1986/87
Beretning fra familiearkivet 1986/87
Indhold:
- Arkivets arbejde
- Efterslægtstavlen
- Ændringer og tilføjelser til den blå slægtsbog
- Lidt om Theodor Diderik Suhr (M 22)
- Fra højesteretsjustitiarius P.C.N. Buchs livserindringer (Etatsråd S.V. Isberg)
- Besøg hos bankmanden og forfatteren Jasper Rootham (M 141)
September 1986
Redaktion
Nils Teisen
1900 – 1987.
Storkors af Dannebrog 1965 og familievåbnet ophængt i Frederiksborg Slots Kirke
Beretning fra familiearkivet
I oktober 1978 udsendte Stiftelsen sin første beretning fra familiearkivet (1977/78). Med dette hæfte som nr. 10 er der siden udkommet 9 hæfter, og at dømme efter indgangen af materiale i det forløbne år, synes interessen for arkivet og denne lille årsberetning at have holdt sig. Det er ikke mindst den svenske gren af Suhr-familien, der har været flittige med indsendelse af materiale, ikke mindst Karl-Erik Didrik Suhr (M 170), hvis optegnelser ligger til grund for nedenstående oplysninger om Theodor Diderik Suhr (M 22) og hans farbroder Frederik Suhr (M 14), der ejede gården Huntley i Skåne.
Tilgang til materialet om Nelly Erichsen er modtaget fra Jasper St. John Rootham (M 141), som redaktøren af dette hæfte besøgte i hans smukke hjem i Sydengland 13. juni 1987, og hvorfra der hjembragtes 93 breve og mindre effekter, som er deponeret i Stiftelsen. 62 er breve som Nelly Erichsen har skrevet til sin mor fra Frankrig, Italien og Schweiz i årene 1892-1906, 18 er breve skrevet fra Danmark i 1892 fra henholdsvis Rosengaard (8), Nebsmølle (2), Petersgaard (4), Sølyst (3) og Nørre Farimagsgade (1), hvor tanten fru Sophie Mathiesen (K 10) havde sit hjem. 9 breve er fra eller om Charles Cecil Erichsen (M 39) fra dennes rejse over St. Petersborg til Kina og Japan, hvor han døde 13. september 1883 i Nagasaki. Endelig indeholder materialet forskellige klip fra danske aviser fra 1850. Om besøget hos Jasper Rootham se iøvrigt side 23. Arkitekt Henrik Reimann (M 254), der i disse år bor i Bruxelles, hvor hans kone Joan som landbrugsattache er tilknyttet Danmarks faste repræsentation ved De Europæiske Fællesskaber, er en flittig bidragyder til arkivet. Fra ham er bl.a. modtaget forskelligt billedmateriale fortrinsvis vedrørende Erichsen-familien.
I det gule hæfte 1985/86 er på side 10 bragt en gengivelse af Erik Henningsens maleri af en vinterscene på Gl. Torv. Hofjægermesterinde Bech, Brorupgaard, jfr. M 122, der har stor interesse for slægtens forhold og som på Bech-familiens anden hovedbesiddelse Valbygaard med stor veneration værner om en række interessante ting med relation til den Suhrske slægt, har gjort os opmærksom på, at dette maleri i 1886 blev skænket til etatsråd Svend Vilhelm Isberg (se bl.a. 1985/86 side 11). Anledningen var Isbergs 50 års jubilæum for sin ansættelse i handelshuset J.P. Suhr, hvor han efter etatsråd 0.B. Suhrs død i 1875 var optaget som kompagnon i firmaet og hvis seniorchef han var til han i 1893 på grund af sygdom trådte ud af firmaet og derefter den 17. august 1895 afgik ved døden noget over 75 år gammel. Annelise Bech har sendt arkivet en række minder fra jubilæumsfesten 1886, herunder tegningen gengivet på side 20, der stammer fra et lille festskrift “Journal over Svend Vilhelm Isberg på den Suhrske Klinik 10. februar 1886” og hæftet “Mellem Kul-isserne Isbergiana”, se side 17.
Isberg følte sig meget knyttet også til den Suhrske slægt og var allerede betænkt i testators testamente sammen med fem øvrige medarbejdere. Af disse betænktes Isberg og pakhusforvalteren C.K. Hansen med hver 5.000 Rdl, de andre med mindre summer. C.K. Hansen var stifteren af dampskibsselskabet af samme navn Christian Kjellerup Hansen (1813-68). Personligheden med etatsråd J. Th. Suhr, som tydeligt fremgår af billedet af den ridende Isberg, og den særlige rolle Isberg kom til at spille også i Stiftelsens historie har i de ældre generationer i slægten givet anledning til forskellige gisninger, som hidtil ikke har kunnet verificeres. I uddraget af højesteretsjustitiarius P.C.N. Buchs erindringer, der bringes nedenfor, er der særlig fokuseret på S.V. Isberg.
Inden Erik Henningsens maleri af Gl. Torv forlades, skal det nævnes, at Jørgen Schouboe (M 207) har gjort opmærksom på andre malerier fra Gl. Torv med Stiftelsens gård i baggrunden, bl.a. af den i den senere tid højt betalte kunstner Paul Fischer. Et maleri af Fischer dateret 1917 er således ifølge tilsendt billede og svensk avisomtale 27. marts 1987 sat på auktion på det kendte svenske auktionshus Bukowski, hvor udråbsprisen var sat til mellem 150-200.000 SEK. Maleriet er malet fra samme sted som Henningsens billede 31 år tidligere.
Marie Louise Jørgensen (K 129), der er medarbejder ved Nationalmuseets store kirkeværk holder gennem sit arbejde og ved gennemgang af kildemateriale vågent øje med personer og forhold, der har relation til den Suhrske slægt. I år er arkivet bl.a. blevet betænkt med en artikel fra “Architekten” 18. marts 1905 om arkitekten, professor Ludvig Peter Fenger, der bl.a. byggede “De Suhrske Friboliger” i Valdemarsgade i København, jfr. 1983/84, side 10. Billede samt plan af friboligerne er bragt i artiklen. Fra Marie Louise Jørgensen er også Sognepræst Casper Bernhardsen Suhr, d. 1701, og hustru, d. 1688. Saksild Kirke, Aarhus Amt. Fotografiet venligt stillet til rådighed af Nationalmuseet og detaljeret beskrevet NM kirkeværk, side 2433, fig. 30 modtaget fotografi af det smukke epitafiemaleri i Saksild Kirke (Aarhus amt) fra slutningen af 1660’erne af sognepræst Casper Bernhardsen Suhr, f. 1642 i Bremen, d. 1701, og hans familie. Casper Suhr var ældste søn af Suhr-slægtens danske forfader Bernt Suhr, jfr. bl.a. 1978/79, side 8. Hans børn var præster eller indgift i præsteslægter og hans ret talrige efterslægt er omtalt i Lauritz Julian Suhr (M 98) utrykte “Udkast til Slægtsbog over Afkommet efter Bernt Suhr, Livkarl hos Kong Frederik III”. Manuskriptet findes i Stiftelsens arkiv og omtaler over 2000 personer, jfr. 1979/80. Legatfamilien Suhr ned- stammer fra Casper Suhrs broder, amtsforvalter Frederik Suhr, der ligeledes var født i Bremen.
Beretning fra familiearkivet 1985/86 (fortsat)
Sognepræst Casper Bernhardsen Suhr, d. 1701, og hustru, d. 1688. Saksild Kirke, Aarhus Amt.
Fotografiet er venligst stillet til rådighed ef Nationalmuseet og detaljeret beskrevet NM kirkeværk, side 2433, fig. 30
På generalforsamlingen 1986 afleverede Jens Erik Brammer (M 192) 12 fotografier taget på Stiftelsens generalforsamling 1985. Det er redaktørens opfattelse, at det er første gang der er fotograferet på generalforsamlingen. Skulle slægtens medlemmer have anden opfattelse eller ligge inde med tidligere optagelser, vil redaktionen gerne underrettes. Det nedenfor gengivne billede viser nu afdøde civilingeniør Ruthi Frydenberg i samtale med den administrerede direktør.
På samme generalforsamling afleverede biskop Johannes Theodor Suhr (M 102) forskellige effekter fra sit personlige arkiv, herunder et eksemplar af Illustreret Tidende den 17. oktober 1875 med en stort opsat nekrolog over etatsråd 0.B. Suhr samt portrætfotografier taget under biskoppens besøg for nogle år siden hos paven i Rom.
Til slut i beretningen skal nævnes, at “Bakkehuset – Dansk Litteraturforening” den 28. maj afholdt en excursion til Midtsjælland, hvor en række steder med tilknytning til danske digtere og kulturpersonligheder blev besøgt, herunder Bonderup. Efter programmet skulle foreningens formand, kulturråd, mag. art. Uffe Andreasen på Bonderup have holdt et foredrag om familien Heiberg. På grund af sygdom blev dette indlæg erstattet med et foredrag af fru Inger Nørballe, Bakkehusmuseet, om Caroline Falch, ligesom redaktøren orienterede om Bonderups historie, relationerne til familien Heiberg og i forbindelse med selskabets senere besøg i Sorø og Terløse om Holbergs rolle som godsejer på egnen.
Og til allersidst. I 1985/86 beretningen skrev vi om lensbaron Hans Berner Schilden Holstens store slægtebog, som vi havde modtaget til Stiftelsen. Desværre var givernes navne fejlagtigt anført. Det skulle være Michaela og Eiler Treschow.
Efterslægtstavlen
Som tidligere indeholder det gule hæfte nedenfor sådanne ændringer i og tilføjelser til Den Blå Slægtsbog, som Stiftelsen har modtaget og som er udarbejdet på grundlag af indberetninger til Stiftelsens kontor siden udsendelsen af 1985/86 beretningen. Der er især her anledning til at nævne årets døde slægtsmedlemmer.
Frøken Xenia Dora Suhr (K 74), der var slægtens ældste kvindelige medlem, døde 15.10.1986 og blev begravet fra Kallehave Kirke nær sit mangeårige hjem på Skovlyst i Stenbyskov under Petersgaard Gods, som hun ifølge frøken Ida Suhrs (K 33) testamente havde livsvarig benyttelsesret af. Xenia Suhrs mor Anna Dorothea Suhr Erichsen (K 37) flyttede efter sin mand Oluf Bernt Suhrs (M 40) død i 1907 til sit fødeland England, hvor hun døde i Oxford 1931. Ægteparrets to døtre Sylvia (K 90) og Xenia Suhr flyttede efter 1. verdenskrig til Danmark, hvor ikke mindst frøken Ida Suhr tog sig af de to unge piger. Begge var de et væsentligt bindeled til den yngre grens mange udenlandske slægtsmedlemmer, ikke mindst i Storbritannien, og frøken Xenia Suhr var den sidste, som personligt var indlevet i og kunne berette om livet på Petersgaard og besøgene på Skagen i frøken Ida Suhrs levetid.
Fru Lili Suhr (K 96), der var født 1906 i Frederikssund som datter af overretssagfører Alexis Hakon Suhr (M 54), døde i København 6.11.1986. Efter fru Lili Suhr, der ikke i sine tre ægteskaber havde børn, vil der ikke være flere slægtsmedlemmer boende i Danmark i denne gren (tavle J), mens grenen fortsætter i USA ved efterkommere efter Lili Suhrs søsterdatter Dorothy Ruth Petersen (K 162) i dennes ægteskab med Robert Gerald Luckey.
Den 16.7.1987 døde viceadmiral Svend Erik Pontoppidan (M 105). Viceadmiral Pontoppidan, hvis ranke skikkelse vil huskes fra de mange gange han deltog i Stiftelsens generalforsamlinger, hvor han ofte tog ordet, nåede til tops i dansk forsvar, hvor han fra 1961 til 65 var flådens øverste chef. I flådens historie fik han den ikke helt almindelige skæbne, at han under besættelsen var en af de officerer, der deltog i forberedelsen til og udførelsen af viceadmiral Vedels beslutning om at sænke flåden, da tyskerne den 29.8.1943 gik i aktion mod det danske forsvar, og at han efter befrielsen som viceadmiral og chef for søværnet stod for at gennemføre det største samlede nybygningsprogram i flådens nyere historie.
Ændringer i og tilføjelser til Den Blå Slægtsbog
Maleriet nedenfor
Nelly Erichsen: Jasper St. John Rootham (1913). Se tekstomtale side 23-24.
Maleriet tilhører Jasper Rootham.
Lidt om Theodor Diderik Suhr,
der i 1882 fik svensk statsborgerskab
I “Den Blå Bog’s tavler over efterkommerne efter testators forældre er ikke mindst den gren i den ældre linie, som udgår fra Theodor Diderik Suhr (M 22) karakteriseret ved dens mange medlemmer. Slår man op i bogen under den pågældende gren (tavle G) vil man se, at det drejer sig om en personkreds på ialt ca. 85 personer, der fortrinsvis lever eller har levet i Sverige.
Ikke mindst Karl-Erik Didrik Suhr, Alegränd 17, S-510 54 Brämhult, Sverige, har bidraget til, at arkivalier omkring den store personkreds er deponeret i eller bragt til Stiftelsens kendskab. Interessant har det været at konstatere, at “svenskerne” gennem årene har haft deres egne slægtsmøder, således sidst bl.a. i årene 1967, 1973 og 1976. Ved disse lejligheder er samtlige familiemedlemmer blevet fotograferet, og fra mødet i Hembygdgården i Båstad 1976 er nedenfor bragt et gruppebillede med fortegnelse over de 35 deltagere. Nummerfortegnelsen starter øverst til venstre med Rune Carlsson som nr. 1 og slutter nederst til højre med Magnus Carlsson som nr. 35. Personerne på billederne fra 1967, 1973 og 1976 er alle, bortset fra de indgiftede, efterkommere af Theodor Diderik Suhr og hans hustru Henriette Christine Petterson, og der er i materialet også en række ældre billeder bl.a. et gruppebillede af ægteparret og 9 af deres 10 børn. Billedet er formentlig taget ved guldbrylluppet i 1923; i hvert fald er billedet ikke senere end fra 1927, hvor den ældste søn Frederik Suhr (M 51) døde. Det på fotografiet manglende barn er Berndt Suhr (M 61) som i 1901 udvandrede til USA.
Om Theodor Suhr ved man, jfr. bl.a. Karl-Erik Suhrs notater, at han flyttede til Sverige omkring 1873 og først havde sit virke på Huntley Gaard, som hans farbror Frederik Suhr (M 12) ejede. Sikkert var det meningen, at Theodor Suhr skulle have overtaget gården, men sådan blev det ikke, idet han fra 1876 – 1917 fik sit livsværk i Västra Karup, hvor han forpagtede “Kronobostället” Karup nr. 2 og 3, som tidligere var blevet sammenlagt til en ejendom. Ifølge lokal- historisk litteratur (Hembygdföreningens handlinger) var Suhr en dygtig landmand langt forud for sin tid. Han var den første på egnen, som dyrkede rodfrugter i stor skala og var på mange måder foregangsmand på jordbrugsområdet samt ved opdræt af heste, som han opdrættede på basis af importerede præmierede hingste. Han opførte en lollandsk vejrmølle på gården og var den første på egnen, der anskaffede sig en skårlægger. Når denne – en forgænger til en selvbinder – var i gang var der en folkevandring til gården for at se det ny maskineri i arbejde.
Lidt om Theodor Diderik Suhr (fortsat)
1917 flyttede Suhr, hans kone og yngste barn Ellen, som var handicappet af polio, til en ejendom i Ängelholm, hvor Suhr og hans kone begge døde i 1935. Se nedenfor familiegravsetd i Västra Karup.
Det omfattende svenske arkivmateriale vil kunne give anledning til kommende meddelelser i de gule hæfter, bl.a. om godsejer Frederik Suhr (M 14), der var født i København 1818 og kom til Sverige i 26 års alderen, hvor han blev ejer af Huntley gård indtil han i 1875 vendte tilbage til Danmark som direktør i Stiftelsen 1874-91 og administrator af de Suhrske godser. Med Frederik Suhr, der også stiftede den “Suhrske Slöjdskola i Hjärnarp” og som ligger begravet på Ugerløse Kirkegård nær Bonderup begyndte nemlig kapitlet om Suhr-slægten i Sverige.
Fra højesteretsjustitiarius P.C.N. Buchs livserindringer
Det gule hæfte 1985/86 indeholdt et uddrag fra oberstløjtnant, overvejinspektør Lauritz Adolph Madsens erindringer, hvor bl.a. Stiftelsens administrerende direktør i årene 1885-1901, højesteretsjustitiarius P.C.N. Buch blev omtalt. I Stiftelsens arkiv findes en lille håndskreven bog: “P.C.N. Buch, Livserindringer III”, der meget detaljeret på siderne 119 til 200 giver et særdeles omfattende billede af arbejdet i Stiftelsen, at forholdet mellem handelshus og Stiftelsen og endelig en række ganske nærgående karakteristikker af slægts- medlemmer og personer med tilknytning til Stiftelsens kontor. En del af stoffet er næppe velegnet til at blive offentliggjort i den foreliggende form, men for at give et indtryk af erindringerne er valgt et afsnit, som ikke mindst behandler personen S.V. Isberg, og som iøvrigt supplerer de fra oberstløjtnant Madsen tidligere offentliggjorte meddelelser. Buch skriver:
… Dengang Mollerup i 1885 for mig nærmere omtalte mine nye kolleger i Stiftelsen, tilføjede han med et lunt smil: Ja, og så er der Isberg! Etatsråd Isberg indtog nemlig en noget aparte stilling i Stiftelsen. Ved dennes oprettelse var han endnu kun bogholder i Handelshuset J.P. Suhr & Søn, og han blev da straks af Stiftelsens direktion udnævnt til dens kasserer, men samtidig dermed blev hr. Emil Fogh hans kasserer, og det faktiske forhold blev da, at medens Isberg stillede kaution som kasserer, udførte Fogh alle kassereren på- hvilende kontorforretninger og modtog honoraret herfor, medens Isberg alene mødte i direktionens og repræsentantskabets møder og her førte protokollen (eller supplerede de forud af Fogh indførte protokoltilføjelser). Ved således at fungere som sekretær under møderne fik og benyttede Isberg lejligheden til at tale med om sagerne i direktionsmøderne og til at tale med de mødte repræsentanter på generalforsamlingerne, og sådant har vel også været øjemedet med den trufne lidt besynderlige ordning. Isberg var vistnok allerede i 1859 for stor og vigtig en mand i handelshuset til at kunne og ville påtage sig den beskedne kassererpost i Stiftelsen, og modtage den beskedne løn herfor, og på den anden side har man på grund af Stiftelsens store tillid til ham og hans nøje kendskab til hele familien ønsket såvidt gørligt at knytte ham til Stiftelsen. Da jeg i 1885 blev direktør var den praksis, indført af hensyn til de udenbyes direktører, at der forud for de 3 ordinære direktionsmøder indtoges en frokost, og i denne deltog også Isberg (der endog en tid gav os fineste rødvin fra fru Suhrs kælder, til hvilken han havde nøglen), hvorimod Fogh ikke var med (derimod bogholder Bang), og endelig hørte det med til Isbergs prærogativer på generalforsamlingsdagen i november at give en stor middag for direktionen og nogle af repræsentanterne med fl. med damer. Herpå havde Mollerup næppe gjort mig tilstrækkelig opmærksom, thi vi havde berammet et bal til den dag i 1885, hvorfor Bertha måtte undskylde sig, og jeg tage lidt tidligt bort, men i 1986 og flere følgende år var vi begge stadige gæster til disse fine middage, hvor ægte skildpaddesuppe var en fast ret, og hvor det hele udstyr var af første klasse. Det hørte med til festen, at der først udbragtes en skål for den administrerende direktør i reglen vel af en af familie- direktørerne, hvorefter skåler af ham og andre gæster fulgte, selvfølgelig også for vært og værtinde. Isberg var ugift og hans hus styredes af hans søster, der også var ugift. De beboede en stor elegant lejlighed i en ham tilhørende gård i Nr. Farimagsgade ved ørsteds park. Isberg havde tidligere ejet en villa på Gl. Kongevej som senere blev solgt til maleren professor Simonsen. Isberg var ved hjælp af sin merkantile dygtighed og pålidelighed (og vel tillige ved sit held) efterhånden bleven en matador. 0.B. Suhr var vel indtil sin død i 1875 alene husets chef, men under hans sygdom og i den første tid efter hans død styrede Isberg alene forretningen (var også “grosserer”) og det vidner om 0.B. Suhrs anerkendelse af hans kloge værdifulde bistand, at han testamenterede Isberg 40.000 rdl. Det var dog ikke 0.B. Suhrs plan, at huset skulle fortsætte med Isbergs bistand, thi da der ingen søn var til at indtræde straks efter ham, havde han tænkt sig at huset skulle ophæves, og en “Continuation” kun ske gennem et nyt firma, til hvilken der skulle lånes Isberg og en anden bekendt (nemlig Pøhls) en 100.000 rdl., nærmest vel til kulforretningens drift. Hvorledes Isberg stillede sig til denne ide, ved jeg ikke, den gik i lyset; der er vistnok ligesom nylig ved fru Suhrs død, gået længere tid inden huset kunne fås afviklet, og så fremstod i 1877, som en deus ex machina i form af den savnede tilkommende svigersøn, idet den 25-årige Julius Holmblad, søn af 0.B. Suhrs ven og ene executor, etatsråd Lauritz Peter Holmblad, blev forlovet og samme år gift med Suhrs yngste 22-årige datter. Og nu blev skønt Holmblad ikke havde været bestemt for eller uddannet til handelen, det gamle firma fortsat med enkefru Ida Suhr, Jul. Holmblad og Isberg som chefer.
Jeg har hørt sige, at man først ikke ville have Isberg med som chef i firmaet, men opgav det, da han forlangte at blive chef, muligt er her dog en forveksling med hiin oprindelige tanke af 0.B. Suhr; intet var da heller naturligere, end at den nu 57-årige Isberg blev chef, da det dog var ham som måtte blive husets styrer indtil hans unge, uerfarne kollega efterhånden fik sat sig ind i den hele store forretning; men da dette var opnået har Holmblad efter sin dygtighed og personlighed utvivlsomt haft sin fulde andel i ledelsen, (jeg erindrer at han gjorde Englandsrejser i kulforretningen). Det vedtoges i 1877, at fru Suhr, der sad i uskiftet bo (på ca. 4 millioner) skulle indskyde 2 mill. kr., som skulle tilbagebetales i et vist antal år, men forretningen gik så godt, at tilbagebetalingen var slut et års tid før aftalen.
Kort efter min indtræden i den Suhrske Stiftelses bestyrelse holdt Isberg 50 års jubilæum som ansat i det Suhrske Handelshus. Foruden at Holmblad i den anledning gjorde et middagsselskab, hvortil jeg var indbudt, var der af I’s venner arrangeret en stor festmiddag, hvori jeg efter anmodning deltog som betalende gæst, og som var meget livligt og talstærkt besøgt; – jeg sad ved bordet ved siden af kapt. brygger Jacobsen, traf en gammel skolekammerat Lottrup, talte med svineslagteren Philip Heymann. Mægler Henriques fremsagde ved bordet en versificeret skål. Isberg var således dengang og endnu nogle år på sit højdepunkt, var dekoreret og blevet etatsråd, men så begyndte kræfterne at aftage, navnlig sløvedes åndsevnerne, hvilket jeg fik at mærke, da jeg i 1891 var ifærd med at affatte et mindeskrift til den 2. april 1892, 100 års dagen for Joh. T. Suhrs fødsel, og hvortil skulle benyttes mundtlige oplysninger af Isberg, hvilke han nu viste sig ude af stand til at give. Denne successive åndssvækkelse medførte for handelshuset, først at Holmblad styrede det alene, derefter 1893, at Isberg helt udtrådte deraf – for Stiftelsen, at middagsgilderne på generalforsamlingsdagene ophørte (det sidste var vel i 1890), at han ved direktionsmøderne nogle gange deltog i frokosten, men ikke i forhandlingsmødet, derefter at han slet ikke mødte, men overlod pladsen helt til Fogh både under frokosten og selve mødet. Alligevel blev han formelt stående som Stiftelsens kasserer indtil han døde i sommeren 1895, først derefter blev den af ham stillede kaution udleveret hans bo, og hr. Fogh 9/11 95 af direktionen formelig udnævnt til Stiftelsens kasserer, dog med bibeholdelse af den højere gage der i 1884 var tillagt den daværende kasserer for sin funktionstid. – Isberg efterlod en meget betydelig formue, hvilken han for størstedelen havde testamenteret Jul. Holmblad, deriblandt et portræt af stifteren, som jeg havde tænkt på at få testamenteret Stiftelsen …”
Besøg hos bankmanden og forfatteren Jasper Rootham (M 141)
I betragtning af at det er 133 år siden at Jasper St. John Roothams oldemor, Anna Dorothea Suhr (K 17) i 1854 blev gift med købmanden Hermann Gustav Erichsen (1984/85, side 11) og med ham flyttede til England, er det slående, hvor megen tilknytning til Danmark, der spores i Jasper og Joan Roothams smukke hjem i Wimborneminster i England, som besøgtes af redaktøren i juni 1987.
Ægteparret bor i et typisk engelsk hus fra begyndelsen af 18-tallet midt i den hyggelige lille sydengelske by, hvor huset ligger fornemt tilbagetrukket fra hovedgade, med en lille forhave og en idyllisk have bagved omkranset af gamle mure. Husets tre etager er smukt møbleret og indeholder mange ting med relation til den Suhrske slægt. Resterne af Anna og Hermann Erichsens store københavnske spisestel, familiemøbler, kaptajn Mathiesens (jfr. K 10) sabel, formentlig båret i slaget ved Isted, og masser af Nelly Erichsens tegninger og malerier, også fra Danmark. Selv har Jasper Rootham flere gange besøgt Danmark, første gang med forældrene, hvor faderen komponisten Cyril Rootham bl.a. besøgte komponisten Carl Nielsen, hvis musik både faderen og Jasper Rootham, som har arvet sin fars musikalitet, satte og sætter højt. I det hele taget er Jasper Rootham, hvis hovedbeskæftigelse har været bankvæsen, udstyret med mange talenter. Sprogtalentet gav ham under sidste verdenskrig opgaver indenfor militæret, hvor han blev sendt til Jugoslavien for at medvirke til at etablere en modstandbevægelse. I et nyligt fjernsynsprogram, der også har været bragt i Danmark, har han fortalt om denne spændende periode. Senere under og efter krigen kom han med høj officersrang til militærmissionen i Berlin, hvorfra han også besøgte Danmark. Allerede under sin banktid, hvor han beklædte høje poster først i den engelske nationalbank, senere som administrerende direktør i en privat bank, har Jasper Rootham syslet med litteratur og musik og fået udgivet en række skønlitterære bøger, fortrinsvis poesi. For redaktøren blev en dag tilbragt med dette hidtil ukendte, højt kultiverede ægtepar en stor oplevelse og samtidig gav besøget svar på en række efterlyste spørgsmål og indsigt i tanten Nelly Erichsens værker og verden.
Som illustration til dette lille afsnit er på side 11 bragt et amatørfoto af et barnebillede af den da 3-årige Jasper Rootham malet af Nelly Erichsen. Desværre kommer billedet i sin sort/hvide gengivelse kun dårligt til sin ret. Og på side 22 er bragt et aftryk af Jasper Roothams biografi taget fra omslaget af hans lille digtsamling fra 1978 “Reflections from a Crag”. Siden da har Rootham også udgivet, hvad han selv betegner som sit hovedværk, bogen “Affirmation”, som kom 1982. Bogen indeholder betydelige selvbiografiske elementer og blev først skrevet i prosa, men siden omsat til eet langt digt på 5000 linier, som dækker tiden fra 1910 og som er en blanding af generelle og selvbiografiske betragtninger sat i historisk ramme – både af analytisk og diagnostisk karakter – om livet i sig selv og om den tid vi lever i.
Register til tidligere beretninger fra slægtsarkivet
Billedet nedenfor viser Joan og Jasper Rootham udenfor deres hus i Wimborneminster, Dorset, England.
