1988/89

Beretning fra familiearkivet

I lighed med sidste år har indgangen af arkivmateriale og antallet af indleverede sager til familiearkivet i 1989 været af meget beskedent omfang. Det indskrænker sig til en række portrætfotografier indleveret fra forskellig side samt nogle litteraturhenvisninger af interesse for husets og familiens historie. Bl.a. har Ida Suhr Allin (K 166) gjort opmærksom på et epitafium i Glostrup Kirke over sognepræst Peter Åndreas Åagaard, der virkede i Glostrup i årene 1746 til 1779. Epitafiet er bekostet af Aagaards svoger Johan Peter Suhr, og sagen herunder forholdet til Suhr er beskrevet i “Omkring Glostrup Kirke” v. E. Tofte og E. Funch (1989). Også Marie-Louise Jørgensen (K 129), der arbejder med Nationalmuseets store kirkeværk, har i lighed med tidligere år overladt arkivet en række smånotater om forhold i relation til familiens Suhrs historie, som hun er truffet på under sine omhyggelige kildestudier.

Portræt af en ukendt dame

Fra et ikke-medlem af slægten er redaktionen blevet gjort opmærksom på et dameportræt, som i foråret 1989 er blevet handlet på en københavnsk auktion. Såvel kunstneren som den pågældende dame er redaktionen ubekendt. Billedet har bl.a. været fremvist på Teatermuseet på Christiansborg Slot, som har henvist til Stiftelsen i den formening, at billedet kunne forestille en person i den Suhrske kreds. Portrættet er vist på side 4, og skulle nogen mene at kunne identificere damen vil kontoret gerne underrettes. Dette gælder også de tidligere efterlysninger, hvor efterlysningen af flere H.C. Andersen vifter (1979/ 80) gav resultat, mens ingen kendte til det fine gamle Mignon-billede (jfr. 1987/88, s. 7-8).

130 års jubilæum

Stille og fredeligt fejrede Stiftelsen 6. juni 1989 sit 130 års jubilæum. I modsætning til de store runde jubilæer i 1959 og 1984 blev dagen ikke markeret, men “jubilæet” kunne måske give anledning til at opfriske nogle gamle jubilæumsminder, hvorfor årets gule hæfte bringer journalisten Bene Larsens udførlige arkitel om Stiftelsen i Berlingske Åftenavis lørdag den 6. juni 1959, samme dag som jubilæet fejredes med en storstilet fest i Ingeniørforeningen. Året 1975 blev også særligt fejret med festen den 29. november i Håndværkerforeningen. Anledningen var ikke et jubilæum, men at slægtens kvindelige medlemmer fik stemmeret på generalforsamlingen. På revyvisen “Solitudevej”, som skuespillerinden Elga Olga allerede i halvtredserne havde gjort til en landeplage havde arkitekt Olaf Damm-Sørensen skrevet “Visen om Suhrerne”. Også denne tekst er bragt i årets hæfte tillige med et par billeder fra festen.

Festen i 1984 behøver ikke særlig omtale, idet der kan henvises til årsberetningerne for 1983/84 og 1984/85.

Efterslægtstavlen

Nedenfor er anført ændringer i og tilføjelser til Den Blå Slægtsbog. Udarbejdelsen er sket på grundlag af oplysninger og indberetninger til Stiftelsen og efter de principper, der har været gældende siden udsendelsen af 1986/87 beretningen. Redaktionen har hæftet sig ved, at der i et par tilfælde ved indsendelse af oplysninger har manglet de relevante attester, men går ud fra, at dette i de pågældendes egen interesse bringes i orden.

Der er i årets løb ikke modtaget meddelelser om dødsfald indenfor den legatberettigede slægtskreds.

Ændringer i og tilføjelser til Den Blå Slægtsbog

(Udarbejdet på grundlag af indberetninger til Stiftelsen)

Boghjørnet

Traditionelt indeholder årets beretning omtale af især ny litteratur, der har berøringsflader til den Suhrske families historie, enten dette gælder personer eller ejendomme i slægtens besiddelse. Med den meget store interesse, der siden bogen udkom i 1987 (paperback i 1988), er vist lektor ved Danmarks Lærerhøjskole Bodil Wambergs bog om Johanne Louise Heiberg er valget til boghjørnet igen et Heiberg-emne, nemlig et foredrag holdt af Elisabeth v. d. Hude for “Dansk Litteraturforening” ved besøg på Bonderup 5.6.1961.

Men først lidt om og fra Bodil Wambergs bog, der bl.a. er blevet tildelt Georg Brandes prisen “Den er en ren biografi, men af de dybe, velfunderede og psykologisk overbevisende den er simpelthen fremragende” skriver Hans Sølvhøj i en anmeldelse i Det Fri Aktuelt. En anden anmelder skriver, at bogen “fører os ind i et kvindesind af en kompleksitet, man sjældent har set mage til”. Ikke underligt at testator var betaget af teaterdronningen.

Fra Bodil Wambergs bog:

“Johan Ludvig Heibergs død”

“Det hele var, som om alle onde trolde var slupne løs og verden sin undergang nær”.

Den 25. august 1860 døde Johan Ludvig Heiberg.

Hans død skildres langt og gribende, uhyggeligt gribende, i 4. del af erindringerne, skrevet godt 20 år efter virkelighedens gru. Hver lille detaille står skarpt, denne dags sorg og rædsel blev aldrig rigtig forvundet. Det fremgår også af hendes breve til Krieger, d. 25. august var hvert år, resten af hendes liv, en tung og sort dag.

Dagen og tiden op til dagen genskabes på papiret som en helvedesmyte. Alt havde svoret sig sammen, så afslutningen og døden i den skrivendes fantasi opfattes som endepunktet på lange tiders pinsler, forurettelser og angst, mundende ud i dette dødshelvede.

Thomasine Gyllembourg forlod, ifølge erindringsbeskrivelsen, et paradisisk sted, verden opfattet i solskin som en blomstrende have.

Johan Ludvig Heiberg forlod et helvede, helvedet Bonderup, dette fremmede sted, som de i år endelig var flyttet ud til, for at holde ferie. Suhrs venlige hensigt forvandlede sig til et mareridt. Ti års nederlag kulminerede i smerte og død på Bonderup. Dødshelvedet Bonderup.

Udenfor var det ikke sommer, som det ifølge kalenderen skulle være lidt endnu, alle onde ånder var sluppet løs i form af en hylende brandstorm, regnen piskede, vinden peb gennem skorstene og kakkelovne, så døre og vinduer sprang op af trykket. Inde i huset lød det som “menneskestemmer, der skreg i angst”. Et træ blæste omkuld med et kæmpebrag, kragerne skreg. Hvor hun gik og stod, mødte hun døden: en død svale, en død fisk, afrevne grene og blade lå i havens gange.

Det stærke i hele skildringen, det, som bider sig uafrysteligt fast, det er angsten. Suggestivt forplanter angsten sig til alt: den er i stormen, i mørket, i regnen. Var dette stormvejr da noget, hun fandt på for at give et billede på sjælenøden? Sådan forholder det sig ikke; gennem breve, hun modtog på dette tidspunkt bekræftes det, at vejret var netop så forfærdeligt, som hun beskriver det.

Situationen, med den dødssyge Heiberg indenfor og stormen udenfor, var i sig selv af en beskaffenhed, der kunne gøre enhver meget bange.

Alligevel! Angstens dimensioner er rystende. Som en sort, sort skygge lå den henover alt, deformerede alt, så den syge blev bange for møblernes og stuernes ukendte konturer: “Lige overfor hans leje på sofaen stod en af de stygge, sorte, gammeldags kakkelovne, der ser ud som et gravmonument med en urne på. Det var aldrig tidligere faldet mig ind at tænke herover; men da Heiberg urolig udbrød: “Og så er det så hæsligt at se på den fæle kakkelovn,” da stod det med et tydeligt for mig, og jeg følte ligesom et stik i hjertet.”

Dødens ansigt, der kommer nærmere og bliver tydeligere, er angstfremkaldende, men hvornår er det mest skrækindjagende?

Når man er alene!”

Ovennævnte uddrag af Bodil Wambergs bog kan måske tjene til, at familiemedlem- mer med interesse for disse ting får lyst til at læse bogen. Selvom temaet Heiberg-familiens ophold på Bonderup er gennemspillet utallige gange (i de gule hæfter sidste gang med pastor Lundsteens essay “Det skete på Bonderup”) synes emnet, hvad Wambergs bog også er udtryk for, at være stadig lige levedygtigt og har gennem årene givet anledning til en række artikler og dagsbladskronikker, hvor en af de sidste var Erik Kjersgaards “Maria Stuart på Bonderup” bragt med Palle Pios tegning fra havesiden, dateret juli 1988. Der går da næppe heller et år, hvor Bonderup ikke besøges af interesserede selskaber, enten de kalder sig Holberg eller Heiberg selskabet eller som i det sidste bidrag til årsberetnin- gen Dansk Litteraturselskab. Mange kyndige folk har holdt foredrag på Bonderup ved sadanne lejligheder og redegjort for godsets historie og ikke mindst rela- tionerne til Heiberg-familien. Det være sig teaterhistorikeren, dr. phil. Robert Neiiendam (d. 1966), professor Billeskov Jansen, museumsleder Inge Nørballe og viceefor, cand. mag Elisabeth v. d. Hude m.fl. Fru Hude overlod stiftelsen det aftrykte manuskript, som efter hvad der er oplyst overfor redak- tionen ikke er trykt eller offentliggjort andetsteds. Artiklens omtale af foto- grafens besøg vil utvivlsomt give anledning til, at man i slægtsarkivet og i gårdens egne gemmer kigger nøjere efter disse optagelser, som uvtivlsomt også vil have lokalhistorisk interesse.

Interiør fra spisestuen på Bonderup 1989.
Portrættet forestiller direktør
Henrik G. Suhr (M 76), der var direktør i Stiftelsen 1932-55 (se 1984/85, s.
5.)
Den gamle bænk er netop nyopstillet efter en omfattende restaurering (se s. 15
samt 1987/88, s. 23).

Foredrag holdt af frk. Elisabeth Rude for “Dansk Litteraturforening” ved besøg på Bonderup 5.6.1961

FRU HEIBERG PÅ BONDERUP

I 1839 havde Johan Ludvig Heiberg og hans kone i Ems truffet den hovedrige forretningsmand J.Th.Suhr, og fra 1844 havde de, efter Suhrs indstændige anmodning, hver sommer tilbragt en tid på hane dejlige landsted Sølyst ved Klampenborg. I 1858 forudså Suhr, at han ikke havde lang levetid tilbage, og han vidste, at når han var død, ville det være slut med Heibergs ophold på Solyst. Fru Suhr var død i 1856.

I 1852 havde han købt Bonderup og kort tid før sin død i 1858 tilbød han Heibergs ejendommen som sommerbolig for resten af deres liv. Large som altid lod han bygningen istandsætte, af arkitekt Meldahl – hvad der blandt andet resulterede i to tårnpavilloner, som nu senere er blevet pillet ned igen.

Suhrs tanke var smuk, men ak – det skulle komme til at gå helt anderledes, end han havde tænkt sig. I juni 1859 blev Heiberg alvorligt syg, og opholdet på Bonderup blev opgivet i denne omgang. Men året efter, i 1860, tog de derud.

Fru Heiberg siger flere gange spøgende i sine breve, at hun er en “Heks”, der har det med forudanelser. Også om Bonderup havde hun haft anelser, – bange anelser om, at der ville hænde hende noget sørgeligt derude. Og hun fik ret, for Heiberg døde på Bonderup.

Selve starten dernede havde været mærkelig forfulgt af uheld. Meget drastisk, men også med humor, skildrer hun i sine erindringer det rent utrolige roderi og svineri, der mødte hende ved hendes ankomst, alt takket være en karl, der havde haft opsyn med stedet, mens reparationerne havde stået på. “Den forfærdelige Ole”, som hun kaldte ham, havde pakket alle de kasser ud, hun havde sendt derned, og han havde smidt alle hendes fine og gode ting hulter til bulter. Da hun tilsidst opdagede, at på Thorvaldsene Amor-buste var den ene arm blevet brækket af, var målet fuldt, og hun brast i gråd. Lidt efter lidt kom der dog orden i sagerne, og hun sagde spøgende til sin mand: “Du tror nu vist, at jeg er meget ulykkelig over alt dette? Men ser du, ifjor overfaldt mig en anelse om, at noget sørgeligt ville møde mig på dette Sted, og min Phantasi var i travl Virksomhed af Angest for, hvori dette kunde bestaa. Ser du, heri bestod det altsaa; og Gud skee lov, at det ikke var noget værre, der ventede mig her.”

Hun gik dog stadig i en snigende angst for Heibergs helbred, men han rebede ikke, hvor syg han var. Og bispinde Martensen, der en tid var gæst på Bonderup, sagde til hende:

“De ængster Dem viet uden Grund, Etatsraad Heiberg synes jo munter og glad.”

Det samme indtryk fik arkitekt Meldahls, da de var på besøg på Bonderup. Fru Amalie Meldahl har givet en fornøjelig skildring deraf i de erindringer om tru Heiberg, hun nedskrev på ein datter Helgen anmodning. Noget af den er taget med i den store bog om Meldahl, som Helga (der blev gift med senere amtmand Stemann) har udgivet. Her skal De høre beretningen i dens oprindelige form: “Som ganske ung Kone, en eller halvanden Maaned efter mit Bryllup, besøgte Pater og jeg (hun kaldte sin mand for Pater) Holbergs på Bonderup i Selskab med Marstrand, Fru Ingeborg Drewsen og Fru Pedersen, født Boye, allesammen langt ældre end jeg og gode Venner af alle Parter.

Jeg var naturligvis meget ydmyg i dette overlegne Selskab og gav neppe en Lyd fra mig.., men til Gjengjæld lukkede jeg ørene vidt op og morede mig udmærket blandt disse livlige, vittige Mennesker. Det var Pater, som havde meldt vort Komme til Fru Heiberg… Han havde jo ombygget Bonderup for Heibergs, og som Fru Heiberg skriver i sine Livserindringer, gjort det paa den smukkeste Maade, “med en Smag, som ingen Attest behøver.” … Vi tog altsaa en smuk Sommerdag med Jernbanen til Ringsted og kjørte derfra i Vogn til Bonderup, hvor vort Komme vist neppe havde været ventet saa tidligt paa Dagen. Fru Heiberg viste sig imidlertid som den elskværdigste Værtinde, og jeg ialfald mærkede ikke noget. Lidt efter traadte Heiberg ind, saavidt jeg husker endnu i Slobrok, saa det var ved dette Syn, at Pater opdagede, at man ikke havde ventet os. “Er De kommen med Slæde?” spurgte han os meget fornøjeligt, “jeg har slet ikke hørt nogen Vogn.” Det første Indtryk af ham var ikke opløftende; jeg saae en gammel “støvet” Mand, som ikke svarede til det Idealbillede, jeg havde gjort mig af Forfatteren til “Elverhøj”.

Vi fik en meget splendid og nydelig Frokost, og hvis vi ere komne uventet, saa har det været et Mesterstykke af Fru Heiberg at skaffe den tilveie i saadan en Fart. Midt pas Bordet stod der en stor Buket Markblomster, der var ordnet paa nydeligste Maade, og Fru Heiberg sagde undskyldende, at den var et sindbillede paa Maaltidets Tarvelighed….

Fru Heiberg på Bonderup (fortsat)

Efter Frokosten viste Fru Heiberg os om i sit Hue. Der var mange tomme Værelser, skjøndt Suhr havde skjænket Heibergs de Møbler, de havde brugt paa Sølyst. Fru Heiberg havde dekoreret Væggene ved at klistre Glandsbilleder hist og her paa Tapetet og indrammet dem paa sindrig Maade; hun viste dette triumfereende til Pater, der senere yttrede ligeover for mig, at det var smagløst. … Før Middagsbordet gik vi en Tur i Skoven. Fru Heiberg førte os, men det er muligt, at Heiberg ikke var med, han havde jo været syg. Fruen gjorde det muligvis for at slaa Gnister ud af mig ….

Ved Middagsbordet bød Heiberg mig Armen, og jeg følte mig uhyre beæret, men naturligvis ligesaa generet. Imidlertid fortog det sig snart, og da jeg ikke havde Noget, jeg skulde have sagt, indskrænkede jeg mig til at høre paa de Andre. Det var Heiberg, Fru Heiberg og Fru Drewsen, som særlig havde Ordet, og de lystige Indfald nøl som Raketter tvers over Bordet. Men hvem kan beskrive et Fyrværkeri? … Flasken vandrede stadig frem og tilbage tvers aver Bordet imellem Heiberg og Fru Drewsen, som kaldte den en Perpendikel.

Fru Heiberg gav os en uhyre komisk-drastisk Beskrivelse af, hvordan Heiberg engang var kommet ind i hendes Stue og havde famlet sig frem til et Skab, hvor Vinflasken stod, og hvorledes hans Adfærd havde været saa besynderlig, at hun sluttelig havde raabt med stort Eftertryk: “Men, Heiberg, Du er jo fuld!” Senere ved Hjemkørselen gjorde Marstrand os opmærksom paa, hvor nydeligt hun havde skildret denne Scene – endnu et lille Skridt videre, og den vilde have vakt Anstød, men i hendes Mund blev det Hele kun let, graciøst Drilleri.

… Naar jeg senere, efter J.L.Heibergs Død, har hørt Folk, som aldrig have kjendt ham, paastaae fuldt og fast, at han var “fordrukken”, har jeg stadig paa det Bestemteste benegtet det. Var dette Tilfældet, kunde hans Hustru ikke undlade at mærke det, men isaafald kunde det aldrig have faldet hende ind at drive Løier med ham lige overfor Fremmede, som hun gjorde hin Middag. … Jubelen ved Bordet kulminerede, da Heiberg citerede nogle Strofer af en gammel Landeværnssang fra Frederik den Sjettes Tid. De lød saadan: “Med Mod i vore Bryster,/ Vi slaaes for vore Kyster”! Og synge her en Arie/ For Frederik og Maria!”

Henad Aften tog vi Afsked fra vore mere end elskværdige Værter og kjørte hjem. I Jernbanen vare vi endnu Daa overstadige som Børn… Den næste Morgen sad Pater og jeg flanue og forsvirede ved vort ensomme Bord og saae paa hinanden. Alt var saa tomt efter en saa uforglemmelig Dag! Pater trøstede mig da tilsidst ved at udtale, at Heibergs rimeligvis ogsaa sad tause ligeoverfor hinanden, efterat det lystige Selskab havde forladt dem. Stjernen i Kaleidoskopet var splittet ad, og Fortryllelsen hævet.”

Meldahls besøg må vist have fundet sted, førend fru Martensen kom ned på Bonderup. Den 10. august hentede hendes mand hende efter veloverstået bispevisitats.

Efter dette fulgte der fjorten frygtelige dage for fru Heiberg, indtil Heiberg døde den 25. august. I “Et Liv gjenoplevet i Erindringen” har hun gribende skrevet om, hvordan hans sygdom mavekræft hurtigt forværredes.

Bonderup tegnet fra havesiden juli 1988 af Palle Pio.
Benyttet ved Erik Kjersgaards artikel “Maria Stuart på Bonderup” (se s. 15).

Jeg synes ikke, at denne stærkt personlige skildring rigtig egner til at gengives her. Nogle af Dem har måske allerede forberedt besøget på Bonderup ved at læse den? Hvis De ikke har gjort det, så læs den, når De kommer hjem. Den er meget betagende, synes jeg.

Efter at Heiberg var død, gjorde fru herbergs venner alt, hvad de kunde for at hjælpe og trøste hende. Martensens kom ned på Bonderup dagen efter, og det samme gjorde etatsråd Krieger, han der i de næste 30 år, indtil fru Heibergs død i 1890, skulde blive hendes allernærmeste ven.

Heiberg blev begravet fra Holmens Kirke den 3. september; hans hustru var blevet på Bonderup. Det var tidens skik, at kvinder ikke gik med til begravelser.

Fru Heiberg forlod først Bonderup midt i oktober. Det havde været nogle slemme uger at komme igennem, og det var også slemt at vende ene hjem til Søkvæsthuset.

Men trods hendes sorg og fortvivlelse havde hendes – for at citere Krieger – “utrolige Talent til at sætte andre i Aktivitet” ikke fornægtet sig. I slutningen af september 1860 havde hendes gamle veninde frk. Harboe besøgt hende, og hun havde bedt frk. Harboe om at undersøge noget for hende. Sagen var den, at i søen ved Bonderup var der nogle svaner; hvor skulde de nu være om vinteren? Kunde man mon få dem anbragt et sted i København?

Frk. Harboe elskede og tilbad fru Heiberg, og hun påtog sig med glæde dette, man tør vel sige enestående hverv. Føret forhørte hun sig hos en gartner; men han vilde have 60 rigsdaler for at bygge et “vinterhus” til dem. Det var alt for dyrt, mente frk. Harboe. Hun gik så til den fineste autoritet på svane-området, nemlig selveste direktøren for Zoologisk Have, dr. Kjærbølling, og han sagde, at svanerne godt kunne overvintre i haven “tillige med hans egne Svaner”. Dog måtte fru Heiberg betale føden for dem. Hvis de “bleve sadte af ved Waldbye Station”, kunde de “bæres igjennem Søndermarken” til Zoologisk Have.

– Efter at have afleveret denne vigtige meddelelse fortsatte frk. Harboe sit brev med at fortælle, at hun havde været på visit hos “den kjære Biskop”. Her var faktorernes orden ikke ligegyldig.

I september det følgende år skrev frk. Harboe igen til fru Heiberg på Bonderup om svanerne: “Jeg spadserede til Frederiksberg Slot (fra den Treschowske stiftelse på Christianshavn!), og jeg var saa heldig at træffe Dr. Kjærbølling hjemme, han bad mig bringe Dem hans forbindtligste Hilsen: Det var ham særdeles kjært, at De var Bas tilfreds med Svanernes Behandling ifjor, og han lovede, at saasnart han faer at vide, hvilken Dag og hvilket Klokkeslet de komme til Valdby Station, saa skal han sørge for at lade dem afhente der og tage sig af dem som ivinter.” Desværre forlyder der intet om svanernes videre skæbne.

Den næste sommer tilbragte fru Heiberg atter på Bonderup. I mellemtiden var der sket det, at hun,1 maj 1861, havde taget tre små piger til sig. De var døtre af en dansk søkaptajn og en kreolerinde; de var født på St.Croix, men nu var deres moder død fra dem. Sarah, Lelia og Anna hed de, og de var 8, 6 og 4 år, da de kom til fru Heiberg.

Med de tre børn blev atmosfæren på Bonderup forandret. I disse sommermåneder skrev fru Heiberg mange og lange breve til Krieger, og i dem fortalte hun naturligvis også meget om børnene. Som De sikkert ved, er en del af fru Heibergs breve til Krieger blevet udgivet (af Aage Friis og P.Munch), men der er også udeladt lange stykker af dem, og ikke mindst af det, der handler om børnene. (Bemærkninger om udeladelserne).

Jeg tænkte, at det maske vilde interessere Dem at høre lidt fra dette utrykte stof. Det fortæller nemlig ikke alene noget om børnene, men også noget om fru Heiberg selv.

Det var drøjt, meget drøjt for fru Heiberg at vende tilbage til det sted, hvor hun året før havde haft det så svært. Men det var en stor hjælp for hende, at børnene var der. hun fortalte fru Martensen om deres ankomst dertil (dette brev er trykt): “Da jeg den første Middag sad ved Spisebordet med et Hjerte saa tungt, saa tungt, og havde den største Møie med ikke at briste i Graad ligeoverfor de tre glade Børn, da var det, ligesom de smaa Stakler anede, med hvilke Følelser, med hvilke Smerter jeg Eensomme sad imellem dem, og med et reiste de sig alle tre op fra deres Stole, klyngede sig tæt op til mig, kyssede og klappede mig, som om de ved deres Kjærtegn vilde bringe mig den Trøst, hvortil jeg saa hellig trængte.”

Fru Heiberg på Bonderup (fortsat)

Sådan havde hun gang på gang glæde af dem. Hun fortalte Krieger om, hvor meget det betød for hende:”Da Mørket nu alt tidlig falder paa, har jeg om Eftermiddagen i Tusmørke underholdt dem med at fortælle Eventyr, hvortil de lytte med spændt Opmærksomhed. Jeg selv har ikke været uvirksom ved denne Leg. Det er en ypperlig Maade at lære de smaa Gemytter at kjende. Deres Spørgsmaal, den Spending, hvori deres Phantasie sættes, lader os paa en tydelig og lærerig Maade see ind i de smaa Hoveder og Hjerter.

Igaar, da jeg fortalte dem det smukke Sagn om Kirkeklokken i Farum, hvorover man har det berømte Digt, spurgte jeg dem, da Fortællingen var tilende, som i høj Grad lod til at interessere dem, hvem af dem der, naar jeg blev syg, vilde hente Rustet af Kirkeklokken, for at jeg kunde blive rask igjen. “Jeg”, raabte den lille Anna med sin dybe kraftige Stemme.

Leila ase høist betænkelig ud ved dette Spørgsmaal. Sarah blev ganske ulykkelig og sagde med en saa comisk Alvor, at jeg havde ondt for at bare mig for at lee: “Lady Johanne: hvor kan jeg gane den lange Vel til Tostrup Kirke midt om Natten, og hvor skulde jeg finde op i Taarnet, og jeg forstaaer desuden ikke at skrabe huet af en Klokke, det har jeg aldrig gjort i St.Croix.” Man maa høre et Barn med hele den naive Troskyldighed udtale sligt for ret at glæde sig derved, og man maa have min Glæde over det Naive, for at skjønne paa, at dette Sprog engang imellem lyder til OB, ikke i Digt, men i Virkeligheden.”

Det var Teestrup kirke, vi passerede for lidt siden på vej hertil. I den gik fru Heiberg i kirke om søndagen, og hun skrev til Krieger: “Jeg holder af den lille Kirke, der ifjor husede mig og mit nedbøiede Sind, og hvor jeg fandt Trøst ved Herrens Bord, kort før jeg, med et Hjerte saa tungt som Bly, drog hjem i mit eensomme Huus.”

Hun fortalte også Krieger om en morsom tidspræget oplevelse, de havde dernede. En dag dukkede der en omrejsende fotograf op, og det var den gang noget noch nie da gewesenes. Fotografierne afløste Daguerreotypierne omkring 1860. (Dietrichsson i Berlin).

Fru Heiberg skrev til Krieger: “Det eensformige Liv paa Bonderup er idag blevet afbrudt ved en vigtig Begivenhed, som heele Gaardens Besætning har taget den meest levende Deel i. I Aftes kom Hans og meldte mig, at en omreisende Photograph lod sig forhøre hos mig, om jeg havde noget imod, at han photographerede Hovedgaarden, og om han kunde faae Logis hos mig nogle Dage, medens Arbeidet stod paa. Jeg lod ham svare ved Hans, at det Første skulde være ham tilladt, men det Sidste kunde jeg ikke indlade mig paa. For tyve Aar siden vilde min Forfængelighed maaskee være sat i Bevægelse ved Tanken om, at han kunde være en forklædt HjerteTyv, nu frygtede jeg for, at han kunde være en Tyv, der vilde stjæle nyttige Ting. Saaledes forandrer Tiderne sig. Forpagter Henningsen aabnede nu Manden sit Huus, og i Dag saae jeg den stakkels pjaltede Mand, der hverken seer ud til at ville stjæle Hjerter eller andre Ting.

I Dag har han hele Dagen været beskjæftiget med at forevige alles Physiognomier, Store og Smaa, Karle og Piger, Meiersker og Kudske, Heste, Sviin og Køer. Han har taget Hovedgården fra Broen ved Vandet, og ved et Tilfælde var jeg, Lilla og Sarah kommet med, hvilket jeg blev meget ærgerlig over, men lykkeligviis mislykkedes det første Forsøg, og nu var jeg advaret, og tog mig vel i agt for at komme med paa det andet. For at bidrage mit til at give den stakkels Mand lidt af fortjene, har jeg i Dag ladet ham tage de tre Smaa, og det er virkelig lykkedes ret godt, saa jeg er fornøjet over at have en blivende Erindring om, hvorledes de saae ud den første Sommer de opslog deres Hjem hos mig. Var det ikke skeet paa denne tilfældige Maade, var det vel aldrig skeet. Det maa altsaa betragtes som et Held denne Dag har bragt mig. Børnene vare meget lykkelige herover og vare bedrøvede over, at Lady Johanne ikke vilde staae hos den paa Billedet.”

De tre små piger spredte glæde om sig, men de gav også anledning til ængstelse. Fru Heiberg fortalte Krieger den 20. august: “Den lille Anna var hele Dagen syg. Jeg havde lagt hende i min Seng i mit Sovekammer, det samme Kammer, hvor jeg igaar for et Aar siden begyndte paa den sørgeligste Uge i mit Liv. Som ifjor vandrede jeg igaar, hele Dagen fra Kjøkkenet til Sygesengen, fra Sygesengen til Kjøkkenet, for at bringe, hvad min lille Anna behøvede. Som ifjor sad jeg atter og betragtede den Sovende med Angst, viftede Fluerne bort fra den Sovendes Pande, lagde Puderne tilrette etc. etc. Denne Gjentagelse, just paa samme Dag, var mig saa smertelig at bære.”

Fru Heiberg taler så smukt om sine sørgelige minder. Men foruden skildringen stemningsindhold vil jeg bede Dem om at lægge mærke til hendes fine stilistiske form.

Gang på gang ser man i hendes breve, hvordan hun oplever en episode med skuespillerindens blik og fornemmelse, og hvordan hun gengiver den så eksakt, at det er, som man så en scene i et skuespil. Sådan også her – (bemærkninger herom) Skildringen viser også, hvor ypperligt hun skrev. Den ensartede rhytme, gentagelserne.

I slutningen af september vendte fru Heiberg tilbage til København. Hun havde glædet sig over de dejlige omgivelser på Bonderup; hun havde nydt de mageløse aftenbelysninger og den duft, markerne og engene udbredte. Hun var også blevet opmuntret af de mange besøg, hun havde haft. Krieger havde været der et par gange, blandt andet sammen med arkitekt Herholdt, som var i gang med at bygge hendes nye hus i Rosenvænget. Hendes broder og frk. Harboe havde også været der, og lægen, etatsråd Bornemann og hane kone, var kommet derned en dag – “Det er virkelig et Offer at rejse den lange Vel for at besøge mig”, kommenterede hun til Krieger. I september kom fru Martensen og hendes lille datter Josepha og blev der et par uger.

Men trods den dejlige natur, trods de søde og muntre børn, trods gæsterne havde det været en lidelse for hende at være på Bonderup. I juni havde hun skrevet til Krieger: “Jeg kjemper herude med et Tungsind, som er større, end jeg selv havde anet, at det vilde blive; jeg skjuler det sne godt jeg kan for alle, men det angriber mig, og jeg har virkelig befundet mig meget ilde, siden vi sidst saaes. Paa Bonderup kommer jeg ikke oftere, det er vist.”

Hun forandrede ikke mening i løbet af sommeren. Krieger havde prøvet på at overtale hende til at tage til Bonderup igen, men hun svarede ham: “De siger, at jeg maa gjøre det muligt at vende tilbage til Bonderup næste Sommer. Jeg gyser ved Tanken. Ikke engang De veed maaskee hvor megen Roes jeg i Sommer har fortjent ved at være rimelig og taalmodig og ikke plage andre for meget ved min Modløshed. Ubeskrivelig har min Smerte været, og jeg har jo dog været ganske artig og stille i min Sorg, men tro mig, min kjære Ven, en Smerte er overgaaet mig, som nager paa mit Liv, og, bliv ikke vred, men jeg kan ikke andet end gjentage, jeg føler mig saa fattig i mig selv.”

Og derved blev det. Fru Heiberg satte aldrig senere sin fod på bonderup.

Register til tidligere beretninger fra slægtsarkivet