1985/86
Beretning fra familiearkivet 1985/86
Indhold:
- Arkivets arbejde
- Efterslægtstavlen
- Byggearbejder på Gammeltorv
- Stiftelsens ejendomme
- Fra oberstløjtnant L.A. Madsens erindringer
- Direktionsvalget 1891
- Byggeplaner 1898
- Højesteretsjustiarius P.C.N. Buch
- Ændringer og tilføjelser til den blå slægtsbog
September 1986
Redaktion
Nils Teisen
Beretning fra familiearkivet
Beretningen fra familiearkivet 1985/86 er den niende af sin art og den skal som sædvanlig indeholde en tak til familiemedlemmer og andre, der i årets løb har bidraget med oplysninger og materialer til Stiftelsens samlinger. Fra arkitekt Henrik Reimann (M 254) har arkivet atter i år modtaget optegnel- ser, breve samt et omfattende billedmateriale til belysning af kredsen omkring kunstnerinden Nelly Erichsen (K 38), hvis skitsebøger blev omtalt i 1984/85 beretningen. Brevene fra Nelly Erichsen vil blive behandlet i kommende beret- ninger. Til brug for udarbejdelse af en påtænkt monografi over Nelly Erichsen har Holger Dam (M 130) gjort opmærksom på og udlånt arkivet sit eksemplar af Ingeborg Andreasen f. Erichsens bog “Barndomsminder”. Denne bog er sjælden og udkom i Paris 1924 trykt i 250 eksemplarer. I det eksemplar, som Det kongelige Bibliotek modtog i 1929 fra forfatteren og som ikke udlånes, anmodes om, at bogen må blive henlagt som utilgængelig til 1950. Det fremgår iøvrigt af bogen, at denne skal være den første trykte bog på dansk i Frankrig siden 1552. Også frk. Tove Jørgensen har bidraget med oplysninger om Nelly Erichsen og hendes nærmeste slægt og dennes relationer til Danmark, herunder til familien Jørgensen på Søllestedgård på Lolland.
Fra den svenske gren af Suhr-familien har Stiftelsen modtaget oplysninger bl.a. om godsejer Frederik Suhr (M 14), om Suhrske Slöjdskolan i Hjärnarp (Hembygd- föreningens Årbok, Bjärebygden 1955). Man er her bl.a. i kontakt med Karl-Erik Suhr (M 170), som har stillet mere i udsigt.
Fra Ove Pontoppidan (M 158) er modtaget museumsudskrifter vedrørende den deponerede Suhrske familiekaret, se 1979/80, samt et smukt eksemplar af Vilhelm Bergsøes festkantate indbundet af Anker Kyster til Ole Bernt Suhr (M 9) og Ida Marie Bechs sølvbryllup 20.9.1872. Også fra Marie Louise Jørgensen (K 129) og Olaf Damm Sørensen (se K 121) er modtaget billeder og henvisninger til forskel- lig litteratur bl.a. om etatsråd J. Th. Suhrs kunstkøb hos billedhuggeren Jens Adolf Jerichau.
Fra Michaela og Mogens Treschow (svoger til afdøde Niels Iuel, M 201) har Stiftelsen modtaget et eksemplar af lehnsbaron Hans Berner Schilden Holstens store slægtebog, et af de betydeligste og mest omfangsrige værker indenfor dansk personal- og adelshistorie. Værkets anden del (de mødrene ahner) inde- holder i bind II siderne 299-319 en udførlig biografi af Oluf Hansen Aagaard, der tog borgerskab i København 28. november 1718 som hørkræmmer og som 24. juni 1717 blev gift med Anna Dorothea Höck, d. 1722. Hun var datter af silke- og klædekræmmer Peter Andreasen Höck i Klædeboderne og Anna Giøde. Aagaard flyt- tede ind i sin svigerfaders nyerhvervede ejendom på Gammeltorv, Vester kvarter Matr. nr. 120 (nu matr. nr. 38, husnummer 22), som Peter Andreasen Höck 18. juni 1717 havde købt for 4250 rdl. ved auktion efter afdøde urtekræmmer Hendrich Røbbe. Det var som bekendt hos hørkræmmer Aagaard, at Johan Peter Suhr 1728, 16 år gammel, kom i lære, og det var den af Aagaard grundlagte af J.P. Suhr videreførte forretning, der blev til handelshuset I.P. Suhr og Søn. I Oluf Hansen Aagaards andet ægteskab med Anna Elisabeth Tvede var der 10 børn, hvoraf den ældste datter, Anna Dorothea Aagaard (1730-66) blev gift i Vor Frue Kirke 22 november 1748 med Johan Peter Suhr. Fra dette ægtepar nedstammer foruden legatfamilien Suhr bl.a. medlemmer af familierne Bech, Brøndsted, Estrup, Debes Hiorthøj, Köes, Meincke, Scavenius og Treschow. Slægtebogens kapitel om Oluf Hansen Aagaard giver et righoldigt bidrag til den ældre suhrske familiehistorie og hvad der er aktuelt med henblik på de store ombygnings- og piloterings- arbejder, der er udført på Stiftelsens gård i 1986, gode bidrag til stedets bygningshistorie.
Efterslægtstavlen
I beretningen sidste år var for første gang indarbejdet den liste over døds- fald, ægteskaber og fødsler, som tidligere medfulgte den administrerende direktørs udsendte beretning. Disse lister bliver fremtidig bragt i de gule hæfter, og listen for perioden 1985/86 bringes sidst i dette hæfte. Der er især her anledning til at nævne årets døde.
Ritmester, kammerjunker Børge Pontoppidan (M 91), der var slægtens ældste, døde 4.8.1986 95 år gammel. Ritmester Pontoppidan, der også var cand.jur. og i sine yngre år en fremragende rytter med flere Danmarksmesterskaber i ridebane- springning bag sig, deltog til det sidste med levende interesse i familiens anliggender og hans billede blev bragt på side 8 i den sidste årsberetning. Diana Zvegintzov f. Lucas (K 103) var født i London i 1907 og døde 25. december 1985. Som lektor i klassiske sprog var hun en typisk repræsentant for denne grens høje akademiske traditioner og hun fastholdt forbindelserne til Danmark fra sit hjem i Hammersmith, hvor der bl.a. hang en stor samling silhuetbilleder fra familiekredsen omkring Ole Bernt Suhr (Nyborg) (M 4) og hustru Laurine Marie Suhr f. Møller. Også civilingeniør Ruthi Frydenberg, der var gift med Ida Suhr Koefoed (K 112) og som døde den 16.5.1986 er der grund til særligt at mindes. Ved overgangen til de nye statutter benyttede Frydenberg adgangen til at fortsætte som repræsentant på generalforsamlingerne, hvor han altid deltog aktivt i forhandlingerne. Stiftelsen er ham tak skyldig for mange kloge råd ikke mindst vedrørende Stiftelsens økonomiske forvaltning. Han var i en længere periode familierevisor og med sin forretningsmæssige baggrund bl.a. som mangeårig formand for Ingeniørforeningens Pensionskasse og betydelige involvering i fonds- og pengeadministration var han til stor inspiration for Stiftelsens direktion. Civilingeniør Frydenberg var ved sin død æresmedlem af Dansk Ingeniørforening. Død er også tidligere forpagter af Grummevads Säteri, Folkabo, Sverige, Nils Teodor Suhr Sundgren (M 116), der døde den 19. juli 1986 og var en agtet og flittig gæst på Stiftelsens generalforsamlinger.
Byggearbejder på Gammeltorv 22
Mens dette skrives er den Suhrske gård een stor byggeplads. Som det fremgår af den administrerende direktørs beretning har det været nødvendigt at igangsætte omfattende arbejder til sikring af forhusets fundering. Ved det meget besværlige gravearbejde fra husets kældre har man været nødsaget til at gå 4-5 m ned i undergrunden og er nået ned i de underliggende strandsandslag, ligesom man under arbejdet har mødt kampestensfundamenter fra tidligere bygninger. Det er klart, at et sådant arbejde i Københavns ældste centrum kan have topografisk og arkæologisk interesse. Der er imidlertid i skrivende stund ikke overblik over eventuelle fund og observationer og de fundne effekter synes at indskrænke sig til rester af de gamle vandforsyningsledninger i træ, som man vidste var led i torvets vandforsyning, samt enkelte dyreknogler m.v., som kan tyde på husdyrhold på stedet. Også baghuset, det gamle fredede pakhus, har ved arkitekt Jørgen Raaschou-Nielsen gennemgået en omfattende restaurering, som med frilæg- ning af de smukke gamle tømmerkonstruktioner vil blive omdannet til en smuk arbejdsplads for Erhvervenes Eksportfremme Sekretariat, der fra 1. december 1986 har fået lov at leje bygningen. De store byggearbejder har gjort det naturligt, at årets gule hæfte i sine emnevalg ikke mindst har koncentreret sig om Den Suhrske Gårds byggehistorie.
Stiftelsens ejendomme ifølge testators testamente
Pakhuse ved Østersøisk Kompagni, det blaa, og derpaa det gule
Ved det testamente, som etatsråd Theodor Suhr oprettede 20. april 1850 med samtykke af sin hustru, blev Johannes Theodorus Suhr’s og Hustru Caroline Falch’s Stiftelse indsat som universalarving. Det var en ændring fra ægtefællernes gensidige testamente fra 1820, hvor hustruen, hvis hun blev den længstlevende, ville blive universalarving. Testamentet fra 1850 tillagde hustruen 10.000 rd. om året samt foruden 50.000 rd. som kapital til fri rådighed, ligesom ret til at blive boende på Gl. Torv og til at have brugsret over Sølyst ved Klampenborg, de to sidste rettigheder på billige vilkår. Da Caroline Suhr døde før sin mand, kom ingen af disse bestemmelser til udførelse. Et nyt testamente udarbejdedes 7. februar 1857 og i løbet af sommeren 1858 blev der føjet forskellige kodiciller til de tidligere testamenter. Så sent som 10. november konfererede Suhr herom med vennen, geheimekonferentsråd, højesteretsjustitiarius P.G. Bang, som var indsat til executor i testamentet. Bang, den tidligere konseilspræsident, forlod ham kl. 9 om aftenen, hvorefter oberst A.F. Tscherning var inde hos ham. To timer efter ringede han på tjeneren, der ved sin indtræden fandt ham siddende død i sin stol. Det testamente, som P.G. Bang foranledigede trykt og som findes i Stiftelsen i flere smukt indbundne eksemplarer har på baggrund af nævnte konference 10. november overskriften “Concept” og er forsynet med en trykt påtegning af Bang, dateret 20. december 1858. Påtegningen eller “forordet” ender som følger:
“Jeg har, især med hensyn til affattelsen og den eventuelle confirmation af Den Suhrske Stiftelses fundats, som de fleste af disse punkter angaae, til efterretning for de vedkommende her ladet tilmeldte concept aftrykke med tilføjede bemærkninger om hvilke enkelte punkter den afdøde under hans conference med mig den 10. november havde udtrykkeligen afgjort.”
Netop nogle af disse punkter havde relation til boets faste ejendomme. De centrale bestemmelser vedrørende disse ejendomme er nedenfor gengivet fra testamentets (conceptets) “2den Post”.
“Da jeg ved de seneste års konjunkturer er kommet til den overbevisning, at den af mig tilsigtede benyttelse af største delen af min formue, nemlig til en familiestiftelse, bedre sikres ved formuens anbringelse i sådanne faste ejendomme som giver en sikker indtægt, end ved pengekapitaler, ville kun Sølyst og mine faste ejendomme i Korsør, Aarhus og Kiel være at afhænde, dog at det for den første ejendoms vedkommende skal, hvis jeg ei forinden min død derom tager en særegen bestemmelse, være min executor, som jeg har sat nøje ind i de forhold, som jeg her vil have taget i betragtning, overladt at tage bestemmelse om udsættelse af samme salg, og fastsætte hvorledes der midlertidigen bliver at disponere over samme. Fremdeles blive de tre sidstnævnte ejendomme ei at afhænde ved auktion, når min executor kan forenes med consul Suhr (M 9) om, at han underhånden overtager dem for en passende pris. Gården på Gammeltorv bliver også at tilbyde min brodersøn consul Suhr, på de vilkår, som min executor testamenti finder passende, hvorved bliver at iagttage, at kjøbesummen ei ansættes højere end til det 25 dobbelte beløb af hvad denne ejendom ved udlejning kunne antages at give i sikker nettoindtægt, og at kjøbesummen i intet tilfælde ansættes over 50.000 rd.”
Etatsråd Suhr købte Sølyst, fordi hans kone så gerne ville eje dette sted. Det var forfaldent, men Suhr skyede ingen anstrengelser for at sætte det i stand, og haven var en af de skønneste i omegnen, meddeler fru Heiberg. Maleri af Carsten Henrichsen. 0. 1850. Øregård museum.
Gengivet efter Sys Hartmann: 50 palæer og landsteder, Gyldendal 1976
Stiftelsens ejendomme ifølge testators testamente (fortsat)
Med sit testamente lå det etatsråd Suhr stærkt på sinde, at det gamle firma vedblivende kunne hævde sin ansete stilling, og at der blev stillet brodersønnen så store midler til rådighed så han rigeligt var i stand til at fortsætte firmaet, hvis chef han ved bl.a. lån fra onklen var blevet i 1856. Det skete også; men dispositionen at nevøen kunne købe gården på Gl.Torv blev ikke ført ud i livet. Sagen endte med at gården blev lagt ind under Stiftelsen, men således at “consulen fik fortrinlig adgang” til at leje den helt eller delvist. Og handelshusets hovedsæde kom da også til at ligge her til firmaet opløstes i 1899.
| P.G. Bang | P.C.N. Buch |
Med hensyn til de øvrige ejendomme, ifølge konceptet “Navnligen for tiden Bonderup og Merløse godser, med alt deres tilliggende, derunder indbefattet Sandlyng Teglværk og Skurup skov, pakhuset i Nyhavn, pakhuset ved østersøisk Compagni og gården nr. 244 ved Frederiksholms Canal, blive derimod ei at afhænde, men in natura at afgive til den nedenfor nævnte Suhrske Familiestiftelse.” Og så sluttede konceptets 2den post med følgende betragtninger:
“Det er mit ønske, at Stiftelsens fremtidige bestyrelse vil opretholde denne anbringelse af dens formue i faste ejendomme, derved, at når der i fremtiden måtte møde forhold, som give tilstrækkelig grund til at afhænde nogle af mine efterladte ejendomme, direktionen da vil kjøbe andre rentable faste ejendomme i sammes sted, hvortil den herved bemyndiges. Dette gjælder navnligen om ejendommen nr. 244 ved Frederiksholms Canal, som i ethvert fald ei tør sælges sålænge min svoger ønsker at beholde de i samme af ham benyttede lejligheder, for hvilke lejen ikke må forøges.”
Det blev som testators ønsker. Bonderup, som testator købte i 1853, og Merløsegaard, købt 1856, senere suppleret med Skurup skov, Sandlyng plantage m.v., udgør i dag som dengang de betydeligste aktiver i Stiftelsens formue. Bortset fra bøndergods er herfra kun frasolgt Tostrup og Uggerløse kirker, der overgik til særeje i 1918, samt Sandlyng Teglværk. Stiftelsens ejendom i Frederiksholms Kanal solgtes 1861, da svogeren dispacheur, justitsråd Mathias Aagesen var død allerede to dage efter testator. Også det gule pakhus er solgt, nemlig i 1898 som det fremgår senere i denne beretning under uddragene af oberst Madsens erindringer. Sølyst, som testator købte i 1840 og som aldrig har tilhørt Stiftelsen, udgik af Suhr-familien i 1913, hvor denne historiske ejendom solgtes til bankdirektør Emil Glückstads. Pakhuset i Nyhavn 71, hvor nu bl.a. restaurant Pakhuskælderen har til huse, er solgt i 1959. Men nye ejendomme er også kommet til. Nyelandsvej 83, Frederiksberg, ejedes således af Stiftelsen fra 1941 til 1954. Og i 1951 erhvervedes det meget anseelige boligkompleks “Sønderport”, der begrænses af Amagerbrogade, Amager Boulevard og Svinget og som foruden et stort banklokale og et betydeligt antal butikker m.v. indeholder 108 beboelseslejligheder. Dispositionerne omkring gården på Gl. Torv omkring århundredskiftet er beskrevet i nærværende hæfte af oberstløjtnant Madsen. Selve forhuset i nr. 22 blev fredet i juni 1918 i klasse A og ved den gennemgribende restaurering og modernisering i 1940 blev sidehuset og pakhuset ligeledes fredet i klasse A. Det er dette fredede pakhus, der i 1986 er blevet gennemrestaureret og nyistandsat.
Gl. Torv 1886. Efter maleri af Erik Henningsen
Fra oberstløjtnant, overvejinspektør Lauritz Adolph Madsens erindringer
Ved Den Suhrske Stiftelses generalforsamling i november 1891 blev daværende premierløjtnant i ingeniørtropperne Lauritz Adolph Madsen (1864-1939) indvalgt i direktionen. Det blev overdraget ham at føre særligt tilsyn med godserne og ikke mindst med de under Stiftelsen hørende bygninger, såvel i by som på land. Oberst Madsen har som nævnt i beretningen 1984/85 skrevet sine erindringer, hvoraf store dele vil være egnet til trykning også i kommende udgaver af de gule hæfter. Han skriver således indgående om sit arbejde i Stiftelsen, om de enkelte slægtsmedlemmer i legatfamiliens ældre afdeling og om kredsen omkring etatsråd S.V. Isberg, der fra 1877 var medindehaver af firmaet J.P. Suhr og Søn, som han havde tjent siden 1836. Lauritz Madsen var oprindelig indført i den isbergske kreds via ungdomsvennen senere oberst Oluf Schouboe (M 38), hvis mor var født Suhr og hvis moster Dorothea Caroline Charlotte Suzanne Westi (K 32) i sine unge dage var i huset hos Isberg, i hvis hjem hun følte sig som en datter. Som det senere vil fremgå havde Madsen en høj stjerne hos Isberg, der til sin død i 1895 og efter etatsråd O.B. Suhrs død i 1875 var den ledende kraft såvel i handelshusets som i Stiftelsens anliggender. Lauritz Adolph Madsen blev senere selv indgiftet i den Suhrske slægt, idet han den 24. oktober 1889 blev gift med Dorothea (Thea) Elisabeth Sophie Suhr Schouboe (K 39) og dermed blev svoger til ovennævnte Oluf Bernt Schouboe. Med udgangspunkt i erindringerne har vi til dette års gule hæfte valgt at bringe uddrag heraf, der hovedsageligt kaster lys over Den Suhrske Gaards bygningshistorie. Men først lidt om oberst Madsens valg til direktionen.
Direktionsvalget 1891
“Indenfor den Suhrske familie indledtes året 1891 med et dødsfald af særlig betydning for Stiftelsen, idet Thea’s grandonkel, direktør Frederik Suhr (M 14) døde den 21.1.1891. Han blev bisat fra Frue Kirke og senere begravet på Uggerløse Kirkes kirkegård, hvor hans to år senere afdøde hustru også blev begravet. Kirken hørte den gang til Bonderup Gods, og direktør F. Suhr, der var Stiftelsens “godsadministrator”, havde været særlig virksom for at få den gamle og alt for lille kirke i Uggerløse erstattet med den nuværende kirke. Kirken er nu selvejende, og menighedsrådet har 1937 fredet hans gravsted for bestandig. (Se iøvrigt Marie Louise Jørgensen (K 129): Uggerløse Kirke, der udsendtes 1977 af Den Suhrske Stiftelse som en slags indledning til denne skriftrække). Stiftelsens direktion bestod derefter af generalkonsul Julius Holmblad og kaptajn F. Adsersen. Den første repræsenterede særligt firmaet J.P. Suhr og Søn, hvis indehavere stedse havde været medlem af direktionen. Kaptajn Adsersen repræsenterede den øvrige del af den yngre linie, mens Fr. Suhr havde repræsenteret den ældre linie og i de sidste år havde været den eneste af direktionen, der bar navnet Suhr. Da generalkonsul Holmblad led af en hjertesygdom, der nødte ham til jævnlige ophold i Nauheim, og som når som helst kunne bevirke hans pludselige død, og da kaptajn Adsersen var så syg af kræft, at man kunne forudse, at han ville gå bort i løbet af nogle måneder, turde den administrerende direktør ikke udsætte valget af en ny direktør til den ordinære generalforsamling i november 1891, men foranledigede, at der indkaldtes en ekstraordinær generalforsamling i foråret 1891 til valg af en direktør som erstatning for Fr. Suhr”.
Denne generalforsamling, som beskrives meget udførligt i erindringerne, endte med, at konsul Theodor Suhr (M 27) Nyborg indvalgtes i direktionen.
“Nogen tid efter generalforsamlingen bad dr. Adsersen (stedsøn af Frederikke Caroline Suhr (K 15)) mig om at se op til hans far, der nu ikke mere kunne rejse sig fra sengen. Kaptajn Adsersen meddelte mig, da jeg besøgte ham, at det oprindelig havde været tanken at vælge Oluf Schouboe til direktør efter ham, men at O.S. ved sin optræden på generalforsamlingen havde forspildt sine chancer, og at man nu var stemt for at vælge mig til direktør. Jeg bad ham indstændigt om at afværge dette, idet jeg forestillede ham, at Oluf Schouboe, som født i slægten, måtte være den nærmeste til at vælges, når man i det hele taget ville vælge en mand af vores aldersklasse. Jeg forestillede ham også, at jeg utvivlsomt ville blive bragt i en ubehagelig stilling i den familie, i hvilken jeg nu var indtrådt. Han gav mig ret heri og lovede at forebringe Isberg og andre vedkommende min opfattelse af sagen. Derefter forelagde han mig det spørgsmål, hvorfor jeg ikke havde gjort visit hos etatsrådinde Suhr. Overrasket ved dette spørgsmål svarede jeg, at hverken min svigermoder eller min hustru kom i etatsrådindens hus, såvidt jeg vidste heller ingen anden af deres slægt. Jeg spurgte ham, om direktør Fr. Suhr havde hørt til etatsrådindens omgang. Da han benægtede det, sagde jeg, at det da ikke kunne tilkomme mig, der som fremmed kom ind i familien, at gøre forandring i et sådant hævdvundet forhold. Deri gav han mig fuldstændig ret, og jeg forlod ham i det håb, at hele sagen dermed var bragt ud af verden. – Det var sidste gang jeg så ham. Han døde den 3.9.1891.
Valget af familiedirektør til erstatning for kaptajn Adsersen skulle foretages på Stiftelsens ordinære generalforsamling i november 1891. Ved denne lejlighed blev Oluf Schouboe den naturlige kandidat fra den ældre linies side. Nogen tid før generalforsamlingen blev det meddelt mig, at planerne om at opstille mig som kandidat blev fastholdt fra anden side, og jeg besluttede mig da til at gå til Isberg selv, for at få ham til at forhindre dette. Jeg traf ham en eftermiddag på firmaets kontor, og han fik med mig ind i Stiftelsens kontor, hvor jeg forelagde ham sagen, som jeg havde forelagt den for kaptajn Adsersen. Til det, jeg fremførte, svarede han intet, men afsluttede blot samtalen, eller rettere min enetale, med de ord: “Gå De nu hjem og forhold Dem roligt, så kan ingen bebrejde Dem noget.”
På generalforsamlingen talte jeg forud med nogle af de unge Suhrs fra Rosengården og opfordrede dem til at stemme på Schouboe, men fik til svar, at de ville stemme på mig. Til yderligere oplysning tog Isberg mig afsides og sagde: “Vi vil i dag stemme på Dem. De kan nægte at modtage valget, om De vil, så stemmer vi på Bech (hofjægermester Jørgen Peter Bech (1843-1909), Valbygaard), og så kan Deres linie se, når den får nogen repræsentant i direktionen.”
Det samme har han måske sagt til overretssagfører Richter, der var befuldmægtiget for mormors broder Fr. Suhr i London, thi han henvendte sig til mig og bad mig, hvis jeg blev valgt, da at modtage valget, idet det måtte anses for alt for betænkeligt, om den ældre linie ikke blev repræsenteret i direktionen. Generalforsamlingen var meget talrigt besøgt. Det var øjensynligt, at Isberg havde mobiliseret hele sin styrke. Således sås geheimeetatsråd Tietgen, der var befuldmægtiget for en Erichsen i London. Da valget kom for, blev både Oluf Schouboe og jeg foreslået, jeg erindrer ikke af hvem, og der måtte da foretages skriftlig afstemning. Ved denne blev jeg valgt, og efter hvad der forelå, ville det ikke være nyttigt for os at afstå valget. – Da jeg kom hjem til kasernen, var fru Westi allerede kommet for at ønske tillykke, men det var, som hun sagde, ingen glad direktør hun fik at se.- For mig, der kom som et ganske ungt menneske mellem betydeligt ældre, der havde varetaget deres funktioner fra før jeg blev født eller dog fra jeg var en dreng, var stillingen som direktør ikke helt let, hverken på godserne eller på Stiftelsens kontor. Det måtte blive fremtidens sag at befæste min position rent personlig. Både landvæsen og finansvæsen lå jo uden for min uddannelses område. Kun på bygningsvæsenet havde jeg en vis forstand. Jeg fulgte altså foreløbig princippet “Vent og se”.”
Byggeplaner på Gammeltorv
Den Suhrske Stiftelse havde som foran nævnt i 1898 solgt det såkaldte “Gule Pakhus” med tilliggende plads, beliggende ved den nordre ende af Ny Toldbodgade og stødende op til toldbodens daværende søndre grænse. Det var i direktionen 25. maj 1898 vedtaget, at de ved salget indkommende midler skulle anbringes med 400.000 kr. i Lekkendegård syd for Præstø og 200.000 kr. i en ejendom på Christianshavn tilhørende Burmeister & Wain. Anvendelsen af resten af salgs- summen på 725.000 kr. skulle der ifølge oberst Madsen senere tages bestemmelse om. Om dette skriver oberst Madsen:
“I så henseende henledte jeg opmærksomheden på Stiftelsens ejendom på Gl. Torv. Etatsrådinde Suhr var død den 8.8.1897, men boet var endnu lejer af hele ejen- dommen fraset Stiftelsens lokaler. Spørgsmålet om den fremtidige udleje var allerede drøftet i direktionsmødet den 27.9.1897, men havde ikke fundet nogen afgørelse. Foruden hovedindgangen fra Gl. Torv havde ejendommen en udkørsel til Frederiksberggade lukket med en mur, i hvilken der fandtes en smuk port. Billedet af den og særlig af det meget smukke smedejernsgitter i buen over porten, findes på Stiftelsens kontor. Det er blevet fortalt mig, at grunden til Stiftelsens ejendoms ejendommelige form skulle være, at der i gammel tid har gået en smøge fra Gl. Torv til Frederiksberggade over arealet, og udkørslen skulle være et minde om denne passage. I de tider, hvor der førtes selskabeligt hus på Gammeltorv, skal porten være blevet benyttet ved bortkørslen af gæsternes vogne. I min tid blev den ikke benyttet til andet end oplag for gamle pakkasser o.l. Med Frederiksberggades udvikling til forretningsgade var dette grundstykke efterhånden blevet af meget stor værdi, selv om der på det kun kunne indrettes et enkelt butikslokale. Ved at sysle med tanken om udnyttelse af portens areal fattede jeg imidlertid en større plan. Pakhuset i gården på Gammeltorv ligger nemlig indeklemt mellem naboejendommen, og hvis man erhvervede ejendommen Frederiksberggade 10, ville man kunne bringe pakhusets areal i forbindelse med Frederiksberggade. Man ville da have mulighed for at udnytte portens areal sammen med Frederiksberggade 10 og pakhuset til opførelse af en bygning, der kunne ventes at blive af en stor værdi. Efter at have forhandlet med den administrerende direktør om denne plan, undersøgte jeg ved overretssagfører Fischer de foreliggende forhold, og planen drøftedes i et direktionsmøde 6.7.1898, hvor den vandt direktionens tilslutning. Sælgeren, hr. Bataglia, afgav allerede den 1.7. sit salgstilbud på 178.000 kr., hvilket tilbud den administrerende direktør modtog. Når købet betragtes som en ren pengeanbringelse, må det siges, at prisen var høj, selv i betragtning af den lille ejendoms meget stærke bebyggelse. Ejendommen kunne på det tidspunkt kun give en lav forrentning af købesummen, og der måtte endda regnes med forholds- vis store udgifter til vedligeholdelse af de gamle bygninger, men i tidens løb kunne man regne med stadig værdistigning af ejendommens grund, og hertil kom den indflydelse, som besiddelsen af grunden havde på værdien af pakhuset.
Byggeplaner paa Gammeltorv (fortsat)
I 1899 forhandledes der angående udlejning af ejendommen Gammeltorv 22 for hvilken lejemålet nu var opsagt af etatsrådinde Suhrs bo, og i junimødet ved- toges det at tilbyde hendes datter generalkonsulinde Holmblad, og Kryolith-Mine og Handelsselskabet, der havde et udtalt ønske om at leje boets lokaler, leje- målet således at Kryolithselskabet overtog Firmaet J.P. Suhr & Søns kontorer med undtagelse af den nuværende generalforsamlingsstue for en leje af 3.000 kr. årligt, mens boets øvrige lokaler udlejedes til fru Holmblad for 8.000 kr. Forholdene blev altså i det væsentlige uforandrede, så meget mere som Kryolith- selskabet, i hvilket både grosserer Fogh og Stiftelsens revisor fra 1900, direktør Kryger, var ansatte underhånden fik tilladelse til at benytte general- forsamlingslokalet, når Stiftelsen ikke selv havde brug for det. Stiftelsen købte de i lokalet værende fra firmaet J.P. Suhr og Søn stammende møbler. De nye lejekontrakter bragtes i orden i løbet af foråret 1900. Med disse lejemål stilledes sagen om en udnyttelse af ejendommen Frederiksberggade 10 i for- bindelse med pakhuset og porten i bero foreløbig. Den opnåede lejeforhøjelse var betydelig (kr. 4.000 kr. til 11.000 kr.) så der kunne nok være tid til at vente. Når fru Holmblad indlod sig på at leje hele ejendommen (altså også pak- huset, for hvilket hun ingen anvendelse havde) har det formentlig været ønsket om, at alt skulle forblive urørt, der har været motivet til lejemålet. …. Der indtrådte imidlertid hurtig en uforudset vending i forholdene, idet fru Holm- blad allerede den 5.9.1901 giftede sig med hr. Nørgaard og straks derefter op- sagde lejemålet af sin del af Gl. Torv 22. I denne situation besluttede direk- tionen på møde den 25.9.1901 at genoptage spørgsmålet om en ombygning af Frederiksberggade 10 i forbindelse med portarealet mod Frederiksberggade og pakhuset, idet man lod arkitekt Tvede udarbejde plan hertil. Disse planer blev forelagt på direktionsmødet den 19.2.1902, dels i form af plan til den fuld- stændige ombygning, dels som en plan omfattende bebyggelse af portarealet. Direktionen vedtog – med det kendskab jeg nu har til forholdenes udvikling tror jeg at kunne sige desværre – at nøjes med den mindre plan og alene at bebygge portarealet. – I mødet den 26.3.1902 fremlagdes et tilbud fra frk. Ida Suhr om at leje de 3 øverste etager af Gl. Torv 22 med stald og vognport i pakhuset. Fraset disse sidste rum kom altså hele pakhuset til at stå til disposition for Stiftelsen, og direktionen måtte da se at finde en form for udnyttelse af denne bygning, der kunne harmonere med det hensyn, man ønskede at tage til frk. Suhr, der naturligvis helst så det fredelige præg, gården hidtil havde haft, bevaret. Foreløbig kunne man tænke over sagen, thi fru Nørgård afslog Stiftelsens anmod- ning om tilladelse til at gå igang med byggearbejder i ejendommen i sommeren 1902, i hvilken hun endnu var lejer af ejendommen. I mødet den 28.6. forelagdes arkitekt Tvedes planer til bebyggelse af portarealet, til udnyttelse af pak- huset, men begge sager stilledes foreløbigt i bero. Under 21.8. afsluttedes lejemålet med frk. Ida Suhr, og i løbet af efteråret forhandledes der med fir- maet B.R. Ludvigsen og Co. om leje af de nedre etager i pakhuset. Midt i okto- ber var disse forhandlinger afsluttede, og arkitekt Tvede fik ordre til snarest at gå i gang med ombygningen af pakhuset og bebyggelsen af portarealet. De endelige planer til arbejderne approberedes i mødet den 20.11., i hvilket møde det tillige besluttedes at deponere det smukke smedejernsgitter fra porten mod Frederiksberggade i Nationalmuseet. Byggearbejderne gik nu deres gang i vinteren 1902-03, og i marts 1903 afsluttedes der lejekontrakt om butiksbygningen på portarealet med firmaet Otto Schmidt.
Højesteretsjustiarius P.C.N. Buch
Administrerende direktør for Stiftelsen var i de omtalte år geheimekonferensråd, højesteretsjustitiarius P.C.N. Buch, der var født i 1816. Han var da en gammel mand og fortæller selv i sine erindringer om sine vanskeligheder ved at lede generalforsamlingerne, fordi han ikke kunne se, hvad der foregik, eller hvem der talte. Oberst Madsen fortæller herom i sine erindringer, at Oluf Schouboe, der dengang var familierevisor på en generalforsamling omkring 1900 ved en erklæring anmodede om nogle tal han ikke kunne finde i regnskabet. “Buch stod aldeles hjælpeløs overfor tilfældet, og der opstod nu en for alle yderst pinlig situation, som kun blev endt ved indgriben af højesteretssagfører Harboe. Det var derfor ikke underligt, at der siden lød røster om, at Buch nu var senil og ikke mere i stand til at bestride sin stilling i Stiftelsen. Så skete det imidlertid på en af de følgende generalforsamlinger, at Buch rejste sig, da han skulle forelægge regnskabet, og på sin beskedne stilfærdige måde udtalte, at hans syn nu var så svagt, at han desværre ikke kunne oplæse regnskabets tal, hvorfor han nu aflagde regnskabet ud af hovedet, idet han bad undskylde, at han ikke nævnede ørebeløbene med. Og virkelig gennemgik den gamle mand samtlige tal i den trykte regnskabsekstrakt uden en eneste fejl. Vi sad alle målløse ved denne hukommelsespræstation, og efter den tid hørtes der ikke mere tale om senilitet. Lige i begyndelsen af 1904 blev den gamle hædersmand ramt af et apoplektisk slag, der delvis lammede den ene side, men ånden var stadig upåvirket. Liggende i sin seng dikterede han en stor afhandling om de nye skatteloves betydning for Stiftelsen. Den forelagdes i direktionsmødet den 19.3.1904, men da var den gamle excellence afgået ved døden den 1.3.1904, og den designerede efterfølger, højesteretsassessor J. Poulsen var tiltrådt og ledede mødet. Direktionen vedtog at lade en kopi af det maleri af Buch, der allerede fandtes andetsteds, ophænge i Stiftelsens lokaler. Efter min mening ligner det malede billede ikke godt. Man får et bedre indtryk af Buchs personlighed af det gamle, lille billede i bogen om Stiftelsen.” (Se side 23)
Register til tidligere beretninger fra slægtsarkivet
| 1977/78 | Oprettelse af slægtsarkivet – oversigt over indleveret materiale |
| 1978/79 | Indleveret materiale – principper for registrering |
| Rasmus Møllers købmandsgård i Nyborg | |
| Lidt om den lollandske del af slægten Suhr | |
| 1979/80 | Lauritz Julian Suhr |
| Familieskovturen 31. maj 1980 | |
| H.C. Andersens vifter J.P. Suhrs “Geheim-bog” Den Suhrske punchebolle | |
| 1980/81 | Interiør Sølyst |
| Et Suhrsk bryllup 1847 | |
| Meincke slægten | |
| Dejligheden (Caroline Suhr, f. Falch) | |
| 1981/82 | Suhrske bryllupsstager (1786) |
| H.C. Andersens vifter | |
| Malerier i legatstifterens hjem | |
| Mere om relationerne med slægterne Falch, Meincke og Bech | |
| Niels Helweg Larsen – uddrag af erindringsbog | |
| 1982/83 | Portræt af pastor Carl Emil Suhr |
| Forberedelser til den ny slægtstavle og lidt om slægten i udlandet | |
| Rosengaard 100 år i familien Suhrs eje | |
| Lidt mere om godsejer Jørgen Peter Bech, Valbygaard | |
| 1983/84 | Jubilæumsfesten 23.11.1984 |
| Jubilæumsskrift | |
| Børsen og den Suhrske slægt | |
| 1984/85 | Portræt fra Børsfesten |
| Arkivets arbejde | |
| Gaver til Stiftelsen | |
| Data om jubilæumsfesten 23. november 1984 | |
| Stamtavlens aktuelle tilføjelser | |
| Nelly Erichsen | |
| Boghjørnet. Uddrag af Jørgen Mathiassens Kopisten W.F. Treschow og Theodor Suhr |