1996/97
Beretning fra familiearkivet 1996/97
Indhold:
- Portræt af Biskop Suhr
- Beretning fra familiearkivet
- Gruppebilleder
- En norsk Suhr familie
- Scholtens kandelabre
- Efterslægtstavlen
- Boghjørnet
- Biskop Suhrs begravelse
- Interview med en 97-årig
- To unge kunstnere
Oktober 1997
Redaktion
Nils Teisen
1896 – 1997
Beretning fra familiearkivet 1996/97
På Den Suhrske Stiftelses generalforsamling 27. november 1976 meddelte direktionen, at man havde gjort sig nogle tanker om indretning af et familiearkiv i slægtens gård GI. Torv 22. Spørgsmålet havde forinden været drøftet i et møde med repræsentanter for de enkelte grene af familien, der kunne tilslutte sig tanken.
I april 1977 udsendte Stiftelsen et cirkulærebrev til repræsentanterne og bad disse overveje, hvorvidt der i deres besiddelse måtte være materiale af en sådan art, som skønnedes egnet til registrering eller deponering i Stiftelsens samlinger. 40 familiemedlemmer reagerede straks positivt og der er siden, naturligvis i aftagende omfang, modtaget arkivmateriale og familieeffekter, således som det er omtalt i de med denne beretning ialt 20 gule årshæfter.
I det materiale der er afleveret findes ofte ting, der drejer sig om de indgiftede medlemmers ascendenter og disses slægter. Dette materiale omtales normalt ikke i beretningen og er i et enkelt tilfælde returneret.
I Lauritz Julian Suhrs (M 98) righoldige samling om slægten Suhr, som i 1979 (se bl.a. 1979/80) blev indleveret af sønnen Kai Bernt Suhr (M 178) ligger dels et betydeligt materiale om personer, der ikke nedstammer fra legatfamiliens stamfader hoffourer Suhr ca. 1615-85, men bærer navnet Suhr, dels materiale om en række indgiftede slægter. Særlig omfangsrigt er et materiale, der handler om godsejer Jørgen Jørgensens efterslægt (1770-1827). Denne lollandske godsejerslægt mageskiftede i 1810 godset Wintersborg på Lolland med sædegården Søllestedgård sammesteds, som fortsat er i samme slægts eje. Relationerne til legatfamilien var godsejer J. Th. Suhrs (M 36) ægteskab med datteren af Søllestedgårds ejer etatsråd Lauritz Jørgensen, der fra 1852 til sin død i 1889 også ejede Søholt gods ved Maribo (se 1982/83, p. 12).
Også fra Holger Dam (M 130), der adskillige gange har bidraget med værdifulde oplysninger om sin gren af slægten (tavle E), har arkivet modtaget materiale af ovenstående art, blandt andet et farvefotografi af biskop G.P. Brammers have i Aarhus omkring 1876. Billedet lader en formode, at der i eksamenstiden har været middag hos biskoppen, skolens efor, og efter det gode måltid er selskabet, en 14-15 personer, tyet ud i haven for at nyde den friske luft. Biskop Brammer var svigerfader til Dorothea Graae (K 26), der var datter af Dorothea Suhr (K 9) i ægteskabet med sognepræst, sidst i Idestrup på Falster, Gomme Frederik Graae (1810-1886).
Portrætfotografier af ovennævnte Gomme og Dorothea Graae og datteren Dorothea Graae (K 26) gift med bankbestyrer Johannes Daniel Brammer (1840-82) er modtaget fra fru Elsebeth Koefoed (K 158).
Beretning fra familiearkivet 1996/97 (fortsat)
Af øvrige donationer kan nævnes fra fru Helle Vibeke Jessen en gammel dug med 10 af oprindelig 24 servietter mærket DG samt en smuk udgave af Johann Heinrich Voss: Louise – Ein ländliches Gedicht in drei Idyllen. Leipzig 1857. Bogen er forsynet med Dorothea Graaes ejermærke (K 26). Endelig har fru Aase Bismuth f. Malling (K 154) deponeret et maleri af sin stammoder Wilhelmine Marie Willumsen, hvis søn Helge Georg Willumsen var gift med Emilie Louise Suhr (K 52).
Et især for filatelister lille bidrag er modtaget fra Hans Palle luel, Oslo (M 228). Det drejer sig om et udklip af det norske økonomiske tidsskrift Kapital nr. 21/96, der i en artikel om posthistorie oplyser, at der på en auktion er solgt et sjældent brev med adresse i København frankeret med et enkeltmærke og en trestribe af Norges første frimærke. Adressaten er enkel etatsråd Th. Suhr, Kjøbenhavn. Brevet er det eneste kendte brev af denne art til Danmark med Norges første frimærke. Objektets frimærker har smukke makuleringer med nummerstempler “315” og desuden findes blå sidestempler fra Tvedestrand og Svinesund. “Et objekt af denne type vil altid være eftertragtet” skriver tidsskriftet “og prisen hos Moldenhauer ble også hele 89.700 kroner”.
Samme Palle luel har i et venligt brev til redaktionen gjort opmærksom på en beklagelig fejl på side 7 i beretningen 1995/96. I omtalen af broderen Per luel (M 227) nævnes det, at Per luels farfader, der ejede godset Meilgaard i Jylland, var broder til kammerherre lens luel, Petersgaard. Det er galt. Det er rigtigt, at Per og Palles farfader ejede Meilgaard, men kammerherre lens luel til Petersgaard og Per luels far var begge sønner fra Meilgaard og brødre. Se den blå slægtsbog, tavle M.
Gruppebilleder
Redaktionen har flere gange efterlyst gruppebilleder, helst af ældre karakter. Denne gang bringer det gule hæfte på side 6 [nedenfor red.anm.] en optagelse fra Harriet Willumsens slægtsprægede hjem i Gentofte. Harriet Willumsen (K 92) døde i 1991 knap 87 år gammel. Se 1990/91, p. 10. Billedet er taget nytårsdag 1988. Det forestiller i bageste række fra venstre til højre: Anna Suhr-Jessen (K 346), Carl Suhr-Jessen (M 319), Trine Suhr-Jessen (K 209), Peter Suhr-Jessen (M 240), Ditlev eller Frederik Malling, Ole Suhr- Jessen (M 172). I midterrækken, ligeledes fra venstre: Marie Louise Jørgensen (K 129), Camilla Michele Mayer (K 240), moderen Pauline Kaia Mayer f. Suhr (K 117) med Ida Haslev, f. 5.12.1987, datter af Trine Suhr-Jessen, værtinden Harriet Willumsen. På gulvet: Barbara Suhr-Jessen (K 337) og Helene Suhr-Jessen (K 371).
|
|
| JOHANNES D. BRAMMER BANKBESTYRER 1840 – 1882 |
DORTHEA BRAMMER f. GRAAE 1844 – 1882 |
|
|
Også den svenske “Suhr-Sundgren” klan, som Stiftelsen ved så mange lejligheder har hørt fra med små “reklamegaver” med Suhrske motiver, som har glædet deltagerne i Stiftelsens skovture og fester, har været aktiv. Allerede år tilbage har Karl Erik Didrik Suhr (M 170) og Sven Uno Suhr Sundgren (M 157) sørget for, at gruppebilleder fra den svenske grens slægtsmøder i 1967, 1973, 1976 med deltagelse af 35 svenske familiemedlemmer og i 1991 med 36 personer, er kommet i arkivets besiddelse. Se bl.a. 1986/87, p. 14 f, og 1991/92, p. 6 ff. Sidste år gjorde Karl Erik Suhr opmærksom på en variant af Suhr våbnet, som han havde fundet i sin jagt på en evt. ny linie af efterkommere nedstammende fra den Suhrske slægts første mand i Danmark, Bernt Suhr. I år er arkivet blevet præsenteret for et udkast til et Suhrsk stamtræ, der viser slægtens første 6 generationer omfattende ialt ca. 75 personer. I sit følgebrev skriver Karl Erik Suhr:
Översänder ett släktträd, från mitt dataprogram, på familjen Bernt Suhr och 6 generationer framåt med den kännedom jag har i dag och hoppas att jag kan komplettere trädet efter att jag fått ta del av de handlinger som omnämndes i sista gula häftet. Det skulle vare interessant att kunna göra ett komplett träd på de uppgifter som just nu finns tilhånds. Jag har skrivit till “Suhrar” i Florida och i Australien för att efterhöra om de kan tillhöra vårt släktträd…..”
Redaktionen påtænker i kommende numre af de gule hæfter at holde familiemedlemmerne orienteret om det omfattende projekt, der går ud over, hvad legatfamiliens arkiv hidtil har kunnet beskæftige sig med. Ikke desto mindre modtager og besvarer arkivet som ovenfor nævnt materiale og forespørgsler fra personer, der bærer navnet Suhr eller mener at nedstamme fra de samme personer som legatfamilien, hvormed menes efterkommere efter testators to brødre.
Beretning fra familiearkivet 1996/97 (fortsat)
En forespørgsel fra Tromsø i Norge
Arkivet har således inden for den indberettede periode modtaget materiale og forespørgsel fra Peer Skjoldbjerg, Postbox 2259, 9002 Tromsø, Norge, som fremsender stamtavleoplysninger om Søren Nielsen Suhrs efterslægt. Man ved bl.a., at Søren Nielsen Suhr er født ca. 1700 og død 1736, og at hans efterslægt kom til Norge i 1790 med Niels Christopher Suhr, der samme år blev udnævnt til bataljons-kirurg i Trondhjem og 1792 til distriktskirurg i Finmarken med bopæl i Alten. Han var søn af hoftømrermester Jens Suhr i København og hørte formentlig til en af de ganske mange familier, der har båret navnet Suhr uden at have relation til præste- og handelsslægten.
Lidt heraldik
I 1996, der var Københavns kulturbyår, afholdtes en heraldisk udstilling på Anneberg i Odsherred. Udstillingen arrangeredes i samarbejde med Societas Heraldica Scandinavica og Anneberg Samlingerne. Til udstillingen udlånte Stiftelsen to franske kandelabre tidligere i generalguvernør Peter von Scholtens eje. Kandelabrene, der er lueforgyldte, måler i højden ca. 80 cm og er forsynet med det scholtenske våben. Se detailfotografi taget af selskabets sekretær Carsten FröIich. Kandelabrene er formentlig anskaffet af testator etatsråd Johannes Theodor Suhr ved auktionen efter Scholtens og hustrus bo i 1854 og har siden tilhørt Den Suhrske Stiftelse, hvor de står i den røde stue. Fhv. museumsinspektør Inge Mejer Antonsen har venligst sendt Stiftelsen kopi af auktionskataloget over dødsboet med de relevante sider og skriver, at det er vanskeligt at afgøre, om de to kandelabre er dem, der omtales her. Scholten havde jo også børn, der har arvet ham. Og endelig købte guldsmed A. Michelsen, sammen med huset på Kongens Nytorv 12, en del af von Scholtens indbo.
Efterslægtstavlen
I lighed med tidligere år indeholder årets gule hæfte de ændringer og tilføjelser til Den Blå Slægtsbog, som Stiftelsen har modtaget. Oversigten er udarbejdet på grundlag af indsendte meddelelser til Stiftelsens kontor siden udsendelsen af 1995/96 beretningen. Der er i perioden modtaget tre meddelelser om dødsfald blandt repræsentanterne på Stiftelsens generalforsamlinger. Disse, der alle tilhører legatslægtens yngre linie, er:
Henrik Oluf Vilhelm loachim Pontoppidan (M 150), der døde 21. december 1996 efter længere tids sygdom, 77 år gammel. Henrik Pontoppidan, der var en trofast gæst på Stiftelsens generalforsamlinger, hvor han ofte tog ordet, var ældste søn af hærarkivar, kaptajn i Livgarden Axel Pontoppidan (M 79) og hustru Olga baronesse Bille-Brahe. Efter uddannelse som landmand og reserveofficer opholdt Pontoppidan sig en række år i Kenya som bestyrer af forskellige farme, hvorefter han vendte hjem og bl.a. overtog forpagtningen af Ødemark hovedgård på Sjælland. I 1968 blev han gift med cand.pharm., senere apoteker i Glumså, Margit Blichfeld Jørgensen, med hvem han skabte sit smukke slægtsprægede hjem på landejendommen Skallebakke ved Sorø. Herfra kunne han dyrke sin levende interesse for ridning og hestesport, en interesse han gav videre til sine to døtre. Og her kunne han mindes sine egne højdepunkter som sportsrytter. Årene hvor han red den lille vævre brune hoppe Sirikit, som hjemtog et betydeligt antal springpræmier. Ikke kun i familien, i ridekredse og på egnens herregårde var Pontoppidan ved sine personlige og selskabelige egenskaber en velset gæst, der vil blive savnet.
Den 4. marts 1997 døde fru Ida Suhr Schrøder (K 126) og blev bisat i Thomas Kingos kirke i Odense. Ida Suhr Petersen var født 19. maj 1925 som datter af den kendte “Munke-møller” i Odense. Hendes forældre var dampmøller, direktør for Munke mølle Hans Petersen og Ida Marie Suhr (K 64), og hun var således en søsterdatter af nedennævnte biskop Theodor Suhr. I sit ægteskab med designeren Jacob W. Schrøder, der døde i 1979, havde Ida Suhr Schrøder 4 børn.
Den 10. marts 1997 sov slægtens ældste medlem den 101-årige katolske biskop Johannes Theodor Suhr (M 102) stille hen på Sankt Ansgars Plejehjem i Aabenraa, hvor han kom til at tilbringe sine sidste år forholdsvis tilbagetrukket, men til det sidste levende interesseret i sin tid og også i udviklingen i den slægt, hvoraf han var udgået. Mange af slægten vil mindes hans ranke skikkelse, når han højt oppe i årene gav møde på Stiftelsens generalforsamlinger. Endnu på sin 100 års fødselsdag, hvor Stiftelsen var repræsenteret ved festligheden i Aabenraa ved den ældste familiedirektør, sendte han personligt mange hilsner til Stiftelsen og familien og spurgte bl.a. interesseret till det nylige skifte af administrerende direktør. Theodor Suhr blev født 24. januar 1896 i Nyborg i en protestantisk familie som søn af proprietær Carl Emil Suhr (M 35) og Laura Marie Møller, og der var ikke sunget ved hans vugge, at han skulle blive den første danskfødte leder af den katolske kirke herhjemme siden Reformationen. Theodor Suhrs løbebane blev ligeså eventyrlig som glansfuld, med højdepunkt som den katolske kirkes primas i Danmark i årene 1938-1965, at det er naturligt i dette årsskrift at bruge megen plads til omtale af denne værdige repræsentant for den Suhrske slægt. Selv taler han i det interview fra hans sene alder, som er bragt sidst i hæftet, og der kunne være brugt adskilligt mere stof til belysning af hans store personlighed og eksempler på hans fornemme humor og den interesse og kærlighed han viste sin slægt, hvis uglevåben han førte i sit biskoppelige våben og hvis familiearkiv han ved flere lejligheder, som vist nedenfor, betænkte med materiale.
Beretning fra familiearkivet 1996/97 (fortsat)
i den røde stue, jfr. tekst side 8 (Foto Carsten Frölich)
Beretning fra familiearkivet 1996/97 (fortsat)
Boghjørnet
har som bekendt sat sig til opgave at bringe uddrag af ældre og nyere litteratur, som omhandler personer eller lokaliteter af Suhrsk interesse. Legatfamilien har rod i og betegnes fra ældre tider som en præste- og handelsslægt, et prædikat det i dag kan være vanskeligt at opretholde med den spredning og de forskelligartede forhold, hvorunder slægtens medlemmer lever. Men rigtigt er det, at slægten har sat sig få spor inden for de litterære og musiske områder. Det kan Boghjørnet selvsagt ikke gøre noget ved, men nok intensivere sin søgen efter indsats af denne art, som kan tænkes at have familiekredsens interesse og som ofte baseres på indleveret materiale til familiearkivets personakter. Dette har været gjort med malerinden Nelly Erichsen (K 38), 1985/85, p. 13 ff, og bankmanden, forfatteren Jasper Rootham (M 141), 1986/87, p. 22 ff.
I opfølgning af ovenstående har Boghjørnet udover en fyldig omtale omkring biskop Suhr valgt et henlede opmærksomheden på to unge billedkunstnere, hvoraf den ene i sommer på forlaget Basilisk udgav en lille bog “Æstetik … at svare verden igen med værket”, mens den anden allerede en del år har vist sine værker i og uden for Danmarks grænser. Der er tale om Sophia Kalkau (K 254) i den blå slægtsbog opført som Randi Sophie Koefoed, og den 13 år ældre Anne-Lise Frydenberg (K 184).
Som det fremgår af det curriculum vitae som er gengivet på side 28 og taget fra Sophia Kalkaus lille bog, er Sophia Kalkau en veluddannet og berejst skulpturel kunstner, som det vil være værd at følge. Det samme gælder kusinen Anne-Lise Frydenberg, som er omtalt på side 27. Teksten er taget fra en engelsksproget firsidet folder, der er fremstillet i forbindelse med Anne-Lise Frydenbergs mange udstillinger.
Boghjørnets indslag om biskop Suhr består dels af en afbildning af forsiden på det begravelsesblad, som blev uddelt ved biskoppens requiemsmesse i Ansgar Kirke i København, dels et udvalg af de mange fotografier, der blev bragt i forbindelse med Katolsk Orienterings omtale af højtdeligheden. Kilderne er nr. 6 af 2. april 1997 af nævnte publikation samt en nekrolog i Politiken. Katolsk Orienterings omtale af de nordiske bispedømmers afsked med den “fåmælte, men til det sidste særdeles lunefulde biskop” måtte have og fik også en berigtigelse, som kom i et senere nummer. “Lunefuld” skulle udtrykke Suhrs udprægede humoristiske sans. Interviewet med den 97-årige blev bragt i Katolsk Ugeblad 14.8.1993.
Kilde: Katolsk Ugeblad nr. 3, 14.2.1996
Boghjørnet (fortsat)
Boghjørnet (fortsat)
Biskop Theodor Suhr, 97 år og 60 år præst:
Jeg glæder mig til at komme i Guds Hus
Interview: Knud Helsted Kluge
Den 1. april var det 60 år siden, at biskop Theodor Suhr blev viet til præst. I den anledning har “katolsk orientering” interviewet biskoppen, der bl.a. udtaler sig om døden og livet efter døden, men også om tiden op til sin præstevielse og om livet som munk i Clervaux, Luxembourg. Først og fremmest ønskede jeg at blive munk, præsteskabet fulgte med, fortæller Theodor Suhr.
“Jeg glæder mig til at se Guds skønhed”, fortæller biskop Theodor Suhr i en samtale med “katolsk orientering” kort før hans 60-års jubilæum som præst 1. april. Citatet, der er fra en af salmerne, har biskoppen fra en meddelelse om en af hans medbrødres død. Jeg har tænkt på denne salmetekst lige siden, fortæller Theodor Suhr.
Theodor Suhr, der fyldte 97 år 24. januar, holder sig stadig orienteret om, hvad der foregår i verden, dels gennem radio og aviser, som må læses op for biskoppen. Fjernsynet, der står i min stue skal ud, for jeg kan ikke se noget mere, siger han lidt vemodigt.
– Der kan være dage hvor jeg ikke ser et menneske; så er tiden lang, og der er også de lange aftener. Der deler jeg jo skæbne med 100.000 andre gamle. Men jeg kan jo heller ikke forlange, at folk skal komme styrtende bare for at snakke og underholde en. Det bryder jeg mig sådan set heller ikke om. Det kan man også hurtigt blive træt af.
På et spørgsmål, om biskoppen vil give et godt råd til de mange ældre, der er i samme situation, svarer han: “De må have lidt tålmodighed.” Og efter en kort pause: “Jeg sidder selv og venter på afslutningen”.
Livet efter døden
Gør De Dem tanker om døden?
– Jeg tænker ikke på døden. Jeg regner med Vor Herres barmhjertighed. Jeg er ikke ængstelig. Man hører så meget om, at folk er bange for døden. Selvfølgelig har jeg ofte tænkt på døden, men det forekommer mig ikke som noget jeg er bange for.
Tænker De nogensinde på livet efter døden?
– Det overlader jeg til Vor Herre! Men jeg glæder mig til at komme i Guds Hus, beundre og tilbede Guds skønhed. Mange mennesker tænker mere på at møde deres familie og venner igen. Jeg er selv så spændt på at se Guds skønhed. Det er så overvældende en ting, at det må først og fremmest være det, der er det egentlige; at man så får gensynet med ens kære og ens venner med i tilgift er godt, men ikke så overvældende. Man kan se dem i Gud. Man kan slet ikke gøre sig noget begreb om det, men det er noget, der kommer til at overstige enhver forstand og ethvert begreb.
Drømmen om den store verden
Theodor Suhr er født i Nyborg og kom fra Nyborg Realskole til Odense Katedralskole. Han mindes selv en lykkelig barndom og husker sin “gamle” bedstemor Hanne Møller, der døde 96 år gammel i 1915. Theodor Suhr var både stolt og forbavset over at kende hende, for hun havde nemlig levet under Napoleon den Store.
I 1913 bliver Theodor Suhr student og han fortæller, at en svær tid begyndte: “Jeg kunne nemlig ikke bestemme mig for, hvad jeg ville være. Kun en ting havde jeg lyst til, jeg ville ud i den vide verden, væk fra det småborgerlige miljø.” Fra en kort københavnertid i et forsikringsfirma, tog han til Assens for at lære landbrug.
Men drømmen om at se den store verden var stadig til stede, og kort efter Den første Verdenskrig rejste Theodor Suhr til Argentina, hvor han med nogle venner købte noget jord i provinsen Neuquen.
– Men det var ikke den verden, jeg havde drømt om. Den var endnu mere snæver end den provinsielle og landlige borgerlighed i Danmark. Der var ingen bøger, ingen mennesker at omgås, ingen aviser og radio. Den stedlige befolkning bestod af indianere, som var meget primitive, de fleste var analfabeter. Fremtidsudsigterne var ikke særlig lyse, og jeg begyndte at interessere mig for at finde en mening med tilværelsen.
Jeg var hurtigt klar over at jeg ville være katolik
De optages i den katolske kirke i 1926. Hvad førte til konversionen?
– Jeg vil ikke påstå, at jeg gik i kirke i Danmark. Jeg havde i det hele taget meget lidt med kirken at gøre, og jeg havde aldrig haft med mennesker at gøre, for hvem Gud virkelig betød noget.
Jeg rejste hjem fra Argentina og blev meget optaget af religion. Ved et tilfælde kom jeg til at læse nogle katolske bøger. De optog mig meget stærkt, og jeg rejste derfor til Rom. Få dage efter min ankomst til Rom i oktober 1921 så jeg et opslag, hvor Birgittasøstrene indbød til sakramental velsignelse.
Selve gudstjenesten forstod jeg ikke meget af, men til gengæld holdt msgr. Jakob Olrik en udmærket prædiken. Jeg blev inviteret ind i klosteret, hvor jeg fik hilst på msgr. Olrik og søstrene foruden unge præstestuderende, hvis ærbødige holdning foran alteret gjorde stort indtryk på mig.
De næste 14 dage besøgte jeg msgr. Olrik og fik hermed min første undervisning i troslære. Den blev fortsat af nu afdøde pastor Hubert Messerschmidt, der selv forberedte sig til sin præstevielse. Jeg blev hurtigt klar over, at jeg ville være katolik, og Hubert Messerschmidt gav mig grundlag dertil gennem sin undervisning.
Den 17. januar 1926 blev han præsteviet i Santa Maria in Traspontina, hvor der er et alter indviet til Den hellige Knud. Samme eftermiddag optog den nyviede præst mig i kirken. Ceremonien fandt sted i det tysk-ungarske kollegiums kapel. Den ene af de to vidner ved min optagelse var Johannes Jørgensen. Han forærede mig en bog, hvori han havde skrevet: “Til en ung landsmand, som er draget op til Jerusalem for at blive kendt med Kefas … og blive hos ham.”
Det hele foregik på festen for Den hellige Antonius, der betragtes som den første munk og derfor som stifteren af munkevæsenet. Næste morgen læste Hubert Messerschmidt sin første messe ved apostlen Peters grav og den følgende dag i katakomberne. Senere på dagen blev Hubert Messerschmidt, hans mor Elna Messerschmidt, 2 søstre og jeg modtaget i audiens af pave Pius XI, som modtog mig meget hjerteligt, fortæller Theodor Suhr videre.
I en netop udkommet bog “På vej mod hjemstavnsret – Den katolske Kirke i Danmark under den tyske besættelse 1940-45” af Anders Bjørnvad beretter Elna Messerschmidt om dette møde med Pius XI: “I Pius Xls private bibliotek knælede Suhr og jeg, side om side, for at modtage den pavelige velsignelse, – da Paven pludselig – og helt spontant lod (sic!) armene om Suhr, – med ordene: “Velkomme i din fars hus.” Jeg vidste ikke på det tidspunkt, at selv samme pave skulle vie mig til biskop 13 år senere.
Mine første dage som katolik forløb mere højtideligt end sædvanligt. Det hele fik mig da også til at tænke på fremtiden.
Til benediktinerklosteret i Clervaux Luxembourg
Hvad fik Dem til at beslutte, at De ville være præst?
Jeg tænkte ikke på at blive præst, men munk! Jeg var klar over, at jeg burde uddybe mit kendskab til kirkens lære, og der var nogen, der gjorde mig opmærksom på benediktinerklosteret i Clervaux i Luxembourg.
I klosteret tog jeg del i den daglige liturgi og lærte den gregorianske sang at kende. En ældre munk hjalp mig med mit studium. Klosteret selv var i en blomstrende udvikling. I noviciatet var der på den tid 25 fremtidige munke, de fleste franske, men også mange fra Belgien og Luxembourg.
Jeg følte mig hjemme i disse omgivelser og levede mig mere og mere ind i katolsk tankegang. Langsomt summede tanken i mig om at blive munk, men jeg regnede med det havde lange udsigter.
Boghjørnet (fortsat)
Firmelse blandt 400 mindre børn
Det kom på bane, at jeg skulle firmes og det skulle ske i katedralen i Luxembourg. I kirken indtog jeg min plads blandt de 400 mindre børn, der også skulle firmes. Biskoppen, der fejrede messen, holdt før firmelsen en prædiken, som han begyndte således: “Junger Herr, meine liebe Kinder!”, og jeg følte alles øjne hvilede på mig. En konvertit på de egne var jo en sjældenhed.
I toget på hjemrejsen blev jeg klar over, at jeg efter at have modtaget Helligåndens gave, virkelig var på vej hjem. Jeg tog mod til mig og forelagde mine ønsker for abbeden, og til min store glæde sagde han, at min anmodning slet ikke overraskede ham. Han var villig og glad for at modtage mig som novice.
Hvad var det, som fængede ved benediktinerne?
– Det var benediktinerne!
Som personer?
– Det var ordenen og ånden der. Det havde ikke noget at gøre med personer.
Kan De karakterisere denne ånd?
Det er ikke så ligetil. jeg kan ikke give en karakteristik af benediktinerne. men der var en vældig god optimisme og livsglæde. Kirken var i det hele taget fuld af optimisme trods krigsfrygten, og der var meget stor tilgang over det hele. Vi var selv 25 i noviciatet og 100 munke i klosteret i det hele taget.
Kirkens levende liturgi var mere festlig end jeg troede
– Dagens program var nøje fastlagt. Man begyndte med korbønnen kl. 4.15 og imellem de forskellige tidebønner var der forelæsninger og arbejde. Efter dagens to måltider var der rekreation, – om middagen en time, om aftenen en halv time. Dette korte samvær var sædvanligvis meget hyggeligt, i dagens løb herskede der mest tavshed.
Man skulle tro det hele var meget monotont, men sådan følte jeg det ikke. Kirkens levende liturgi var mere festlig end jeg troede, dertil kom så arbejde i mark og skov; klosteret havde et velorganiseret landbrug. Hver gang, der var brug for ekstra hjælp, f.eks. med høst og arbejdet med hø og kartofler, var munkene og novicerne glade for at yde en indsats.
En postulant får ikke munkekutte før efter nogle måneders forløb, og det sker ved den såkaldte iklædningsceremoni. Det er en stor dag, for man skal jo for alvor leve op til det monastiske ideal. Det kanoniske noviciat varer et år, hvorefter novicen – hvis han over for prioren har bevist, at han er moden – bliver accepteret. Han aflægger herefter løfter for et år ad gangen i tre år.
Efter endnu et år begynder studiet af filosofi. Det varede dengang to år – som så efterfølges af fire års teologi-studium. Jeg fulgte det sædvanlige mønster og havde syv år i Clervaux og var glad og tilfreds. Jeg regnede ganske bestemt med at blive der resten af mit liv.
Jeg hjalp med i nogle år som gæstepater. Her traf jeg mange værdifulde mennesker. Blandt dem var mange fra Skandinavien, bl.a. Halldor Laxness. Vi er blevet meget gode venner, og når vi nu i vor høje alder mindes Clervaux, taler vi om de gode gamle dage i 1926.
På klosterets kirkegård ligger en ung dansk munk begravet, Bengt Ballin, en søn af Mogens Ballin, der var med Johannes Jørgensen i Assisi. Den hellige Frans’ by kom jeg i øvrigt så ofte tilbage til, at jeg i mine erindringer vil bevare mange smukke minder herfra.
6 år i Rom
– Jeg troede altså, jeg skulle blive i Clervaux, men det skulle gå helt anderledes. Pave Pius X havde i sin tid udnævnt en kommission af benediktinermunke til at foretage en kritisk revision af den officielle latinske bibeltekst, Vulgata. Kommissionen havde til huse i Rom, Piazza Santa Maria in Trastevere. Her lå den i mange år.
Pius XI besluttede i begyndelsen af 30’erne at omdanne kommissionen til et regulært kloster, og han anmodede Clervaux om at påtage sig denne opgave. Imod alle forventninger blev jeg udset til med 34 brødre at drage til Rom. Det var en stor ændring i min tilværelse. Jeg var for nylig blevet viet til præst ved Domkirken i Luxembourg, hvor jeg var blevet firmet nogle år forinden.
Det var i 1933 og jeg manglede endnu et års teologistudium, som skulle foregå på dominikanernes universitet.
Paven havde ladet opføre et nyt kloster i nærheden af Via Aurelia, og det fik navn efter oversætteren af Vulgata, Den hellige Hieronymus, på italiensk San Girolamo. Det store arbejde, der var i forbindelse med starten af det nye kloster udmundede i, at jeg af abbeden blev udnævnt til prior.
Til Danmark som biskop
Den 1. april 1934 vies Theodor Suhr til præst. Han var kun prior fra 1935 til 1938. Den 14. december 1938 bliver han udnævnt til apostolisk vikar for Danmark og titulærbiskop af Balecio. Bispevielsen fandt sted den 15. januar 1939 i benediktinernes klosterkirke i San Girolamo i Rom. Den 30. januar ankommer biskop Theodor Suhr til Danmark, hvorefter han indsættes i sit nye embede den 3. februar ved en højtidelighed i den katolske domkirke i København.
Tiden som biskop under besættelsen er nærmere beskrevet i bogen “På vej mod hjemstavnsret”, som omtales andetsteds og anmeldes i et senere nummer.
I de første bispeår var biskoppen direkte underlagt Propagandakongregationen i Vatikanet, men i 1953 ophøjede pave Pius XII Danmark til et selvstændigt bispedømme og udnævnte samtidig Theodor Suhr til Biskop af København.
Perioden som biskop blev omtalt i “katolsk orientering” da Theodor Suhr fejrede sit 50 års bispejubilæum søndag 15. januar 1989.
I 1964 måtte Theodor Suhr trække sig tilbage som biskop på grund af sygdom, men har har siden levende fulgt med i kirkens udvikling. I samtalen med biskoppen var det også naturligt at spørge, om hvad han anså havde haft størst betydning i hans nu 60- årige præstetid.
– Min embedsperiode begyndte med fem års besættelse. I den periode var Pius XII pave, og alle var klar over, at der skulle ske noget. Der var så mange spørgsmål i tiden, og vi ville prøve at finde nye veje for kirken. Det var uro, som karakteriserede hele den periode.
Det førte til, at pave Johannes XXIII besluttede sig til at indkalde til et koncil. Man var klar over, at der trængtes til en fornyelse på mange punkter. Der blev udfærdiget og vedtaget 16 koncilsdokumenter.
Var De tilfreds med koncilet?
Ja, men man går og venter på, at der skal komme noget mere ud af det, svarer biskop Suhr, der under samtalen om koncilet kommer ind på et af de emner, som har optaget så mange kardinaler, biskopper og lægfolk før, under og efter koncilet, nemlig spørgsmålet om “kollegialiteten”. Og netop dette spørgsmål optager stadig den 97- årige biskop, der nu – ligesom for 7 år siden i et interview med “katolsk orientering” – gav udtryk for at kollegialiteten, som blev fremhævet af koncilet, ikke er særlig fremtrædende under den nuværende pave.
Fremtidens præster
Der er præstemangel i dag. Hvad kan man stille op?
– Der er mange menigheder f.eks. i Latinamerika, der ikke har præster nok. Hvis det bliver ved på den måde, ender det med, at katolikkerne ikke kan komme til sakramenterne, ikke komme til nadver, fordi der ikke er præster nok.
Peger udviklingen i retning af ikke-cølibatære præster, gifte præster og kvindelige præster?
Jeg kan ikke se, hvorfor man ikke skulle have det, men jeg er ikke profet. Jeg vil ikke sige, at jeg gerne ser det, men jeg tror det kommer. Men som ærkebiskoppen af Canterbury sagde: “Jeg har ikke noget imod kvindelige præster, jeg vil bare ikke have dem i mit bispedømme.”
Lige fra evangeliets tid – men ikke i selve evangeliet – har kvinden været undertrykt.
Kvinderne var de første der anerkendte Jesus. Og det er godt, at de kommer til deres ret efterhånden. Nu har vi jo ligestilling, og det er ganske givet, som Paulus siger det, at manden og kvinden i Guds øjne, er et.
Boghjørnet (fortsat)
Argumenterne må tælle
– Så kommer dertil noget ganske vigtigt. Det er først nu i slutningen af år 2000 at alle mennersker på jorden kan læse og skrive. De er blevet voksne på en hel anden måde end før. Al lærdom var jo før i tiden koncentreret hos præsterne.
Man kan i dag ikke byde eller pålægge mennesker noget tankesæt med mindre, man har gode argumenter. Tidligere har man regeret fra oven og nedad, sådan har det været i århundreder. Det går bare ikke mere.
Dertil kommer hele autoritetskrisen. I dag sætter mennesket stort spørgsmålstegn ved autoriteten, men mindre altså den pågældende autoritet vil komme med nogle argumenter, som man kan drøfte, vedtage eller afvise. Det gælder i dag inden for alle områder.
Hvad mener De, at den katolske kirke burde profilere sig med i dag?
– Jeg tror vi skal prædike evangeliet og ikke ustandselig tale om sexmoral og om Humanae Vitae. Det er vanskelige sørgsmål, men hvis en pave prædiker for meget om disse emner, er det med til at svække hans autoritet.
– Den ortodokse kirke og de andre kirker, som vi nu må kalde kirker, de befinder sig jo meget godt med fødselsbegrænsning og de er alligevel gode kristne.
– Kirken går alle steder tilbage i øjeblikket. Jeg ved ikke, hvad det skal blive til. Herhjemme er der stadig det samme antal katolikker, og det synes som om, vi ikke kommer nogen vegne. Men det må være, fordi danskerne er som de er. Det interesserer dem jo ikke rigtigt. Også Folkekirken er i tilbagegang.
Biskoppen følger stadig med
Mange emner blev vendt under samtalen. Biskop Suhr betegnede det som en katastrofe, at kvinderne, som han for nylig hørte det refereret fra en markant kvindeinstitution, “skulle ud på arbejdsmarkedet og væk fra deres familier.” Det kan slet ikke gå, og resultatet viser sig også med de mange skilsmisser.
Og den teknologiske udvikling laver fuldstændig om på samfundslivet med arbejdsløshed til følge. Politikerne siger, at de nok skal skaffe nogen i arbejde; det kan de bare ikke, fortsatte biskoppen.
Også krigen på Balkan fulgte biskoppen med i og undrede sig over, at selv verdens største magter og FN ikke er i stand til at stoppe denne krig, ligesom det samme gør sig gældende i Angola og i Somalia.
– Men det er nu underligt med dette kæmpemæssige univers med en lille grøn planet, hvor menneskene bærer sig så underligt ad. Det er svært at forstå, slutter biskoppen.
Boghjørnet (fortsat)
