiberg kalder hende —, og at hun ogsaa efter Fibigers uvildige eller vel snarere for hende velvillige Vidnesbyrd i hvert Fald af og til var temmelig „stram” mod den unge Skuespillerfrue, — naa ja, saa kan dette jo nok tjene til Fru Heibergs Undskyldning: døv, stram og halvgammel er nu en Gang for et yngre kvindeligt Væsen, der var saa overfeteret, at hun maatte have Lov til at tro sig selv uimodstaaelig, en temmelig slem Kombination! Bør man maaske derfor ikke gaa altfor strengt i Rette med Fru Heiberg, saa maa hun dog i hvert Fald finde sig i, at den lidet klædelige Retouche, hun har givet Billedet af Caroline Suhr, simpelt hen fjernes.
Christine Caroline Andrea Falch var født den 7. November 1790 som Datter af Grosserer, Bankkommissær Andreas og Charlotte Sofie Suhr, en kødelig Søster til Johan Theodor Suhrs Fader, Ole Bernt. Hun opvoksede i et rigt Hjem, hvor det gik flot og lystigt til, og hvor hele Familiens Ungdom gerne søgte hen. I de for Københavns Handel saa glimrende Aar omkring Aarhundredskiftet levedes der overhovedet i københavnske Grossererhjem et let og muntert Liv, hvor man svælgede i alskens Luksus, og de Unge fik Lov at more sig. Caroline var allerede i Backfische-Alderen paafaldende smuk og synes, tillige at have været saa ombejlet og forfaren i Selskabelighed, at Moderen fandt det rigtigt for en Tid, “at drage hende ud af det allerede da for vidt svævende københavnske Liv”.’ Derfor blev hun i sit 15. Aar sendt til Fensmark Præstegaard for at konfirmeres af Pastor Winther, Christian Winthers Fader. Saa forvænt, som hun var, fandt hun ingenlunde Behag i den sjællandske Præstegaards tarvelige Levesæt, og naar der til de mindre Maaltider blev budt Mælkegrød, stillede hun sig derfor altid med sin allerken hen ved et Vindue og lod sine Skefulde falde i Gabet paa Hunden, som sad udenfor i Gaarden og graadigt ventede paa sin daglige Ration. Til Gengæld var hun sammen med jævnaldrende Kammerater, som i høj Grad tiltalte hende, — hendes to Kusiner, Søstrene Marie og Frederikke Kos, hvoraf den ene senere blev Fru Aagaard paa Iselingen, den anden gift med Arkæologen Peter Oluf Brøndsted. Deres Fader, den bekendte Finansraad Georg Ditlev Frederik Kos, var gift med Carolines Tante, Anna Mathea Falch. Foruden de to nysnævnte Døtre, Marie og Frederikke, var der ogsaa en Søn Georg, som paa dette Tidspunkt var 24 Aar gammel. Han var allerede da en lovende Videnskabsmand ligesom Vennen Brøndsted. Begge de unge Mænd og de to Kusiner Kos havde allerede ofte været Gæster i Carolines københavnske Barndomshjem. Nu mødtes de tre Veninder altsaa ogsaa i Fensmark, og siden i Ulsø, da Pastor Winther flyttede hertil. Brøndsted var stærkt forelsket Frederikke Kos, Georg blev det i sin nydelige Kusine Caroline Falch, og inden Brøndsted og Kos den 1. August 1806 drog sammen paa en større Udenlandsrejse, var begge Parrene blevet Kærestepar.
Georg Klos var den store Kærlighed i Carolines Liv: Tiden skulde paa tragisk Maade vise, hvor dyb og inderlig denne Følelse var. Ikke, at hun gik omkring og skæmmedes af Længsel efter ham, — dertil var hun for lys og livsglad en Natur. Hvad var der ogsaa at gaa omkring og være ked af? Hendes Bejler vandrede jo i det Fremmede Ærens Veje, sankede Berømmelse paa sin eventyrlige Rejsefærd, en glimrende Ridder, der drog i Leding for at hente Ry og Rigdom just til Smykke for sin favre Brud. Skulde hun ikke netop være glad, hun, som havde den herligste Ven at vente paa! Viste hun ham mindre Troskab ved at pleje sin Skønhed, ved ret at lade den blomstre i Lyset af den Beundring, som tindrede i hendes Tilbederes varme Øjne, — hans blev jo dog til sidst al den Dejlighed, de andre attraaede, men som hun bag sit straalende Koketteri gemte frisk og farvefin til sit Hjertes udkaarne Ven.
Derfor nød hun ogsaa, da hun var kommet tilbage til Hovedstaden, sin Dejligheds Magt og den Lykke, hun gjorde, i fulde Drag. Ikke alene kappedes hun med selve Kronprinsesse Caroline Amalie i blændende Skønhed, hun henrev ogsaa ved sin smittende Munterhed og sine kvikke Indfald. Nogle af disse er bevarede i Breve fra hende. Hun var, som man jo var i den Tid, flittig til at skrive Breve og forstod at illustrere dem med smaa pudsige Tegninger. Som hendes Svoger, Auditør Carl Meincke, udtrykte sig, skrev hun „saa uortografisk morsomt”. Til Gengæld roser Kamma hende for hendes Evne til „tydeligt og bestemt at sige det, hun vil sige, og intet andet”. Aandfuldheder vil man vel forgæves søge i hendes Epistler, men den Tone, som gør Musiken i dem, var skælmsk og spøgefuld.
Endnu mere tiltalende var dog Personens Tilsynekomst i Hovedstadens Selskab, hvor hun ikke alene var en Øjenslyst, men forstod at sætte Liv i alle, i hvert Fald sikkert nok i alle de Unge. Hun sang smukt, dansede fortrinligt, var ofte Ballets Dronning i “Harmonien”, Københavns fineste Klub, hvor ogsaa Kronprins Christian kom; han synes endog ligefrem at have haft et lille Elsk’ i hende, “hvis Nærværelse han nok ugerne savnede”.
De 5 Aar, fra hendes Forlovelse i 1806 til 1811, har øjensynlig været hendes lykkeligste; et Kulminationspunkt i saa Henseende synes at være naaet paa det i Memoirerne fra hin Tid saa ofte omtalte Bal i Anledning af Kongen af Roms Fødselsdag i Foraaret 1811, hvor Gang paa Gang Prins Christian, hvis Beundring ikke synes at have været hende helt ligegyldig, var hendes Balkavaler.
Jul. Schovelin.
Julius Schovelins Kronikker (fortsat)
“Dagens Nyheder”, 25.-3.–25.
„Dejligheden”.
| Jul. Schovelin fortæller videre om Fru Heibergs Velynder, Rigmanden Suhr, og hans skønne Hustru. |
Hint Aar, 1811, da Kongen af Roms Fødsel kronede den store Napoleons Lykke, beseglet ved talrige og glimrende Fester hele Europa over (og da ogsaa herhjemme i vort lille Danmark), var efter alt at dømme ogsaa det Aar, da Caroline Falchs Lykkestjerne stod højest. Men inden Aaret var rundet ud, skulde hendes Livs store Ulykke ramme hende. Den 6. December døde hendes Forlovede, Georg Kos, paa Øen Zante, og et Par Maaneder efter korn Budskabet herom til København og vakte almindelig Bestyrtelse. Der hvilede længe et vist mystisk Skær over de nærmere Omstændigheder ved dette Dødsfald. Det visse var foreløbig kun, at Rejsekammeraten Brøndsted ikke havde været til Stede ved denne Lejlighed, og mange var der, som syntes ilde om, at ikke Brøndsted derefter ilede hjem men roligt at fortsatte sin Rejsefærd. I den nærmeste Familiekreds var Fortvivlelsen stor over den unge, saa lovende Mands altfor tidlige Bortgang, og Caroline var Genstand for almindelig Medfølelse.
Efter den første voldsomme Sorg tog Caroline sig imidlertid saaledes sammen, at hun blev som før, i hvert Fald tilsyneladende. Som hendes senere Liv noksom skulde vise, holdt hun ikke af at bære sine Følelser til Skue, men forstod netop at trænge dem ind i sit Hjerte og udadtil vise sig livlig og venlig, bevare en glat og glimrende Overflade. Hun lod sig nu atter gøre Kur til, og de mange, som sværmede for hende, kunde jo nu ogsaa fatte nyt Haab. Blandt disse var hendes lidt yngre Fætter Jo- han Theodor Suhr, Søn af den store Hørkræmmer paa Gammeltorv, Ole Bernt Suhr. Han fyldte den 2. April 1812 20 Aar, og da der var ældre Brødre, som skulde overtage. Firmaet, studerede han Teologi. Han havde et ganske kønt og karakteristisk Udseende, og da han var opdraget som den rige Mands Søn, førte han sig frit og saa Fremtiden i Møde med tillidsfuld Ro. I det lystige Liv, som Ungdommen i hans Kreds den Gang førte, tog han livlig Del, som han mange Aar senere fortalte Fru Heiberg, var han saaledes ofte en lidenskabelig Kusk paa raske Kanefarter, særligt naar der sad en smuk Pige inde i Kanen. Som f. Eks. hans Kusine Caroline Falch. Han nærede for hendes Skønhed en Beundring, der holdt sig gennem hele Livet, ja, som Yngling var han ligefrem blændet af den. Rimeligvis har hun taget hans Hyldest som et fætterligt Galanteri, hun ikke behøvede at skænke store Tanker, saa meget mindre som han var halvandet Aar yngre, — og for en Pige paa et Par og tyve Aar tæller slig en Yngling slet ikke med. Ombejlet af saa mange modne og betydelige Mænd, som hun var, blev den lille Fætters Tilbedelse nærmest kun et velvilligt Smil værd. Og skulde hun endelig have en Page om sig, saa følte hun sig da ganske anderledes tiltrukket af den purunge Grev Conrad Lunzi, som Brøndsted medbragte ved sin Tilbagekomst i September 1813. Grev Conrads Moder, Enke efter den danske Konsul paa Zante, Venezianerinden Grevinde Lunzi, havde netop taget sig af Georg Kos under hans Sygdom, og Conrad Lunzi bragte saaledes Efterretninger om den unge Arkæologs sidste Dage. Allerede dette maatte straks skabe en vis Fortrolighed mellem den unge Mand og Caroline Falch, og saa var han tilmed baade Greve og en interessant Sydlænding. Han vandt overhovedet let Hjerter, saaledes ganske Kamma Rahbeks, og alle beundrede, hvor forbavsende hurtigt han lærte sig Dansk, som han overhovedet fattede en rørende Kærlighed til Danmark og alt, hvad dansk var.
Da Brøndsted i Oktober s. A. skulde have Bryllup med Frederikke Kos, og dette skulde staa ovre i Horsens, for at Parret kunde blive viet af den gamle Pastor Brøndsted, tog ogsaa Caroline med derover for at deltage i Højtideligheden. Naturligvis var man i Familiekredsen glad over, at Caroline ved denne Lejlighed viste sig behageligt oplivet; man havde maaske endog haabet paa, at Hjertesorgen skulde være fuldstændig væk. Men ak — da hun under Vielsen var Vidne til Frederikke Kos’ Lykke, strømmede Tanken om, hvad hun selv havde tabt, saa stærkt ind paa hende, al hun besvimede i Kirken.
I den følgende Tid var Caroline en hyppig og velset Gæst ej alene paa Bakkehuset, men ogsaa rundt om hos Slægt og Venner, saaledes hos Aagaards paa Iselingen, hvor Marie Kos var blevet Husets Frue, hos J. P. Mynster i Spjellerup og paa Gjørslev hos Scavenius’s, — Kammerjunker Peter var gift med sin Kusine Sofie Meincke, Carolines Nièce, og Faderen, Jacob Scavenius. var gift med Karine Debes, hvis Moder var Ole Bernt Suhrs ældste Søster. Imidlertid var Tiderne herhjemme blevet daarlige, ja, ligefrem usle. Det Falch’ske Handelshus sank fuldstændig sammen og bragte derved Caroline den nye Bekymring. at hun ikke længer var den rige. unge Pige. I Virkeligheden vaklede ogsaa det Suhrske Hus. Johan Theodors ældre Brødre artede sig ikke helt vel, og omstændigheder føjede sig nu saaledes, at Johan Theodor maatte lægge Teologien paa Hylden og ofre Forretningen sine Kræfter. Men endnu bevaredes dog Skinnet, og ingen Udenforstaaende, ej heller forøvrigt Sønnerne selv, havde rigtig Rede paa, hvor galt det egentlig var fat, for Ole Bernt døde 25. September 1815.
I dette Aar forlovede Caroline Falch sig med sin Fætter Johan Theodor Suhr, som endnu maatte anses for et godt Parti, og et halvt Aar efter Faderens Død, den 13. Marts 1816, stod deres Bryllup.
Da Caroline Falch gav Suhr sin Haand, kunde hun, der nu var blevet en fattig pige, med Rette gaa ud fra økonomisk set at være kommet i Havn. Desuden tør det vel antages at have rørt hende, at han fra Pageaarenes Sværmeri for hende var vokset, op til en mandig Bejler, som trofast mod den Følelse, Ynglinge-aarenes Forelskelse havde skabt i hans Hjerte, nu med begge Hænder greb Lejligheden til at hjemføre sin Ungdomselskede som Brud. Om hun med sin Haand ogsaa gav ham sit Hjerte, turde vel betvivles, men ingen, som kendte hende, synes at have tvivlet om, at, naar hun tog ham, var hun ogsaa bestemt paa, trods sit lette Sind, at ville blive ham en god Hustru. Elskede hun ham ikke, saa led hun ham dog godt. Slægtskabsbaandet var desuden stærkt i Familien, og dertil kom, at hun var et retskaffent Menneske, som vel vidste, hvad det vil sige at tage sit Parti. Man maa nu vel ogsaa erindre, at Tidsalderens Opfattelse af et Ægteskab fjernede sig afgørende fra vore Dages letbenede og sjæleligt afslappede Opfattelse. At gifte sig var for Caroline en højst alvorlig Sag. Ved Vielsen indviedes hun til et helligt Kald. En brav Mands Ære blev som et kosteligt Klenodie betroet i hendes Varetægt.
Suhr havde paa sin Side ved at føre hende til Alteret faaet sin Ungdoms fyrigste og dristigste Ønske opfyldt, hvad der uden Tvivl har fyldt ham med en Følelse af Triumf og Stolthed. Sikkert har ogsaa det Ansvar, han paatog sig, været ham vel bevidst. Rimeligt er det at antage, at han har haabet paa, naar hun først blev hans, da ogsaa efterhaanden fuldstændigt at vinde hende. Det var saaledes ingenlunde under de ugunstigste Auspicier, at Ægteskabet mellem dem begyndte.
Men der skulde ikke hengaa ret lang Tid, før dets Grund kom til at vakle ved Stod som af Jordskælv, hvorved der dannede sig en dyb Kløft mellem de to, der skulde staa sammen.
Først brast det økonomiske Grundlag under Fødderne paa dem. Johan Theodor Suhr blev trods sin Ungdom — ved sit Bryllup i Marts 1816 var han endnu ikke fyldt 24 Aar — hurtigt Husets faktiske Chef, skønt han det meste af sit Liv kun stod som Prokurist for Moderen sammen med Broderen Diderik. Denne synes imidlertid at have været en ret løs Natur. Johan Theodor var af de to Brødre saa ubetinget den, der havde Klogt og Myndighed, og som i Kraft heraf tog Styret fast i sin Haand. Efter- haanden som han nu trængte til Bunds i Husets Forhold, saa han med stigende Forfærdelse, hvor galt det var fat: det meste af Formuen var gaaet tabt, ikke alene paa Grund af Statsbankerotten i 1813, men ogsaa paa Grund af vældige Forretningstab, som Tiderne medførte. Hertil kom endelig, at Huset havde store Summer udestaaende hos Forbindelser i Provinsen og i Norge, der hidtil, og vel med Rette, var blevet anset som bundsolide, men som nu viste sig under Tidernes Tryk at være blevet det stik modsatte. Der var Broderen i Nyborg, Ole. Bernt Suhr, der var samme Steds dennes Svigerfader, den store Købmand og Skibsreder Rasmus Møller, — i Juli 1817 gik Ole Bernt fallit, og i April 1818 opgav Rasmus Møller sit Bo. Ogsaa Debitorerne i Norge, særlig Trondhjem, bragte det Suhrske Hus betydelige Tab.
Det er alt dette, hvorom Suhr fortalte Fru Heiberg med de Ord: “I en ung Alder forelskede jeg mig i min Kone, der var udmærket smuk og omtrent i Alder med mig. Tidligt blev vi gift, — men da Farvel al Lystighed! Da min Fader døde, viste det sig, at vort Handelshus, der havde bestaaet i henved 70 Aar, stod paa svage Fødder, ja, truedes med rent at maatte gaa ind. Jeg besluttede nu, om muligt, at rejse vort gamle Hus og sagde til mig selv: Skal det lykkes, da maa du anstrenge dig Nat og Dag, forsage alt, hvad der hedder Forlystelser og leve ene for dette Formaal. Fra dette øjeblik tog jeg Afsked med Verden, jeg indesluttede mig i mit Kontor, jeg blev Handelsmand med Liv og Sjæl.” „De første Aar var især forfærdelige. Dag og Nat i Spænding, Dag og Nat i Ængstelse for, hvad der kunde komme, undte jeg mig næppe Søvn og Hvile.”
Det var naturligvis betænkeligt nok for det gode Forhold mellem de to Ægtefæller, at Suhr saaledes blev tvunget til at ofre saa at sige hele sin Tid paa sin Forretning, saa at han kun i altfor høj Grad maatte forsømme sin unge Kone; men den fælles Nød kunde særdeles godt have faaet dem til at finde hinanden i et Interessefællesskab. Suhr begik her sin første Fejl, idet han aabenbart tænkte: Hvorledes skulde det være muligt, at „Dejligheden” kunde interessere sig for Pengesager og Pengesorger? Nej, for Pengesager har hun sikkert haft den mindst mulige Sans, men Pengesorger var hun ikke helt ukendt med hjemmefra og vilde rimeligvis som den gode Hustru, hun havde foresat sig at være, gerne have delt dem med ham mod til Gengæld at faa hans fortrolighed og dermed hans Selskab.
Julius Schovelins Kronikker (fortsat)/strong>
Om den Skade, som blev forvoldt, ved, at Suhr maatte ofre hele sin Tid og Kraft paa at standse det gamle Hus’ Fald, har Fru Heiberg kunnet berette med Hjemmel i Mandens egne Udtalelser til hende. Derimod har hun været uvidende om, hvad der gav det kærlige Forhold mellem de to Ægtefæller det Skaar, som aldrig mere kunde heles. Suhr har aldrig nævnt denne Begivenhed for hende og derved heller ikke givet hende Nøglen til sit Livs Hemmelighed; hun havde vel rygtevis hort lidt om det, men maa selv bekende, at hun intet ved om, „hvilken Virkning” dette havde paa de to Ægtefællers Stilling til hinanden. Nu har vi derimod faaet Oplysning derom gennem den nys offentliggjorte Del af Johannes Fibigers Erindringer. Han skriver herom:
Et Aars Tid efter Bryllupet udbredte sig det Rygte, at Georg Kos var kommet tilbage, men havde ved Efterretningen om, at hans Brud var gift, igen forladt Landet. Rygtet gik over i Bladene, men var falsk. Brøndsted havde vel ikke været til Stede ved sin Vens Død, men havde senere besøgt det Hus, hvor han havde ligget syg, og hans Grav var blevet vist ham. Man skjulte Rygtet for Caroline Suhr, men hun skulde ikke blive sparet for Virkningen deraf. En Dag hun kom hjem fra en Butik og aabnede det Avispapir, hvori en købt Genstand var indsvøbt, faldt hendes øje paa det Sted i Bladet, hvor Beretningen om Kos’ Hjemkomst stod. Hendes første Kærlighed brød ud igen paa en rystende Maade, og da hendes Mand vilde søge at dæmpe Luen, fik han i haarde Ord at vide, at han intet var i Sammenligning med den beundrede Forsvundne.
Havde nu Suhr været en forfaren Mand i Kapitlet “Kvinderne”, vilde han nok have betænkt, at hvorom al Ting var, saa var den glimrende og statelige Medbejler nu en Gang død og han levende. ….Kennst du das alte Liedchen,
Wie einst ein toter Knab’
Um Mitternacht die Geliebte
Zu sich geholt in’s Grab?
Glaubt mit, du wunderschönes,
Du wunderholdes Kind,
Ich leibe und bin noch stärker,
Als alle Toten sind.
Men denne Heine’ske Visdom var aabenbart skjult for den unge Suhr. Saa stolt, saa stiv — og saa mimoseagtig, som han faktisk var, følte han sig dødelig saaret, og forstod kun den Kunst at trænge sin Følelse tilbage i sit Hjerte, saa forstod han den endnu bedre, forstod at laase den inde og sætte den under Tavshedens syv Segl. Et Menneske som han kunde det saa meget bedre, idet han blot behøvede at lade sig sluge af Døgnets Travlhed, “gaa op i sin Forretning”, som det hedder med et udmærket Udtryk, fordi en saadan Mand virkelig ophører at være et selvstændigt Væsen og er „gaaet op” i sin Forretning som et lavere Tal i et højere.
Jul. Schovelin.
Julius Schovelins Kronikker (fortsat)
“Dagens Nyheder”, 26.-3.–25.
„Dejligheden”.
| Jul. Schovelin afslutter sin Skildring af det Suhr’ske Hus. |
Endnu i det første Aar af det Suhrske Ægteskab gik det nogenlunde med Husets Forretning. Suhr havde taget fat med heltemodig Energi, vel ogsaa med Haab om nogenlunde hurtigt at kunne ride Stormen af. Men, som før omtalt, taarnede netop i de nærmest følgende Aar Vanskelighederne sig op for ham fra Dag til Dag; de synes ligefrem af og til at have bragt ham til Fortvivlelse. Endnu i 1821 kunde han skrive, at han personligt ejede “aldeles intet”.
Ægtefællerne gik nu „hver sine egne Veje”. Caroline Suhr var og blev en Selskabsfugl, yndede Samvær med glade Mennesker, helst saadanne, som gjorde lidt Kur til hende — ja, hun trængte ligefrem til lidt Lystighed. Hvad skulde hun da stille op med en Mand, som maatte forekomme hende at være en Fjerpen, en Regnemaskine, en vandrende Kontorpult! Hun samlede derfor en Kreds om sig af yngre Mænd, der var rede til spøgefulde Galanterier, til at „knæle og kysse hendes Hænder”, trække hende i Slæde paa Isen — og med hvem hun fremfor alt kunde faa sig en munter Passiar. Der var saaledes Brødrene Thiele, Brødrene Aagesen, Suhrs Fætter P. Scavenius til Gjørslev, Filologen F. C. Petersen (“Uden Bedre”, som han hed paa Bakkehuset) og Christian den Ottendes Sekretær J. G. Adler. Der var endelig ogsaa den alt ovenfor nævnte Grev Lunzi, med hvem hun f. Eks. paa en Sommerrejse i 1817 fra Iselingen over Fyn til Jylland drev en munter Flirt, — han var den Gang 19, hun 27. Deres kokette Samvær skildrede han i et Brev til Kamma Rahbek, og paa Foden af dette føjede Caroline til: „Det forundrer mig, at Lunzi har glemt at fortælle dig, gode Fru Rahbek, en stor Ære, som er vederfaret ham, nemlig paa Fyn, hvor man troede, han var min Mand; men siden den Tid er han ikke nær saa artig imod mig som forhen, saa jeg næsten fortryder, at jeg har taget imod hans Haand — nu siger min onde Mand, at jeg skal holde op, jeg maa altsaa adlyde, lev vel — din ulykkelige Grevinde Caroline Lunzi.”
I et overgivent Skælmeri som dette har man hende helt og holdent. Hele sit Liv igennem, ogsaa i de ældre Aar, da hun forekom Fru Heiberg stram og stiv, var hun en Elsker af den gode Spøg, helst med et lille Stænk af det pikante ….
Hvad vil Du, jeg skal bede —
hvad vil Du, jeg skal bøde —
jeg er jo kun en Flue,
der leder om det søde.
Da Fru Heiberg lærte hende „at kende” — om man virkelig kan bruge dette Udtryk — havde hun flagret sig træt. Men det lette, det lyse og det glade var fremdeles hendes rette Element. Derfor kunde hun, selv som gammel, altid „med Studenter”!
Den skæmtefulde Tone genfinder vi i de fleste af hendes Breve. I et Brev Aaret efter hendes Rejse med Lunzi skrev hun til Svogeren Carl Meincke: „Jeg sender dig et Kys og tilstaar til sidst, at jeg dog i Grunden sværmer for dig” — men han var jo ogsaa, som det hedder i et andet Brev, hendes „eneste ordentlige Svoger”.
Alt sligt var saare indtagende og saare uskyldigt. Suhr synes at have set koldt og ligegyldigt til. Han sørgede dog for, at Rejserne blev sjældnere og sjældnere (i hvilken Henseende muligvis ogsaa pekuniære Grunde har spillet ind), i hvert Fald for saa vidt, som han holdt paa, at han selv maatte være med — og det havde han ingen Tid til. De unge Mænd, som kom i hans Hus, var ogsaa hans gode Venner, og han har sikkert haft fuld Tillid til dem, men da han saa lidt som muligt blandede sig op i Selskabet, sad tavs, naar de andre pludrede lystigt løs, kunde der af dette ikke udvikle sig noget bedre Forhold mellem de to Ægtefæller: Altid maatte han forekomme hende at være en Stivstikker og en Tværdriver. Deres Interesser fjernede sig saaledes mere og mere afgørende fra hinanden: hun yndede aandfulde Mænds Konversation, holdt af Kunst og Musik, læste Mængder af Bøger, fulgte ivrigt med i den Oehlenschläger—Baggesenske Strid, og naar der en saare sjælden Gang var Middagsselskab, eller hun kom paa Skydebanen og fik Champagne, kunde endnu hendes Væsen folde sig ud i hele sin Glans. Han gik i stigende Grad op i sine Forretninger og tabte efterhaanden saaledes Sansen for andre Sider af Livet, at Fru Heiberg senere hen med uskrømtet Forbavselse kunde konstatere: „Paa “Sølyst” fandtes fandtes ikke et Maleri, ikke en Statue, ikke et Bogskab.”
Til Trods for, at de to Ægtefællers Veje skiltes mere og mere, vilde det dog upaatvivleligt have rørt Caroline Suhr, om hun blot havde anet, at han for hendes Skyld har et Saar i sit Hjerte, at han dog under det altsammen elskede hende. Men det gaar med Kærlighed som med Kunst: den kræver Udtryk, kræver ydre Form. Hvad der er stumt eller usynligt, eksisterer ikke for den. Kærligheden har Barnets Umiddelbarhed, derfor ogsaa dets Lyst til at blive kælet for, — og var hun ikke netop vant til at blive forkælet? Det usalige var, at Mand og Hustru netop i een Henseende saa fuldkomment lignede hinanden: stolt at bære Ligegyldighed til Skue, — for hendes Vedkommende den naturlige Følge af, at hun i dette Forhold, som for hende skulde være det egentlige, ja eneste, aldrig nogen Sinde fik det mindste af sin Ømhedstrang tilfredsstillet. Fra hendes Side blev der derfor heller ikke nogen Sinde gjort noget Forsøg paa at bryde Isen — —
Ach, dieser Mund ist viel zu stolz
und kann nur küssen und scherzen.
Er spräche vielleicht ein höhnisches Wort,
wärend joh sterbe vor Schnierzen.
Selv en for hende saa lidet velvillig Tilskuer som Fru Heiberg kunde nemlig se, at hun alligevel naar, det kom til Stykket, holdt af ham — havde efterhaanden lært at holde af ham — — som han altid holdt af hende. Og at holde af hinanden er betydeligt vigtigere for to Mennesker end at elske, hinanden. Men paa Grund af den nævnte usalige Egenskab, som begge besad i lige Grad, forsømte de Lejlighed efter Lejlighed til at vise eller ytre det. Kun naar han var alvorligt syg, plejede hun ham med en Omhu, som maaske burde have aabnet hans øjne, — hvis han ikke netop havde været syg.
Hvorledes det i Gemalens lange Arbejds- og Afsavnsperiode gik hende i det daglige, faar man maaske allerbedst et Indtryk af ved hendes Beskrivelse af Nytaarsaften 1825 i et Brev til en Slægtning: „Imidlertid er Klokken blevet 9; saa kommer Gemalen op, tænder sin Pibe, sætter sig paa den anden Side af Bordet, læser forst „Statstidende”, derpaa „Dagen”; saa „Skilderiet”; saa ringer han, og ind triner Pigen med en Bakke, hvorpaa er en Flaske med øl, en med Rom, en Tallerken med Smørrebrød med salt Kød; vor Herre lægger nu Piben, tager en Snaps, spiser Smørrebrødet, tænder atter Piben og drikker øl til. Imidlertid sidder jeg og ærgrer mig over, at Nytaarsaften skal forsvinde paa slig en tarvelig Maade; jeg tænker ????????? hos Mama, naar der blev sunget højtidelige Sange og vi drak Rhinskvin med Sukker.” Der er Imidlertid en Tilføjelse, — og en højst betegnende Tilføjelse. Nemlig denne, at hvor kedelig. hun end fandt denne Nytaarsaften, saa var det hende dog en Lise at tænke paa, hvor glædeligt forskellig den var fra den forudgaaende Nytaarsaften, da han laa farligt syg og hun var ‘særdeles bekymret for ham. Aaret forud igen havde hun skrevet til sin Svoger: „Hvad lever jeg egentlig for eller til hvad Nytte? Theodor kunde gerne faa sin Middagsmad uden mig. Jeg har ingen Børn, som skal optugtes. Livet bliver let ligegyldigt, naar man ser, hvor unyttig man egentlig er.”
Det var denne Følelse, som efterhaanden bemægtigede sig hende mere og mere. Det begyndte med, af hun slet og ret kedede sig. Som hun en Gang skrev til sin Søster Lise: „Jeg maa fornøje mig i mit eget behagelige Selskab. Imellem gaar det godt, thi saa er jeg interessant, men til andre Tider — jeg kan ikke nægte det — er jeg umaadelig kedelig: jeg har i den Anledning gjort en ny Begæring til Gud, som jeg ikke før har kendt til, nemlig, at jeg maa have ret Lyst til at bestille noget, saa gaar Tiden dog.”
Ja, hun var en Zirblomst — ingen Køkkenurt —, en Stueplante, son trængte til kunstigt Lys og Varme.
Hvor kunde hun andet end vantrives i al den kolde Kedsommelighed, som efterhaanden bredte sig i det Suhrske Hus! Sart, som hun var, faldt hun desuden i den ene Sygdom efter den anden, og medens hun som Følge deraf ældedes, giftede efterhaanden Husets unge Venner sig, og hun blev mere og mere ensom, uden at Ægtemanden, selv da han havde frelst sit Hus fra Fald og forstod, at det nu bar sikkert fremad og opad, agtede saaledes derpaa, som han havde burdet. Han var nu blevet saa indøvet i at gaa helt og holdent op i sin Forretning, at det nu var denne, som tog Magten fra ham: fra dens Herre blev han dens Træl uden rigtig at forstaa det. Stadig søgte han ikke tilbage til Hustruen, men løskøbte sig ved at dyrke offentlige Interesser, ganske særlig Politik, hvortil hans Købmandsgerning saa naturligt banede ham en bred og let Vej. Og saaledes hjalp det heller ikke, at han efterhaanden blev en rig Mand.
Julius Schovelins Kronikker (fortsat)
Fibiger skriver om Theodor Suhr. at han efterhaanden “tabte Lysten til at nyde godt af Livets Solskin og satte en sur Mine op, naar andre gjorde det …. I større Kredse var han ikke meget yndet, man kaldte ham egenkærlig og haard og sagde om ham, at han kunde aldrig glemme og aldrig tilgive”. Men skønt Johannes Fibiger heller ikke for sit eget personlige Vedkommende synes at have været særlig sympatisk stemt overfor ham — „Manden med de kolde Fingre”. hvis Haandtryk var ment affabelt, men aldrig blev følt hjerteligt —, saa skriver han dog om ham: „Ligefuldt var der en glødende Følelse i hans Indre. Sine egentlige Venner elskede han. Man kunde se hans Taarer flyde, naar han skiltes fra dem, og han led forfærdeligt ved deres Død, kunde ogsaa udtale sine store Tanker om dem med dyb Følelse, omend ikke i mange Ord. Og fremfor alt gøre for dem saa meget, at det syntes en Opofrelse, som ikke let findes, men som for ham var en naturlig Sag …. Mod Børn var han mild og øm og fandt sig i deres Støj, skønt han som barnløs havde en Pebersvends Væsen.”
Han havde megen Familiefølelse, og heri mødtes han med sin Hustru, saa deres Hus efterhaanden blev et andet Hjem for saadanne yngre Slægtninge som Charlotte Ibsen og Amalie Waage, — da Waages Børn mistede deres Forældre pludselig, blev Onkel Thedor og Tante Caroline deres faderlige og moderlige Beskyttere. Heri fandt da omsider de aldrende Ægtefæller hinanden, uden at dog den indbyrdes Kulde og Stivhed derved blev overvundet. Hændte det en Gang imellem, at Suhr i Modstrid med sine faste Vaner lod ualmindelig længe vente paa sig, var det kendeligt for de Unge i Huset, hvor ængstelig Fru Caroline blev. Men aldrig lod hun ham mærke noget, naar han endelig kom — hun modtog ham ganske som sædvanlig, med en vis venlig Ligegyldighed. Isen mellem dem blev aldrig brudt, det var deres ægteskabelige Samlivs Tragedie.
Det Liv, som Suhr efterhaanden havde vænnet sig til — “uden al ydre Pragt og Luksus” — behagede ham. „Da blev min Kone meget syg,” fortalte han siden Fru Heiberg, „og det saa ud, som om jeg skulde miste hende. Selv efter at Sygdommen næsten var overstaaet, var hun trist, og den Munterhed, der tidligere havde været hendes Natur, var borte. Da kom en Ven” — nemlig hin Aagesen. som Fru Heiberg kalder for „en sær, for Fremmede lidet behagelig Mand”, men som iøvrigt alle; der virkelig kendte ham, satte meget højt — „en skønne Dag til mig og sagde: Vil du opfylde et af din Kones højeste Ønsker, da køb „Sølyst”, som nu er til at faa; dette Sted er knyttet til din Kones kæreste Barndomserindringer; (der vil hun kunne nyde den friske, Søluft og gøre sig Bevægelse i Haven og Omegnen. Jeg havde ikke megen Lyst dertil, men vovede ikke at sætte mig imod Planen af Frygt for at miste hende og da siden at maatte bebrejde mig, at jeg ikke havde forsøgt dette Middel. Jeg opgjorde mit Regnskab, saa, at mine Sager stod saaledes, at jeg nu vel turde tænke paa at ombytte mit strenge Arbejdsliv med nogen Nydelse og Luksus, — og jeg købte altsaa „Sølyst”.”
Saaledes var da omsider „Dejligheden”s Tid paany inde. Efter dette lange Ægteskabs tomme og triste Tid, dets mørke Alvor og Indgetogenhed skulde altsaa igen Livet, som i hendes Ungdom, blive let, lyst, rigt, glad, smykket af Blomster, formet som Fest. Hendes Mand havde ikke alene købt „Sølyst”, men vilde nu ogsaa „lade det ene føre det andet med sig”: anskaffe Ekvipager og „samle Mennesker omkring os, der kunde sætte Liv i Huset”. Hele „Sølyst” med Hus og Møbler, Heste og Vogne, Drivhuse og Blomsterbede, alt tog hun som en Gave til sig rent personlig, den Erstatning, Gemalen nu endelig bød hende. Hun kunde have knuget hele „Sølyst” i sin Favn, om hun havde mægtet det.
Blandt dem, som „skulde sætte Liv i Huset”, kom imidlertid nu ogsaa en ny „Dejlighed”: Fru Heiberg.
At Fru Suhr maatte se dette med blandede Følelser, er let at forstaa, — omsider syntes hendes kolde, stive Gemal at tø op, at faa Interesser, ja ligefrem Passioner — Passioner for de skønne Kunster. Men hun, hans Hustru, var, som sædvanlig, uden Lod og Del deri, endsige at hun kunde tilskrive sig Æren derfor. Al og til maatte hun vel smile derved, naar hun nemlig mindedes, hvorledes hun 1839 i den Emser Kursal formelig havde maattet slæbe ham hen til Heibergs for at faa hilst paa det berømmelige Ægtepar og paa Landsmandsskabets Vegne gøre dets Bekendtskab. Ja, nu kunde han have det saa godt, nu var han ligefrem spændt for hendes Triumfvogn!
Men, som Johannes Fibiger siden skrev: „Deri var der da intet ondt” — og hvad ondt skulde der ogsaa kunne være? Havde ikke Fru Heiberg altid sin egen Mand med sig? Sin oven i Købet saa korrekte og galante Mand!
***
Da Fru Suhr døde en Efteraarsdag i 1856, betegnede Suhr hende i Dødsannoncen som „Min elskede, trofaste Hustru”. Saaledes kom da endelig Tilstaaelsen, — da det var for sent.
Hele sit Liv igennem havde han lidt af ulykkelig Kærlighed til sin Hustru.
Jul. Schovelin.