Heibergs besøg på Bonderup

I 1977 oprettede Direktionen et familiearkiv, som den opfordrede slægtsmedlemmerne til at bidrag til. Det er der heldigvis mange slægtsmedlemmer, som har gjort, Tak!
Bidrag til belysning af Testators- og Slægtens historie – også gerne at nyere dato – modtages fortsat gerne!

Det var – man kan næsten sige – ”naturligvis” Nils Teisen, som var ophavsmand til ideen om familiearkivet og også Nils, som registrerede og arkiverede.  For at kunne opfylde Ombudsmandens ønske om at udvide sit lejemål måtte Stiftelsens Hushovmester, Verner Hemmingsen, flytte fra øverste sal til lejligheden i den bageste del af repræsentationsetagen. Dette var dog først muligt efter at Stiftelsens Administrerende Direktør, Jørgen Nørgaard, og Nils Teisen i fællesskab havde gennemgået arkivalierne, bragte noget til landsarkivet, noget andet til Bonderup, kasserede en del og beholdt resten her i Gl. Torv 22. Senest har Stiftelsens Administrerende Direktør, Peter Møgelvang-Hansen, også af pladshensyn endnu engang måttet ”rydde op”, sortere, kassere og/eller arkivere yderligere værdifuldt slægtsmateriale til Bonderup.
Under et forsøg på at etablere et overblik over familiearkivet fandt jeg en konvolut med en ”noget mørk” og ikke længere letlæselig sammenklippe-klistret kopi af en avisside. Det var en artikel fra Holbæk Folkeblad, 24 December 1938, ”En historisk Episode fra den poetiske Tid: Heibergs Besøg paa Bonderup” af Adolph Rasten. Artiklen giver et interessant indblik i en svunden tidsalder , -kultur,  -sprogbrug og –stavemåde. Den gengives her i sin fulde ordlyd beklageligvis uden billeder:

Stilfærdigt indtager Bonderup sin Plads blandt denne Egns talrige store og i historien anderledes kendte Herregaarde og Godser. Næsten ydmygt tilbagetrukket ligger Godsets Hovedbygninger bag en skærmende vold af aarhundredgamle træer. Naar Bonderup nævnes blandt Landevejens Bilister, er det først og fremmest, fordi Hoved- og Avlsbygningerne støder umiddelbart op til det berømte Knæk paa Holbæk-Ringstedvejen et Stykke Syd for Ugerløse. ”Der er Bonderup” siger den vejfarende, naar han nødtvungent sagtner Farten og lister gennem den dobbelte Vinkel. Men alligevel maa han lynsnart vende sig i Førersædet, hvis han vil fange et blik af de lave Bygninger mellem Træerne. Og opdager han dem, vil han næppe imponeres. Bonderup er ikke iøjnefaldende. Dets beskedne Linier føjer sig blidt og uhøjtideligt ind i Landskabets jævne Natur.
Men Bonderup skal ses og opleves…. Selv da tør vi ikke love den, der her følger os paa Vandring, Oplevelser, der udmærker sig ved drastisk Spænding i almindelig Forstand. Men under Besøget støder vi paa Navne og Mindelser om Personer, der i forrige Aarhundrede var Samlingsmærke for deres Samtid, Mennesker, der udmærkede sig ved Position paa vidt forskellige Områder, Navne, der tilhører dansk Handels Historie, og som altid vil straale i vor Litteratur- og Teaterhistorie. Først og fremmest møder vi Navnet J. T. Suhr, den geniale Handelsfyrste, der oprettede den Suhr’ske Stiftelse, hvorunder bl.a. Bonderup og Merløsegaarden nu hører. Men størst Indtryk vil maaske gøre paa os Skikkelserne Johanne Louise og Johan Ludvig Heiberg, Skuespillerinden, der i et halvt Aarhundrede var den danske Nationalscenes fejrede Primadonna, Digteren og Kritikeren, der gav Navnet til den 40-aarige Epoke, der i Litteraturhistorien betegnes Heibergianismen.
Disse to store og sjælfulde Personligheder er det, der har fæstnet Bonderups Navn i den almene Bevidsthed. Her boede de som deres Ven og Velynder Etatsraad J. T. Suhrs Gæster i Sommeren 1860. Fru Heiberg gentog Aaret efter sit Besøg, men for Heiberg selv blev det den første og eneste Sommer på Bonderup. Det er særligt om disse Besøg, vi skal høre – og om Heibergs dramatiske Død på Bonderup.

Da Corfits Ulfeld residerede paa Bonderup.
Fortegnelsen over Bonderups skiftende Ejere er lang og ikke spændende. Trap ofrer den 30 Kompreslinier. Men lad os fastholde Hovedtrækkene.
Bonderup nævnes første Gang i 1321. I det 16. Aarhundrede ejedes Godset bl.a. af Christoffer Pax – af den kendte Pax’ske Slægt, der ejede saa mange Herregaarde her på Holbækegnen, og hvis Karaktertræk ikke stod saa harmonisk til Slægtsnavnets Fredelighed. Ogsaa den navnkundige Corfitz Ulfeld har en Overgang resideret på Bonderup og senere paany en Pax, hin Holger, der døde som sidste Mand af Slægten.
I 1754 købtes Godset paa en Auktion af Grev Chr. Holstein-Ledreborg, der i 1766 solgte det for 36,000 Rigsdaler. I 1806 købtes Bonderup af Kammerherre, Grev Fr. Knuth for 100,000 Rdlr. Landsbyen Bonderup, efter hvilken Godset havde Navn, var efterhaanden blevet helt opslugt af Herregaarden. Grev Frederik Knuth overtog Godset efter Faderen, og i 1853 solgte Arvingerne Godset til Etatsraad Johannes Theodorus Suhr, blandt hvis Efterkommere f. Eks. Er den ny katolske Biskop i Danmark, Johannes Theodor Suhr, der om kort Tid bispevies i Peterskirken i Rom.
Med Etatsraad J. T. Suhrs overtagelse af Bonderup er vi naaet frem til den Tid, der betegner kulminationen i Godsets Historie. De følgende aar skulle blive saa interessante og begivenhedsrige som ingen Sinde før. En kort Opblomstring, en pludselig Forskydning af Datidens aandelige Centrum fra Københavns Volde til Bonderups Stuer – om alt dette fortæller vort Besøg paa Bonderup.

Et moderne Eventyr.
Manden, der reddede et vaklende Handelshus og efterlod sig 10 Millioner kr.
Det er i vore Dage Mænd som Ford, Rockefeller og Vanderbilt, Handelsverdenens store, der i Kraft af deres eventyrlige Livsbane gør Indtryk paa os. Med Spænding læser og hører man om deres Karriére fra fattig Avisdrenge til Pengefyrster, der regerer Verden, og man beundrer den Kløgt, Snarraadighed og Udholdenhed, der bragte dem op i Tinderne.
Etatsraad Suhrs Livsbane var paa sin vis ikke mindre eventyrlig. Ganske vist fik han en bedre Start i Livet end flere af dem, der i Dag staar i Spidsen for verdensomspændende Foretagender. Han var Søn af Købmand Ole Bernt Suhr, der igen havde arvet det Suhr’ske Handelshus efter sin Fader Johan Peter Suhr, der begyndte som Hørkræmmerlærling. Men Etatsraad Suhr slog Handelshuset, der efter faderens død viste sig at staa paa vaklende Fødder, op til at blive et af de solideste og allerstørste Handelsforetagender i Danmark, ja i hele Norden. Kul og Jern var hovedsagelig Firmaets Grundpiller, og på Kulhandelens Omraade blev det Suhr’ske Handelshus praktisk taget eneraadende i Danmark. Dets Værdier androg ved Suhrs Død godt 5 Mill. Kr., og han efterlod sig en Formue paa ca. 4 Mill kr., eventyrlige Summer efter Datidens Forhold – og maaske ikke mindre overraskende paa Baggrund af vore Dages!
Den Suhr’ske Slægt stammer fra Bremen. Dens første mandlige Medlemmer stod gennem mange Aar i de danske Kongers Tjeneste, senere blev flere af dem Præster, indtil Handelstalentet med J. P. Suhr slog igennem. Men Etatsraad Suhr blev den ypperste. Han var en af Staden Københavns 32 mænd, Datidens Borgerrepræsentanter, han finansierede en Mængde nye Handelsforetagender, f. Eks. Kobbervalseværket i Frederiksværk, til hvilket Suhr anskaffede den første større Dampmaskine i Landet, han blev i 1822 af Finansminister Mønsting sendt i diplomatisk og finansiel Mission til England, han blev Medlem af Nationalbankens Repræsentantskab, han blev Etatsraad og dekoreret med talrige Ordner…

Han sad i Bjærget og spandt Guld
Og dog naaede han aldrig den lykke her i Livet, som man skulde mene, Pengene kunde give ham Adkomst til. Her bekræftede det gamle Ord sig, at ikke alt kan købes.
Statens Fallit i 1813 havde ogsaa rystet det Suhr’ske Handelshus i dets Grundvold. J. T. Suhr havde efter Faderens Død sammen med sine to Brødre Valget mellem at faa udbetalt deres Part af Formuen og begynde for sig selv eller føre Handelshuset videre. Han og den ældre Broder, Didrik, valgte det sidste, men Johannes Theodorus blev snart den ledende.
Han vidste, at kun en overmenneskelig Anstrengelse kunde redde Handelshuset. Og i den unge Alder af 23 Aar, han var født i 1792, besluttede han at vie sit Liv til Handelshuset. Før sit ægteskab med sin Kusine Caroline Andrea Falch havde Suhr, efter hvad han engang har fortalt Fru Johanne Louise Heiberg, ”været et ungt lystigt Menneske, en ivrig Balkavaler, en lidenskabelig Kanekusk, især naa der inde i Kanen sad en smuk ung Pige”.
Brat blev Forandringen. Dag og Nat, i 30 Aar, arbejdede han kun med den Tanke at genrejse det gamle Handelshus. Det lykkedes ham til Overmaal, men mens han ”sad i Bjærget og spandt Guld”, gled Livet forbi ham. Han blev en stille Mand, og Forholdet til Hustruen blev stift og formelt. Dertil kom, at Ægteskabet var barnløst. Livsglæden blev ham nægtet. Først på sine gamle Dage kom han ud af Hulen, fast besluttet paa at indhente den tabte Lykke. Han købte den prægtige Villa Sølyst ved Holte, nu vilde han tillade sig lidt af den Luksus, han havde fornægtet gennem hele sin Ungdom og Manddom. Men det var for sent, I de store Stuer på Sølyst var der Kulde og Tomhed…

Mødet mellem Suhrs og Heibergs.
Et Møde mellem to Verdener.
Indtil Heibergs kom og fyldte dem med Varme, Munterhed og Menneskelighed.
Hvilket Interessefællesskab kunde da knytte disse vidt forskellige Psyker til hinanden?
Paa den ene Side den tørre, robuste Handelsmand, der tænkte i Varer og Penge, og hans formelle, kølige Hustru, hvem den tiltagende Døvhed gjorde Livet endnu mere trist.
Paa den anden Side den livfulde, urolige Skuespillerinde, der levede i en Sfære af Skønhed og Tilbedelse, og hvis Vivacitet, det, hun selv kaldte ”det Ustyrlige”, sikkert en Arv fra hendes Moders jødiske Oprindelse, ustandseligt bragte hende i Konflikt med Husets stive Tone – og hendes Mand, Digteren, Æstetikeren, der først og fremmest hentede Inspiration hos sin unge Hustru og hos Stjernerne på Nattehimlens Hvælv.
En Verden laa mellem disse to Ægtepar. Og alligevel udviklede sig mellem dem et Venskab saa fint og inderligt, at det blev ganske klassisk i sine Ytringsformer.
Heibergs og Suhrs havde truffet hinanden på en Baderejse i Ems, en Rejse, der for Heibergs var en Fornøjelses- og Adspredelsesrejse, men for Suhr en rejse han paa sin Læges Raad havde begivet sig paa for at hente Styrke til sit Helbred, der var blevet undergravet under de mange Aars uafbrudt Slid.
Det var i 1839.
Efter Hjemkomsten genoptoges Bekendtskabet paa Suhrs Foranledning, og i 1844 modtog Heibergs en Indbydelse fra Suhr til at tilbringe Sommerferien paa Sølyst. Det blev indledningen til en Række Sommerbesøg derude på det store Landsted. Besøg, som Johanne Louise Heiberg har skildret paa den smukkeste Maade i sit Memoireværk ”Et Liv genoplevet i Erindringen”.
Heiberg bragte et Pust af Friskhed med sig, og Sølyst, hvor ellers kun den snævre Familiekreds holdt til, blev Stedet for en Række af Datidens aandelige Samtaler. Det blev et myldrende liv. Baade Suhr og hans Hustru tøede efterhaanden op. Gladest var Suhr. Fru Heiberg gengiver i sine Erindringer følgende Udbrud af Suhr:”…det kan ikke interessere Dem at omgaas med mig, thi fraset fra, at jeg jo antager mig selv for en nogenlunde god Forretningsmand, ved jeg godt, at jeg i alt andet er en ”Ignorant”, men saa meget er vist, at af alle de Bekendtskaber, som jeg i mit Liv har gjort, har intet glædet og interesseret mig som Deres”.
At vi blev rørte over saadan Tale af ham, ofte fremsat med Taarer i Øjnene, var da ganske naturligt, tilføjer Fru Heiberg, saavelsom at disse Udtalelser bandt os alle mere og mere til ham.

En, der ikke var bange for Suhr. Og en robust Mand, der hjalp alle andre.
Livsglæden var nægtet Suhr. Men hvad han ikke selv havde naaet, forsøgte han i sit Hjertes Godhed at skænke andre. Han øvede i det stille en meget udstrakt Godgørenhed. Det bedste, han vidste, var at bruge af sine store Pengemidler til at hjælpe fattige og nødlidende. Derom er den Suhr’ske Stiftelse vel det smukkeste Bevis. Dels administrerer den store Legater til Fordel for Medlemmer af Slægten, dels anvendes indtægterne fra Bonderup og Merløsegaarden til Etableringslaan for Handlende og til anden Godgørenhed.
Heibergs havde en velgørende Indflydelse på Suhr. Fru Heiberg navnlig fik den strenge, tavse Mand til at tale. Han udløste sit Hjerte for hende, og hun opdagede, at der bag den strenge Maske skjulte sig et fint og følsomt Sind. Fru Heiberg havde Suhrs ubegrænsede Tillid og Fortrolighed. Og som det første Menneske i mange Aar kom hun ham i Møde med Aabenhed og uden frygt. Hun aabnede hans Øjne for Kunstens Glæder og inden længe var Sølyst en Grube af Kunstskatte: Malerier, Bøger og Sjældne Kunstgenstande.
I 1853 købte Suhr Godset Bonderup, og det forfaldne Gods blev nu istandsat fra Ende til anden. Professor Meldahl fik overdraget Arkitektopgaven, og Suhr indbød Heibergs til hver Sommer at tage Ophold på Bonderup. De nåede ikke at komme derud, medens Suhr var i Live. I 1858 døde han, men i hans Testamente var indføjet ikke alene en Bestemmelse om, at Bonderup skulle staa til Heibergs Raadighed hver Sommer, saa længe de levede, men ogsaa afsat en sum på 200 Rigsdaler aarlig til baade Heiberg og hans Hustru indtil deres Død.

Heibergs paa Bonderup. Johanne Louise Heibergs dramatiske Skildring.– Den store Skuffelse ved Ankomsten .
Fru Heiberg fortæller i sine Erindringer om hendes og Heibergs Glæde over Suhrs Tilbud. ”Jeg faldt formelig i Sværmeri ved Tanken om Heibergs og mit Samliv derude og lagde hundrede små Planer om Livet paa Bonderup”, skriver hun.
Værelserne paa Bonderup blev indrettet efter Heibergs Ønske. Heiberg var dengang ivrigt optaget af Astronomien, og derfor blev bl.a. et Værelse omdannet til Studereværelse og dekoreret med astronomiske Attributter. Udenfor, paa Muren, blev indhugget en Stjerne. Den eksisterer endnu, ligesom de særligt konstruerede Vinduesrammer, der kan skydes helt til Side, bringer deres tavse Vidnesbyrd om Heibergs Studier af Himmelrummet i mørke, ensomme Nætter.
Fru Heiberg havde dengang taget sin Afsked med Teatret, til hvilket hun jo senere vendte fejret tilbage. Hun var ivrigt beskæftiget med at ”brodere og filere kvindelige Arbejder”, som skulle smykke Værelserne paa Bonderup.
Men Heibergs kom ikke til Bonderup den Sommer, 1859. Heiberg blev syg, og Afrejsen maatte udsættes. Og nu er det, som Fru Heibergs Glæde og Forventninger til Sommeropholdet paa Bonderup forvandles til bange Forudanelser.
”Vort, som det lod til, skuffede Haab om i Aar at komme til Bonderup, var nu ingen Sorg for mig. Hvorfor ikke? Ja, vidste jeg det selv?! Men i den sidste Tid havde min ulykkelige Evne til Forudanelser om noget, der varslede ilde, netop paa Bonderup, opfyldt mig med en Angst, en Tyngende i Sindet, som jeg ikke kunne gøre mig Rede for. Med uvilkaarlig Skræk tænkte jeg paa Opholdet paa dette Bonderup, hvilket jeg tidligere havde imødeset med saa megen Glæde. Jeg anede, at noget sørgeligt vilde hænde mig dèr, og jeg følte en Lettelse over, at dette sørgelige i alt fald ikke vilde hænde mig i Sommer, hvis jeg blev hjemme”.

Aarsagen til denne uhyggelige Forudanelse.
Først i Sommeren 1860 kom Heibergs til Bonderup. Allerede Aaret før havde Heibergs gjort Forberedelser ved at pakke deres Møbler og andre Sager ned i Kasser, som var sendt i Forvejen. Paa Vejen til Bonderup glædede Fru Heiberg sig til at skulle ordne det nye Hjem og gense alle de Haandarbejder, hun tidligere havde udført til Pryd for Værelserne. Men hvilken Skuffelse, da de ankom!
”Beskrivelsen af mine første Overraskelse ved at indtræde i denne vor nye Bolig skal være helliget Eder, I Husmødre, idet jeg er vis paa Eders Sympati. Saa hører da nu denne min sanddru Beretning”:
Og nu fortæller Johanne Louise Heiberg, hvorledes ”den forfærdelige Ole”, en Tjenestedreng paa Gaarden, paa egen Haand havde aabnet alle Kasser og kastet alt hulter til bulter ind i et stort fadebur. Gardiner, Bøger, Lamper, Spejle, Borde, Servanter etc. Laa henslængt midt på Gulvet som et stort Bjerg og indfiltret mellem hverandre som Glasstumperne i et Kaleidoskop. De nymalede Gulve og Vægge, alt var i den Grad overplettet af Fluesnavs, ”at jeg aldrig havde troet, at der kunde findes en saadan Mængde Pøbel blandt Insekter. Sagen var, at den djævelske Ole hele forrige Sommer, hvor vi jo ved Heibergs Sygdom var blevet forhindrede i at flytte derud, Dag og Nat havde ladet alle Vinduer staa aabne for, som han sagde, ”at lufte ud””.
Da hun opdager, at Armen er brækket af Thorvaldsens store siddende Amor med Lyren, brister hun i graad. Yderligere viste det sig, at en hel Mængde Porcellænsgenstande var ovre hos Forpagterens, da de for et Par Dage siden havde haft et større Selskab og været i Forlegenhed for saadanne Genstande. Fru Heiberg maatte ligefrem gaa paa Opdagelse for at skaffe alle Sager til veje.
I alt dette ser hun, betror hun Heiberg, Beviset for, at der virkelig var en Aarsag til hendes uhyggelige Forudanelser”…

Fru Heiberg i Konflikt.
Hverken ”den forfærdelige” Ole eller Forpagteren er i Stand til at modbevise hendes Ord. De er begge døde. Ole, der til Efternavn hed Larsen, er for faa Aar siden død som Skovfoged i Tadre Skov under Aastrup. Foruden han var Propr. Engberg, Jonstrup, den eneste, der har kunnet fortælle om Heibergs Tid paa Bonderup. Propr. Engberg var Nabo til Bonderup. Men ogsaa han er død.
Havde de levet, kunde de have givet Professor Heiberg et interessant Eftermægle..Om det havde været enslydende med andre mennesker. Overleverede erindringer er genfortalt os af Bonderups nuværende Godsforvalter La Cour, beretter, at mens Professor Heiberg nød alles Agtelse og Hengivenhed i Kraft af sin stilfærdige, ligevægtige Færd, var Fru Heiberg knap saa populær. Hendes Optræden havde over sig noget egocentrisk og nedladende, som virkede udæskende paa den jævne Landbefolkning.
Forklaringen er vel den, at hun aldrig følte sig veltilmode paa Bonderup. Hendes Sind knugedes stadig af mørke  Forudanelser, som da ogsaa snart skulle gaa i Opfyldelse, paa en meget sørgelig Maade. Og naar i hendes Erindringer Omtalen af Egnens Befolkning, derunder den hengivne Ole og de fortræffelige Forpagterfolk, har en Undertone af Bitterhed, ja Forurettelse, skyldes det hendes ejendommelige Sind, i hvilket Erindringerne om Mennesker og Begivenheder altid havde noget overeksponeret over sig.
Robert Neiiendam fortæller i sin Bog om Johanne Louise Heiberg, hvorledes hendes Livserindringer ved Udgivelsen rejste en Storm af Harme og Protester. Mange af hendes Domme over Datidens Mennesker er beviseligt forkerte, og ”Erindringsforskydningernes Tendens gaar i Retning af at bringe Forfatterinden og hendes Venner et flatterende Lys og Modstanderne i tilsvarende Skygge”. Fru Heibergs Selvbiografi maa som Kildeskrift benyttes med stor Varsomhed. ”Jeg taaler ikke at læse Historie; jeg taaler ikke at se Menneskene i dette Sandhedslys”, skriver hun i et Brev.
Nu er Passagerne om Ole og Forpagteren ikke af omvæltende Betydning. Men de giver os i et Glimt hendes Sind. ”Min Datter Hanne er ingen Mensch, hun er et Fæsen”, sagde hendes tyskfødte, jødiske Moder, Teltholdersken Pätges, og Heibergs Moder, Fru Gyllembourg, udtrykte det saaledes: For det overordentlige gælder ingen Regler…

En Vandring gennem Mindestuerne.
Dagligstuemøblementet og Fru Heibergs Servantestel.
Johanne Louise Heiberg var i alle Henseender overordentlig. Det glæder ogsaa den særlige Diktion, hun gav Sproget ikke alene paa Teatret, men i daglig Tale. Trotz sagde hun i Stedet for Trods, hun gav y’et i Smykke samme Lyd som i Ordet Hygge, og Hauge sagde hun i Stedet for Have. Intet Under, at Egnens Befolkning fandt hende en Kende særpræget og følte sig paa usikker Grund over for hende…
Men lad os engang vandre gennem disse Stuer, der engang var Rammen om en sjælden Kunstnerinde og en lige saa sjælden digterisk Begavelse. Godsforvalter La Cour er vor Fører, og naar han med sin dybe, varme Stemme fortæller om Fortiden, genlyder hans Ord i de store tomme Værelser. For her er ikke meget tilbage af fordums Herlighed. ”Mindestuerne” kaldes nogle af Rummene, til hvilken Heibergs Livsførelse paa Bonderup var særligt knyttet. Men Minderne er ret sparsomme. I Observatoriet paa første Sal er kun en gammel norsk Bilæggerovn tilbage. Og saa de mærkelige Vinduer, der kunde slaas helt til Side, saa Heibergs astronomiske Kikkert kunde naa ud i det fri og rettes mod de tre Verdenshjørner, Øst, Syd og Vest. Nu bruges Observatoriet som et Oplagsrum, hvor Rejsekufferter og overflødige Skabe staar Side om Side med Kurve og Kasser, der bugner af Nødder og Frugt fra Bonderups Skove.
De andre Heiberg’ske Stuer er ogsaa paa forskellig Maade taget i Brug af Godsforvalterens. En Del af Professorens Møbler er i Tidens Løb gaaet alt timeligs Gang, en Del er bevaret og flyttet ind i den Suhr’ske Stiftelses Ejendom paa Gammeltorv i København, kun et eneste Møblement er blevet tilbage paa Bonderup. Det er Dagligstuen. En prunkløs, lidt medtaget Mahognidagligstue med blaat Betræk: Bord, Sofa og nogle Stole; over Bordet hænger J. T. Suhrs Portræt.
Her i Dagligstuen og i den store Havestue med den brede Veranda har Heibergs siddet og ført deres aandrige Samtaler med de Gæster, der kom den lange Vej fra Hovedstaden. Det var særligt Biskop Martensen og Frue, der i 1860 besøgte Heibergs paa Bonderup. Og hvad Samtalerne drejede sig om, ved man fra Fru Heibergs erindringer. Hun var kort forinden gaaet til Teatret igen, og stadig sendte man tillige tilbage til Bedømmelsen Shillers Digterværk ”Maria Stuart”, der næste Sæson skulde opføres paa Det Kgl. Teater med Fru Heiberg i Titelrollen.
Men ofte sad de to Kvinder, Fru Heiberg og Fru Martensen, og lyttede med Glæde til de Samtaler, som de to Mænd førte om alt, hvad der bevægede sig i Tiden. ”Mellem disse Mænd, fortæller Fru Heiberg, ”saa forskellige meget, havde der aldrig i de 24 Aar, de var bundne til hinanden i Venskab, fundet nogen Dissonans eller Uenighed sted, saa man med Rette kunde kalde deres Forhold et prøvet Venskab”…

De Berømte tre Storke.
Endnu én Erindring er der tilbage fra Heibergs Tid. Et Servantestel af Engelsk Fajance. Det staar nu paa en Kommode i et tomt Værelse, og den erbødige Beskuer kan ikke lade være med at føre haanden hen over Stellets brogede Mønster. Det var det stel, Johanne Louise Heiberg benyttede. Fantasien faar en til at synes, at det endnu dufter af parfumerede Sæber…
– Hver Eftermiddag, naar ”Vejret tillod det, blev Teen indtaget i Haven, fortæller Godsforvalter la Cour, og Fru Heiberg udpégede selv den Lindegruppe, hvorunder Selskabet skulle sidde. Der var fire smaa Grupper, som aldrig blev større, fordi Fru Heiberg omhyggeligt sørgede for, at de blev klippet tæt og fint. De tre stod i umiddelbar Nærhed af Huset, den fjerde længere nede i Parken, men den sidste blev sjældent benyttet. Her sværmede for mange Myg… Naar Fru Heiberg havde taget sin Bestemmelse, dækkede Tjenerskabet op, og i Spidsen for sine Gæster spadserede Fru Heiberg saa ud i Haugen.
Efter Heibergs Død fik Lindetræerne Lov til at vokse frit. Nu rager de højt op over Huset. Naturen faar Vilje til sidst.
Storkereden paa Gavlen af Mejeribygningen – jo, ogsaa den er der endnu. Den er uløseligt knyttet til Beretningen om Heibergs Besøg paa Bonderup, den spiller en dominerende Rolle i Fru Heibergs Skildring af hendes Mands død. Fra Dødsværelset, et næsten tomt Rum i den ene Gavl af Huset, kan man se lige over til Taget af Mejeribygningen og til den runde Rede.

Heibergs Død…
Den 10. August 1860 rejste Martensen og Heiberg, som i lang Tid havde følt sig daarlig, men ikke ytret det mindste derom, maatte gaa til Sengs. En Underlivslidelse havde allerede angrebet ham stærkt. Egnens Læge betog Fru Heiberg ethvert Haab om Helbredelse for hendes Mand.
”Vores Sovekammervinduer vendte ud mod den store, firkantede Gaard, fortæller hun. Lige over for Vinduerne, paa Tagryggen af en af Gaardens Længer, var en prægtig stor Storkerede, beboet af en hel Storkefamilie. Med disse mærkelige Dyr havde min Fantasi hele Sommeren været beskæftiget. Nu stod jeg ofte her med Panden paa Ruden, i Angst for, at disse ”Lykkefugle” snart vilde flyve bort fra Gaarden; mig syntes, at der var Haab, saalænge de holdt sig til Huset, og derfor var min første Gang hver Morgen hen til Vinduet for at se, om de var bortfløjne eller ikke”.
Den 23. August var Heibergs Tilstand meget foruroligende, Fru Heiberg skrev efter sin Broder – og næste Morgen, en Søndag, da hun stod op og gik hen til Vinduet, var Storkene fløjet. Krisen i Heibergs Tilstand begyndte Kl. 12 Middag og varede til Midnat, da Døden indtraf.
Sildig, mod Midnat, da Dødskampen var stærk, og den døende vaandede sig i Kampen, havde Lægen, der stod ved Sengen, den Uforsigtighed at ytre til den Syge: ”Ved Midnat bliver det bedre”. Jeg kan aldrig glemme det Blik, hvormed Heiberg besvarede denne Trøst. Havde han villet tale, da havde han sagt: ”Jeg forstaar Dem, thi saa indtræffer Døden”. Lægen gik nu med min Broder ind i de andre Værelser, og jeg lagde mig knælende ned ved Lejet og bad til den Eneste, vi havde at ty til i en saadan Smerte, medens Heiberg beholdt min Haand fast i sin, bad, at hans sidste Øjeblikke maatte lettes for ham. Lidt efter Kl. 11 rejste han sig med Anstrengelse halvt op, rakte sin Mund mod mig og gav mig det sidste Afskedskys, sank saa udmattet tilbage paa Puden, og min Bøn var hørt; thi han laa nu stille og som det syntes mig uden Smerter, og Kl. 12 slog hans Hjerte sit sidste Slag”.

Paa Bonderup for sidste Gang…
Mærkeligt nok havde Professor Heiberg haft samme Frygt for Skindød som Hans Ven og Velgører, Etatsraad Suhr. Da Heibergs Moder døde, gik han i flere Dage hver Morgen ind paa hendes Værelse for at forvisse sig om, at Dødstegnene ikke bedrog. I Suhrs Testamente fandtes en Anmodning om, at man ikke fastsatte hans Begravelse, før aldeles sikre Dødstegn havde ytret sig. Og af Pietet mod afdødes Ønsker lod Fru Heiberg hengaa en Uge, før Heiberg blev bragt til København og jordefæstedes.
Der blev stille paa Bonderup efter Heibergs Død. Men igen viste Storkene sig for hende som i en Vision. Mens hun en Eftermiddag kom gaaende over Gaardspladsen saa hun tre Storke komme flyvende gennem Luften, kredse over Reden paa Taget og forsvinde igen. Der vaktes et Haab hos hende. Hun kunde ikke komme bort fra den Tanke, at disse tre Lykkefugle var sendt for at sige hende, at Forsynet ofte bringer Trøst ad sælsomme Veje. Og Trøsten kom paa en mærkelig Maade.
Aaret efter, 1861, i Mellemtiden havde Fru Heiberg ogsaa mistet sin Moder, besluttede hun i sin Ensomhed at tage tre moderløse Smaapiger til sig. De boede paa St. Croix hos deres Fader, der ikke kunde klare Forsørgerpligterne.
Men til dette Bonderup, der rummede saa smertelige Minder for hende, vilde hun ikke tilbage. Alligevel lod hun sig overtale, for Børnenes Skyld, og den første Dag, hun igen sad i Spisestuen med de tre smaa Piger, dukkede de tre Storke op i hendes Erindring. Det havde dog været en Bebudelse om, at nogen Lykke endnu var hende forundt.
—
Det blev alligevel sidste Sommer, hun besøgte Bonderup. Mange Storke er gennem Aarene kommet flyvende til Reden paa Taget. Men længe var Godset ubeboet. Og det forfaldt. Ofte har Nedbrydning truet det. En Overgang, – efter Ugerløse Præstegaards Brand – boede Præstefamilien paa Godset. Først omkring Aarhundredskiftet blev det atter beboet, nemlig af Godsforvalter Spleth; der for 25 Aar siden afløstes af Godsforvalter la Cour, som altsaa har kunnet holde Jubilæum paa Godset. I Forvejen havde han i 13 Aar været Skovrider. En Tid ejedes Mejeribygningen af Oste-Kongen Trock, til hvem alle Egnens Landmænd leverede Mælk til Osteproduktion.  Men ogsaa det hørte op. I mange Aar har Avlsgaarden med de 700 Tdr. Land Jord og ca. 350 Tdr. Land Skov været drevet af Forpagter Kipp.
Men Godsforvalter la Cour og hans Frue værner om de faatallige Minder, der er tilbage fra Bonderups Storhedstid, med Pietet. Dog, de er praktiske Folk. Der er ingen Sentimentalitet i deres naturlige Ærbødighed for Minderne. De ved, at ”Mindestuerne” kun er en spæd Afglans fra Heibergs glorværdige Tid. Men hvad der er tilbage, det er der. Naar la Cour fortæller mens hans ledsager den Besøgende gennem de gamle Stuer, fornemmer man den fine, ægte Tone, der er egen for Stedet. Og gæsten kan ikke undgaa at bevæges af Beretningerne om dengang, da Heiberg boede på Bonderup…