1983/84
Beretning fra familiearkivet 1983/84
Indhold:
- Jubilæumsfesten 23.11.1984
- Forberedelserne til den ny slægtstavle og lidt om slægten i udlandet
- Jubilæumsskrift
- Børsen og den Suhrske slægt
September 1984
Redaktion
Nils Teisen
Den Suhrske Stiftelse fejrer 125 års jubilæum
Når årsberetningen fra familiearkivet udsendes lidt tidligere end de foregående år og alene med et gennemgående hovedemne, skyldes det jubilæumsåret og festen på Københavns Børs
fredag den 23. november 1984, kl. 19,00.
Baggrunden for at fejre jubilæet med en familiefest og afholde denne på Børsen ligger lige for. For det første er der tradition for, at Direktionen benytter særlige lejligheder som netop jubilæer til under festlige former at samle slægten. Det har den gjort sidst til festerne 6. juni 1959 i Ingeniør- foreningen og 29. november 1975 i Haandværkerforeningen, da slægtens kvindelige medlemmer fik stemmeret på Stiftelsens generalforsamling. For det andet føler vi, at selvom en sådan tradition ikke forelå ligger det indenfor Direktionens opgaver med mellemrum at tage initiativ til arrangementer, der kan udbygge sammenholdet i slægten og bidrage til at de enkelte slægtsmedlemmer lærer hinanden at kende. Familieudflugterne sidst i 1980 til Stiftelsens godser er eksempler herpå.
Når Direktionen i 1984 har valgt og fået lov til at benytte Børsen som ramme for Stiftelsens 125 års jubilæum hænger det sammen med de mange relationer, der i over 200 år har bestået mellem Stiftelsen, indehaverne af handelshuset J.P. Suhr og Grosserer-Societet, der siden 1857 har ejet den smukke børsbygning. Der skal nedenfor i årets beretning og som det eneste indlæg fra slægtsarkivet kort gøres rede for disse relationer. Men først lidt om jubilæumsfesten.
Til festen inviteres alle slægtsmedlemmer, der er fyldt 20 år og registreret som stemmeberettigede på generalforsamlingerne samt disses ægtefæller og børn der er fyldt 18 år. Endvidere inviteres enker og enkemænd efter slægtsmedlemmer, i det omfang disse kendes og er registreret i Stiftelsen som f.eks. oppebærere af enke- eller enkemandslegat. Udover denne kreds vil enkelte personer med særlig tilknytning til Stiftelsens administration eller slægtsmedlemmer blive inviteret.
Der er med denne udsendelse vedlagt et tilmeldingskort, som De bedes udfylde omhyggeligt med navne og adresser og snarest returnere til Stiftelsens kontor. Der vil på baggrund af kortets personoplysninger blive udsendt personlige invitationer, som samtidig vil tjene som adgangskort til Børsens lokaler. Kortene vil blive udsendt efterhånden som tilmeldingerne modtages og senest fredag den 16. november.
Gæsterne til festen vil blive sat til bords således, at de enkelte grene og generationer blandes. Ved tidligere fester har påklædningen været kjole og hvidt. Direktionen har imidlertid denne gang besluttet at invitere i smoking eller mørkt tøj, hvilket jo ikke afskærer bl.a. damerne fra at gøre sig festlige. Hvad der iøvrigt er på programmet i aftenens løb – ud over at der spises en forhåbentlig god middag og senere danses til Kansas City Stompers, der spiller swingmusik for både gamle og unge og også en lancier, hvis der er ønske herom vil vise sig den 23. november. Direktionen glæder sig til at byde Dem velkommen
Jubilæumsskrift
Det fremgår af ovenstående, at indholdet af årets beretning fra familiearkivet 1983/84 primært sigter mod at orientere om familiefesten. Det gule hæfte, der til næste år vil blive udsendt i en normal udgave, er i år indskrænket, idet Stiftelsen i slutningen af året formentlig omkring 10 november udsender et blåt jubilæumsskrift til afløsning af den røde bog fra 1959 og med a jourførte slægtstavler. Arbejdet med familiearkivet har i den forbindelse selvsagt koncentreret sig om færdiggørelse af denne bog. Et eksemplar af jubilæumsskriftet vil blive tilsendt repræsentanterne. Fremover vil bogen automatisk blive tilsendt yngre slægtsmedlemmer i det år de opnår stemmeret på generalforsamlingerne.
Lidt om baggrunden for at afholde jubilæumsfesten på Københavns Børs
Christian d. IV’s gamle børsbygning opført i årene 1619-1624 vil være kendt af enhver herhjemme i rækken af de bygninger, som denne konge lod bygge, og som stadig er med til at præge København.
360 år er gået, men bygningens ydre er stort set uændret. Over det grønne tag rejser det karakteristiske spir med fire snoede dragehaler sig stadig som et vartegn i byen, og den brede rampe fører nu som for 360 år siden gæster til Børsens hovedindgang og nu som før opfylder bygningen sin kongelige bygherres formål at være centrum for dansk handel.
Oprindelig fungerede bygningen som en varebørs, idet der var indrettet et antal boder, som blev lejet ud til mange forskellige handlende, også fra udlandet, og der var en betydelig handel med alle slags varer. På den tid var der ikke butikker i gaderne, og Børsen var derfor byens “strøg”, hvor borgerskabet spadserede og handlede og hvor de sidste nyheder blev diskuteret. Oprindelig var Børsen kongens ejendom, men i 1857 blev bygningen overtaget af Grosserer-Societetet, som restaurerede den og indrettede den til en moderne vare- og fondsbørs.
Dette hus har også været en næsten daglig arbejdsplads for testator, som vi fejrer den 23. november, og med ham også de fire generationer Suhr og deres medarbejdere, som gennem årene 1749-1899 arbejdede i handelshuset J.P. Suhr og Søn.
Det begyndte med Johan Peter Suhr, der i 1749 overtog sin svigerfader Oluf Hansen Aagaards hørkræmmerforretning på Gl. Torv, hvor han var kommet i lære 1728. I september 1750 blev ham medlem af Københavns hørkræmmerlav, og han fulgte straks den tendens i lavet, der gik i retning af groshandel, men da han 1753 søgte Magistraten om at blive groshandler fik han afslag i Kommercekollegiet skønt han både ejede skib og skibsparter og holdt kontor. I adressefortegnelser omkring 1766 “Handelsspejlet” står han hverken opført mellem hørkræmmere eller byens grosserere men som særligt handlende. Dette er selvfølgelig, ifølge Nyrops bog fra 1899, i overensstemmelse med Suhrs ønsker. Han handlede afgjort en gros, og at han indtog en fremtrædende stilling i den københavnske handelsverden, kan man se af hvad der forøvrigt står om ham i “Handelsspejlet”, nemlig at han “handler med tjære, hør, hamp, stenkul, bly, salt, driver vekselhandel og fører norske kommissioner, er direktør ved Søassurance-Kompagniet ved policernes underskrift, er revisor ved det kgl. oktroierede Handelskompagni samt direktør ved Urtekræmmer-lavets og Interessenters Sukkerhus i Store Kongensgade”. Reelt hører han således til i grosserernes kreds, selvom han stadig også handler fra åben bod. Først i oktober 1767 fik han officielt plads mellem Københavns grosserere.
Hans søn Ole Bernt Suhr, der den 31. maj 1785 overtager den Suhrske forretning, som han driver til sin død i 1815, er også at finde i grosserernes kreds. Han får sit borgerskab som grosserer allerede i oktober 1782 på et tidspunkt, hvor den gamle etatsråd og borgmester formentlig er begyndt at være svagelig og forretningen skifter til navnet J.P. Suhr og Søn. Navnet findes i mange af GrosserSocietets forhandlingsprotokoller, f.eks. det gengivne uddrag af protokol for et møde 29. august 1807, indkaldt i anledning af den opståede pengeforlegenhed på grund af den pludselig indtrådte krigssituation.
Den næste indehaver af handelshuset, der som nygift holdt sit indtog på Gl.Torv 1818 er testator Johannes Theodor Suhr, der 1815 sammen med broderen Didrik blev deres mors prokurister i handelshuset og som 30. januar 1818 begge fik borgerskab som grosserere.
Om Theodor Suhr er andetsteds udførligt berettet, herunder hvorledes handelshuset i hans tid bliver mere og mere dominerende indenfor handelen med jern og kul, og hvorledes Suhr slog ind på industriel virksomhed med kobbervalseværkerne og hammermøllerne i Frederiksværk og Brede m.v. Eneejer af J.P. Suhr og Søn blev han i 1842.
Suhr var en hyppig og velanset gæst på Børsen. Men en enkelt gang følte han, efter hvad fru Heiberg har berettet, at han fik skyld for til egen fordel at have benyttet forbindelser på en ikke købmandsmæssig måde. Om dette forholder det sig således:
I 1830 havde J.P. Suhr og Søn sluttet kontrakt om en ladning hampeolie leveret i russiske skibe og i sidste kvartal af året lod man olien lægge på kreditoplag i København. Dette skete selvsagt helt åbenlyst. En attest fra Københavns Kreditoplag af 22. april 1831 viser, at Suhr havde et parti liggende på 355.087 pund, et kvantum der var usædvanlig stort for J.P. Suhr og Søn, også henset til at de øvrige huse, ialt seks, tilsammen havde importeret 389.083 pund i samme kvartal. For sidstnævnte partier skulle betales told, mens Suhrs olie, som var sejlet i russiske skibe, var toldfri. Hvorfor havde de andre huse ikke disponeret som Suhr, som sparede et toldbeløb på knap 11.000 Rd. Vi ved det ikke. Formentlig har Suhr haft en intern viden om, at de toldbegunstigelser som op til 1830 hemmeligt forhandledes med russerne ville blive realiserede og som gjorde, at olie indkommet på russiske skibe efter forordning af 14. april 1831 var toldfri. Hvor Suhr havde sin viden fra, og om der var en læk i den danske administration må stå hen. Men i hvert fald beholdt J.P. Suhr og Søn sin viden for sig selv og indskrev hampeolie i russiske skibe uden at underrette de andre importører om grunden hertil. Enhver af disse havde utvivlsomt handlet på samme måde, hvis de havde været så lykkelige at få det nødvendige vink. Nu blev de sure, og det er baggrunden for fru Heibergs bemærkninger. Om sagen kan mere udførligt læses i Dansk Tidsskrift, september 1901, side 613-627, “Hvorfor vendte Børsen ryggen til Theodor Suhr 1831. To løste gåder – Et stykke dansk Industri- og Handelshus- historie af C. Nyrop.”
Suhr indsatte som bekendt ved sin død Den Suhrske Stiftelse som sin hovedarving. Den beholdne formue blev opgivet til ca, l,9 mill. Rd., hvoraf 900.000 tilfaldt Stiftelsen. Men også en række andre institutioner og persongrupper blev tilgodeset Vartov Hospital, trængende borgere i København, Trøstens bolig i Klerkegade, ugifte embedsmandsdøtre og ikke mindre end 10 institutioner med berøring til Københavns magistrat, alt i alt donationer i størrelsesordenen 3 – 400.000 Rd.
Handelshuset blev med lån fra Stiftelsen og med brugsret af gården på Gl. Torv, pakhuse m.v. overtaget af brodersønnen Ole Bernt Suhr, den tredie etatsråd, der også blev en af sværvægterne indenfor den danske handelsverden. Allerede kort efter overtagelsen og mens testator befandt sig i Algier brød den store krise i slutningen af november 1857 ind over den danske handel, men det lykkedes den nye indehaver ved egen hjælp at ride stormen af. Men 0.B. Suhr var også allerede vant til store forretninger. Den 25. september s.å. havde han skrevet til sin fader i Nyborg “Jeg har i dag akcepteret den største veksel jeg næsten har set 46.762 Rd”. Beløbet var for Sveriges første afdrag på Sundtolden.
Når der på C.F. Tietgens rekonstruerede kontor i Børsbygningen hænger et stort portræt af 0.B. Suhr er det ikke tilfældigt. O.B. Suhr og Tietgen lærte hinanden tidligt at kende allerede i 1855, da den unge 26-årige Tietgen kom hjem fra England. Samarbejdets første resultat var oprettelsen af Kryolit-Mine og Handelsselskabet med en aktiekapital på 500.000 Rd., hvoraf de 400.000 tilhørte det Suhrske hus. Julius Thomsen og 0.B. Suhr blev direktører for selskabet. I 1857 var J.P. Suhr og Søn mellem de firmaer og fremtrædende mænd, der indbød til dannelsen af den senere Privatbank. Tietgen blev direktør for denne bank, i hvis repræsentantskab 0.B. Suhr til sin død stod som næstformand. I en række af de virksomheder, som Tietgen senere initierede stod Suhr ofte ved hans side, ikke mindst Det Store Nordiske Telegraf-Selskab, hvor Suhr og hans forbindelser i England spillede en central rolle. Også her sad Suhr i bestyrelsen til sin død. De Suhrske kapitaler deltog villigt i de Tietgenske foretagender: Det forenede Dampskibsselskab, De danske Sukkerfabriker og også ved erhvervelsen fra Staten i 1867 af Den kongelige Porcelænsfabrik, var Suhr en af de 5 formuende mænd bag købet. Samtidig voksede kulhandelen med kulpladser foruden i København, på Larsens Plads, også i Korsør, Aarhus, Kiel og Newcastle. Hvad der her spillede en rolle var Københavns Gasværks stadigt stigende forbrug, og her indtog J.P. Suhr og Søn som leverandør en næsten monopoliseret stilling. 0.B. Suhr døde i 1875, hvorefter huset førtes videre af hans enke med etatsråderne Julius Holmblad og S.V. Isberg som ansvarlige chefer. Da disse to mænd døde, Isberg i 1895 og svigersønnen Holmblad i 1896, stod etatsrådinde Ida Marie Suhr, som nitten år tidligere, alene med det rige hus, hvis afvikling nu påbegyndtes. Husets kulforretning blev afstået til et aktieselskab Det danske Kulkompagni og i 1897 solgtes koksværket på Christiansholm til aktieselskabet Kristiansholms Fabriker. Den 22. november 1899 150 år efter husets begyndelse lukkedes husets bøger. En af de sidste udgiftsposter var en gave på 100.000 kr. til Videnskabernes Selskab. Donationsbrevet blev på afslutningsdagen overrakt som en anerkendelse fra J.P. Suhr og Søn for dansk videnskabs betydning i kryolitsagen. Men forinden og allerede i O.B. Suhrs testamente var også handelen betænkt.
Ude i Valdemarsgade i København ligger etatsråd Ole Bernt Suhrs og hustru Ida Marie Suhr f. Bechs Friboliger. De administreres til dato af Grosserer-Societetet og er baseret på en donation af nævnte ægtepar, der hermed har sat sig et varigt minde for efterverdenen om deres interesse for grossererstandens mindre heldigt stillede.
Grundstenen blev lagt 22. november 1876 af etatsrådinde Suhr, og komplekset er tegnet af arkitekt Fenger. Det består af tre huse i engelsk-gotisk stil, som danner de tre sider af en firkant, hvis fjerde side er åben mod gaden. Den plads, der findes mellem bygningerne, blev indrettet til et haveanlæg i hvis midte blev rejst en Merkur-støtte fra Metalstøber Rasmussens Etablissement skænket af etatsrådinde Suhr, der på forskellig måde har bidraget til bygningens forskønnelse udover den af hendes afdøde ægtefælle legerede kapital.
Bygningerne er fortsat i brug og tjener til bolig for ældre medlemmer af handelsstanden eller disses pårørende.
På en mindetavle over bygningens hovedparti står:
Etatsraad Ole Berendt Suhr og
Hustru Ida Marie Suhrs, f. Bechs Friboliger
for trængende Grosserere og disses Enker
paa deres gamle Dage
Alt Godt er Guds Gave
| Register til tidligere beretninger fra slægtsarkivet | |
| 1977/78 | Oprettelse af slægtsarkivet – oversigt over indleveret materiale |
| 1978/79 | Indleveret materiale – principper for registrering |
| Rasmus Møllers købmandsgård i Nyborg | |
| Lidt om den lollandske del af slægten Suhr | |
| 1979/80 | Lauritz Julian Suhr |
| Familieskovturen 31. maj 1980 H.C. Andersens vifter | |
| J.P. Suhrs “Geheim-bog” | |
| Den Suhrske punchebolle | |
| 1980/81 | Interiør Sølyst |
| Et Suhrsk bryllup 1847 | |
| Meincke slægten | |
| Dejligheden (Caroline Suhr, f. Falch) | |
| 1981/82 | Suhrske bryllupsstager (1786) |
| H.C. Andersens vifter | |
| Malerier i legatstifterens hjem | |
| Mere om relationerne med slægterne Falch, Meincke og Bech | |
| Niels Helweg Larsen – uddrag af erindringsbog | |
| 1982/83 | Portræt af pastor Carl Emil Suhr |
| Forberedelser til den ny slægtstavle og lidt om slægten i udlandet | |
| Rosengaard 100 år i familien Suhrs eje | |
| Lidt mere om godsejer Jørgen Peter Bech, Valbygaard | |