1989/90
Beretning fra familiearkivet 1989/90
Indhold:
- Interiør fra Stiftelsen, jul 1989
- Beretning fra arkivet
- Skovturen maj 1989
- Efterslægtstavlen
- Direktionens udflugt til Bonderup i forsommeren 1886
- Uddrag af P.C.N. Buchs livserindringer
- Landbruget på Stiftelsens godser i dag
- Boghjørnet:
- Visit hos frøken Ida Suhr
- Jasper Rootham
Oktober 1990
Redaktion
Nils Teisen
Lysekronen (en Elias Palme glaskrone) er en nyerhvervelse og har tidligere hængt hos godsejer O.B. Suhr, Sandbygaard (M 126)
Beretning fra familiearkivet
Tilgangen af arkivmateriale, afleveret fra slægtens medlemmer, har i det forløbne år stort set begrænset sig til de meddelelser, som Stiftelsen har modtaget vedrørende fødsler, bryllupper og dødsfald samt fremsendelse af enkelte portrætfotografier m.v. Hvor de modtagne fotografier og data knytter sig til et enkelt slægtsmedlem, er oplysningerne registreret under dettes nummer i stamtavlen, jfr. “Beretning fra familiearkivet 1977/ 78”. Fra Erik Svend Pontoppidan (M 162), der er født 1914, er modtaget et lille erindringsbillede om livet på Gl. Torv i frøken Ida Suhrs tid. Indslaget er bragt på side 21.
En værdifuld forøgelse af Stiftelsens indbo har været den smukke lysekrone, som er afbilledet på side 2.
Opbygningen af slægtsarkivet og samlingerne vedrørende handelshuset I.P. Suhr og Søn og godsernes historie har dannet grundlag for, at Stiftelsen har kunnet medvirke og besvare spørgsmål stillet af personer og institutioner udenfor slægtens kreds. Også Stiftelsen mærker tidens stigende interesse for den såkaldte “lille historie”, enten den gælder den egn man bor i eller de personer der gik forud. Tølløse lokalhistoriske Forening har således siden sidste beretning gik i trykken trukket på Stiftelsen og arkivets viden. Det endte med en velbesøgt foredragsaften på Merløse Skole, hvor aftenens foredragsemne var “Træk fra den Suhrske Stiftelses historie”. Det var en interesseret og levende forsamling, som kunne kvittere for foredraget med nye oplysninger om godsernes lidt ældre historie og de personer, der har arbejdet på gårdene. Ikke kun fik Stiftelsen en udførlig udskrift af gamle skøde- og panteprotokoller 1854-55 med sig hjem. Det drejede sig om en række dispositioner i anledning af, at etatsråd Suhr (M 6) agtede at anlægge en ny vej fra åen ved Sandlyng skov, som ville berøre en række lodsejere i Steenmagle sogn. Men Stiftelsen fik også ny viden om bygningsarbejderne på Bonderup, da man i 1951 fjernede de sidste rester af “Heibergs observatorium”. Selvom personerne omtalt i fru Heibergs erindringer selvsagt forlængst er borte, forpagteren og den “frygtelige Ole” (se 1987/88, p. 24) kunne disses efterkommere fortælle, blandt andet om Ole, der endte sine dage som fredelig skovfoged i Tadre skov under Aastrup gods, og også om effekter der i tidens løb under byggearbejder var blevet fjernet fra
Også Selskabet til gamle bygningers bevarelse har i sommerens løb vist interesse for Stiftelsen og 20. maj besøgt Bonderup, der sammen med Hagestedgård, Løvenborg og Vognserup var valgt som mål for en medlemsudflugt. Årsberetningens redaktør fortalte om de fire godsers bidrag til dansk gods- og kulturhistorie og specielt om arkitekten Meldahls arbejder på Bonderup (se 1987/88, p. 14 f).
>
Familieskovturen
Søndag den 17. juni 1990 arrangerede direktionen en udflugt for medlemmerne af den Suhrske slægt og for venner af Stiftelsen til Bonderup og Merløsegård. Ialt deltog ca. 250 personer. Af de ca. 200 familiemedlemmer kom ca. 30 fra Sverige, 4 fra Canada og fra England 1. Blandt Stiftelsens tidligere medarbejdere deltog højesteretspræsident Aage Lorenzen, landsretssagfører Bjørn Magnussen og skovfoged Hans Pedersen. I skovturen deltog endvidere kontorets, skovens og landbrugets medarbejdere, Stiftelsens arkitekt Jørgen Raaschou-Nielsen samt højesteretsdommer Jacques Hermann. Højesteretsdommer Hermann er den af Stiftelsen juridiske direktør ifølge fundatsens § 15 udpegede efterfølger.
Før og efter frokosten på Bonderup var der lejlighed til at bese gårdens bygninger og de nærmeste omgivelser. Senere på eftermiddagen blev der aflagt besøg på Merløsegård i hvis have der indtoges forfriskninger. Under frokosten redegjorde forpagter Poul Thygesen for landbrugets forhold. Forpagter Thygesens notater er benyttet til den redegørelse, som findes på side 17.
Familieskovturen (fortsat)
Der spises i den ny lade.
Efterslægtstavlen
I lighed med tidligere år indeholder det gule hæfte nedenfor de ændringer i og tilføjelser til Den Blå Slægtsbog, som Stiftelsen har modtaget og som er udarbejdet på grundlag af indsendte beretninger til Stiftelsens kontor siden udsendelsen af 1988/89 beretningen. Der er især her anledning til at nævne årets afdøde slægtsmedlemmer.
Godsejer Oluf (Ole) Bernt Suhr (M 126) døde 24.10.1989 på Sandbygård en lille måned før sin 85-års fødselsdag. Ole Suhr var født på Rosengård, som den næstyngste af godsejer Johs. Th. Suhrs (M 36) fem sønner, som nu alle er døde. Ole Suhr aftjente sin militærtjeneste ved Livgarden, var løjtnant og uddannet som militærflyver. Fra 1936-55 var han ejer af Pilegård ved Haslev og fra 1955-70 ejer af Sandbygård gods. Ole Suhr var en smuk repræsentant for sin slægt og usædvanlig vellidt i sin store vennekreds.
Anne Tage-Jensen (K 133) døde 8.11.1989 i Klampenborg. Anne Tage-Jensen var født 13.11.1922 på Krabbesholm som datter af kammerherre Jens Iuel (M 110), der var medlem af Den Suhrske Stiftelses direktion i årene 1940-62. Hun omfattede Den Suhrske Stiftelse med stor interesse og var opstillet til direktionsvalget i 1978. Anne Tage-Jensen mistede i 1988 sin mand, statskovrider Asger Tage-Jensen, der var kendt som Dyrehavens skovrider og som i årene 1981 og op til sin død var tilsynsførende skovrider ved Den Suhrske Stiftelses skove.
Fru Agnete Reinert (K 78) døde 25.12.1989. Fru Reinert var ved sin død slægtens ældste kvindelige medlem. Agnete Reinert var født i Ålborg 30.1.1898 som datter af overretssagfører Holger Dam og Astrid Signe Dorothea Brammer. Fru Reinert var første gang gift med kaptajn i flåden Svend Andreas Jessen, der døde i 1925. Senere blev Agnete Reinert gift med læge Svend Asger Reinert. Fru Reinert boede i sine senere år på Vemmetofte gods.
Fru Else Margrethe Fonnesbech (K 97) døde 19.1.1990 og var født 2. januar 1907 på Frederiksberg som datter af overførster på Vallø Frederik Theodor Brammer og Margrethe Jantzen. Hun var en kusine til ovennævnte og søster til amtsforvalter Tage Brammer, som var medlem af Stiftelsens direktion 1962-1978. Fru Fonnesbech, hvis ægteskab opløstes i 1941, var i mange år fuldmægtig i SDS.
Bankmanden og forfatteren Jasper St. John Rootham (M 141) døde 30.5.1990 af en uhelbredelig kræftsygdom. Jasper Roothams fængslende personlighed har tidligere været omtalt i det gule hæfte 1986/87, side 11 samt 23-24. Nekrolog er bragt i Boghjørnet, se side 23.
Ændringer og tilføjelser til Den Blå Slægtsbog
(Udarbejdet på grundlag af indberetninger til Stiftelsen)
Direktionens udflugt til Bonderup i forsommeren 1886
(Uddrag af P.C.N. Buchs livserindringer)
I det gule hæfte 1986/87 bragtes et uddrag af højesteretsjustituarius P.C.N. Buchs livserindringer. Disse erindringer, der findes i Stiftelsens arkiv i form af en lille håndskreven bog, er en righoldig kilde til Stiftelsens historie. Det uddrag redaktionen denne gang har valgt til årets beretning handler om forholdet til godserne. Landbruget på godserne, som det i dag former sig, er senere i dette hæfte gjort til genstand for et indlæg af gårdenes nuværende forpagter Poul Thygesen. Selvom Buchs optegnelser siger meget lidt om egentlige driftsmæssige forhold, illustrerer de to indlæg ganske godt den uhyre udvikling, der er sket på godserne, der i dag indgår som et helt andet og skattet aktiv i Stiftelsens samlede aktiviteter end tilfældet var ved århundredeskiftet.
P.C.N. Buch, der var administrerende direktør i Stiftelsen i årene 1885-1904, afsluttede sine erindringer ved året 1901. Buchs erindringer er nok lidt udførlige og har karakteren af at være skrevet af en gammel mand, men oplysningerne er klare og korrekte og der er “bid” i meget af det han skriver, og en ret kontant karakteristik af mange personer også indenfor familiens kreds, som måske gør at dele at stoffet næppe vil gouteres af de pågældendes efterkommere. Om godserne og de personer, der er knyttet til disse, skriver han bl.a.:
“En lørdag og søndag i forsommeren 1886 foretog direktionen en fællestur til godserne for at jeg kunne gøre mig bekendt med disse, men tildels var det vel en lysttur. Fra København deltog jeg, Frederik Suhr (M 14) og Holmblad samt Isberg, som nok medbragte den frokost, vi fortærede i jernbanetoget til Tølløse, og derude stødte vi til godsejer Joh. Th. Suhr fra Rosengården pr. Ringsted (M 18), dog var han kun noget af tiden med, da hans unge anden hustru var ifærd med sin nedkomst (1). På vejen fra Tølløse Station til Bonderup var vi inde i Tåstrup Kirke, som hører til Stiftelsen, og derefter indkvarteredes vi på Bonderup, hvor forpagteren havde og altid har den forpligtelse at befordre direktionen mod en vis betaling samt give dem kost og logi for 6 kr. pro persona for hver dag (eller del af en dag). Jeg blev indlogeret i hovedbygningens 1ste sal, de andre havde nok gæsteværelser i sidefløjen på 1ste sal, med mindre da nogen af dem har boet i den smukke rummelige forpagterbolig; der var vel rigelig plads i hovedbygningens stueetage, men den ene fløj af denne var gratis midlertidigt overladt en fhv. proprietær Obel til beboelse, og den fløj, hvori der havde været sommerbolig for etatsråd, professor Heiberg og frue, var ikke skikket til at optage gæster.
Om lørdagen beså vi begge gårdene, der ligger i samme sogn, temmelig nær ved hinanden, samt Bonderup lystskov (ca. 50 td. land), der støder lige op til hovedbygningens have; i Merløse Skov var vi vist slet ikke, dog det er jo muligt.
Om søndagen bivånede vi gudstjenesten i den Stiftelsen tilhørende lidt fjernere liggende Uggerløse Kirke; denne var ganske nylig genopført af Stiftelsen, som derfor nok havde fået lov til at foreslå den nye præst og hertil havde fået udnævnt en hr. Petersen, som enten selv eller hans hustru var i nær slægt med professor Julius Thomsen. Det er en smuk lys kirke, men arkitekten Holsøe havde begået den fejl at udelukke al luft fra klokketårnet, hvori der derfor kom rådenskab, og Stiftelsen har for nylig udgivet ca. 2.000 kr. til tårnets istandsættelse og fejlens rettelse. Også altertavlen, malet af Bloch for 5.000 kr., begyndte at lide af fugtighed og har måttet behandles af konservator Andersen, men dog ingen videre skade fået.
På Uggerløse kirkegård havde Frederik Suhr ladet indrette gravsted for sig og hustru, og blev begravet her. Efter et lille besøg i Uggerløse præstegård kørte vi en lang tur ind i Sorø amt til Sandlyngs overskovfogedbolig og den tilliggende Skurup Skov, hvor nogen nedbragt frokost indtoges, og derfra tilbage til Bonderup. Her gaves en lille middag, idet forpagteren naturligvis sørgede for maden (mod betaling), medens direktionen havde medbragt vinen; som gæster var indbudne pastor Petersen og hustru og formentlig også forpagter Hellmers og hustru, hvilken sidste måske dog nok var syg, det er jo også rimeligt, at Spleth var med og i al fald har givet møde i disse dage, men herom har jeg ingen erindring. Den hele tur var interessant og vellykket, begunstiget af vejret. Siden da har jeg kun een gang været ude på godserne og da kun på selve de 2 gårde med nærmeste tilliggende. Der var nok foruden extraordinære – to stadige ordinære anledninger for direktionen til at komme derud, nemlig kasseeftersyn og efterårsjagtens afholdelse. Men medens Frederik Suhr levede, påhvilede det ham som godsadministrator at efterse godsforvalterens kasse m.m., og han var nok altid hvert efterår et par dage derude; efter hans død blev der derimod ingen ny ansat, og jeg rejste derfor derud til kasseeftersyn, det var nok i 1892 som det forekommer mig 3de pinsedag, da jeg var fri for Højesteret. Jeg modtog Peter som da var bogholder ved Stiftelsen, vi hentedes af Fiedlers vogn på Tølløse Station, kørte til Bonderup og spiste frokost, derpå til Merløsegård hvor kassen eftersås, alle udhuse, forpagteren besøgtes, naturligvis besås også alt på Bonderup. I forpagterboligen, hvor vi fik aftrædelsesværelse på 2den etage, var her i gangen ophængt bøsser, hvori gæster anmodedes om at lægge deres mulige drikkepenge. Men om vi gav nogle, husker jeg ikke, der var megen liden anledning dertil. Vi fik naturligvis middagsmad og kørtes tilbage til Tølløse, alt mod kontraktsmæssig godtgørelse efter indgiven regning. Det var en smuk dag men kold aften, i det mindste blev mine fødder så kolde, at jeg ligesom Peter stod af på Frederiksberg Station og gik hjem derfra.
I de følgende år havde kaptajn Madsen (se K 39) god lejlighed til kasseeftersyn, da han havde taget sommerlejlighed med familie på Bonderup og ligeledes i senere år, da byggeriet på Bonderup førte ham derud. En gang har konsul Suhr (M 27) efterset kassen, men i de allersidste år, da jeg selv ikke godt har kunnet det, er kasseeftersynet ikke sket hvert år.
Direktionens udflugt til Bonderup i forsommeren 1886
(Fortsat)
En anden anledning til besøg på godserne er større efterårsjagters afholdelse, og sådanne blev en tid jævnlig anstillede, da Holmblad satte pris derpå, medens Fr. Suhr, der nok havde haft et uheld på en jagt i Sverige, derfor afholdt sig fra den sport, som kaptajn Madsen slet ikke ynder; jeg har aldrig været på jagt og konsul Suhr er heller ikke jæger. Derfor ophørte også disse noget kostbare jagter, til hvilke naboherremænd indbødes, dengang Holmblad i sine sidste år ikke længere kunne eller ville være jagtherre, og efter hans død i 1896 have vi kun 1 gang afholdt en større jagt for at sætte en stopper for at overskovfogden indbød jagtselskaber, som han fik beværtede hos forpagterne (gratis), hvilket disse ikke syntes om. Derimod bliver der på enkelte år nær, når vildtet måtte skånes (vinteren 1889/90) skudt vildt af overskovfogden (agerhøns og andet fuglevildt i den senere tid fasaner, harer og rådyr). Udbyttet sendes hertil og fordeles mellem direktionen m.fl. De behageligheder godserne således have skaffet eller kunne skaffe direktionen opvejes rigeligt af de bryderier de have og vil også fremtidig ville skaffe dem.
Ved mødet på Bonderup i 1886 sagde den dengang aldrende forpagter Henningsen, at han ikke ved denne festlige lejlighed ville komme frem med, hvad der lå ham på hjertet – han sigtede derved til sin slette økonomiske forfatning, og der førtes nu lange gentagne forhandlinger, der endte med Henningsens fratræden med pension, overenskomster med hans velstående kautionister og forpagtningens overdragelse fra 1.5.1889 på 12 år til Fiedler (en søn af amtmand Bille var også lysthaver). Også Merløsegårds forpagter Hellmers, der havde kontrakt fra 1876-88 var ilde stillet, han fik en restance på 7.500 kr. eftergivet (dog med forbehold i tilfælde af fallit) og fik dog ny kontrakt for 1888 til 1900. Da forholdene senere blev vanskeligere for landmændene fik begge forpagtere endog juni termin deres afgift for 1/2 år helt eftergivet, og derhos påtog Stiftelsen sig for fremtiden bygningernes hele udvendige vedligeholdelse og udredelse af alle amtstueskatter, men desuagtet pådrog Hellmers sig atter restancer. Med Fiedler som ikke kom i restance, men stadig omtalte sit store tab af forpagtningen, blev i 1900 forhandlet om dens fornyelse, som han meget ønskede, men kun med nedsat afgift. Forskellen mellem hvad vi måtte forlange og hvad han bød, var imidlertid så stor, at vi afbrød forhandlingerne og bekendtgjorde forpagtningen som ledig. …….. Her meldte forpagter Kipp fra Falster sig og viste sig villig til at acceptere Stiftelsens vilkår og disse dannede da også grundlaget for den med Kipp afsluttede kontrakt, ifølge hvilken han 1.4.1900 har tiltrådt Bonderups forpagtning. ……..
En andet art af vidtløftige og vanskelige forhandlinger fremkaldtes ved, at det midt i 90’erne fandtes tilrådeligt at foretage ombygning af de fleste avlsbygninger på Bonderup, en sådan blev under arkitekt Tvedes ledelse foretaget 1897 og 1898 med en udgift af ca. 50.000 kr., hvoraf de 20.000 kr. betragtedes som medførende værdiforøgelse, de 30.000 kr. som simpel istandsættelsesudgift, der dækkedes dels med åremes løbende indtægt, dels og især fra det i den anledning opsparede overskud fra de nærmest foregående år. Dette er kommet til at gå ud over de legatnydende familiemedlemmer, hvis fundatshjemlede andel i årets overskud, derved i flere år er blevet formindsket. Da der blandt nybygningerne på Bonderup var en “stakkehjælm”, og en sådan manglede på Merløsegård, måtte dennes forpagter selvfølgelig også have en, hvilket han fik i 1900 og kostede ca. 8.000 kr., som anses for værdiforhøjelser – slige værdiforhøjelser medfører iøvrigt langtfra indtægtsforøgelse, tværtimod, de ere foreløbig kun til gavn og glæde for forpagteren, men kunne jo få deres betydning for fremtiden, såsom ved ny forpagtning (Kipp).
Medens Stiftelsens godsbesiddelse således har haft – og som al anden landejendomsbesiddelse her i landet i de senere år har måttet have sine skyggesider frembyder Stiftelsens besiddelse af faste ejendomme i København hidtil kun lyse sider. …….
Landbruget på Stiftelsens godser i dag
Under udflugten til godserne den 17. juni gav forpagter Poul Thygesen en række oplysninger om Stiftelsens landbrug således som det ser ud i dag. Forpagter Thygesen overtog 1. februar 1958 Merløsegård i forpagtning og overtog 1. februar 1964 tillige forpagtningen på Bonderup. Samarbejdet mellem forpagter Thygesen og Den Suhrske Stiftelse har således bestået i ikke mindre end 32 år, og landbrugets drift har i hele perioden været varetaget på forbilledlig måde og har i høj grad ændret det lidt triste billede, som kendetegnede forholdene ved århundredeskiftet.
“Stiftelsens landbrug omfatter ialt ca. 1.200 td. land, heraf Bonderup 700 td. og Merløsegård 500 td. (henholdsvis 384 og 285 ha). Det dyrkbare areal er på Bonderup 650 td. og på Merløsegård 480 td. Resten af arealerne er eng, mose, levende hegn og ialt 27 mergelgrave. Omkring 16 af de sidstnævnte blev der i tresserne plantet eg, gran og ragusaroser, så de fremtræder som udmærkede vildtremiser. Markbruget drives som traditionelt planteavls landbrug med hvede, maltbyg, raps, ærter, frøgræs og sukkerroer. Dette giver ca. 70% “grønne marker”, som det skal være i henhold til vandmiljøplanen. Der kalkes ca. 150 td 1 årligt.
I november 1977 nedbrændte den gamle kostald på Bonderup, og der blev opført en ny løsdriftstald til 100 køer – en såkaldt sengestald med spalter og sildebensmælkestald 2 x 8 køer pr. gang. Der blev til den ny stald indkøbt en ny besætning, hvor Jerseyracen blev valgt. Den egner sig godt til løsdrift på spalter og det har vist sig at gå uden problemer med benene og det er dejlige rolige dyr med en årlig gennemsnitlig mælkeydelse, der i fjor var 355 kg smør. Besætningen er kåret og med gode stamtavler og der sælges årligt 15-20 kælvekvier til eksport.
I december 1985 ramtes Bonderup desværre atter af brand, idet en halmsnitter antændte halmen, så laden og vinkelbygningen med værksted og traktorgarage nedbrændte. Ved hurtig og effektiv indsats af gårdens mandskab lykkedes det at redde kostalden, der ellers var sammenbygget med laden, men mælkestaldens højtryksspuler kunne holde ilden i skak. I løbet af 1986 blev bygningerne genopført på samme sted, men naturligvis i stærkt forbedret tilstand med betonelementer beregnet til korntryk i laden og isolering i traktorgarage, værksted og frokoststue med varme – man mente ikke det ville hjælpe at sætte “fru Heibergs” omtalte storkerede op igen! og vejrhanen blev også glemt! I 1989 blev der opført en gyllebeholder til afløsning bl.a. af den gamle ajlebeholder, som ikke rigtig overholdt miljøkravene og faktisk var kasseret af kommunens biolog. Den var også for lille til at opfylde de ny opbevaringskrav.
Græsfrøhøst på Bonderup med egne mejetærskere og maskiner fra
Tølløsegård og Niløsegård, som forpagteren driver i samdrift med sinde sønner.
På Merløsegård væltede vognporten under januarstormen i år og blev totalt skadet. For forsikringsbeløbet blev opført en staklade til opbevaring af halm. Der leveres årligt ca. 1.000 tons til Merløse og Ringsted Halmvarmeværker. Det er jo fra 1990 blevet forbudt at afbrænde halm fra markerne, så det meste nedmuldes nu med ret så store omkostninger til materiel og brændstof. Det synes ret tåbeligt i en tid, hvor der burde spares på energien – men man kan da håbe, at forbudet får samme skæbne som miljøministerens kortvarige forbud mod salg af stråforkortningsmidler. Og vi håber også i landbruget at få revideret vandmiljøplanen fra 1987, som for os at se blev vedtaget i et anfald af hysteri og uden tilstrækkeligt videnskabeligt grundlag, som det viser sig i dag, og at den reviderede plan i højere grad må bygge på kontant viden og sund fornuft.”
Og hermed sluttede forpagter Thygesen sin redegørelse med tydelig adresse også til mange byfolk, som sammen med de øvrige fik fremvist gårdenes eksemplarisk holdte bygninger og den meget store og imponerende maskinpark, som forpagteren disponerer over.
Direktionens udflugt til Bonderup i forsommeren 1886
(Fortsat)
Tølløsegård og Niløsegård, som forpagteren driver i samdrift med sinde sønner.
På Merløsegård væltede vognporten under januarstormen i år og blev totalt skadet. For forsikringsbeløbet blev opført en staklade til opbevaring af halm. Der leveres årligt ca. 1.000 tons til Merløse og Ringsted Halmvarmeværker. Det er jo fra 1990 blevet forbudt at afbrænde halm fra markerne, så det meste nedmuldes nu med ret så store omkostninger til materiel og brændstof. Det synes ret tåbeligt i en tid, hvor der burde spares på energien – men man kan da håbe, at forbudet får samme skæbne som miljøministerens kortvarige forbud mod salg af stråforkortningsmidler. Og vi håber også i landbruget at få revideret vandmiljøplanen fra 1987, som for os at se blev vedtaget i et anfald af hysteri og uden tilstrækkeligt videnskabeligt grundlag, som det viser sig i dag, og at den reviderede plan i højere grad må bygge på kontant viden og sund fornuft.”
Og hermed sluttede forpagter Thygesen sin redegørelse med tydelig adresse også til mange byfolk, som sammen med de øvrige fik fremvist gårdenes eksemplarisk holdte bygninger og den meget store og imponerende maskinpark, som forpagteren disponerer over.
Boghjørnet
Boghjørnet, der normalt bringer omtale af især ny litteratur, der har berøringsflader til den Suhrske families historie, lever i år ikke helt op til sin bestemmelse, som der nedenfor ikke er tale om ting, der er hentet fra nye bøger. Erik Pontoppidans lille portræt af nogle scener fra Gl. Torv omkring 1930, Ida Marie Suhr (K 33) døde 1938, er imidlertid af den art, som hører hjemme i et skrift af denne karakter. Det supplerer iøvrigt på udmærket måde uddraget af Niels Helweg-Larsens bog Nillikum, som blev bragt i beretningen 1981/82, p. 20 ff om den “rastløse tante Ida, der trak afsted med sin cykel op ad banke og ned ad banke, for hun skulle jo hjem og være feudal på Petersgård”.
Erik Svend Pontoppidan skriver:
“Som tilhørende den sidste generation der er kommet i de stuer, som stiftelsen råder over, da de var privat beboet, er jeg opfordret til at udtale mig om erindringer.
Lejligheden var om vinteren beboet af min fars tante, frøken Ida Suhr, der om sommeren boede på sit gods Petersgaard i Sydsjælland. Selv har jeg altid omtalt hende som tante Ida. Om vinteren modtog hun sine visitgæster onsdag og lørdag. Da jeg var 15 år, mente min far at jeg var gammel nok til at aflægge visit, og jeg blev sendt op til Gl. Torv for at aflægge en sådan. Da jeg ringede på, lukkede hr. Hemmingsen op iført butlerdress i den Suhrske farve. Da han så mig udbrød han straks: “Næ Goddag Erik, vil du også ind og hilse på frøkenen?” Jeg blev lukket ind ad den dør, der fører ind til den administrerende direktørs kontor, dette og den tilstødende røde stue var fulde af gæster, alle med en kop the i hånden. Jeg stilede direkte hen til værtinden, som sad på en lille forhøjning ved vinduet nærmest Strøget. Da jeg nærmede mig, rejste den gæst, der sad nærmest tante Ida, sig op, for at jeg, som den sidst ankomne, kunne tale med værtinden. Efter at tante Ida havde udtrykt sin glæde over at se mig, spurgte hun: “Kan du huske, da du sammen med dine forældre besøgte mig på Petersgaard. Det var dengang, din far var kaptajn i Vordingborg. Du ville tæve Werner, (søn af før nævnte hr. Hemmingsen) så jeg måtte løbe ned fra hovedbygningen og ruske dig i armen.” Da jeg sagde farvel, bemærkede jeg, at jeg indtil nu var den eneste, der modtog den ære, at tante Ida steg ned fra podiet og fulgte mig ud til hr. Hemmingsen. Medens han hjælp mig frakken på, forsvandt tante Ida et øjeblik, hvorefter hun kom tilbage og stak mig en tier.
Kort tid efter modtog jeg en invitation: “Det vil glæde frk. Ida Suhr at se hr. Erik Pontoppidan til middag torsdag den og den dato kl. 18.30 på Gl. Torv.” Efter samtale med mine forældre skrev jeg et takkekort. Jeg kom den følgende dag og indenfor døren stod tante Ida og tog imod. Jeg bemærkede straks, at jeg var den eneste unge. Jeg husker desværre ikke navnet på den dame, jeg fik til bords (men hun har sikkert været lykkelig for at få en sådan ung mand til bords).
Straks efter at vi havde forladt bordet, gik herrerne (incl. jeg selv) en etage op, hvor der var indrettet en rygestue med al den tobak man kan tænke sig. Her fik vi serveret kaffe og cognac, og herrerne fortalte historier, som ikke egnede sig for datidens damer. Efter at alle havde fået røget og drukket, hvad hver enkelt ønskede, gik vi ned til damerne. Jeg gik direkte hen til min søde borddame som udbrød: “Nå du har været oppe og ryge. Hernede må vi jo ikke, så vi piger er skiftevis gået på det lille hus og fået os en smøg”. – Resten af aftenen forløb med hyggelig samtale med damerne.”
Boghjørnets sidste bidrag er den nekrolog, som den engelske avis The Sunday Telegraph bragte 3. juni 1990 over Jasper Rootham. En mindehøjtidelighed fandt sted 6. oktober i Wimbourne kirke, hvor der spilledes musik af Roothams far komponisten C.B. Rootham og var oplæsning af Jasper Roothams egne værker.
