1997/98

Beretning fra familiearkivet 1997/98

Indhold:

• Parti fra den røde stue
• Beretning fra familiearkivet
• Efterslægtstavlen
• Werner Hemmingsen
• C.F. Tietgen og familien Suhr
• Mine Hemmingsen fortæller
• Register

Oktober 1998
Redaktion
Nils Teisen

Beretning fra familiearkivet 1997/98

Som både jubilæumsskrift og mindeskrift udsendtes i 1899 det fornemme bogværk “Det Suhrske Hus i Kjøbenhavn 1749-1899 — Historiske Meddelelser ved C. Nyrop”. Den smukt indbundne bog indeholdt 185 sider samt portrætter i fotogravure og 3 oversigtstavler, nemlig: “slægten Suhr som præsteslægt” — “slægten Suhr” og “slægterne Aagaard. Suhr, Falck og Koës”. Bogens dekorationer var tegnede af professor Hans Tegner og illustrationerne udført af bogkunstnerne Karl Jensen og Tom Petersen og træsnit og ætsninger udført af F. Hendriksens reproduktions-atelier. Som omtalt i 1991/92 aflagde Hans Christensen fra sidstnævnte firma i 1991 Stiftelsen et besøg og skænkede Stiftelsen en lille samling originale raderinger fremstillet til dette værk. Fra denne samling er i år valgt raderinger af den “røde stue” og Petersgaard, se side 2 og 31.

Hvad angår erhvervelser til arkivet, som nu går ind i sit 21 år, har disse i år været beskedne. Nævnes skal blot et par fornemme kabinetfotoalbum fra Christian Suhr Cederqvist (M 187), hvorfra portrættet af Herman Erichsen og hans familie stammer, se side 29. Arkivet rummer imidlertid stadig meget uordnet materiale og emner at tage fat på, men det vil snart kræve nye kræfter. Redaktionen ser gerne forslag til emner, ligesom bidrag til kommende hæfter gerne modtages.

Udover de sædvanlige og faste meddelelser om begivenheder i legatfamilien er i dette nummer valgt et indlæg om relationerne mellem familien Suhr og igangsætteren og finansmanden G.F. Tietgen, ligesom hæftet i anledning af Werner Hemmingsens død vil beskæftige sig en del med de to generationer Hemmingsen, som har tjent familien og ikke mindst frøken Ida Suhr (K 33) i henved 100 år.

Efterslægtstavlen

I lighed med tidligere år indeholder årets gule hæfte de ændringer og tilføjelser til Den Blå Slægtsbog, som Stiftelsen har modtaget. Oversigten er udarbejdet på grundlag af indsendte meddelelser til Stiftelsens kontor siden udsendelsen af 1996/97 beretningen. Der er i perioden modtaget fem meddelelser om dødsfald blandt repræsentanterne på Stiftelsens generalforsamlinger. Af disse, hvoraf tre tilhører legatslægtens yngre linie, er:

Clara Graver, født Iuel (K 178), der døde 16 marts 1998 76 år gammel. Hun var født på Østergaard, Glæsborg sogn i Jylland, sorn hendes forældre, hofjægermester Christian Frederik luel og Kate Treschow, ejede sammen med det store Meilgaard gods, og blev 9 november 1945 gift med modstandsmanden, hjælpepræst i Fjellerup-Glæsborg Johannes Graver. Han var, efter 1943 at have modtaget Universitetets Guldmedaille, blevet cand theol ved Københavns Universitet og derefter indkaldt til Livgarden og nogle måneder senere interneret. Resten af besættelsen var Johs. Graver hjælpepræst i Fjellerup-Glæsborg og i denne periode med til at organisere modstandsbevægelsen på Djursland. I foråret 1945 blev Clara Gravers mand arresteret af tyskerne, men det lykkedes ham at flygte. Da krigen sluttede vendte han tilbage til Livgarden og gjorde tjeneste her indtil han igen i 1950 optog præstegerningen. Han sluttede sin militære karriere som major. Clara Graver, der var uddannet gymnastik- og svømmelærer, fulgte sin rnand sidst som mangeårig præstekone til Tolstrup og Stenum. Som reserveofficer gjorde han gentagne gange tjeneste som FN-observatør og feltpræst i Kashmir, Palæstina, Ægypten samt på Cypern. Parret havde tre børn.

Den 22 april sov slægtens ældste medlem, den 99-årige kammerjunkerinde Tofa Teisen (K 84) stille hen på Nybodergårdens Plejehjem i København og blev bisat fra Holmens Kirke den 28 april. Tofa Alvilde Teisen voksede op med fem brødre i et lykkeligt landbohjem på slægtsgården Rosengaard ved Ringsted (se 1982/83, p. 11 ff.). Gennem sit ægteskab kom hun til København og blev i 1924 gift med Livgardens adjudant, daværende præmierløjtnant Christian Henrik Teisen, der døde allerede i 1941 som direktør i Pensionsforsikringsanstalten 48 år gammel. Tofa Teisen havde et meget indgående kendskab til og interesse for Stiftelsens forhold. Såvel hendes far og bedstefar som hendes næstældste bror, Edward Suhr (M 104) samt fra 1973 hendes søn havde været medlemmer af direktionen. Hertil kom hendes nære tilknytning til farbroderen Henrik G. Suhr (M 76), der var direktør i Stiftelsen i årene 1932-55 og boede hos fru Teisen i de vanskelige krigsår 1943-45. I sin barndom og ungdom kom Tofa Teisen ofte på Bonderup, hvor hun besøgte sin ældste veninde forpagterdatteren Else Kipp, der i 1921 blev gift med hendes ældste bror. Tofa Teisen var et naturligt midtpunkt i sin del af familien som hun ofte og gerne samlede i sit smukke hjem bl.a. fast i forbindelse med Stiftelsens generalforsamlinger.

Anna Else Beck, f. Pontoppidan (K 88) , døde 1 juli 95 år gammel. Beretning fra familiearkivet 1993/94 bragte på side 4 et gruppebillede af oberst Jens Kraft Peter Ludvig Pontoppidan og hans nærmeste familie samlet den 22 november 1911 på Valdbygaard. På gulvet ses barnebarnet Anna Else Beck, som blev den sidste overlevende af selskabet. Anna Else Beck (Bella) var datter af chefen for Garderhusarregimentet, oberst, kammerherre Rasmus Oluf Pontoppidan (M 50) og Elna Leschly og søster til viceadmiral, chef for Søvæærnet, Svend Erik Pontoppidan (M 105). Anna Else Pontoppidan var oprindelig ansat ved Rigshospitalets røntgenafdeling og blev herefter hofdame hos Hendes Majestæt Dronning Alexandrine 1930-42, hvor hun blev gift med direktør Kai Beck, der døde 1973 på sin 82-årige fødselsdag.

Anna Lisa Suhr Johansson (K 108), der var født 8 marts 1914 i Länghem i Sverige døde 25 juli. Hun var datter af stationsforstander i Horda Josef Leonard Sundgren og hustru Anna Dorothea Elisabeth Suhr (K 48) og blev i 1939 gift med Oscar Ernfrid Johansson, f. 1910, med hvem hun havde to børn. Anna Lisa Suhr Johansson var barnebarn af Theodor Diderik Suhr (M 22), der blev svensk statsborger 1882, se 1986/87.

Beretning fra familiearkivet 1997/98 (fortsat)

Beretning fra familiearkivet 1997/98 (fortsat)

Werner Hemmingsen

Ved Karl Werner Hemmingsens bortgang den 5 april er Stiftelsen og det indre København blevet en farverig personlighed fattigere. Hele sit liv var Werner Hemmingsen knyttet til den Suhrske familie, hvis gøremål optog ham levende, og hvis traditioner i det gamle hus på GI. Torv han ikke mindst i sine bedste år vogtede med stor nidkærhed. Ingen vidste som han at fortælle om livet i gamle dage hos frøken Ida Suhr på herregården Petersgaard og om vinteren i den gamle købmandsgård, der i dag rummer den Suhrske Stiftelse. Her voksede han op og her levede han hele sit liv indtil han i april 1997 nok meget mod sin vilje måtte flytte til plejehjemmet Sølund, hvor han i øvrigt trivedes over al forventning og fik afløb for sine mange selskabelige talenter.

Af ældre medlemmer af slægten huskes Werner som den stilige hushovmester, oplært som han var af sin far, den legendariske Carl Hemmingsen, der i 1897 som 14-årig kom i familiens tjeneste som ungtjener. Niels Helweg-Larsen har i sin erindringsbog “Nillikum — borgerlige bekendelser”, hvoraf uddrag er bragt i 1981/82, givet et indtryk af det miljø som Hemmingsen voksede op i. Det samme har Else Moltke og Svend Erik Pontoppidan (M 162) i 1989/90. Bedst dog de erindringsartikler, der bygger på samtaler med Hemmingsens mor, fru Mine Hemmingsen, der er bragt sidst i denne beretning. Med den barnløse tante Ida som en elsket og højt respekteret “tante” modtog Werner i sine drengeår på Petersgaard kærlig omsorg og opdragelse både fra “upstairs” og “downstairs”, hvor han færdedes lige frit, og hvor han knyttede mange venskabelige bånd med de mange unge i slægten, der sommer og vinter gæstede Petersgaard og gennem årene lærte at sætte pris på den fornøjelige og musikalske mand. Et indtryk af denne side hos Werner Hemmingsen kom frem i et lille stykke “Farvel fra vennerne”, som blev bragt i lokalavisen “Stræderne” og som bringes på side 10. (nedenfor – reds anm)

Beretning fra familiearkivet 1997/98 (fortsat)

Hvad slægtsarkivet gemte

C.F. Tietgen og familien Suhr

Allerede i den første beretning fra familiearkivet 1977/78 nævnes en lille brevsamling fra diplomaten, senere general Waldemar Rudolf Raasløff (1815-83) indgået som registernummer 22. Han havde i årene 1861-63, som særlig overordentlig gesandt, afsluttet en gunstig handelstraktat med Kina. De ret lange fortællende breve er skrevet til etatsråd O.B. Suhr (M 9) 1863 fra henholdsvis Shanghai og Peking. Til samlingen knytter sig yderligere nogle breve skrevet i Washington 1865 og 1869 og i Rom 1878, et udklip af don engelsksprogede avis “Friends of China” i 1863 samt den på side 13 viste liste over kinesiske ord til brug for præsentationen af Raasløff og hans mission overfor kineserne.

Historien om hvorfor disse breve er havnet i det Suhrske familiearkiv er lang og spændende. Den vil imidlertid på de følgende sider mindre dreje sig om Raasløff og hans mission, men om datidens store navn i finansverdenen, C.F. Tietgen og hans relation til O.B. Suhr og hans familie.

Det materiale der findes i familiearkivet om forbindelserne mellem Suhr og Tietgen og hans kreds er naturligvis beskedent i forhold til det store materiale der findes andetsteds. Et indtryk heraf fås ved læsningen af Ole Langes doktordisputats: “Finansmænd, stråmænd og mandariner” om C.F. Tietgen, Privatbanken, Store Nordiske (1968) og fortsættelsen. “Partnere og rivaler” (1980). Men også Suhr-familiens gode ven diplomaten, kammerherre J.F. Sick (1815-84), der ligesom Suhr tidlig var blevet fascineret af den internationale telegraf, som fra midten af århundredet udviklede sig med stormskridt, har efterladt sig en stor samling af rejseminder og dokumenter, der kaster lys over sider af såvel Det Store Nordiske Telegraf-Selskab som Danmarks historie. Dette materiale er bl.a. omtalt i en to-siders artikel af Kurt Jacobsen offentliggjort i Berlingske Tidende 29. maj 1994 under titlen “Mesteren i marken”. Både denne artikel og Ole Langes arbejder har været anvendt ved udarbejdelsen af nærværende artikel, mens J.P. Suhr og Søns forretningsarkiv, der er afleveret til Erhvervsarkivet i Århus, ikke har været inddraget.

I årsberetningen 1983/84 er der i afsnittet “Børsen og den Suhrske slægt” kort fortalt om, hvorledes Suhr til sin død fulgte op på og støttede de fleste af Tietgens store sager ikke mindst realisationen af de store visioner, der førte til etableringen af telegrafiske forbindelser mellem Europa og Østasien og sikrede Det Store Nordiske Telegraf- Selskab de nødvendige aftaler med Rusland og Japan. Her skal blot berettes om, hvorledes bekendtskabet startede og ud fra arkivets materiale fortælles lidt om familiernes fælles omgang og venskab.

Den unge Tietgen havde efter sin hjemkomst fra England i 1855 løst borgerbrev som københavnsk grosserer og fik kontor på Gammeltorv i det daværende nr. 37, det vil sige i huset ved siden af Suhrs. Noget det ny firma fik hånd i var udviklingen af kryolitbrydningen i Grønland for dansk regning. Det var af videnskabsmanden Julius Thomsen i 1853 påvist, at rent soda med fordel kunne fremstilles af kryolit ligesom letmetallet aluminium, som i disse år vakte stor opmærksomhed på verdensudstillingen i Paris. Tietgens interesse for kryolitten bevirkede, at han selv med forskellige participanter i 1856 sendte skonnerten Sønderjylland og i 1857 skibet Christian til Grønland efter det dyre mineral, der bragtes til Kristianstad ved Haderslev, hvor huset Theob. Weber & Co. havde en fabrik, der snart blev afløst af kryolitfabrikken Øresund ved København. Bag Weber & Co. stod J.P. Suhr & Søn, og da der senere blev givet Julius Thomsen og G. Howitz eneret til at bryde kryolit ved Ivigtut, dannedes Kryolit- Mine- og Handels- Selskabet med en aktiekapital på 500.000 rd, hvoraf de 400.000 rd tilhørte det Suhrske hus. Som Jens Vestberg skriver i Dansk Biografisk Leksikon 1943 “at det var på dette felt, at Tietgen kom i forbindelse med det store Suhrske Handelshus, hvis juniorchef O.B. Suhr siden skulle komme til at betyde så meget for hans karriere.”

Det skete allerede en sensommerdag i 1856, da syv storkøbmænd samledes på landstedet Bonne Esperance for at drøfte oprettelse af en privat bank i København. Baggrunden var, at Nationalbanken ikke evnede at opfylde kravene om hurtighed, nemme lån og kreditter, som den nye udvikling inden for handel og produktion havde skabt. Om disse syv mænd, hvortil yderligere fem tilsluttede sig, skriver Jul. Schovelin i 1907 i sin store bog om Privatbankens første 25 år bl.a. følgende:

“Som den sjette og sidste af forretningsmændene, men sikkerlig ej den mindste, skal endelig nævnes O.B. Suhr, der netop den 1. januar s.å. var indtrådt som chef i firmaet J.P. Suhr & Søn. Alene dette gav ham baggrund og relief. Samtiden kendte intet dansk handelshus, som stod over J.P. Suhr & Søn i magt og ry, en mere samfundstryg position kunne derfor en købmand dengang ikke have. Men den da 43-årige mand havde også eget værd, var ej blot sin onkels brodersøn, den rige arving efter den bekendte Johannes Theodor, firmaets genoprejser…. ; Ole Bernt var selv en ægte Suhr med købmandsblod i årerne og medfødt myndighed i holdning og færd. Han havde først taget theologisk examen; skønt det tidlig var blevet aftalt, at han skulle ind i farbroderens forretning ville han først fuldende de studier han nu en gang, om end under en anden forudsætning, var kommet ind på, thi hvad man havde begyndt på, skulle man altid fuldende. I virkeligheden et højst betegnende karaktertræk, der noksom viste hans større sindelag og faste, klare tænkemåde. Hans væsens kerne var overhovedet hele hans liv igennem grundighed og trofasthed, en bred tilforladelighed, som også skabte ro og tillidsfølelse hos omgivelserne ….” Således var denne mand som ikke mindst i disse år skulle få en afgørende betydning for Tietgens videre karriere.

Beretning fra familiearkivet 1997/98 (fortsat)

C.F. Tietgen og familien Suhr (fortsat)

I oktober 1856 var A.F. Krieger, fru Heibergs trofaste ven, blevet indenrigsminister, og dermed kom der en mand til roret som stod midt i tidens rørelser og vidste, fra hvilken kant vinden blæste indenfor hovedstadens liberale bourgeoisi. Den 23. december 1856 kunne han give stiftergruppen grønt lys for det nye koncept. Blot var der den alvorlige hage ved de givne tilladelser, at de kun var givet indtil videre, hvilket gruppen fandt var et så usikkert grundlag, at det hele måtte falde. Først i løbet af februar 1857 lykkedes det en af 12 mænd i stifterkredsen, højesteretsadvokat, gehejmekonferensråd C. Liebe, for øvrigt Suhrs sagfører, at forhandle sagen færdig og finde en ordning, som regeringen kunne acceptere og samtidig stifterne slå sig til tåls med. Nu stod blot tilbage at finde en egnet mand til direktørposten. Her bragte Suhr og M.G. Melchior, en af mændene fra mødet på Bonne Esperance og chef for det gamle højt ansete handelshus Moses & Søn, den kun 28 årige Tietgen ind i billedet, idet de bl.a. fremhævede hans gode kendskab til og tanker om moderne bankvæsen. C.A. Broberg fra Grosserer- Societetet, eneindehaver af firmaet C. Broberg — i sin tid Nordens største kaffeimportør — der havde tilsluttet sig den oprindelige syvmandsgruppe, var ligesom kollegerne D.B. Adler og E. le Maire så godt inde i udenlandsk bankvæsen, at de ikke ønskede belæring af den unge “manufakturist”. På tryk af Suhr og Melchior indvilligede Broberg dog til sidst i at undersøge, hvor stiv i papirerne den unge Tietgen var, og en dag i april blev han kaldt op hos Broberg og af denne examineret på kryds og tværs. Schovelin skriver:

Det er bekendt nok, at Tietgen ved denne lejlighed ej alene bestod prøven vel, men så fuldstændig indtog Broberg for sig, at denne derpå med begejstringens styrke førte hans valg igennem.”

Det er herefter som Nyrop skriver i 1899 i bogen om J.P. Suhr og Søn “forståeligt at da Tietgen senere begyndte den store virksomhed, der ligesom bragte nyt liv til det i 1864 mishandlede danske rige, stod Suhr ofte ved hans side. Da “The North Atlantic Telegraph Company” en af forløberne for “Det store nordiske Telegraf-Selskab” stiftedes i 1866 fik Suhr sæde i dets bestyrelse; han var i 1868 medstifter af “Det dansk-norsk-engelske Telegraf-Selskab” og endelig i 1869 af “Det store nordiske Telegraf-Selskab, i hvis bestyrelse han sad til sin død. I december 1866 var han med til at konstituere “Det Forenede Dampskibsselskab” og i april 1872 “De danske Sukkerfabrikker”. De Suhrske kapitaler deltog villigt i Tietgens foretagender, og der var samarbejde også på andre punkter. Da Kongeriget Norges Hypotekbank i 1860 og 1862 afsluttede et lån på 1 million specier, afsluttedes det med Privatbanken, J.P. Suhr & Søn og Salomon Heine i I Hamburg…”

Theodor Suhr, O.B.s farbroder og tredje generation i handelshuset, oparbejdede ikke kun en strålende forretning indenfor kul og jern, men beskæftigede sig også med industriel virksomhed og pengeforretninger, som rakte udover landets grænser. O.B. Suhr videreførte og etablerede selv kontakter med en række førende udenlandske huse. Det var bl. a. til Aall’erne og Treschow i Norge, Pontoppidan og Salomon Heine i Hamburg, Hambroes og Erichsen i England og Edward Bech i USA. Det var forbindelser Tietgen også kunne bruge. Især er der grund til at fremhæve Herman Gustav Erichsen (1827-90) i Newcastle og London, som kom til at høre til den Tietgenske inderkreds. Ifølge Ole Lange “Tietgens tætteste og mest fortrolige samarbejdspartner i 1860’erne og 1870’erne i telegrafkoncessionssagerne.” Medstifter af Store Nordiske og parthaver i den russiske koncession 1869. Selskabets repræsentant i London. Han var svoger til O.B. Suhr, idet hans hustru Anna Dorothea Suhr fra købmandsgården i Nyborg (K 12) vor O.B. Suhrs søster. Men også en anden svoger bør nævnes. Det er Ida Marie Suhrs broder købmand Edward Bech, f. 1812, dansk konsul i New York. Ejer af de store jern- og malmminer ved Poughkeepsie ved Hudson floden, som Theodor Suhr havde sat penge i. Bech kom ret ofte til Danmark, hvor bl.a. Tietgen og for øvrigt også H.C. Andersen har mødt ham og Erichsen ved O.B. Suhrs gæstfrie middagsbord. Ingen tvivl om, at man så har drøftet det internationale marked for metalprodukter.

Til Tietgens kreds hører også navne som Holmblad, Isberg, Raasløff og diplomaten Frederik Sick. Sidstnævnte formentlig en ungdomsven af O.B. Suhr, da han udover familien er den eneste, der i arkivets mange breve anvender tiltaleformen du. Tietgens nære officielle bånd til Suhr manifesterer sig ikke mindst i årene forud og under arbejdet med telegrafkoncessionerne, hvilket giver sig udtryk i korrespondancen med Raasløff, der fra 1856 er i tæt forretningssamarbejde med Tietgen og i sin ministertid 1866-70 årligt modtog 6000 rdl hemmeligt og diskret fra Tietgen mod at give ham og inderkredsen oplysninger om regeringens intentioner og planer. 1874-76 besøgte Raasløff atter Kina på officiel mission for den danske regering og Store Nordiske. Suhr mobiliserede i disse år sine mange forbindelser i den engelsk- og russisktalende verden i den række af eksperimenter og projekter som til sidst fører til, at Danmark opnår de ønskede koncessioner, der er grundlaget for Store Nordiskes mangeårige arbejde bl.a. i det fjerne Østen. Men da har Tietgen personligt og ved sin intime forretningspartner Herman Erichsen gentagne gange ført forhandlinger i Sct. Petersborg, ligesom Kongehuset har været indblandet. Lørdag 25. september 1869 skrev Christian IX således et brev til sin datter Dagmar, gift med den senere russiske czar Alexander Ill. Heri fortalte han, at han atter af etatsråderne O.B. Suhr og Tietgen indstændigt var blevet anmodet om at henvende sig til czaren for at Tietgen kunne få den koncession han havde søgt. Kongen beretter videre, at nogle højtstående russiske herrer har søgt at få czaren til at give sig koncessionen, og at disse i så fald blot ville sælge den videre, hvorved Danmark ville lide tab. Kongen beskriver Tietgen og Suhr som “2 meget hæderlige og vederhæftige mænd, der sikkert i alle måder ville opfylde de til dem stillede vilkår i tilfælde af, at Telegrafen af Kaiseren blev dem tilstået.”

I denne fase spiller familien Suhrs nære omgangsfælle kammerherre J.F. Sick en central rolle. Han var karrierediplomat inden han 1857 trak sin tilbage. Af Tietgen og udenrigsministeriet blev han herefter benyttet til delikate halvofficielle Store Nordiske sendelser til Sct. Petersborg 1869, til Holland, Frankrig, Kina og Japan 1870-71. Han var parthaver i Tietgens russiske koncession 1869, hvis erhvervelse han havde stor andel i. I sine ovenfor flere gange citerede bøger skriver Ole Lange “Var Tietgen hjernen i analysen, generalen i udformningen af strategi og taktik, så var kammerherre Sick i denne sag praktikeren og improvisatoren — mesteren i Marken. Man tror Erichsen, når han om Sicks indsats skrev: “He has done wonders”

De fleste af de ovennævnte personer med Tietgen i spidsen overlever etatsråd Suhr, der dør i 1875. Men det fælles slid og ofte nervepirrende arbejde i de mange bestyrelser i første række Privatbanken, men også i de velgørende komiteer, hvor de samme personer går igen som Tordenskjolds soldater, har sat sig spor i familiens sociale liv og den vennekreds der samledes omkring O.B. Suhr og hans enke i hjemmet på Gl. Torv og på det historiske landsted “Sølyst” ved Klampenborg.

Et indtryk heraf giver bl.a. de dagbøger og breve fra Danmark, som Herman Erichsens begavede kunstnerinde Nelly Erichsen (K 38) har ført fra sine mange Danmarksbesøg (jfr. bl.a. 1984/85, p. 13-16). I 1880 besøger den kun 18-årige kunstnerinde for eksempel bl.a. O.B. Suhrs yngste bror, godsejer Johannes Theodor Suhr (M 18) på Rosengaard ved Ringsted, hvor hun opholder sig i tre uger for torsdag den 26. august at tage videre til Sølyst, hvor hun tager ophold hos sin tante Ida og dennes datter Ida, Nellys 27-årige kusine. Her er liggende gæster nemlig kammerherre Sick og hans engelske kone Alice. Allerede næste dag er de om aftenen hos familien Tietgen, hvis sommerhus lå i det nærliggende Tårbæk. De følgende dage byder på familiemiddag på Sølyst, besøg af Johan Ludvig Heibergs ven, Sjællands biskop Hans Martensen, og mandag var familien til bryllup i Ordrup katolske kirke, hvor en datter af Berlingske Tidende og trykkeris ejer kammerherre Carl Ernst Berlin blev viet til husarløjtnanten William Rothe, hvis kontrafej ofte findes i familiens samling af kabinetoptagelser. Fredag 3. september skriver hun om en udflugt til Grib skov og Nakkehoved, hvor kammerherre Sick falder i vandet. Næste dag spises med Tietgen og søndag 5. september er der udflugt til Sverige. “Started by stemmer (stopped by special request from etatsråd Tietgen) from Bellevue to “Helsingfors”! in Sweden. There we got char-a-banc to Höganäs where we were to have had fresh horses to go on to Kullen…” Den 7. rejser Sick, og næste dag besøges de i København, hvor de bor i Stormgade i et dejligt og “kunstnerisk” hus “a mass of lovely things — armours, china, bronze, picturesw, carvings, venetian mirrors and silver …” Ved kammerherre Sicks død i 1884 realiseres hans omfattende samlinger ved en auktion i hjemmet det følgende år. I første årgang af Tidsskrift for Kunstindustri fra 1885, side 124-27, beskrives hjemmet og auktionen indgående. Et af de dyreste køb gøres af frk. Ida Suhr, der bl.a. køber en polykrom porcelænsgruppe forestillende en jæger, der viser en dame i jagtdragt sine skudte fugle (300 kr.!).

Beretning fra familiearkivet 1997/98 (fortsat)

C.F. Tietgen og familien Suhr (fortsat)

Efter en udflugt til Fyn er Nelly den 10. tilbage i København og nu går det igen med besøg i “Tietgenkredsen”, men også Johanne Louise Heiberg besøges. Den 22. september er der middagsselskab hos Sicks og den 24. hos Tietgens. Den 25. forskellige afskedsvisitter, besøg i Tivoli, hvorefter turen går til Rosengaard, hvorfra det 1. oktober går tilbage til England. Dagbogen er tydelig med til at vise, at det forretningsbekendskab der i 1855 blev etableret mellem Tietgen og Suhr med årene udviklede sig til et personligt venskab mellem de to familier. Familiearkivets mange breve taler samme sprog. Sidst et brev skrevet 18. november 1907 fra Laura Tietgen til Nellys søster Anna Dorothea Suhr Erichsen (K 37) i anledning af manden, Oluf Bernt Suhrs (M 40) død.

Som personerne går igen i de mange “Tietgen bestyrelser”, gør de det også i de mange komiteer, som Suhr deltager i. Da Den Kongelige Porcelænsfabrik i 1867 afhændes af staten og kommer i vanskeligheder, er det personer som Tietgen og Suhr, sammen med etatsråderne L.P. Holmblad og Julius Blom og lensgreve Frijs, der økonomisk træder til.

C.E. Krag-Juel-Vind-Frijs var en god bekendt af Suhr, jfr. således de mange breve i familiearkivet, og en af de tolv mænd, der indbød til stiftelse af Privatbanken. Fra november 1865 til maj 1870 var han landets regeringschef og udenrigsminister, hvor hans udnævnelse af skolekammeraten Waldemar Raasløff til krigsminister vakte stor forundring.

Suhrs navn findes sammen med Tietgen i mange indbydelser og han bliver medlem af den ene komite efter den anden. Han er således med i komiteerne for Danmarks deltagelse i verdensudstillingen i Paris 1867 og Wien 1873, ligesom i komiteen for den arkæologiske kongres i København 1869, Kunstflidslotteriet og kurator for Vajsenhuset. Hans interesse for opførelsen af Frederiksborg slot og samarbejde med brygger J.C. Jacobsen er omtalt i tidligere beretninger fra familiearkivet og i Marie-Leeise Jørgensens (K 129) monografi om Ugerløse Kirke, der udsendtes af Stiftelse som særtryk af “Fra Holbæk Amt” 1977.

Særlig markant var Suhrs interesse for kirkelige forhold, og her har han meget til fælles med grundtvigianeren C.F. Tietgen. Det var således O.B. Suhr og Tietgen som i 60’ernes begyndelse satte en indsamling i gang til en kirke i Tårbæk, der blev rejst under krigen og indviedes i juni 1864 i overværelse af Kongen og Dronningen. Også i forbindelse med Marmorkirken i København nåede Suhr at give en finger med i de første indsamlinger. Tietgen havde i sommeren 1874 købt Marmorkirken med omliggende plads med det formål at bygge den færdig. Det tog ham 20 år at gennemføre opbygningen, og det kostede ham personligt over 1 million kroner. Da var Suhr for længst død, men hans enke, handelshusets sidste chef, deltog i indvielsen den 19. august 1894.

Et andet kirkeprojekt, som Suhr var stærkt involveret i, var bygningen af en ny kirke i Ugerløse, der den gang ejedes af Den Suhrske Stiftelse, i hvis direktion etatsråd Suhr var det absolut ledende medlem. Han havde, bl.a. som medlem af komiteen for det såkaldte Frederiksborg — eller Kunstflidslotteri, gode kontakter med førende kredse indenfor håndværk og kunstindustri og har formentlig skaffet de nødvendige kontakter og fore-slået N.P.G. Holsøe som arkitekt for kirkebyggeriet.

Kirken blev indviet 26. november 1876, og det er tankevækkende, at dette var få år efter, at Tietgen havde købt ruinen af Marmorkirken og forpligtet sig til at fuldføre den. Måske har O.B. Suhr, som Marie-Leeise Jørgensen skriver, følt sig inspireret herfra til under beskednere former, at gøre noget lignende.

I beretningen 1993/94 om “H.C. Andersen og det Suhrske Hus”, hvor såvel Raasløff, Sick og Edward Bech omtales, fremstilles Suhr af Andersen som den myndige kolde og utilnærmelige rigmand, hvis opmærksomhed digteren bestandig prøver at tiltrække. På samme måde har den 16 år yngre Tietgen formentlig virket. Men denne mand, som, ifølge Jens Vestberg i Dansk Biografisk Leksikon 1943, i det ydre kunne se så ensom, overlegen og barsk ud, ejede i sit indre også romantiske strenge, der kunne give sig udtryk både i en stor følsomhed og drengeagtig kådhed som kun undtagelsesvis kom til syne for andre end den nære slægt og vennekredsen. Heri lignede han Suhr. Og havde Suhr betydet meget for den unge Tietgen og hjulpet ham til at realisere mange af hans visioner og drømme, så vidste Tietgen at gengælde det også efter Suhrs død 1875 i det venskab, der opstod mellem de to familier.

Beretning fra familiearkivet 1997/98 (fortsat)

Hos frøken Ida Suhr på Petersgaard

Uddrag af Tove Castenskiolds fire artikler”Herregårdsliv’ bragt i Tidens Kvinder efteråret 1953.

“Vi bagte fem – seks gange om dagen” (I)

Urokkelig trofasthed og livslang hengivenhed er begreber, der just ikke er almindelige nu om dage hos mennesker, der gennem deres arbejde er knyttet til en familie; tiden har forflygtiget den slags følelser. Når det derfor sker, at man ret tilfældigt træffer et menneske, der gennem hele sit liv har været knyttet til den samme slægt og med kærlighed og dyb samhørighedsfølelse kan tjene denne i 50 år, så ikke blot standser man og lytter, hvis man kan få vedkommende til at tale, men man føler også lyst til at berette herom til andre:

Sidder man overfor fru Mine Hemmingsen i hendes hyggelige lejlighed i Gammel Torv 22 i København, føler man, at man er i godt selskab, og når hun taler om “sin frøken” Ida Suhr til Petersgård, og beretter om fordums tiders herregårdsliv, om fester og arbejdsfyldte hverdage, får man det klareste indtryk af, at hele den tilværelse, der nu omtrent er en saga blott, ikke kun var baseret på overklassens bedre økonomi og herregårdslivets deraf følgende større glans, samt tjenerskabets betydelig større arbejdsindsats og mindre personlige krav, men langt mere betydningsfuld er den fornemmelse, man får af ansvarsfølelse og interesse fra herskabets side for de folk, der fra barndommen og lige til de blev gift og “fik deres eget’ hørte til, og hvis ve og vel lå gårdens ejer på sinde, ligesom den store tjenerstab med hengivenhed og trofasthed følte sig ubrydeligt knyttet til den familie, i hvis tjeneste de fra de purunge år var indtrådt. Alt dette klinger igennem fru Hemmingsens beretning, og at hun også, ud fra dette synspunkt, misbilliger de moderne unges ustandselige skiften fra plads til plads, er forståelig.

– I min tid gjaldt andre værdier, kan de sige mig, hvad godt der kommer ud af de forhold, der hersker nu om dage, for nogen af parterne? De unges mangel på evne til at underordne sig er til skade for deres uddannelse og arbejde, hævder fru Hemmingsen bestemt. Før tiden blev man i sin plads, og det at komme I huset betragtedes ikke som noget mindreværdigt, sådan som de unge nu om dage ynder at se på det. Jeg tiltrådte min plads som husholdningselev i 1907. Det var meget eftertragtelsesværdigt at komme til Petersgård i frøken Suhrs tjeneste. Jeg var temmelig benovet • men… jeg havde været i syv år hos en købmandsfamilie og kunne da lave mad, troede jeg! Men jeg opdagede jo hurtigt, hvor meget der manglede; det blev der dog nogenlunde hurtigt bødet på, for det første år blev jeg lært op af den gamle husjomfru, der tidligere havde været sytten år på Egeskov.

– Arbejdsdagen var på de tider lang, men der var ingen, der drømte om at beklage sig; man havde jo kræfterne for at bruge dem, og sådan hørte det sig til, fortsætter fru Hemmingsen. Vi begyndte klokken seks — det vil sige, husjomfruen eller en elev stod naturligvis op en time før for at lægge franskbrødsdejg. Så gik det slag i slag til 9-10 om aftenen, måske med en times hvil midt på dagen, hvis der ikke var noget særligt, men det var der jo for det meste. Hver tredje søndag havde pigerne en fridag på skift, og det var vi tilfredse med.

Man regnede Petersgård for en mønsterhusholdning og var stolt af at høre til der. Personalet bestod af en husjomfru — det var altså mig, Mine Hansen — en kokkepige, en tjener, kammerjomfruen, to stuepiger, kusk og stalddreng. Det blev jo til en hel del måltider dagen igennem, efter at frøkenen havde fået sin te på sengen klokken 71/2 (klokken 7 blev der båret mange kander vand op til frøkenens siddebadekar), og herskabet med gæster fået morgenmad nede kl. 9, var der frokost, altid med varme retter, kl. 1, te med alt fint bagværk kl. 4, middag med fra 4 til 7-8 retter kl. 7 og te kl. 91/2. Dertil kom så tjenerskabets måltider: morgenmad 61/2, frokost med smørrebrød og kaffe kl. 9, middag med 2 retter kl. 12, kaffe med friskbagt kringle kl. 3 og aftensmad, koldt bord og levninger kl. 6. Der spistes strengt klassevis ved to borde, jomfruerne for sig og pigerne for sig. Jeg var ikke klædt i “almindeligt’ tøj hele sommeren — men hvad gjorde det, vi havde det jo udmærket der, hvor vi var, og pigerne rejste aldrig før de blev gift. Lønnen for stuepiger lå omkring 12-14 kr. månedlig. Jeg fik 33 kr. Firehundrede kroner årlig var det gængse på gårdene for en husjomfru. Men man kunne også købe en smuk dragt i Magasin du Nord for 35 kr. Så svarer det egentlig ikke til priserne nu? Så nogenlunde da.

– Men for at komme tilbage til maden — fru Hemmingsen skutter sig velbehageligt — så var det jo ikke småting, der skulle skaffes. Vi bagte 5-6 gange daglig, og når så syltning og henkogning kom til, kunne dagens timer jo nok få ben at gå på. Desuden havde vi noget, vi kaldte kødkrogen, en muret, tosidet krog med tag over, hvor vi hængte alt tænkeligt kød op, vildt og tamt, og den skulle gerne være velforsynet. Frysebox var der ikke noget, der hed, men vi havde et kæmpeishus fyldt med is, der var hugget om vinteren og kørt ind, og her lavede vi en hulning ind i isen med to låger for — og puttede mælk og smør og meget andet ind.

Var der aldrig tale om, at husholdningen kunne blive for dyr?

– Nej, egentlig ikke, dog blev alting sat betydeligt ned, da krigen kom i 1914. men min søster, der tjente hos Edvard Brandes, kunne sommetider få lidt at høre om priserne, men så tilføjede han smilende: “Det er kun sådan almindelig kritik, frøken Hansen, det skal de ikke tage Dem nær. Hun siger altid, at det var en dejlig tid i hans hus; han var så klog og fin.

Fortæl mig, hvorledes gik det til, at Mine Hansen blev Mine Hemmingsen?

Jo se, min man var tjener på Petersgård og havde været knyttet til slægten fra 1897. 11 år efter, at jeg kom til Petersgård, forlovede vi os, men vi blev først gift i 1913 — frøkenen yndede ikke at have gifte folk i sin tjeneste. Det var der jo desværre ikke noget .11 gøre ved, så min mand søgte ind til postvæsenet, og vi flyttede til København. Der fik vi vore to børn, en pige der nu er 44 år og gift i Svendborg, og en søn, der er 42 og nu om en bibeskæftigelse har overtaget sin fars stilling som portner her på den Suhrske stiftelse, hvor jeg bor. Men efter nogle få års forløb sendte frøkenen bud efter os igen, vi fortrød bestemt aldrig, at vi brød alle broer af og vendte tilbage til Petersgård. Børnene tog frøkenen også med, og ved vor tilbagekomst blev min mand udnævnt til hushovmester, hvad han naturligvis betragtede som en udmærkelse og en anerkendelse af den tjenestetid, der var forløbet siden han som fjortenårig ungtjener kom til Sølyst i 1897, og frøkenen stoppede hans første løn i lommen på ham og sagde: “Nu passer du på pengene, min dreng!” Hun var enestående …

Vi, min mand og jeg, havde 18 år sammen her efter frøkenens død. Nu er jeg alene, og jeg savner ham ubeskriveligt. Han var sådan en god og flink man, smuk og høj og rank, og han fik også belønningsmedaljen — som jeg nu fik den i maj, for 50 års tjeneste i familien. Som 71-årig passer jeg nu hele den etage på Gammeltorv, hvor stiftelsen har kontorer, og hvor jeg gik da jeg var 21. Det havde jeg ikke tænkt mig dengang! Men det er ikke for det, jeg går da også ud nu og da og hjælper til ved store middage i familien eller i ambassaderne. Men ingenting bliver jo lavet som i gamle dage: de indbagte ting, de sene geléretter og smukt opsatte kager eksisterer ikke mere nu til dags, hvor alting skal gå i en flyvende fart. Men det morer mig alligevel; jeg kender jo så mange mennesker, ikke blot dem, der hører til familien og vennekredsen på Petersgård, men vi var jo 6 piger og to drenge i mit gode barndomshjem, og pigerne har alle været i huset, inden de blev gifte.

Min ældste søster blev husjomfru hos grev Preben Ahlefeldt på Skovsbo; en anden søster var hos kammerherre Zahle i Stockholm, og derpå som sagt hos Edvard Brandes, og en tredje var kammerjomfru på Valdemar slot.

“Godsejer af gammeldags støbning” (II)

Frøken Ida Suhr var et meget særpræget menneske. Måske forekom hun fremmede lidt stiv, lidt gammeldags fornem, men alle, der kendte hende, vidste, hun havde et hjerte af guld. Hun var godsejer af den gamle skole, gav sig fuldt og helt til det sted, hun elskede så højt, og som hun havde arvet efter sin dygtige mor, Ida Marie, født Bech, det gamle, ansete Suhrske hus’ sidste chef, der i 1897 lukkede sine øjne på Sølyst. Streng var måske Ida Suhr, og hun forlangte at blive adlydt, men hendes retfærdighedssans, hendes interesse for hvert eneste medlem af den store husholdning og hver &I, der var ansat på gården og i skoven, var dyb og ægte, deres ve og vel lå hende stærkt på sinde, og hendes omhu for hver enkelt bliv gengældt med varm hengivenhed. Netop derfor elskede “frøkenen” julen; det bragte hende alle dem nær, som var knyttet til hende og hele det engang fastlagte program blev fulgt på det nøjeste. Men forud var gået en travl tid.

Som sagt er Petersgårds mangeårige husjomfru, fru Mine Hemmingsen, i besiddelse af en sjælden hukommelse. Den strækker sig så vidt, at hun kan huske navnene på de gæster, der besøgte frøken Suhr den første sommer, hun som den unge husholdningselev Mine Hansen havde tiltrådt sin ny plads. Hun nævner blandt andre kammerherre Juel fra Krabbesholm, godsejer Bech fra Valbygård, grev Raben og den smukke grevinde Nina fra Lekkende med døtrene Lili (Osborne) og Suzanne (Lassen) til hest, og børn og gæster i ponyvogn — det var en malerisk cirkus. når de kom, siger fru Hemmingsen. Hendes “yndlingsgæster” var den senere kammerherreinde Zahle, hvis mand på dette tidspunkt var legationssekretær i Stockholm og bagefter blev gesandt i Berlin. Hun medbragte sine små døtre, Wanda, nu gift med oberst Tarras-Wahlenberg, og Britta, nu fru skibsreder Klaveness, der stadig besøger fru Hemmingsen med deres børn, og hvis fotografier rundt omkring i hendes hyggelige stuer er hendes stolthed. Men det var ikke blot “dem fra gårdene”, som Herman Bang sagde, der besøgte frøken Suhr. Hendes kære kunstnere, vennerne fra Skagen, boede også i ugevis på den skønne, hvide gård ved Smålandshavet. Malerne Ancher og Skovgaard med familier var faste gæster. En altertavle i Stensby kirke er et af Skovgaards arbejder, og maleren Wilhjelm har også malet flere billeder fra Petersgård og egnen her omkring. Zakarias Nielsen var en kær gæst, og frøken Suhr sørgede omhyggeligt for at skaffe ham ro ved arbejdet på “Mands Vilje”, der blev skrevet en sommer på Petersgård og handler om denne.

Beretning fra familiearkivet 1997/98 (fortsat)

Hos frøken Ida Suhr på Petersgaard (fortsat)

Disse kunstnere, der med deres livslyst, deres humør og betydeligt mere frigjorte livsførelse end den, der almindeligvis levedes på herregårdene, må have fundet genklang i en side af Ida Suhrs karakter, hun ikke viste til hverdagsbrug, noget kunstnerisk, der også gav sig udtryk i hendes glæde over musik, hendes klaverspil og hendes kærlighed til at læse højt — hun fik undervisning heri af Emil Poulsen, og læste meget — og godt — up rundt omkring på hospitalerne. Faktum er i hvert fald, at hun aldrig var gladere, aldrig more frigjort, end når hun aflagde genvisit i kunstnerkolonien hvert år i september. Hun horde på Brøndums hotel, og damerne her samt familien Ancher stod hende særlig ‘bur, Her skulle hun hverken repræsentere eller virke ved sit ophøjede eksempel — her vis hun blot menneske i en kreds, der morede og interesserede hende, og som hun hi lidt af. Imedens blev der gjort hovedrent på Petersgård efter sommerferiens strabadser, og folkene havde deres traditionelle ferie, de unge piger 4 dage, husjomfruen 10 — og alle var tilfredse hermed. På Ida Suhrs fødselsdag, der altid tilbragtes på Skagen, skarv denne et brev til folkene, via fru Hemmingsen, en art bordtale, der blev læst højt vrid den festmiddag, som serveredes for hovedbygningens stab. Stil var der over al rides færd.

Ved frøken Suhrs hjemkomst begyndte jagtsæsonen, og hermed også de store middage. Fru Hemmingsen har overladt os et par menuer — men desværre er de “rigtig store” bortkommet. I vore moderne ører lyder imidlertid disse også yderst acceptable; hør engang:

27. oktober, 25 personer:

En hverdagsmiddag:

En mere beskeden middag fra 1913:

En af samme genre:

Men var sommeren lys og munter med masser af liggende gæster og med udflugter og fester på nabogårdene, og efteråret jagternes og de store middages tid, så var julen traditionernes og hyggens stemningsfulde højtid, hvor alt gik efter de engang vedtagne regler år ud og år ind med godsets ejerinde, frøken Ida Suhr, som det naturlige midtpunkt. Allerede i november begyndte forberedelserne. Dejgen til brunekager af 16 pund mel og til pebernødderne af 10 pund blev lagt, og fra 15 december blev der bagt kasser fulde af forskelligt bagværk hver eneste dag. Lillejuleaften var enkerne og børn fra sognet inviteret til risengrød og flæskesteg kl. 2, bagefter juletræ i rullestuen, hvor frk. Suhr læste juleevangeliet, og salmer blev afsunget. Kulminationen var naturligvis gaverne, et stykke nyttigt pro persona, og til slut en pakke med flæsk, oksekød, ris, kaffe og sukker — og så hjem kl. 5. Sådan havde det altid været — og sådan var det godt. For øvrigt er skikken bibeholdt den dag i dag — den nuværende ejers frue, kammerherreinde Clara Juel, inviterer stadig til lillejuleaften, men tiderne har jo forandret sig, så helt som i frøkenens tid kan det jo ikke blive mere, mener fru Hemmingsen.

Og så kom selve juleaften, hvor alle folkene fik risengrød og gås — og frøkenen og hendes gæster det samme. Klokken 8 samledes alle til juletræ i den hvide vestibule med frøken Suhr som den glade og oplagte værtinde. Først læste hun evangeliet — og så dansede man om juletræet, og det skulle gå stærkt, ellers gjorde værtinden vrøvl over, at gæsterne altfor hurtigt blev trætte! Med venlige ord og muntre bemærkninger uddelte den aldrende dame så et væld af gaver (efter ønskeseddel) til gæsterne og folkene.

Første juledag var den store freds- og hviledag på gården. Allerede fra morgenstunden tog godsejerinden og eventuelle gæster til kirke i Vordingborg og tilbragte resten af dagen på Rosenfeldt, som ejedes af frøken Suhrs kusine, født Bech. Kammerherreinde Oxholm var en meget markant personlighed, født i Amerika af danske forældre, og til trods for, at hun i hele sin ægteskabstid havde levet på Rosenfeldt, talte hun alligevel dansk med den voldsomste accent. At have truffet disse to stærke personligheder, Ida Suhr og Sofie Oxholm, må absolut betragtes som en oplevelse. Til trods for deres nære slægtskab var de alligevel tilsyneladende forskellige som ild og vand; men mange fælles karaktertræk må de alligevel have haft, der resulterede i lidenskabelige divergenser af format. Hvilket dog ikke forhindrede dem i at omgås flittigt, og første juledag var en af de store dage, kammerherreindens fødselsdag. Hermed var julen imidlertid langt fra forbi. Anden juledag gik det løs igen med gæster både til frokost og middag, og tredje juledag holdt frøken Suhr tidlig middag for funktionærer, skovrideren, præst og læge — med egne gæster, naturligvis — og middagen efterfulgtes af stort lotteri, te og julekage. Man skiltes dog allerede kl. 10. Selv gamle kæmper med en selskabelig udholdenhed, der slet ikke kendes i dag, trænger nu og da til hvile.

Beretning fra familiearkivet 1997/98 (fortsat)

Hos frøken Ida Suhr på Petersgaard (fortsat)

“Huset med det grønne træ” (III)

Tre ord går igen i den gode husjomfru Mine Hemmingsens beretning om herregårdsliv op til den anden verdenskrig — Gammel Torv 22 ….

Først i januar, når julens trængsler var ovre, pakkede vi til københavnerrejsen.

Rosendahl kom med sine flyttelæs — det gik endnu på de tider med hestevogn — for der var mangt og meget, der skulle med, når hele den store husholdning skiftede kvarter. Sølvtøj, dækketøj, sengetøj, syltetøj — og det store flygel; der var jo kun delvis møbleret på Gammel Torv, og frøkenen ville intet savne. Vi rejste med glæde, for dels var det jo en stor adspredelse, dels var husholdningen jo langt lettere i København og først og fremmest bagningen. Her var det bare at sende bud til Rubow, og så kom det hele ind ad døren, brød, vol au venter, snitter; der var ikke noget med at skulle stå op midt om natten for at lægge dejg! Frøkenen holdt stor selskabelighed i byen; måske kan man sige, at det gik mere forment og stilfuldt til derinde, frøkenen var jo en fremragende værtinde. Jeg husker bl.a. en stor kunstnersouper med 70 gæster og hyppige familiemiddage. Der blev også afholdt en fest for alle, der før i tiden havde haft tilknytning til Petersgård, joh, frøken Suhr var en overlegen og myndig værtinde, hendes borde var skønt dækkede, maden og vinen perfekt, og hendes folk var dygtige og kendte nøje hendes ønsker — der var værdighed og stil over alt, hvad hun havde med at gøre. Når vi rejste til byen, havde vi fire heste med samt karet og landauer, kusk og tjener. Frøkenen kørte på Langelinie hver dag, først i 1912 købte hun den store bil.

Det gik strengere og mere formfuldt til på Gammel Torv end selv på Amalienborg, påstod frøken Suhrs nevøer. At ægteparret Hemmingsen indtog en særstilling i huset, var der ikke det mindste tvivl om. De var hendes betroede folk, men også venner, hun satte overmåde stor pris på. Fru Hemmingsen rådede eneherskende i sit køkken, og Hemmingsen var den fødte butler — han er som sprunget ud af en engelsk roman, blev der sagt, høj smuk og værdig.

Fru Hemmingsen lod sig glad og gerne “låne” ud til husets venner. Hun mindes med sin fabelagtige hukommelse en souper i 1908, som grev Ahlefeldt fra Egeskov gav i palæet i Amaliegade. Af luft levede man ikke på de tider. Prins Gustav og prinsesserne Thyra og Dagmar var til stede, og menuen bestod af: Bouillon, risotto, fiskeboller og hummer rettet an i sølvkasseroller. Lammekoteletter med gemyse — alt naturligvis varmt. Men så holdt de kolde retter deres indtog: Anretninger i massevis, hvoraf formidleren af disse retter nævner gåselever-mousse, hummer-mousse, skinke-mousse, lagkager og is. Mellem dansene serveredes frugtsalater, creme-is af forskellig art, pyntekager samt appelsin- og citronlimonade.

Der eksisterer naturligvis mange historier om frøken Suhr; en så stærk personlighed som hun måtte sætte sine spor i mange menneskers tilværelse, og hendes godgørenhed var stor — men hemmelig. Ingen anede, hvor mange hun hjalp — hun kendte mennesker af alle slags, og tit vaktes hendes sympati for folk, som man skulle synes stod hendes idealer og moralske synspunkter fjernt. Men smålighed lå ikke for frøken Suhr — og trods sin tilsyneladende strenghed var hun en person af format. Hun sagde også altid ganske nøje hvad hun tænkte; en gang var Christian X hendes gæst, og kongen tændte sig i distraktion en cigaret. Frøken Suhr betragtede majestæten strengt: “Deres Majestæt! I mit hus ryger man ikke, før man bliver budt!” Kongen slukkede. På Petersgård måtte man overhovedet ikke ryge inden døre, hvorimod der på Gammel Torv var en særlig rygestue til herrerne.

Artikelserien slutter i Tidens Kvinder nr. 36 3. september 1957 med artiklen “Den Suhrske Gård i dag” IV. Den handler bl.a. om frøken Suhrs sidste år, hun døde i 1938, og om gårdens beboere i Mine Hemmingsens tid i Stiftelsen og Ida Suhrs søsters dattersøn oberstløjtnant Palle luel (M 203), der en årrække beboede den store lejlighed på øverste etage, hvorfra Mine Hemmingsens søn Werner senere residerede indtil han for få år siden fik anvist en mindre bolig i huset, hvor han boede indtil han kom på plejehjem.

Beretning fra familiearkivet 1997/98 (fortsat)