1991/92

Beretning fra familiearkivet 1991/92

Indhold:

• J.L. Heibergs astronomiske kikkert
• Beretning fra arkivet
• Slægtsmøde i Sverige 18. august 1991
• Landsretssagfører Bjørn Magnussen
• Efterslægtstavlen
• Lidt om Sølyst i Klampenborg
• Kjøbmand Rasmus Møller i Nyborg

Selvom tilgangen af arkivmateriale m.v. i det forløbne år som normalt har været beskeden, vokser Stiftelsens samlinger stille og roligt og dermed også kendskabet til slægtens medlemmer og til Stiftelsens og handelshusets historie.

Til denne beretning, der markerer et lille jubilæum og er den 15. i rækken, er der således rigeligt stof, og det vil der også være i årene fremover. Direktionen bestræber sig selv for at holde vågent øje med familieeffekter, der kan have generel interesse for slægten og bl.a. dukker op på antikvitetsmarkedet, og har således i periodens løb to gange været på auktion. Således købte den administrerende direktør i november 1991 på Bruun Rasmussens Kunstauktion i København en lille skibsgouache af ukendt kunstner af dampskibet O.B. Suhr på togt i italiensk farvand med Vesuv i baggrunden. Skibet er bygget 1878 hos Burmeister & Wain og sejlede på Østersøen, det vestlige Middelhav og Sortehavet. Det blev sænket af en ubåd 25.1.1917 på tur fra England mod Danmark under 1. verdenskrig.

Vi ved jo, uden at der er forsket særligt i dette emne, at handelshuset i J.P. Suhrs tid havde skibe eller i hvert fald skibsparter (se bl.a. Nyrops bog J.P. Suhr og Søn, 1899, side 55, samt enkelte oplysninger i J.P. Suhrs Geheim Bog optrykt i beretningen for 1979/80). Vi ved også, at Det Forenede Dampskibsselskab og Det Danske Kulkompagni har haft flere skibe opkaldt efter medlemmer af den Suhrske familie. O.B. Suhr (M 9) var jo sammen med C.F. Tietgen med til at stifte Det Forenede Dampskibsselskab. Skibet på det indkøbte billede bærer da også DFDS’ blå flag med det hvide malteserkors og det røde bælte om den sorte skorsten. Det hænger nu i den administrerende direktørs kontor i Stiftelsen.

Ved juletid gjorde hofjægermesterinde Anne Lise Bech (M 122) opmærksom på et maleri på Nellemann & Thomsens Auktionshus i Aarhus. Billedet, der er malet 1854 af P. Ølsted, forestiller et parti af haven ved Bonderup. I Stiftelsen hænger et mindre maleri med samme motiv ligeledes malet af Ølsted og signeret 1844. Maleriet er deponeret af Gentofte Kommune fra “Den Hegelske Samling”. Billedet fra Aarhus blev med henblik på ophængning på Bonderup erhvervet 27.12.1991 af Stiftelsen for en rimelig pris og er for tiden hos konservator.

Fra Ove Pontoppidan (M 158) har arkivet modtaget et lille indbundet skrift (særtryk af Personalhistorisk Tidsskrift 4R. 2B) om Kjøbmand Rasmus Møller i Nyborg (11 s). Sammen med bogen fulgte nogle breve og endnu en lille bog af samme forfatter, landsarkivar G.L. Wad, med dedikation til frøken Ida M. Suhr (K 33). Et af brevene er skrevet 1930 af Signe Læssøe, formentlig husbestyrerinde hos landsarkivar Wad, og fortæller om nogle effekter bl.a. et taffelur og en silhouet, der nu er i Henrik (M 150) og Ove Pontoppidans eje, jfr. nedenfor.

De gule hæfter har flere gange beskæftiget sig med kunstnerinden Nelly Erichsen (K 38), således i 1984 /85 beretningen. Redaktionen er fortsat interesseret i at registrere arbejder af denne kunstner. Via arkitekt Henrik Reimann (M 254) er fra fru Winnie Reimann, boende i USA og enke efter dyrlæge Arnold Reimann (M 174), modtaget 10 fotografier af originalarbejder i fru Reimanns besiddelse. Det drejer sig om to malerier, syv pennetegninger af engelske lokaliteter samt en illustration til H.C. Andersens eventyr “Kejserens ny klæder”. Redaktionen er interesseret i oplysninger om arbejder med danske motiver.

Beretning fra familiearkivet 1991/92 (fortsat)

Erik P. Guillette (M 286) har 6. februar 1992 tilskrevet Stiftelsen med forespørgsel om der foreligger engelske oversættelser af Stiftelsens forskellige skrifter. Dette har hidtil måttet besvares benægtende. Arkivet er imidlertid via Brian Richard Henderson, USA, (M 303) kommet i besiddelse af et maskinskrevet manuskript på 40 sider. Det drejer sig om en oversættelse af de indledende afsnit i den bog Stiftelsen udsendte 1912 i anledning af sit 50 års jubilæum. Manuskriptet, der nu foreligger i Stiftelsen som fotokopi, er noget beskadiget og egner sig ikke til direkte genoptryk.

Den dag handelshuset J.P. Suhr og Søn i 1899 kunne fejre sit 150 års jubilæum var samtidig den dag huset ophørte. Der blev dengang udsendt et fornemt bogværk “Det Suhrske Hus i Kjøbenhavn 1749-1899”, ovenfor nævnt som Nyrops bog. Bogens dekorationer blev tegnet af professor Hans Tegner og illustrationerne udført af bogkunstnerne Karl Jensen og Tom Petersen og træsnit og ætsninger af F. Hendriksens kendte Reproduktions-Atelier. Hans Christensen fra sidstnævnte firma tog i efteråret 1991 kontakt med Stiftelsen med henblik på at skænke en lille samling originale raderinger fremstillet til dette værk. Af hensyn til de slægtsmedlemmer, der ikke kender professor Nyrops bog fra 1899, der blev fremstillet i 300 eksemplarer, er på side 7 gengivet to raderinger. Forlægget er malerier, som begge er i Stiftelsens besiddelse, jfr. indledningen om det erhvervede Ølsted billede. Ikke mindst i år, hvor havearkitekt Kirsten Lund-Andersen har arbejdet med haven på Bonderup, som oprindelig med sine lindelysthuse er anlagt som en romantisk have med barok elementer, har det haft interesse at studere de gamle billeder af, hvordan haven har set ud i det forrige århundrede.

Til slut i beretningen om modtaget materiale til slægtsarkivet skal nævnes indlevering fra vore svenske slægtninge, der også tidligere ofte har betænkt arkivet med oplysninger om ældre forhold samt med fotografier af enkeltpersoner eller grupper. Ikke mindst de sidste vil i kommende tider have værdi for identificering af de enkelte slægtsmedlemmer. I dette hæfte er gengivet et gruppebillede af 36 svenske “Suhrer” samlet til “släktträff i Hallarna 18.8.1991. Fotografen er Karl Erik Suhr (M 170). Men svenskerne sørger også for, at slægten er repræsenteret, når Danmark stiller op til EM- finale i fodbold, hvilket de to gengivne postkort vidner om.

Beretning fra familiearkivet 1991/92 (fortsat)

Beretning fra familiearkivet 1991/92 (fortsat)

Foto fra Arstad Kirke ved slægtsmødet i Hallarna 18.8.1991

Foto fra Arstad Kirke ved slægtsmødet i Hallarna 18.8.1991

Landsretssagfører Bjørn Magnussen

30.5.1992 døde Stiftelsens mangeårige bogholder og senere kasserer, landsretssagfører Bjørn Magnussen. Han havde i 1959 som bogholder afløst sin svigerfader, kontorchef A.C. Rahbek og overtog i 1976 kassererposten efter kontorchef H. Albrectsen. Bjørn Magnussen var født 1907 i København som søn af forfatteren og kritikeren Julius Magnussen og dybt forankret i det litterære københavnske miljø han voksede op i. Udover sit arbejde i Stiftelsen og mange andre hverv drev Bjørn Magnussen fra 1937 en alsidig selvstændig advokatvirksomhed. Magnussen var en god støtte for Stiftelsens skiftende administrerende direktører og omfattede familien Suhr med den største interesse. Han var som nogen inde i de enkelte familiemedlemmers ofte indviklede relationer, som han kunne uden ad, hvilket lettede hans arbejde da øjnene de sidste år svigtede. Han fratrådte sin funktion i Stiftelsen ved udgangen af 1982.

Efterslægtstavlen

I lighed med tidligere år indeholder årets gule hæfte de ændringer i og tilføjelser til Den Blå Slægtsbog, som Stiftelsen har modtaget. Oversigten er udarbejdet på grundlag af indsendte meddelelser til Stiftelsens kontor siden udsendelsen af 1990/91 beretningen. Der er i perioden modtaget en enkelt meddelelse om dødsfald blandt repræsentanterne på Stiftelsens generalforsamlinger.

Omkring generalforsamlingen sidste år døde fru Ragni Einer-Jensen, 92 år gammel. Fru Einer-Jensen (K 82) var født i Aalborg som datter af overretssagfører Holger Dam og Astrid Signe Dorothea Brammer (K 45). Bl.a. via sit ægteskab med forbundsformand, folketingsmand Oluf Einar Emil Einer-Jensen var fru Einer-Jensen politisk interesseret og blev efter studentereksamen i 1918 ansat som rigsdagsstenografassistent og senere som stenograf i Folketinget. Hun var i 1950-58 medlem af Frederiksberg skolekommission og havde to sønner, hvoraf sønnen Jens Eiler-Jensen (M 190) døde i 1979.

Udover dette dødsfald er der grund til at nævne endnu et dødsfald i slægtens ældre linie. Den 27. august 1992 døde nemlig blomsterhandler fru Irene Marie Suhr Westi, 91 år gammel. Med hende uddøde den linie, der nedstammer fra Dorothea Suhr (K 32) tavle I i Den Blå Bog fra 1984, gift med Peter Andreas Theodor Westi, indehaver af det gamle københavnske firma Simonsen & Weel. Irene Suhr Westi var selv enke efter grosserer Karl Johan Suhr Westi (M 58), der døde i 1953. Hun var hans anden hustru, og ægteskabet varede i 25 år. Der var i ægteskabet datteren Vibeke (K 156), der døde i 1958 efter kun eet års ægteskab med major Per Hauschild, f. 1931. Irene Suhr Westi, der var datter af bager Adolph Marius Olsen og Jacobine Marie Hallberg omfattede Den Suhrske Stiftelse med stor kærlighed. Hendes svigermor, ovennævnte Dorothea Suhr, var som ung i huset hos etatsråd S.V. Isberg, som spillede en stor rolle i Stiftelsens og ikke mindst handelshuset J.P. Suhrs historie, jfr. beretningerne 1985/86, p. 11 ff, og 1986/87, p. 18 ff, og oberstløjtnant Lauritz Adolf Madsen skriver i sine erindringer, at hun følte sig som en datter af dette hjem, og hendes ældste søn (M 48), der kun blev seks år gammel, var da også opkaldt efter den gamle etatsråd, der selv var ugift. Selv boede Irene Suhr Westi, indtil hun flyttede til “De Gamles By” i København, i Stiftelsens ejendom på Amager og betænkte gennem årene ofte Stiftelsen med små blomsterhilsner og personlige besøg. Til Stiftelsens 125 års jubilæum modtog Stiftelsen således en smuk blomsterpyntet kobberkedel. Den står nu på GI. Torv og uden at kedlens oprindelse med sikkerhed kan bestemmes, kan den minde om det gamle kobberværk i Brede, som testator købte i 1831. Ved sin død havde fru Westi indsat Stiftelsen som sin universalarving, og såvel den administrerende direktør som en repræsentant fra familiedirektørerne var tilstede ved fru Westis begravelse fra De Gamles Bys kapel.

(Udarbejdet på grundlag af indberetninger til Stiftelsen)

Lidt om Sølyst i Klampenborg

Familien Suhrs sommerbolig 1840-1913.

I det gule hæfte 1984/85 bragte Boghjørnet uddrag af Jørgen Mathiassens roman “Kopisten”. Det valgte uddrag handler om et møde mellem den fremtrædende advokat W.F. Treschow og testator vedrørende planerne om at erhverve det Schimmelmannske landsted Sølyst ved Emiliekilde, som i dag er sæde for det mere end 650 år gamle Kongelige Kjøbenhavnske Skydeselskab.

I beretningen 1990/91 omtales også fire arkitekttegninger fra Sølyst modtaget fra arkitekt Olaf Damm Sørensen (K 121). Tegningerne viser anvendelsen og ruminddelingen i familien Suhrs tid. Desværre har det vist sig vanskeligt, de gule hæfters format taget i betragtning, her at vise prøver hvor teksten er læselig. Olaf Damm Sørensen har formentlig fortsat sine studier af denne gamle ejendom, som gennem knapt et århundrede blev samlingssted for en række af Danmarks berømteste personligheder og også for den Suhrske slægt omkring handelshuset J.P. Suhr og Søn. Såvel Olaf Damm Sørensen som initiativudvalget, der stod for udflugten til Bonderup 16. juni sidste år, har rejst tanken om at arrangere en familieudflugt med besøg på Sølyst. Denne tanke bør ikke gå i glemmebogen.

Nu er Olaf Damm Sørensen ikke den eneste i eller uden for slægten, der har forsket i Sølysts historie. I 1938 udkom et lille skrift om Sølyst tilrettelagt af kaptajn Axel Pontoppidan (M 79) på initiativ af frøken Ida Suhr (K 33). Det var frøken Suhrs tanke derigennem også at skabe interesse for Emiliekildes bevarelse og foranledige, at de myndigheder kilden var underlagt ikke ville lade den forfalde, men pietetsfuldt værne om dette minderige sted, hvis historie hun med levende interesse havde fulgt lige fra sin tidlige ungdom. Grundlaget for bogen var et foredrag, som den kongelige ordensbiograf, dr.phil. Louis Bobé holdt i efteråret 1937 i Gentofte Historiske Forening. Den lille bog i blå kassette, blot 26 sider, findes sikkert hos en del ældre medlemmer af slægten, men var for de der ikke kender den i og for sig egnet til genoptryk i en af familiearkivets årlige meddelelser.

Men mange andre har også skrevet om Sølyst, og har muligvis også kendt dr. Bobås foredrag. Det er sket i form af nye foredrag, bidrag til tidsskrifter og i form af avisartikler, som tidens tand hurtigt bringer i glemsel. Det er en opgave for et slægtsarkiv at samle og værne om disse ting. Netop et eksempel på en sådan artikel, der har overskriften “Parnasset i Klampenborg”, er historikeren Erik Kjersgaards gemmeværdige artikel i Berlingske Tidende 24. december 1986. Men Erik Kjersgaards artikel med kunstneren Palle Pios fine pennetegning er kun én blandt mange. I Stiftelsens arkiv ligger også Juliane Waages fra 1960 og C.C. Hoffgaards fra 1967. “Ægte perle ud til dejlige Øresund – Tre mænd har æren for Sølysts bevarelse Schimmelmann, Suhr og dansk-amerikaneren Gorm Rasmussen”. Et af de nyeste bidrag, som fortjener at blive kendt af slægtsmedlemmerne er Harald Skougaards artikel i julehæftet “Folk og minder fra Nordsjælland” 45. årgang 1990. Det drejer sig om en meget smukt illustreret artikel: “Sølyst – en højborg for dansk kultur gennem 1700-1800 tallet.” Redaktionen har nedenfor bragt nogle uddrag af denne læseværdige artikel frem for at aftrykke Axel Pontoppidans og dr. Bobås bog, som forøvrigt blev bekostet af frøken Suhr, uden at hun dog før sin død 13. august 1938 kom til at opleve bogens udsendelse. De smukke farveillustrationer er i nedenstående uddrag erstattet af andre bl.a. med en gengivelse af landskabsmaleren Jens Peter Møllers (1783-1854) maleri af Emiliekilde fra 1849, som hænger i Den Suhrske Stiftelse (se side 22), og et par fotografier fra Det Kongelige Biblioteks billedsamling, som viser Sølyst i familien Suhrs tid. Et interiørbillede fra samme samling er bragt i beretningen fra familiearkivet 1980/81. Endelig er der fra Pontoppidans bog hentet Abildgaards originalrids til “Emilias Kilde”.

I sin artikel fortæller Skougaard først om området ved det nuværende Hvidøre, som helt tilbage til middelalderen har været tilholdssted for kongelige personer. Hvidøre Kongsgård blev således opført af Kong Hans i slutningen af 1400-tallet. Hans søn Christian II installerede her sin elskerinde Dyveke og hendes moder – den magtfulde Mor Sigbrit, og her modtog Kongen også i 1515 sin unge brud Elisabeth af Habsburg, kejser Karl V’s søster. Et stenkast fra kongsgården opførtes godt et par hundrede år efter landstedet Sølyst, som i perioder skulle blive sommerresidens for velhavende københavnere. Men lad Skougaard selv fortælle:

Lidt om Sølyst i Klampenborg (fortsat)

I 1776 blev Sølyst købt for 4.500 rdl af finans- og statsminister Heinrich Ernst Schimmelmann. I 1775 havde han giftet sig med komtesse Emilie Rantzau.

Om vinteren boede de i Odd Fellow Palæet i Bredgade og om sommeren på Sølyst. Det lykkelige ægtepar fik kun fem somre sammen, hvor de nød landlivets hygge i sommerresidensen. Hun blev alvorligt syg »af Brystbetændelse» og døde i 1780. Da greven ville rejse hende et minde, bad han arkitekt Nic. A. Abildgaard om at påtage sig opgaven. Resultatet blev den berømte Emiliekilde nede ved Strandvejen. Mindesmærket blev formet som en obelisk med et grædende øje, »hvor Kildens Vand lod sine Taarer rinde«:

Livet skulle gå videre. Greven opdagede hurtigt, at han måtte have en værdig værtinde ved sin side igen. Så to år efter Emilies død giftede han sig med den nok så betydelige personlighed, grevinde Charlotte Schubart. Hun var både litterært og politisk interesseret. Sammen med sin mand gjorde hun Sølyst til samlingssted for tidens berømtheder inden for videnskab, litteratur, musik og politik. Det var festligt, når man samledes omkring middagsbordet. Bagefter gik diskussionen livligt i salonen. Filosofferne Johan Gottlieb Fichte og Henrik Steffens orienterede om deres tanker. Professor H.C. Ørsted forelagde sin opdagelse om den elektriske strøms magnetiske virkninger, som for øvrigt gav ham verdensberømmelse.

Også mange digtere var gæster hos Schimmelmann-familien. Oehlenschläger var derude, efter at han gennem Steffens havde fået inspiration til den nye retning inden for litteraturen – romantikken. Hans »vækkelse« gav sig udslag i digtet »Guldhornene«. Første gang den elegante digter var på Sølyst, var han nu ikke særlig imponeret af greven. »Schimmelmann var lille, koparret, skelede lidt, behængt med Ordner, men han havde Snustobak paa Tøj og Fingre. Grevinden var saare enkelt, men smukt klædt paa. Men begge var uhyre hjertelige og venlige Personligheder, som man befandt sig godt i Selskab med«.

Danmark har vel aldrig haft en større mæcen end Schimmelmann. På forskellig vis støttede han digtere som Jens Baggesen, Schack Staffeldt, Kamma og Knud Lyhne Rahbek m.fl. Ikke alene danskere hjalp lian. Tyskeren Friedrich von Schiller blev i en krisesituation hjulpet af greven og hertugen af Augustenborg.

Berømte komponister og pianister var tit med til at sætte ekstra kulør på de store festaftener på Sølyst. Wolfgang Amadeus Mozart skal have spillet nogle af sine klaverkoncerter i salonen.

Der skete meget i Danmark for 200 år siden. Bondefrigørelsens mange reformer blev gennemført. Det var indlysende, at landets statsminister ofte samledes med ledende politikere f.eks. mænd som A. P. Bernstorff og Chr. Ditlev Reventlow. Efter tidens skik skulle begivenheden markeres. Derfor blev der plantet tre »frihedstræer« i parken — et for greven selv og et for hver af de to andre.

Lidt om Sølyst i Klampenborg (fortsat)

Også udenlandske diplomater færdedes hjemmevant på Sølyst. Disses hemmelige rapporter hjem til regeringerne fortalte om samtaler med den almægtige minister, som med næsten enevældig magt styrede vort land. Der var også oplysninger om den stille magt, som den intelligente Charlotte udviste. Fredsdrøftelserne efter slaget på Reden 1801 diskuteredes indgående ude på landstedet ved Strandvejen.

I 1816 døde grevinde Charlotte. Men også efter hendes død holdt Ernst Schimmelmann fast ved vennekredsen, som han samlede på Sølyst. Greven selv døde i 1831.

Etatsråd
Johannes Theodor Suhr

Ægteparret Schimmelmann havde ingen børn, så det blev grevens niece, Adelaide v. Löwenstern, der med sin mand – den danske gesandt i Wien – flyttede ind på Sølyst. Ni år efter blev landstedet solgt til en af Københavns rigeste mænd, etatsråd J. Th. Suhr fra handelshuset på Gammel Torv. Han havde mange år tidligere overtaget slægtens firma, som på grund af krisetiden efter statsbankerotten i 1813 var på fallittens rand. Han var meget ærekær, så hans eneste mål i livet blev at føre familieforetagendet på fode igen. Og ikke nok med det, han ville have det udviklet således, at det blev byens bedst funderede. Hans fremgangsmåde var ofte hård og hensynsløs. 1 1820’rne var han genstand for hårde angreb på Børsen og blev beskyldt for illoyal konkurrence. Men alt prellede af på ham. Han forstod ved kneb, magt og penge at gøre firmaet til Københavns førende. Formuen blev omkring 1850 opgjort til 1.500.000 rdl. – en ufattelig sum dengang.

1 1816 havde Suhr giftet sig med Caroline Falck – en livsglad ung pige, der tegnede, malede, var interesseret i litteratur, teater og selskabelighed. Hun var ballets dronning ved de store fester i byen og var omsværmet af mange kavallerer. Hun var så smuk, at Kamma Rahbek fra Bakkehuset kaldte hende »Dejligheden«.

Et ægteskab mellem den kolde, ærgerrige og flittige Suhr og den levende, hjertevarme Caroline var på forhånd dømt til at blive ulykkeligt. Ikke underligt, at al fortrolighed og forståelse mellem det ulige par omgående gik fløjten.

En trist nytårsaften

I et af Carolines breve røbede hun sin bitterhed om nytårsaften 1825:

»Klokken er ni, Gemalen kommer op fra sit Kontor, tænder sin Pibe og sætter sig paa den anden Side af Bordet og læser »Statstidende«, »Dagen« og »Skilderiet«. Han ringer, og Pigen kommer med en Bakke. Han spiser Smørrebrødet og drikker Snaps og øl til. Tiden gaar, og jeg sidder og ærgrer mig over, at den højtidsfulde Aften slæber sig af Sted. Jeg tænker paa mit Barndomshjem, hvor vi sang og drak det nye Aars Skaal«.

Ikke sært, at fru Suhr med årene blev meget deprimeret og ensom. Hun begyndte at skrante. Flere ophold ved europæiske badesteder blev nødvendige. En tiltagende tunghørhed gjorde hende desuden mistænksom. For at få lidt adspredelse havde hun tit selskab af sine niecer, når hun om sommeren opholdt sig på Sølyst, som hun holdt meget af i begyndelsen. Men så kom »Slangen ind i Paradiset«. Et familiemedlem udtrykte det således: »Paa Sølyst lever man ganske herligt, saa længe fru Heiberg ikke er kommet«.

Bekendtskabet med familien Heiberg

På en rekreationsrejse til badebyen Enis mødte hr. og fru Suhr Johan Ludvig Heiberg og hans kone, skuespillerinden Johanne Luise. Fra dette øjeblik blev Suhr et andet menneske. Han blev bjergtaget af den smukke kunstner fra Det kongelige Teater. Meget hurtigt kunne hun sno den hårde forretningsmand om sin lillefinger – hun kunne få ham til alt.

Fra 1844 og 14-15 år frem var ægteparret hvert år inviteret til et langt ophold på Sølyst. Etatsråden indrettede en særlig fløj til de to. I det ene værelse stod der et netop indkøbt klaver, så fruen også kunne forlyste sig med at spille, som hun var vant til derhjemme. I det andet værelse blev der anbragt et teleskop med alt tilbehør, så Heiberg kunne foretage astronomiske studier, som lian gik meget op i.

Johs. Suhr havde aldrig interesseret sig for noget »saa intetsigende som Komediespil«. Ved bekendtskabet med Johanne Luise blev han en ivrig teatergænger, når fruen stod på Det kongelige Teaters scene. »Han var uudtømmelig med at rose mig som Skuespillerinde«. Også maler- og billedhuggerkunst åbnede hun hans øjne for, selv om han først havde indvendt: »Jeg forstaar mig ilde herpaa«. Hendes svar faldt omgående: »Det er lige meget. I Deres Position bør De alligevel købe Kunstværker«. Inden et år var gået, havde Suhr købt billeder af Marstrand, Skovgaard, fru Jerichau, Exner m.fl. samt værker af billedhuggerne Thorvaldsen og Jerichau. Selv et fyldigt bibliotek oprettede manden, der hidtil ikke havde læst stort andet end avisen, børskurser og Statstidende.

Fru Heiberg siger selv ubeskedent i »Et Liv genoplevet i Erindringen»: »Hvad var Grunden til, at han ikke længere kunde undvære mit Selskab? Tro mig, ene og alene min Frimodighed, min Ligefremhed, min Aabenhed mod ham. For første Gang traadte et Menneske ham i møde uden Frygt. Jeg talte ham frit til». Over for denne selvglade erkendelse stod Suhrs selvudslettende indrømmelse: »De ved ikke, hvor jeg sætter pris paa Deres Venskab. Det kan ikke interessere Dem at omgaas mig. Thi fast at jeg jo selv antager mig for en nogenlunde Forretningsmand, ved jeg godt, at jeg i alt Andet er en Ignorant». Suhr læssede alle sine bekymringer af over for fru Heiberg. Selv forretningsanliggender betroede han hende, hvad hans kone aldrig var blevet indviet i.

Lidt om Sølyst i Klampenborg (fortsat)

Fru Heibergs uforskammethed

Selvfølgelig vidste Johanne Luise alt om det spændte forhold mellem de to ægtefæller, og hun vidste også, at Suhr aldrig fortalte sin kone om sine økonomiske transaktioner. Nok viste hun værtinden respekt, og med sin dygtige skuespilkunst var det en let sag for hende at spille komedien fuldendt, selv om Caroline ofte optrådte med kølighed over for hende, fordi det gjorde hende ondt at se mandens åbenlyse flirt med primadonnaen. En dag havde Suhr fortalt fru Heiberg, at han havde købt »Det blaa Pakhus« for 80.000 rdl. Kort efter var der selskab på Sølyst. Ved middagsbordet ville Johanne Luise også henvende sig til fru Suhr, der ofte ikke kunne følge rigtigt med i samtalen på grund af døvheden. Hun sagde derfor meget højt: »Til Lykke, Fru Suhr, med den nyerhvervede Ejendom, Det blaa Pakhus«. Der blev dødstille omkring bordet. Husets frue så måbende på skuespillerinden og så på sin mand. Hun anede intet om dette store køb.

Kunstnersammenkomster

Ved de store fester var selvfølgelig også et udvalg af den heibergske vennekreds indbudt. Skuespillere og forfattere nød godt af gæstfriheden. Selv når digterne var langt borte fra Sølyst, kunne de i deres længsel efter fædrelandet pludselig mindes det smukke hjem ved Øresund. Således skrev bl.a. forfatteren til »Fra Piazza del Popolo«, Vilh. Bergsøe, under et italiensophold:

Ved sine køb af kunstværker og ved sin støtte med en årlig appanage til ægteparret Heiberg blev J. Th. Suhr en mæcen for kunsten. I sit testamente gjorde han den årlige aflønning af de to kunstnere livsvarig. Desuden bestemte han, at de hver sommer kunne disponere over »Bonderupgaard«. Sent i sit liv fik Suhr øjnene op for de værdier, der lå i litteratur, malerkunst og teater. Men alt dette opnåede han først gennem sin lidenskabelige beundring for skuespillerinden.

1 1856 døde Caroline Suhr – forgræmmet gennem sin lange ægteskabelige tragedie, plaget af sygdom og voldsomt generet af den tiltagende tunghørhed, der senere gik over i døvhed. Etatsråden døde to år efter i 1858. Efter begravelsen takkede Heiberg sin mæcen med digtet »Sølyst« (Poetiske skrifter, bd. 9):

Lidt om Sølyst i Klampenborg (fortsat)

Harald Skougaard slutter sin artikel med at fortælle om det nutidige Sølyst. Testator havde som bekendt ingen børn, og hans brodersøn O.B. Suhr arvede Sølyst. Dennes datter Anna Dorothea Suhr (K 36) blev efter sin mors død i 1898 ejer af lyststedet. Hun var først gift med generalkonsul Julius Holmblad, hvem hun overlevede, og ægtede i 1901 godsejer H.V. Nørgaard. Fru Nørgaard døde i 1928 og efterlod sig en adoptivdatter, der blev gift med den danske gesandt Herluf Zahle, der døde på sin post 4. maj 1941 i Berlin under 2. verdenskrig. Men allerede i 1913 havde hendes adoptivforældre solgt Sølyst til Landmandsbankens direktør, etatsråd Emil GIückstadt. Hans tragiske skæbne hindrede ham i tanken at ville have testamenteret den minderige ejendom til staten, og var dansk-amerikaneren direktør Gorm Rasmussen ikke trådt til som køber i 1924, havde ejendommens historie sikkert hermed været ude. I familiearkivet findes nogle få amatørbilleder, som fortæller lidt om livet på Sølyst i den Suhrske tid. De stammer bl.a. fra et stort fotoalbum, som har tilhørt cand. polit. Wenzel Oluf Vilhelm Dinesen (M 55), der døde 1906 som ung attache ved den danske ambassade i Paris. Albummet er indleveret til arkivet af fru Kirsten Suhr, Krårupgaard (K 106). Arkivet er fortsat interesseret i sådanne billeder ikke mindst billeder, der viser gamle Suhrske hjem, herunder ikke mindst hjemmet på Gl. Torv 22.

Kiøbmand Rasmus Møller, Nyborg

Ovenstående silhouet forestiller købmand Rasmus Møller, Nyborg, og hans familie. Hans ene datter Laurine Marie Møller blev gift med købmand i Nyborg Ole Bernt Suhr (M 4), stamfader til legatfamiliens yngre linie. Af de i den blå stamtavle fra 1984 opførte nedstammer 354 personer fra dette ægtepar. Det falder derfor naturligt at genoptrykke den af Ove Pontoppidan indleverede artikel om Rasmus Møller, skrevet af landsarkivar G.L. Wad. Silhouetten stammer fra fru Wads hjem i Korsør. Fru Wad, der var født d’Origny og datter af toldinspektør, senere toldforvalter i Korsør, kaptajn Frederik Julius d’Origny (1816-88) og Edle Sophie Johanne Rasmine Cederfeld de Simonsen (18211907) var barnebarn af Rasmus Møllers datter gift med kommandørkaptajn Andreas Christian Cederfeld de Simonsen (1779-1839). Kaptajn d’Origny var iøvrigt broder til overauditør, herredsfoged Magnus Alexis d’Origny (1811-74), der var medlem af Stiftelsens direktion i årene 1859-74. Hans hustru Suzanne Nathalie Suhr (K 12) var datter af testators ældste broder grosserer Didrik Suhr (M 3), stamfader til legatslægtens ældre linie. Det ovenfor i beretningen omtalte taffelur fik arkivar Wads i brudegave 1883 af fru Wads tante, fru Sophie Matthiesen f. Suhr (K 10). Det havde ifølge Signe Læssøes brev tilhørt fru Matthiesens mor, Laurine Marie Suhr, datter af købmand Rasmus Møller.

Lidt om Sølyst i Klampenborg (fortsat)

Om Kjøbmand Rasmus Møller i Nyborg.

Ved G. L. Wad

Om Kjøbmand Rasmus Møller i Nyborg (fortsat)

Om Kjøbmand Rasmus Møller i Nyborg (fortsat)

Om Kjøbmand Rasmus Møller i Nyborg (fortsat)

Om Kjøbmand Rasmus Møller i Nyborg (fortsat)

Om Kjøbmand Rasmus Møller i Nyborg (fortsat)

Om Kjøbmand Rasmus Møller i Nyborg (fortsat)

Om Kjøbmand Rasmus Møller i Nyborg (fortsat)

Om Kjøbmand Rasmus Møller i Nyborg (fortsat)

Om Kjøbmand Rasmus Møller i Nyborg (fortsat)

Om Kjøbmand Rasmus Møller i Nyborg (fortsat)

Om Kjøbmand Rasmus Møller i Nyborg (fortsat)