1990/91

Beretning fra familiearkivet 1990/91

Indhold:

Portræt fra familieudflugten
Beretning fra arkivet
Facaden Gl. Torv 22 præmieret
lnitiativgruppens skovtur
Efterslægtstavlen
En 100 års dag. L.A. og L.Th.S. Madsen
Tanker ved en facade-istandsættelse
Boghjørnet:

Tale ved en dåbsfest
“Vaskedoktoren” uddrag af “Otto Andrup og livet omkring ham”

Indholdsfortegnelse 1988/90

Oktober 1991
Redaktion
Nils Teisen

Johanne Louise Heiberg i skikkelse af Hanne Katrine Koefoed viste sig på Bonderups havetrappe under familieudflugten 16. juni 1991, da man sang Oluf Damm Sørensen “Til Bonderup vi paa skovtur ta’r”

Beretning fra familiearkivet 1990/91

Som i de tidligere år har tilgangen af arkivmateriale, afleveret af slægtens medlemmer, også i 1990/91 været beskeden. Til brug for Stiftelsens administration er anmeldte familiebegivenheder på sædvanlig måde blevet registreret, og ændringer og tilføjelser til Den Blå Slægtsbog er bragt nedenfor.

I anledning af at det i år er 100 år siden oberstløjtnant Lauritz Adolf Madsen blev valgt til familiedirektør, en post han bestred i 48 år, og på hvilken han blev afløst af sin søn dr.techn. Lauritz Thorkild Schouboe Madsen (M 86), beskæftiger det gule hæfte sig i år bl.a. med disse to personligheder. I de ialt 82 år far og søn var medlemmer af Stiftelsens direktion har de begge, som nævnt i tidligere årsberetninger, sat sig af- gørende spor i Stiftelsens historie. Oberstløjtnant, overvejinspektør Lauritz Madsens erindringer har allerede været omtalt i de gule hæfter 1984/85 samt mere udførligt 1985/86, p. 11-17.

Oberstløjtnant Madsens adgang til direktionen skyldtes hans ægteskab med Dorothea Elisabeth Sophie Suhr Schouboe (K 39), der var født 1866 på Abildtorpegård ved Nakskov som datter af Rasmus Schouboe og Julie Olivia Frederikke Christine Suhr (K 24). Sidstnævnte var datter af testators brorsøn Oluf Bernt Suhr (M 10). Ved oberstløjtnant Madsens 40 års jubilæum forærede Stiftelsen ham en porcelænsvase med et smukt malet motiv af Den Suhrske Stiftelses ejendom på Gammel Torv og med hans initialer “LM” på bagsiden samt med datoerne 28. nov. 1891-1931 på foden. Efter hans død gik vasen i arv til hans ældste søn, dr. techn. L.Th.S. Madsen.

Ingeniør Lauritz Schouboe Madsen (M 159), der i dag er ejer af ovennævnte vase, har til dette hæfte bidraget med et læseværdigt indlæg, der både supplerer hans farfars erindringer og samtidig belyser sønnen dr.techn. Thorkild Madsens alsidige begavelse. Til afrunding af dette billede er der sidst i “Boghjørner bragt et uddrag af Zelia N. Andrups bog “Otto Andrup og livet omkring ham”.

Af andet modtaget materiale skal nævnes, at arkivet fra enken efter Jasper Rootham (M 141) har modtaget et lydbånd optaget under højtideligheden 6. oktober 1990 i St. Cuthburga Kirke, Wimbourne Minster, og med hovedtalen holdt af den kendte engelske politiker Right Hon. Enoch Powell M.B.E.

Marie-Louise Jørgensen (K 129), der tidligere har fremdraget adskilligt materiale om Suhr-familien, har denne gang gjort opmærksom på omtalen i Årbog for Svendborg og Omegns Museum 1985 af det Suhrske kirkeskib i Tved Kirke på Fyn, der formentlig er en donation fra testators bror, pastor Carl Emil Suhr (M 7). Briggen “Pastor Suhrs Minde” blev ophængt 1869. Suhr var sognepræst i Tved fra 1824 til 1879. Ligeledes har Marie Louise Jørgensen henledt opmærksomheden på Nicolaj Bøghs erindringer af og om Jens Adolf Jerichau 1884, som omtaler testators kunstkøb, bl.a. Jerichaus marmorstatue af en ung slavinde. Statuen er nævnt I kataloget over etatsråd Suhrs samlinger, som blev solgt 31. marts 1859, jfr. 1981/82, p. 5.

Endelig er der fra arkitekt Olaf Damm Sørensen modtaget 4 arkitekttegninger, der viser anvendelsen og ruminddelingen i familien Suhrs tid samt plan for indretningen af det nuværende Sølyst. Det er Olaf Damm Sørensens hensigt at fortsætte sine studier evt. med henblik på offentliggørelse i særskilt publikation eller de gule hæfter. En ekskursion med besøg på Sølyst ligger indenfor de tanker, som initiativudvalget, der stod for udflugten til Bonderup 16. juni i år, har gjort sig.

Facaden på Gl. Torv 22 præmieret

Restaureringen af den Suhrske gård, der bl.a. blev omtalt i beretningen 1987/88, p. 4 ff, har pådraget sig almindelig interesse og anerkendelse. Således besøgte en anmeldt arkitektgruppe på 16 personer under ledelse af arkitekt Bent von Platen- Hallermund Stiftelsen onsdag den 20. februar. Den 13. maj havde Stiftelsen igen et interessant besøg. Denne gang af Københavns Kulturfond, hvis præmieringsudvalg besigtiger nye bygninger, ombygninger, restaureringer, pladsanlæg og gadeudsmyk- ninger, som Stadsarkitektens Direktorat og Stadsbygmesteren har peget på som præmieringsemner. Gruppen omfattede bl.a. Kulturfondens formand borgmester Tom Ahlberg, stadsarkitekt Otto Käszner, stadsbygmester Jørgen Rasted, en række medlemmer af Borgerrepræsentationen samt repræsentanter for Dansk Arkitektforening og Foreningen af rådgivende ingeniører samt embedsmænd fra Magistratens 1. afdeling. I forbindelse med besigtigelsen havde arkitekt Jørgen Raaschou-Nielsen udarbejdet en lille folder “Tanker ved en facade-istandsættelse”, hvis indhold er gengivet senere i hæftet. Med brev af 14. juni meddelte Magistraten, at Stiftelsen var

tildelt en pris for sin “gennemgribende facaderestaurering af Stiftelsens fredede ejen- dom på Gammeltorv, hvormed det med omhu og dygtighed var lykkedes at genskabe den originale facade fra 1797 med kvaderfuger og kalkfarver. Restaureringen er både en berigelse for ejendommen og gadebilledet på Gammeltorv og restaureringsmetoden kan danne forbillede ved fremtidige facaderestaureringer”. Diplom og 5.000 kr. til arkitekt og diplom og bronceplakette til bygherren blev overrakt af borgmesteren ved en højtidelighed i Nikolaj Kirke 22. august, hvor Stiftelsens direktion og arkitekt Raaschou-Nielsen var tilstede.

Initiativgruppens skovtur til Bonderup

Den 16. juni 1991 var haven i Bonderup rammen om en meget vellykket familieskov- tur med egen medbragt madkurv. Bag arrangementet stod en initiativgruppe be- stående af Mette Brammer, Ulf Brammer, Ida Frydenberg, Morten Dam, Birgitte Pontoppidan, Olaf Damm Sørensen, Jens E. Brammer, Mette Kyed, Hanne og Elsebeth Koefoed.

Gruppen havde fra Stiftelsens kontor fået slægtsmedlemmernes adresse, så alle registrerede danske og svenske familiemedlemmer havde modtaget gruppens invi- tation. Ialt 53 imødekom invitationen og flere mødte mødte op uanset de dårlige vejrudsigter. Ikke mindst slægtsmedlemmer fra København var mødt op, men også svenske slægtninge fra Helsingborg og Göteborg. Mange lidt ældre havde benyttet den gode lejlighed til at komme med deres børn og børnebørn, og børnene nød det uformelle arrangement og legen med hidtil ukendte fætre og kusiner.

Under en velkomstdrink på plænen foran hovedbygningen bød Jens Erik Brammer velkommen, hvorefter forpagter Poul Thygesen orienterede om landbruget på de to gårde og der var rundgang i stalde og bygninger. Under frokosten blev afsunget en sang af Olaf Damm Sørensen under hvilken “Fru Heiberg” i skikkelse af Hanne Koefoed viste sig på havetrappen.

I eftermiddagens løb var der foranstaltet et “orienteringsløb” i parken, hvor deltager- ne, der var delt i fem hold, på de enkelte poster skulle løse forskellige teoretiske og praktiske opgaver. Unge og gamle deltog med stor iver i de enkelte hold og klarede opgaverne med stor jævnbyrdighed, selv om det kneb lidt med de teoretiske opgaver, der var stillet i emner omkring familiens historie og Stiftelsens virke. Alle holdene klarede også med bravour opgaven under rundgangen at forfatte en sang på selvvalgt melodi og til fremførelse på havetrappen. Der var mange og smukke præmier både til det bedste og næstbedste hold udsat af den svenske Suhr Sundgren klan, der fik en god Danmarks-udflugt ud af det. Også Stiftelsen modtog en smuk cigaretæske med et billede af Bonderup på låget samt en skrivemappe. Begge gaver var forsynet med dato og årstal. De nedenstående fotografier, der venligst er stillet til rådighed af arkitekt Henrik Reimann (M 254), viser slægtsmedlemmerne lejret på den store plæne, de vindende hold, afslutningen samt en af de yngste deltagere Alexandra Reimann (K 391) på besøg i kostalden.

Efterslægtstavlen

Som i tidligere år bringer årets gule hæfte nedenfor de ændringer i og tilføjelser til Den Blå Slægtsbog, som Stiftelsen har modtaget og som er udarbejdet på grundlag af indsendte meddelelser til Stiftelsens kontor siden udsendelsen af 1989/90 beretningen. Der er især her anledning til at nævne årets afdøde slægtsmedlemmer. Kort før Stiftelsens generalforsamling sidste år døde disponent Josef Gunnar Suhr Sundgren (M 131) 83 år gammel den 17.11. 1991. Josef Gunnar Suhr Sundgren var søn af stationsforstander Josef Leonard Sundgren og Anna Dorothea Elisabeth Suhr (K 48), sidstnævnte datter af Theodor Diderik Suhr (M 22), stamfaderen til den svenske familiegren, der i 1882 fik svensk statsborgerskab, se det gule hæfte 1986/87, p. 12 ff. Josef Gunnar Sundgren havde hele sit liv sit virke i Sverige indenfor tekstilindustrien og var fra 1927-53 disponent og direktør ved A/B Frans Brunke/Länghem og senere disponent ved forskellige tekstilfabrikker. Sundgren var ved sin død den svenske grens alderspræsident.

Den 5.3.1991 døde Ingrid Marie Dorothea Dam-Mikkelsen (K 110) knapt 74 år gammel. Som ældste datter af Stiftelsens mangeårige familiedirektør dr.techn. L.Th.S. Madsen (M 86) omfattede Ingrid Dam-Mikkelsen Stiftelsen og familien med stor interesse og veneration. Hun blev i 1939 gift med læge Carl Hakon Dam-Mikkelsen og var selv oprindelig u

Den 6.4.1991 døde Harriet Marie Suhr Willumsen (K 92) knapt 87 år gammel. Med Harriet Willumsen har slægten mistet en markant personlighed og et varmt engage- ret menneske, der fra sin ungdom, oprindelig uddannet som barnesygeplejerske, deltog aktivt i arbejdet med samfundets handicapramte ikke mindst indenfor tung- høresagen. Harriet Willumsen, der på sine ældre dage, næsten mistede sit syn foranledigede de gule hæfter indtalt på lydbånd og interesserede sig i det hele taget meget for sin slægt, hvad hendes hyggelige hjem var præget af. Harriet Willumsen havde i 1955 den sorg at miste sit eneste barn den 10-årige Willum Suhr Poulsen. Ved sønnens dåbsfest 8. juni 1945 holdt drengens far kunsthistorikeren, museumsdirektør dr.phil. Frederik Poulsen (1876-1950) en tale, som afspejler hans forhold til barnets mor og de forventninger, der blev stillet til det nye slægtsmedlem. Talen er bragt under “Boghjørnet”, optrykt efter det lille særtryk, som familien lod udgive. Den 7. maj 1991 døde højesteretssagfører Vagn Erik Brammer (M 115) 88 år gam- mel. Vagn E. Brammer (tavle E) var søn af overførster på Vallø Frederik Theodor Brammer og Margrethe Jantzen og bror til amtsforvalter Tage Brammer, der var direktør i Stiftelsen 1962-78. Vagn E. Brammer var kendt som en dygtig jurist og som et særdeles elskværdigt og beskedent menneske, der nød den allerstørste agtelse i vide kredse. Han var langt op i årene aktiv og arbejdede dagligt på sit kontor og var hjemme et elsket samlingspunkt for sin familie. Det faldt i højesteretssagfører Brammers lod igennem mange år at blive enstemmigt valgt til dirigent for Stiftelsens generalfor- samlinger, første gang efter fundatsændringerne, der i 1975 gav de kvindelige slægtsmedlemmer adgang. Vagn E. Brammer har siden da med stor myndighed og takt ledet de Suhrske generalforsamlinger, sidste gang 24. november 1990. Stiftelsen er højesteretssagfører Brammer stor tak skyldig.

Ændringer og tilføjelser til Den Blå Slægtsbog

(Udarbejdet på grundlag af indberetninger til Stiftelsen)

Dødsfald

Tavle E side 88 Karen Margrethe Brammer, enke efter Georg Wilhelm Gerhard Brammer (M 139) døde d. 15.08.1991

Tavle E side 89 Vagn Erik Brammer (M 115) døde d. 07.05.1991

Tavle G side 93 Josef Gunnar Suhr Sundgren (M 131) døde d. 17.11.1990

Tavle G side 94 Harriet Marie Suhr Willumsen (K 92) døde d. 06.04.1991

Tavle M side 98 Kate Harriet luel, enke efter Christian Frederik luel (M 109) døde d. 25.11.1990

Ægteskaber

Tavle B side 143 James Vincent Moir (M 325) d. 30.06.1991 med Constance J. Bowdidge

Tavle F side 150 Birgitte Falmer Larsen (K 194) d. 07.04.1990 med Jørn Søgaard-Jensen, f.d. 07.09.1937
Tavle G side 153 Ann Suhr Sundgren (K 259) d. 08.03.1991 med Lars Georg Thylén

Tavle 0 side 131 Bente Birgitte Pontoppidan (K 198) d. 17.08.1991 med Hans Ibsen, f.d. 23.12.1942

Tavle Q side 161 Louise Hvenegaard (K 273) d. 10.08.1991 med Niels Hedegaard Hvenegaard, f. Andersen, f.d. 03.04.1964

Tavle S side 139 Marie Louise Lemvigh (K 266) d. 01.06.1991 med Jesper Clausen, f.d. 26.06.1953

side 139 Hanna Engelsborg Olsen (K 269) d. 22.07.1991 med Per Orla Lindhardt, f.d. 21.12.1962

Efterslægtstavlen (fortsat)

Navneændringer

Tavle M side 157	Benedicte Christiansen (K 168) har genantaget sit pigenavn Tage-Jensen
Tavle 0 side 132	Marie Louise Haxthausen Pontoppidan (K 263) til efternavnet Skafte-Holm
Tavle Y side 110	Randi Sophie Koefoed (K 254) til Sophia Kalkau

Fødsler

Tavle E	Mads Friis Jagd, f.d. 30.12.1989 (M 441) søn af Dorthe Friis (K 278, side 146)
	Rasmus Toxværd-Larsen, f.d. 16.03.1990 (M 440) søn af Britt Einer Jensen (K 258, s. 149)
Tavle G	Anders Edsberg Møllgaard, f.d. 21.10.1989 (M 442) søn af Henrik Møllgaard (M 255, side 152)
	Axel Gunnar Suhr Eriksson, f.d. 10.05.1990 (M 443) søn af Leif Urban Suhr Forsbring (M 250, side 153)
	Maria Louisa Suhr Forsbring, f.d. 04.07.91 (K 407) datter af Clas Göran Suhr Forsbring (M 282, side 153)

En 100 års dag

af Lauritz Schouboe Madsen

I dagene omkring Den Suhrske Stiftelses generalforsamling i år er det 100 år siden oberstløjtnant Lauritz Adolf Madsen blev valgt som familiedirektør. Ved L.A. Madsens 40 års jubilæum forærede Stiftelsen ham som nævnt tidligere i denne beretning en smuk vase, som nu er i min besiddelse, idet “LM” også er mine initialer. (Se p 21)

Navnet Lauritz har jeg som anført efter min farfar og farbror, idet det var en tradition i den Madsen-ske familie, at den førstefødte søn i hver generation har båret navnet Lauritz, og jeg er den syvende i rækken.

Da Lauritz Adolf Madsen tiltrådte som familiedirektør havde han rang af kaptajn i ingeniørtropperne, og han avancerede til oberstløjtnant. Under første verdenskrig var han kommandant for Københavns nordflanke, og i denne egenskab var han med til at bygge forterne nord for København samt Middelgrunden. Efter sin afgang fra militæret blev han overvejinspektør – hvad der i dag svarer til vejdirektør – og han var med til at indvie den første Lillebæltsbro.

L.A. Madsen har efterladt sine erindringer i form af 8 hæfter med sirlig håndskrift. Disse hæfter forvares nu i Stiftelsens familiearkiv.

Dr.techn. Thorkild Madsen (M 86) var civilingeniør og kemiker. Han var laboratorieforstander på Teknologisk Institut i 40 år. Efter sin afgang gik han igang med sine meget forskelligartede hobbies. Farbror Thorkild – eller Th som vi kaldte ham – interesserede sig for familieforskning, og han har lavet stamtavler på såvel sin fars som sin mors side, der går 10 generationer tilbage til 1585. En kopi af disse stamtavler opbevares også i Stiftelsens familiearkiv.

Stiftelsens medlemmer har også haft glæde af hans interesse og indsats, idet han var primus motor til den røde bog om Stiftelsen – den med fotografierne i.

Th. Madsen byggede violiner og celloer, idet han ville prøve at lure Stradivarius og de andre gamle violinbyggere kunsten af. Th mente, at man dengang – i modsætning til dagens violinbyggere -ventede med at lakere instrumenterne. Ved at montere strengene inden lakeringen kunne man justere og få den rigtig fine klang frem ved at skrabe på dækket, men arbejdet med violinen ville være ødelagt, hvis man skrabede på et sted, der var for tyndt. For at undgå at ødelægge sit violinbyggeri, ringede han en dag til mig – jeg var på det tidspunkt el-installatør – og spurgte, om jeg kunne lave ham en lille lampe, som kunne komme ind gennem hullet i en G-nøgle på en violin. “Jo, ser du” forklarede han mig, “hvis man gennemlyser dækket, så kan man se, hvor de tynde steder er, og så kan man undgå at skrabe der”. Han fik sin specielle lampe, og han undgik at ødelægge sit arbejde. Th funderede også over, hvordan det kan være, at månens lys er 12 gange kraftigere ved fuldmåne end ved halvmåne, for rent umiddelbart skulle man kun forvente at en dobbelt så stor flade ville give dobbelt så meget lys. Som forsker vidste Th, at der i moderne vejskiltes overflade er et tyndt lag perler, som giver den kraftige refleks, og så tænkte han, at det måske er det sammen fænomen der giver det kraftigere lys ved fuldmåne. Th skrev så til NASA, inden det første menneske skulle sendes op på månen, og forklarede om sin iagttagelse og teori. Det første astronauterne beretttede var, at der er grønne perler på månens overflade. Vi har således fået bekræftet Th’s teori samt fået en forklaring på, hvorfor fuldmånen har et grønligt skær, sådan at nogle synes at månen ligner en grøn ost.

NASA sendte dr.techn. Th. Madsen 2000 store fotografier og dias af månens overflade, og NASA spurgte om han kunne give en forklaring på, hvordan månens ringformede bjerge og “floder” kunne tænkes at være dannet. Th fandt hurtigt ud af, at nogle af kraterne skyldes meteornedslag, men denne forklaring dækkede ikke for ringbjergenes vedkommende.

Som kemiker var Th – i modsætning til andre videnskabsmænd – af den opfattelse, at der er eller har været vand på månen, men på grund af månens lave overfladetemperatur er vandet frosset til is. Is under stort tryk bliver dog flydende. Ved nogle senere månerejser medbragte man nogle instrumenter, som har påvist, at der er vanddampe på månens overflade. Også denne gang fik Th ret.

Th. Madsens teori er, at vand og kulsyre på et tidspunkt i månens “liv” har dannet et stort tryk under månens overflade, som har givet anledning til en “blæseperiode”, hvor månens fine støv har dannet en kegle omkring blæsestedet, og når trykket er aftaget er støvet gledet tilbage i hulrummet. For at prøve at bevise sin teori, satte Th en skotøjsæske med sand på kanten af skrivebordet og med et laboratoriestativ og en tragt lavede han så en kegle af sand. Ved at bore et hul i bunden af æsken fik Th toppen af keglen til at forsvinde. Ved derefter at fotografere keglen under forskellige belysningsretninger fik Th nogle fotos, der svarede til de billeder han havde af månens ringbjerg. På denne måde fik Th. Madsen om ikke bevist så dog sandsynliggjort rigtigheden af sin teori.

En 100 års dag (fortsat)

Om månens “flodlejer” var Th af den opfattelse, at floderne begyndte ved den brede ende som en kraftig vandsøjle, der hen ad vejen forsvandt ned i den porøse overflade. Med andre ord havde vandets retning været den modsatte af, hvad den er på jorden.

Dr.techn. Th. Madsens enkle teorier er omtalt i et par hæfter med titlerne “Om tilblivelse af vort planetsystem” og “Månen -hvad de nye billeder har fortalt os” samt i nogle avisartikler. Dette materiale forefindes i Den Suhrske Stiftelses familiearkiv.

Denne lille beretning om to familiedirektører er som nævnt skrevet i anledning af 100 års-dagen for min farfar Lauritz Adolf Madsens tiltrædelse som familiedirektør.

På Stiftelsens kontor hænger der et maleri af LA. Madsen, som er malet i 1960 af en af hans andre sønner Axel Madsen (M 93) efter et fotografi fra 1932, (se p 13).

Min far Axel Schouboe Madsen dyrkede kunsten at male billeder som en hobby, og en anden af hans hobbies var porcelænsmaling og han har malet et komplet stel til 24 personer.

Historien bag dette tålmodighedsarbejde er, at far og jeg engang i 1936 besøgte fars tante Caroline Suhr født Høst (1853-1945) gift med Carl Oluf Mathias Suhr (M 25), som dengang boede i en af Stiftelsens lejligheder i Gammel Vartov på Lersø Parkalle. Tante Caroline, der havde været enke siden 1877 og ernæret sig som porcelænsmaler på den Kongelige Porcelænsfabrik, viste os under besøget et par tallerkener med et kornblomstmotiv. Tante Caroline fortalte, at det stel var blevet malet til fars bedsteforældres bryllup. Far syntes, at det var interessant, og han ville da forfærdelig gerne prøve at male et sådant stel. Far havde aldrig prøvet at male på porcelæn, og tante Caroline mente bestemt ikke, at far kunne klare det, men han fik lov til at låne en tallerken, og så gik far igang med guldkanter og det hele. Et halvt årstid senere besøgte far igen tante Caroline, og denne gang havde far 6 tallerkener med plus den han havde lånt, og efter sigende kunne tante Caroline ikke se forskel på originalen og de tallerkener, som far havde malet.

Min bror dr.techn.hon. Børge Madsen, Canada, og jeg har hver til 12 personer af kornblomststellet, som kun bruges ved særlige lejligheder.

TANKER VED EN FACADE-ISTANDSÆTTELSE.
Gammel Torv 22, København. Matr.nr. 38 Vester Kvarter

TANKER VED EN FACADE-ISTANDSÆTTELSE

Gammel Torv 22, København. Matr.nr. 38 Vester Kvarter

Efter omfattende istandsættelse af “Pakhuset” i Den Suhrske Gaard på Gammel Torv og efter, at en ekstra fundering af sidehuset var udført, hvor man samtidig konstaterede, at der kun i meget beskedent omfang var fortsatte sætninger i gadefacaden, blev det besluttet at istandsætte denne.

Igennem mange år var revner i facaden blevet pudset op, og man havde efterfølgende adskillige gange foretaget opmaling af facaden.

Imidlertid var den på grund af disse reparationer stærkt arret, og overfladen havde uens struktur.

Umiddelbart syntes det naturligt at fortsætte en maleistandsættelse af facaden, men det historiske hus taget i betragtning fandt vi det hensigtsmæssigt at foretage en mere tilbundsgående undersøgelse.

Det skulle ikke være uprøvet at finde frem til, hvorledes bygningen oprindeligt havde set ud.

På overfacaden foretog vi en afdækning af de enkelte malelag, der viste sig at give os nogle interessante oplysninger.

Inden for de seneste mange år har facaden været malet med forskellige grå nuancer, nogle gange med mørke pilastre og lys baggrund, i andre perioder omvendt. Senest havde man malet pilastrenes basis og kapitæl i en mørk brun farve.

Under alle malelagene fandt vi gammel kalkfarve.

Kalkfarven fandtes i to forskellige nuancer på pilastre og bagfacader. Ved mikroskopi-undersøgelser konstaterede vi, at der uden på kalken og inden det første malelag kunne konstateres et mindre snavslag, og vi var derfor ikke i tvivl om, at bygningen oprindeligt havde stået som en kalket bygning.

Vi kunne også konstatere, at bygningen oprindeligt havde været kalket med Sienna-farve, og der var heller ikke tvivl om, at pilastrene havde stået som lyse partier og baggrunden i en mørkere nuance af Siennafarven.

En omhyggelig afrensning af facaden bekræftede denne formodning.

Grundige undersøgelser hjalp os til at finde den rigtige puds, så kalken, når den senere blev påført, ikke ville afsløre, hvor der var foretaget pudsreparationer.

Hvis man på dette stadium af en facadeistandsættelse ikke er særdeles omhyggelig med valg af mørtel, kornstørrelse samt overfladebehandling, er det overordentligt vanskeligt af forhindre aftegninger af pudsreparationer på den færdige overflade.

Ved selve kalkningen sikrede vi først, at facaden overalt var lige fugtig.

Kalkningen blev foretaget først med kalkvand, bagefter med en kalkmælk og efterfølgende med kalk tilsat Sienna-jordfarven, som blev hentet hjem fra Sydfrankrig.

Boghjørnet

Ideen med de gule hæfters boghjørne er, at der her kan gøres opmærksom på eller bringes uddrag af nyere litteratur, der på en eller anden måde skønnes at kunne have interesse for den Suhrske familie.

Det kunne i år have været en henvisning til Kristof Glamanns biografi “Bryggeren” (1990), der bl.a. giver oplysninger om handelshuset I.P. Suhr og Søns rolle for J.C. Jacobsen, da han i 1846 grundlægger Carlsberg. Det kunne også have været en omtale af nogle portrætter af I.P. Suhrs børnebørn, som er afbilledet i Ellen Poulsens store værk om maleren Jens Juel udgivet dette forår.

Årets to bidrag lever, som det vil ses ikke op til ovennævnte målsætnings krav om nyhed. Det første fra 1945 illustrerer imidlertid, hvad der kan være indlagt på de aktuelle familiemedlemmers M og K numre i Stiftelsens arkiv. For Harriet Willumsens vedkommende et særtryk af en tale, der blev holdt ved hendes søns dåbsfest. Det andet bidrag fra Zelia Andrups bog fra 1970 “Otto Andrup og livet omkring ham” er valgt for at give endnu en facet til det billede, som Lauritz Schouboe Madsen ovenfor har tegnet af sin farbror. Morsomt at to af dette århundredes mest betydningsfulde og farverige danske museumsfolk, Frederik Poulsen og Otto Andrup, skal mødes på denne måde i den Suhrske slægts annaler.

Uddraget af Zelia Andrups læseværdige bog kræver nogle indledende kommentarer. Otto Andrup (1883-1953), i bogen omtalt som magisteren, var den utraditionelle og begavede museumsmand, der i første halvdel af dette århundrede nyskabte og helt enestående prægede “Det nationalhistoriske Museum” på Frederiksborg Slot. Det var bl.a. hans fortjeneste ved næsten detektivisk indsats, at museet sikrede sig en rigdom af helt enestående klenodier, hvor de ting som Andrup hjembragte fra Leonora Christines efterkommere i Østrig blot er enkeltstående perler i en lang række. Det valgte afsnit fra bogen er taget fra kapitlet “Gobelinerne” der indledes med omtale af en – artikel, som museumsmanden Vilhelm Slomann (1885-1962) skrev i 1931 “Lebruns Gobeliner på Frederiksborg-Museet”. Disse gobeliner var af den franske konge Ludvig XIV formentlig skænket til den danske udsending kongesønnen Ulrik Frederik Gyldenløve i 1682. I hvert fald hang de oprindelig i det såkaldte Gyldenløves lille palæ i Dr. Tværgade (senere fra 1852 Moltkes palæ) og kom da denne ejendom overtoges af Håndværkerforeningen til Frederiksborg museet til stor glæde for magisteren, men næppe for Slomann. Det er disse vægtæpper, som er genstand for Boghjørnets sidste bidrag.

Boghjørnet

Tale holdt ved min Søn Willums Daabsfest den 8. Juni 1945

DAABEN er en religiøs Ceremoni, men selv om Willums Forældre ikke har nogen Forbindelse med Religionen, har vi ikke haft noget imod, at der gennem Ceremonien skabtes en Mærkedag i Drengens Liv, hvor der ligesom blev lagt Køl under den nye Menneskeskæbne, for hvis videre Trivsel vi vel alle nærer de bedste Ønsker.

Willum er i mange Henseender et mærkeligt Barn. Selv er han født i 1945, men han har en Far, der fødtes i 1876, og da min Far ved min Fødsel var 6o Aar, er han altsaa født i 1816, midt under Sjette Frederiks alfaderlige Regering, 5 Aar før Napoleons Død paa St. Helena. Da min Far var den yngste af 12 Børn, er hans Far — min Bedstefar, Drengens Oldefar — født i 1767, to Aar før Napoleon fødtes, og hans Far igen, min Oldefar, kom til Verden i 1721. Hvis Willum oplever Aaret 2021, og på det Tidspunkt vil han kun være 76 Aar gammel, saa har 5 Generationer af en Slægt dækket 3 Aarhundreder, vistnok en Rekord i Verdenshistorien. Jeg kender i hvert fald kun en Parallel: at tre Jarler af Leicester regerede over deres Godser tilsammen i over 150 Aar.

Jeg ser endnu for mig den 90-aarige, tredie Jarl af. Leicester ved en stilfuld Te paa Holkham Hall konverserende Harriet, hvis blonde Skønhed gjorde sig saa glimrende iblandt engelske Aristokrater. Ogsaa ved en Frokost paa Chatworth-House hos Hertuginden af Devonshire var Harriet Situationen voksen, de to høje Damer overgik hinanden i Høflighed. For mig var Harriet i England en værdifuld støtte, da Engelsk er det Sprog, jeg paa Grund af min Døvhed har sværest ved at opfatte. I det hele taget beder jeg om, ar vor lille Dreng maa blive set paa Baggrund af II lykkelige Aar, af hvilke de første 5 var Rejse- og Studieaar, der førte os fra Tyrkiet til England, fra Ungarn, Italien og Tyskland til Frankrig og kulminerede i Budapest i Foraaret 1937, hvor vi, omgivet af kære, muntre ungarske Venner, i et ti Dages Afdansningsbal tog Afsked med det skønne, festglade Europa, der nu ligger i Ruiner.

Men jeg skal ikke yderligere fordybe mig i Minderne, men vende mig til det nærværende: at takke alle dem, der har medvirket ved Daaben i Dag.

Først takker vi Drengens Gudmor, Frk. Lilli Andersen. Jeg ved, at De kun med Frygt og Bæven gik ind til det ansvarsfulde Hverv, og jeg forstaar det, thi en Sagkyndig har sagt mig, at en velhavende Gudmor ved sin Død mindst maa efterlade sit Gudbarn en kvart Million. Er det rigtigt, løser et Problem, som jeg ved har plaget Dem meget: »Hvorledes skal jeg bedst anbringe mine Penge?« sig af sig selv, naar Drengen bliver voksen. Harriet og jeg er nu glade over, at vort fule Anslag mod Dem, da vi inviterede Dem sammen med en charmerende ung Enkemand, Wilie Bodenhoff fra Udenrigsministeriet, totalt mislykkedes. De traadte ind ad Døren, streng som en Pallas Athene, og forlod Højenloftet som Pallas Athene, og Gudskelov for det, for saa meget bedre kan De koncentrere Dem om Deres Gudbarn. Naa, tag ikke denne Spøg for højtideligt, men lad Dem nøje med Forsikringen om, at vi har været lykkelige ved at give vort Barn en saa stilfuld og nydelig Gudmor.

Tale holdt ved min Søn Willums Daabsfest … (fortsat)

Dernæst vender jeg mig til Huemoderen, Fru Skoledirektør Svane. Mit første Bekendtskab med daværende Frøken Gunnarson stammer fra en Omvisning paa hendes Tunghøreskole, som var — det tør jeg nok sige — meget grundig. Hver Pult blev endevendt, hvert Problem alsidigt belyst, saa da vi endelig naaede frem til det forøvrigt opulente Smørrebrødsbord, var vi mere død end levende. Jeg fik der Indtryk af en Karakter, streng baade mod sig selv og andre, en haard Negl, for at bruge et godt Kraftudtryk. Men det er ikke altid, det første Indtryk er det rigtige. Hver Gang, jeg senere har mødt Fru Svane, har jeg fundet hende mildere end forrige Gang, uden paa nogen Maade at tilsætte noget af den muntre Sarkasme, der klæder hende saa godt. Og overfor den lille Willum har hun simpelthen været storartet: spurgt til ham, leget med ham, overdrysset ham med smaa Gaver. Jeg vil ikke lægge Skjul paa, at det er mig, der, rørt over saa megen Elskelighed, har bedt om, at De maatte blive Fadder. Jeg tvivler ikke om, at Harriet vil give Drengen en fortræffelig Opdragelse, men skulde Deres øvede øje som Pædagog opdage smaa Skævheder deri, saa tal endelig fra Leveren: Deres Kritik vil altid blive modtaget i bedste Mening.

Saa takker jeg de to Herrer Willumsen for Fadderskabet. Hvad jeg nu siger, skyldes andenhaands Beretninger og er muligvis helt ved Siden af, men min Hjemmelsmand er jo ikke langt borte, hvis De ønsker at kræve hende til Ansvar.

Direktør Erik Willumsen er skildret mig som en Forretningsmand af næsten amerikansk Dygtighed og Haardhed, ogsaa her er Tale om »en haard Negl«. Men han er en svag Mand overfor smaa Børn og ejer et næsten enestaaende Barnetække. Det viser, at der bag en muligvis haard Skal findes en ædel Kærne. Jeg haaber, at De og Willum maa faa megen Fornøjelse af hinanden, at de begge maa udfolde stor Charme i Deres Forhold.

Grosserer Gunnar Willumsen synes at være Slægtens enfant terrible, en veltalende og djærv Mand, der tør sige Slægtens ærværdigste Medlemmer Sandheden. Jeg beder Dem derfor om, hvis lille Willum skulde blive for præget af de mange elskende Kvinder, der vil opdrage ham, at De da vil have øje med ham, kalde paa hans virile Egenskaber og stræbe at gøre ham til en rask Dreng.

Og begge de to Herrer beder jeg holde øje med Drengens merkantile Udvikling. Willum har fra alle Sider Handelsblod i Aarerne, den Suhrske Slægts, den Willumsenske Slægts, mens han paa fædrene Side stammer ned fra jydske Studeprangere. Min Bedstefar var simpelthen Jyllands største Studehandler, der havde Drifter paa op imod 800 Stude paa Vej til Markederne i Husum og Hamborg. Naar Studene var betalt og det medbragte Pengeskab fyldt med Speciedalere, maatte der fire Mand til at slæbe det op ad Trappen paa Herregaarden Kvelstrup, hvor han boede.

Nu kunde man mene, at Handelsblodet var ødelagt ved Indskud af en tyndblodet Videnskabsmand, men jeg maa dog til mit Forsvar anføre, at jeg ikke blot har skrevet Afhandlinger og holdt Foredrag og Omvisninger i Glyptoteket, men ogsaa gjort store Indkøb til de to Samlinger, hvor jeg har haft at gøre med græske Kunsthandlere, hvis Snedighed sikkert langt overgaar, hvad de to Herrer har været ude for. Min største Triumf som Handelsmand opnaaede jeg dog under forrige Verdenskrig. Jeg havde udsondret en Samling Malerier, der ikke var Glyptoteket værdig, og med Bestyrelsens Tilladelse solgte jeg den til Martin Dessau og Johan Levin. Da de to Herrer fik Malerierne hjem, blev de efterhaanden klare over deres Ringhed og solgte dem derfor igen med et Tab af 3600 Kroner til hver. De bar deres Nederlag med godt Humør, og naar jeg senere mødte Martin Dessau paa Gaden, præsenterede han mig altid for sine Ledsagere med Ordene: »Her ser De den Mand, der har snydt de to klogeste Jøder i København«.

Som De ser, er Willum arveligt belastet med Handelstalent, og jeg haaber, at de to Faddere en Dag vil strides om, til hvilken af Slægtens Koncerner han bør knyttes.

Og saa tilsidst en Tak til den, der er denne Fests Giver, Drengens Bedstemor, Fru Willumsen! Jeg takker Dem, fordi De efter den første Overraskelse tog denne lille Dreng ind i Deres Hjerte og viser en stadig stigende Elskelighed mod denne lille Taaresøn. Jeg bruger her det Udtryk, som Monika anvendte om sin Søn, den hellige Augustin, fordi han ofte ved Ungdomsletsind og Kætteri havde gjort hende Sorg. Men da hun mærkede Dødens Nærhed, kaldte hun ham til sig, og staaende ved Vinduet og skuende ud over Ostias Haver takkede hun ham, fordi han Livet igennem aldrig havde sagt sin Mor et uvenligt Ord.

Jeg haaber, at De, Fru Willumsen, maa kunne følge den lille Dreng om ikke til Aar 2021, saa dog et godt Stykke op i Aarhundredets anden Halvdel, og da vil Anstød over Letsind og Kætteri vel ikke kunne undgaaes. Men jeg vilde ønske, at han vilde lønne sin Bedstemors Godhed, saa De engang ved Slutningen maatte kunne takke ham for, at han aldrig har sagt Dem et ukærligt Ord.

Og hermed takker Harriet og jeg Dem alle endnu en Gang.

“Vaskedoktoren”

Uddrag af Zelia N. Andrups bog: Otto Andrup og livet omkring ham (1970)

Magisteren var en lige så varm beundrer af de skønne vægtæpper som Slomann, men på sin daglige inspektionsrunde gennem salene var det ham en stadig kilde til ærgrelse, at deres farver netop ikke »fremtrådte med stoflig pragt«, som Slomann hævdede, men tværtimod var udviskede og kedelige, og guldindvirkningen knap til at skelne. På vævningens bagside kunne det jo tydeligt ses, hvordan de oprindeligt havde set ud.

En dag, da han sammen med Slomann stod og beundrede gobelinerne, sagde han pludseligt: »Jeg troer, de burde vaskes.« Slomann stejlede. Han foer op. Blot en sådan tanke var en helligbrøde, en vandalisme, en forbrydelse o. s. v. Han var grænseløst forarget. Magisteren vidste selvfølgelig udmærket, at hans udtalelse var formastelig tale, ja rent kætteri efter den almindelige opfattelse i museumsverdenen; men han havde i høj grad sine merlingers mod. Han kendte ikke til den medløbertendens, som idag præger så mange, denne abe- eller papegøje-psyke, som får folk til at skotte ængstelig til naboen og aldrig vove at udtale en overbevisning, som ikke er i samklang med den for tiden herskende offentlige mening, eller det af de vise på bjerget knæsatte dogme. Til Slomanns dybe forargelse holdt Magisteren fast ved sin mening. »Jeg vil undersøge den sag, og hvis det kan forsvares, vil jeg lade gobelinerne vaske,« sagde han.

Nu burde de to antagonister have trukket blank og være gået løs på hinanden med drøje hug. De var begge dekore rede med en høj portugisisk orden af Jesu Hjerte-ordenen (vistnok en udløber af den gamle Tempelherre-orden og derved forpligtet til »evig kamp mod jøder og vantro. Slo mann var jøde, og Magisteren var vantro, så bedre lejlighed til at opfylde den fine ordens påbud kunne ikke tænkes. Men hvor mange gode lejligheder forspildes ikke mellem :ir og dag? Deres ret (også ifølge Jesu-Hjerte ordenen) til at ride ind i Lissabon påskesøndag på. et hvidt æsel havde heller ingen af dem benyttet sig af. Nu nøjedes de med at sige hinanden imod på urban vis. Magisteren talte Slomann og hans meningsfæller midt imod og var dristig nok til at erklære, at han også ville handle Roma midt imod.

“Vaskedoktoren” (Fortsat)

Vel var Otto Andrup en handlingens mand, der kun sjældent lod sig kue af »gustent overlæg«, på den anden side forstod han altid sit ansvar og havde det personlige mod til at påtage sig det. Nogen selvretfærdig fusentast var han ikke. Først ville han æske sagkundskabens mening om dette vigtige spørgsmål. Han gik op på Teknologisk Institut og kom der i forbindelse med (senere dr. tech.) Madsen, landets fineste specialist i vaskemidler og vasketeknik.

Næste dag kom hr. Madsen ud til Frederiksborg, og de to herrer så i forening på gobelinerne. »Tror De, Madsen, at det vil være forsvarligt at vaske disse tæpper?«

Hr. Madsen undersøgte længe og omhyggeligt vævningerne både på retside og på vrangside og erklærede tilsidst: »Ja, hvis De vil overlade til mig at gøre det.«

Det var dog ikke et foretagende, der kunne iværksættes fra idag til imorgen. Der måtte adskillige forberedelser til. Hele processen varede fra 4de april til 13de juni. Først blev der i konservatorstuen bygget en trærist i gobelinernes størrelse og hævet ca. 1/4 meter over gulvet. Herpå blev det første gobelin anbragt. Et regiment af store galloner med destilleret vand var rekvireret og stillet i rad og række udenfor i stalden. Nu fulgte en indholdsrig og spændende periode for hele familien Andrup og for museets personale, som ivrigt tog del i dette så omdiskuterede forehavende. »Vaskedoktor Madsen«, som han straks kaldtes, skønt han på dette tidspunkt endnu ikke havde taget doktorgraden, kom ud hver morgen og arbejdede det meste af dagen. Som rimeligt er, gled han straks ind i den række af »frokostbørn«, som vi i tidernes løb har haft så mange af. I hele denne skare tror jeg, at vaskedoktoren er en af dem som familiens medlemmer og særlig børnene husker bedst. Ved hans komme skete der så meget, og hver dag havde sin oplevelse, som også de mindreårige kunne forstå og tage del i.

Synet af et par mægtige, brune gummistøvler ved siden af de mange dunke med destilleret vand affødte spændt forventning om en bedre vandpantomime. Den lod dog vente på sig i adskillige dage. Den første tid gik med, at Vaskedoktoren kravlede rundt på knæene på det første gobelin, som var blevet anbragt på risten. Han gennemgik vævningen meget omhyggeligt, så at sige tråd for tråd for at finde alle de guldtråde, som er indvævet deri, men som næsten ikke var til at skelne. Med en ganske lille, meget fin pensel, ikke større end dem, som børn bruger til deres vandfarvelader, penslede han hver enkelt guldtråd med en væske, som han havde i en lille flaske. Det sagdes, at det var cyankalium, hvilket er meget sandsynligt, men om det er rigtigt, ved jeg ikke. I al fald var det noget, som skulle rense og måske også preservere guldet. Ved dette arbejde var børnene andægtige tilskuere; senere fik de undertiden lov til at tage aktiv del i vasken. Efter at hver eneste lille guldtråd var behandlet, kom den egentlige vask. Med en vældig havevandkande og iført de famøse gummistøvler spadserede doktoren rundt på gobelinet og gennembrusede det med destilleret vand. Så indsæbede han det stykke for stykke med lidt større pensler og en af ham selv komponeret sæbe. Den skummede vidunderligt, men det hvide skum antog snart en dunklere farve. Du milde himmel, hvor blev det snavset! Man så straks, at en vask var højlig tiltrængt; det var jo også halvfjerde hundrede års sammensparede støv og snavs, der her løste sig op. Nu fik børnene lov at være med. Tænk den fryd for en 10 års knægt at sæbevaske Alexander den Store i ansigtet! Ligemeget hvor gammel Mads bliver, vil han sikkert altid mindes de glade dage, da han sammen med den flinke vaskedoktor kravlede rundt på gobelinet og lod sæben skumme over Alexander og hans flotte kampvogne med elefanten i guldindvirket skaberak. Så kom den første skylning. Aldrig i livet har jeg set vand så eventyrlig beskidt, mudret og tyk af snavs, som drev fra tæppet ned på gulvet og videre ud til afløbet. Børnene jublede. I den alder elskede man alle former for snavs og griseri. Jo værre des bedre! Langvarige skylninger fulgte efter, og morsomt var det at se, hvorledes de klare farver dukkede frem under brusebadet. Før havde man dårligt kunnet se forskel på Alexander og de sorte slaver. Alle havde de den samme mørkebrune lød. Nu fik Alexander og Dareios en teint så fin, så hvid og rød, at enhver ung pige kunne misunde dem, og den har de den dag idag. Gobelinet var efter endt vask og tørring så skønt og farveprægtigt, som da det i 1682 forlod det berømte væveri. Hvordan det vil se ud om 3 å 4 hundrede år er ikke godt at vide, men nu er der i al fald skabt præcedens for, at det kan vaskes. De skeptiske museumsfolk måtte bøje sig for det strålende resultat.

Fantasifulde, modige og foretagsomme mænd er deres vægt værd i guld.

Register til tidligere beretninger fra slægtsarkivet