1992/93
Beretning fra familiearkivet 1992/93
- Peter M. Christensen
- Beretning fra arkivet, herunder
- Fra Holbæk Museums skatkammer
- Ida Suhr og Skagen
- Handelshusets relationer til brygger J.P. Jacobsen
- Efterslægtstavlen
- Omkring et forgyldt taffelur i Stiftelsen
- Else Moltkes mindeord om frøken Suhr
Oktober 1993
Redaktion
Nils Teisen
Adm. direktør i Den Suhrske Stiftelse
1977 – 1993
Præsident for Højesteret
1981 – 1991
Tilgangen af arkivmateriale og andre effekter af familieinteresse har i det forløbne år været beskeden. Som bekendt indsatte blomsterhandler Irene Marie Suhr Westi, der døde 27. august 1992, Stiftelsen som sin universalarving, jfr. det gule hæfte 1991/92. Med fru Westi uddøde legatfamiliens tavle I. Stiftelsens direktion gennemgik fru Westis efterladenskaber og udtog enkelte møbler og porcelænsgenstande, som nu forefindes i direktionslejligheden på Bonderup. Ligeledes blev fru Westis familiepapirer og billeder gennemgået uden at der dog fandtes effekter af større interesse for familiearkivet.
Der skal i denne forbindelse erindres om, at arkivet indeholder en relativ stor samling af billeder, især af slægtens ældre medlemmer. Samlingen blev anlagt i forbindelse med udsendelsen af den røde slægtstavle i 1959, der bragte portrætter af familiens repræsentanter. Arkivet er fortsat interesseret i sådant billedmateriale, især af ældre karakter og gerne gruppebilleder, der kan bidrage til at identificere “ukendte” familiemedlemmer. Også billeder af gamle interiører og ejendomme i slægtens besiddelse modtages gerne. Materiale af denne art er i årets løb modtaget fra fru Birte Suhr Borrebye (K 118) og viser bl.a. optagelser inde og ude fra bedsteforældrenes hjem på Atterupgaard på Sjælland, der omkring århundredeskiftet ejedes af Frederik Ludvig Suhr (M 75).
I det forløbne år er arkivet blevet gjort opmærksom på og har modtaget udklip af en række avisartikler om forhold, der har relation til Stiftelsen og den Suhrske slægt. Således bragte Holbæk Amts Venstreblad i sit tillæg “By og Land” 6. juli 1993 en lille artikel “Fra Museets Skatkammer – en prydvase med herregårdsprospekt”. Det drejer sig om den på side 4 afbillede prydvase med billede af Bonderup, således som gården så ud, da testator i 1852 købte gården. På vasens bagside findes en inskription i guld på blå bund: 1828 den 30. April 1854. Museet har ikke oplysninger om, hvad der skete 30. april, men måske kan man gætte på, at en værdsat medarbejder, måske en godsforvalter, denne dag er fratrådt efter de mange års tjeneste.
købt på en auktion i København i 1969
Beretning fra familiearkivet 1992/93
“Vejret var forunderligt strålende skønt. Solen faldt gyldent ind gennem de hvide fortræksgardiner og et mildt lys faldt hen over Skovgaards altertavle; den virker som en juvel, et skønt smykke. Frk. Suhr, som har skænket altertavlen, sad i kirken, jeg synes, det må være dejligt for hende at se den virke så overmåde smukt. – Efter middag var der afsløring af et billede af Georg Brandes, som Ancher har malet. Da bordet var ryddet, blev champagneglassene sat frem med is og ananas. Brandes trak i liv- kjolen, og vi blev bænket ved det lange bord i salen. Ved siden af Brandes sad frk. Ida Suhr, derefter Anna Ancher, så jeg og professor Tuxen ….” Det kunne være spændende at vide, hvad Ida Suhr har kunnet tale med Brandes om. At hun var levende interesseret i både litteratur og kunst vidner de mindeord, som forfatterinden, grevinde Else Moltke skrev i Politiken ved Ida Suhrs død i 1938. Mindeordene, der er bragt sidst i dette hæfte, vidner ikke blot om en levende personlighed, men fortæller også et stykke kulturhistorie, en rig kvindes liv i en tid som er meget forskellig fra vor.
De gule hæfter har gennem årene ofte indeholdt et afsnit “Boghjørnet”, hvor der kunne bringes uddrag eller kapitler af fortrinsvis nyere bøger, som berørte emner, der kunne tænkes at være af særlig interesse for den Suhrske slægt. Et sådant afsnit mangler i år. Alligevel er der grund til at nævne to nye bøger, der begge har små bidrag til slægten og især handelshusets historie. Den første er professor Kristof Glamanns bog “Bryggeren. J.C. Jacobsen på Carlsberg”, udgivet 1990 af Gyldendal, og den anden er den netop udkomne store bog af arkivar Margit Mogensen “Eventyrets tid – Danmarks deltagelse i verdensudstillingerne 1851 – 1900”, udgivet af Landbohistorisk Selskab 1993. Sidstnævnte bog handler om baggrunden for Danmarks deltagelse i disse store udstillinger, begyndende med den store verdensudstilling i Krystalpaladset i London 1851 og til udstillingen i Paris 1900. Bogen giver et godt indblik både i dansk erhvervsliv og i periodens danske kunst, som begge ønskede at deltage i dette opbud af det ypperste, som de enkelte lande kunne præsentere. I det ofte vanskelige arbejde med at få de danske deltagelser op at stå deltog også handelshuset J.P. Suhrs chefer.
I marts 1866 nedsatte Industriforeningen i Kjøbenhavn således et udvalg, der skulle undersøge mulighederne for deltagelse i verdensudstillingen i Paris 1867. Den valgte 17. april en komite bestående af lensgreve Holstein-Holsteinsborg, lensbaron Zytphen-Adler, etatsråd O.B. Suhr (M 9) m.fl. Den 30. april trådte komiteen sammen med det af regeringen beskikkede medlem professor C.G. Hummel, der blev komiteens formand. Etatsråd Suhr blev dens næstformand samt kasserer, og konsul P. Calon i Paris dens kommissær sammen med forhenværende minister Fr. Wolfhagen.
Handelshusets relationer til bryggeriet Carlsberg og familien Jacobsen
Herom fortæller professor Glamann i sin bog “Bryggeren”. Bryggeriet havde jo sin oprindelse i det bryggeri J.C. Jacobsens far Chresten drev få minutters gang fra den Suhrske gård, nemlig i Brolæggerstræde nr. 5 og med lagerkældre i Hahns bastion i fæstningsvolden omkring København. J.C. Jacobsen søgte udvidelsesmuligheder og ikke mindst et sted, hvor der var rigelig tilførsel af rent vand og fandt det i Valby ved køb i 1846 af en parcel af Bjerregårdens jorde. Hos handelshuset J.P. Suhr & Søn skriver Glamann “optog han et lån på 45.000 rdl. Dette handelshus, som dominerede jern- og kulhandelen, spillede også en vigtig rolle i forretningslivets penge- og kreditomsætning. Det var før bankernes æra. Huset havde forbindelse med de førende bankierfirmaer i Hamburg og i London. J.P. Suhr & Søn investerede iøvrigt også selv i industri, bl.a. i valseværket i Frederiksværk.”
Også ved andre lejligheder har familierne haft forretning sammen, f.eks. i 1868, hvor det nu er O.B. Suhr, der er inde i billedet. I hvert fald skriver Glamann, at Jacobsen i dette år, hvor han har store planer og hvor det gælder om at satse på øl til eksport “mobiliserede sine engelske forbindelser hjemme og ude: Melchior, Adler, Suhr, Burmeister, Pontoppidan, Westenholz og gamle Aird i London”. Den sidste den skotske entreprenør, der også kom til at lede anlægget af Aswan dæmningen i Egypten.
Også til handelshusets sidste seniorchef, etatsråd S.V. Isberg, som fru Ida Marie Suhr ved O.B. Suhrs død optog som kompagnon i handelshuset J.P. Suhr og Søn, har der været relationer. I hvert tilfælde deltog den gamle brygger i den festmiddag, hvormed Isberg fejredes i anledning af 50 års dagen for hans ansættelse i det Suhrske hus, jfr. årsberetning 1986/87 p.21.
Handelshusets relationer til bryggeriet Carlsberg… (fortsat)
Men berøringsfladerne har også ligget på andre områder. O.B. Suhr var jo som ovenfor nævnt medlem af komiteen for Danmarks deltagelse i verdensudstillingerne i Paris 1867 og i Wien 1873. Denne virksomhed må, som Marie-Louise Jørgensen (K 129) har påpeget sikkert ses i sammenhæng med hans interesse for kunsthåndværk og kunstindustri. Året efter Frederiksborg Slots brand i 1859 stiftedes det såkaldte Frederiksborg – eller Kunstflidslotteri. Man tænkte sig, at lotteriet samtidig med at bomme kunstfliden kunne give et overskud til gavn for genopførelsen af slottet. Bestyrelsen talte foruden Suhr kunstnere som maleren Heinrich Hansen og Daniel Monies, arkitekterne J.D. Herholdt, Ferdinand Meldahl, kunstdrejer Schwartz og forfatteren, embedsmanden J.P. Trap.
Her mødtes interesserne med kaptajn Jacobsen, som netop var primus motor i opbygningen af Frederiksborg Slot og anlæggelsen af samlingen der. Og de to herrer har da også siddet sammen i en række komiteer og udvalg, der har bidraget til fremme af dansk kultur og kunst, herunder Københavns forskønnelse. Der tænkes her på Ørstedsparken med A.S. Ørsteds statue, Skovshoved havn og kirken i Ordrup m.v. Som Jacobsen gik Suhr ind for det, han med historikeren C. Nyrups ord følte var “skjønt og godt og var sig de moralske forpligtelser bevidst som rigdommen pålægger sine besiddere”. Han supplerer her omend i mindre målestok Jacobsen, der i et brev 1868 til sønnen Carl sender nyheden om, at Den kgl. Porcelainsfabrik var blevet købt af et konsortium af Suhr, Holmblad og et par andre rigmænd i den hensigt at opretholde fabrikkens kunstneriske tradition. Havde han ikke selv – forsikrede han Carl – været ramt af en brandkatastrofe året før, ville også han have været med til at løse denne opgave, “men jeg er nu dobbelt glad over, at sligt kan komme i stand uden mig. Hidtil har jeg i den retning omtrent stået ganske ene”.
Johanne Louise Heiberg
ca. 1870
Kgl. Bibl.
Tilbage – og ikke mindst – står endnu en berøringsflade eller fælles interesse, som O.B. Suhrs onkel testator etatsråd Johannes Theodor Suhr havde med bryggeren. Nemlig deres forhold til den store skuespillerinde Johanne Louise HeIberg. Theodor Suhrs omsorg og store godgørenhed overfor familien Heiberg har været omtalt adskillige gange i de gule hæfter. Mindre kendt i slægten er formentlig, at brygger Jacobsen nogle år efter Suhrs død overtog rollen som fruens godgører. Som Suhr beundrede Jacobsen den store diva grænseløst. Glamann skriver i sin bog om Jacobsens relationer til de mange kunstnere han kendte og støttede, at der blandt dem var en person helt uden for nummer, et menneske som han rent ud sagt overøste med gavmildhed og hvis bekendtskab han som Suhr var stolt over og værdsatte over alt andet. Han havde et portræt af vedkommende stående på sit skrivebord. Det var Johanne Louise Heiberg. Som Suhr overøste han den store skuespillerinde med gaver. “Han bekostede fruens store rekreationsrejse til Schweiz og Italien, hvor også hendes døtre var med, hjalp hende med en ny bopæl, da hun måtte afhænde sin store villa i Rosenvænget, støttede hende med husleje. Og fru Heiberg tog imod ikke fri for at være beregnende.” Om alt dette og om fru Heibergs store tiltrækning på tidens førende mandlige personligheder kan man læse i professor Glamanns bog og ikke mindst i Bodil Wambergs bog fra 1986, som blev omtalt i Boghjørnet i familiearkivets beretning 1988/89, p. 13 ff.
Efterslægtstavlen
I lighed med tidligere år indeholder årets gule hæfte de ændringer i og tilføjelser til Den Blå Slægtsbog, som Stiftelsen har modtaget. Oversigten er udarbejdet på grundlag af indsendte meddelelser til Stiftelsens kontor siden udsendelsen af 1991/92 beretningen. Der er i perioden modtaget tre meddelelser om dødsfald blandt repræsentanterne på Stiftelsens generalforsamlinger.
De to først modtagne dødsfald kommer fra slægtens ældre linie. Det drejer sig om lola Myrtle Spencer (K 100), der døde 11. februar 1993 knapt 86 år gammel, og Ruth Furtney (K 101), der blev 86 år. Begge tilhørte femte slægtled. Den første datter af Annie Petrine Suhr (K 53) med Ernst G. Spencer (tavle C), den anden datter af Johannes Theodor Suhr (M 64) med Bennedit Josephine O’Rourke. Ud over hvad der fremgår af den røde og blå slægtstavle ved arkivet ikke meget om disse to amerikanske slægtninge, som ikke har anmeldt efterkommere. De har imidlertid begge vedligeholdt forbindelsen med det land, hvorfra deres fælles farfar, testators brorsøn Johan Peter Suhr (M 8) flyttede for at slå sig ned som gartner i Biddeford Maine, se 1982/83, p. 5 ff. lola M. Spencer besøgte således Danmark i 1959, hvor hun deltog i festen i anledning af Stiftelsens 100 års jubilæum.
Det tredie dødsfald ramte den yngre linie, tavle S. Den 28. december 1992 døde lærer Eva Suhr (K 155) kun 54 år gammel. Eva Suhr, der efterlader sig to døtre, var datter af godsejer O.B. Suhr (M 126) og Grete Siesby, der døde 3. september 1993. I Berlingske Tidende 7. januar 1993 skrev Bo Fredsøe, skolelærer, Christianshavn Døtreskole, følgende mindeord: “Eva Suhr fik sin uddannelse ved Frøbel Højskolen og havde i årene herefter ansættelse i Amerika i en børnehave i Harlem, hvor hun sideløbende studerede ved Bank Street College of Education. Hjemvendt fra udlandet fik hun ansættelse ved Sundby Hospitals børneafdelinger, inden hun 1976 tiltrådte sin stilling ved Christianshavns Døtreskole. Eva Suhr var gennem hele sit virke og ved sin store personlige udstråling og indsats en uvurderlig lærer, pædagog og inspirator for sine elever og medarbejdere. Hendes evner satte hende i stand til at undervise både de allermindste og de ældste elever, og alle blev i samværet med Eva Suhr beriget. Hun forstod i sjælden grad at få den enkelte til at udvikle sig ud fra egne betingelser, idet hun forstod at værdsætte både de musisk-kreative og faglige evner hos eleven. Også under sin sygdomsperiode måtte de, der stod hende nær, erkende, at det til det sidste var Eva Suhr, der gav af sit åndelige overskud – hun var som menneske en forbilledlig personlighed, der med sit diskrete væsen og sit favnende sind vil leve videre som et kært minde hos alle dem, hun kom i berøring med.”
Ændringer og tilføjelser til Den Blå Slægtsbog
(Udarbejdet på grundlag af indberetninger til Stiftelsen)
Omkring et forgyldt taffelur i Stiftelsen
I Stiftelsens lokaler på Gl. Torv befinder der sig bl.a. to interessante taffelure. Det ene er et overdådigt udstyret, formentlig fransk, ur med klassicistiske emblemer og en siddende sort kvindefigur med bue og pil. Det andet er et forgyldt taffelur, der bærer en bronzestatuette forestillende Kong Frederik VI til hest. Sidstnævnte ur, alle med majestæten anbragt på toppen, er kendt i flere eksemplarer, hvoraf nogle er forsynede med spilleværk. Proveniensen af det første ur er mig ubekendt. Muligvis kan det stamme fra generalguvernør Peter von Scholten (1784-1854), hvorfra mindestuens to knapt 1 m høje bronzekandelabre med Scholtens våben stammer. Derimod er proveniensen af det sidste mere sikker. Det er museumsassistent Lars Ammitzbøll, der har bragt arkivet på sporet. I nogle papirer stammende fra afdelingsingeniør Edward Suhr (M 104) fandtes nemlig et notat dikteret af frøken Eva Ussing. Notatet, der er underskrevet af Ammitzbøll, lyder i uddrag:
“I 1857 rejste statsråd Theodor Suhr i udlandet; efter denne rejse kom der til København 6 taffelure, eet til hver af etatsrådens brødre og eet til ham selv. Den bror, der var præst i Tved ved Svendborg var en meget nærtstående ven af borgmester, byfoged Schrum i Svendborg, som arvede dennes ur. Dette ur forærede borgmester Schrum sin søsterdatter: frøken Eva Ussing, datter af højesteretsassessor W.J.A. Ussing. Om de andre eksemplarer vides kun, at der står et på Christiansborg Slot Den Suhrske Stiftelse ejer også et af de fine gamle taffelure.”
Har der været seks ure ved vi altså lidt om det ene, som efter frøken Ussings død I 1950 blev testamenteret til afdøde direktør Alf Ussing. Men hvor er de andre, og er Stiftelsens eksemplar testators og, som nævnt af frøken Ussing, indkøbt i forbindelse med en rejse?
Af bl.a. politikeren, oberst A.F. Tschernings papirer fremgår det ganske rigtigt, at han ledsagede sin “svagelige, gamle ven Theodor Suhr” på en baderejse til Meran og Kreuth, hvortil de afrejste 15. april 1857 og først kom tilbage i august. Allerede senere på året udrejste Suhr Igen, denne gang lige til Algier; på denne rejse var han ledsaget af sin læge, overlæge i marinen J.G. Courländer. Fra denne rejse, der strakte sig ind i det følgende år findes adskillige udførlige og fortrolige breve bl.a. til familien Heiberg. Brevene nævner ikke urene, og etatsråd Suhr dør som bekendt i 1858.
I museumsdirektør V. Thorlacius-Ussings store bog “Reventlow-Museet, Pederstrup” (1971) findes en række oplysninger om urene, hvorpå nedennævnte baserer sig. Sagen er, at museet ejer en bronzestatuette netop af den art, som befinder sig i Stiftelsen. “Statuetten er overordentlig minutiøst og præcist udført og må skyldes en habil kunstner, den viser kongen i fuld uniform med en mægtig plumagesmykket hat og sabel ved siden. Sin højre hånd sætter han kækt i siden og holder tøjlerne med venstre. Over sadlen ligger et mægtigt dækken smykket med forskellige graveringer på de forskellige eksemplarer, der også varierer i nogle af detaillerne. Den vigtigste forskel er dog, at kongen på nogle er uden på andre med overskæg, som han lagde sig til ca. 1830.” Eksemplaret i Stiftelsen er uden.
(Saly’s rytterstatue på Amalienborg Slotsplads)
(V. Thorlacius-Ussing)
De fleste af urene har deres særlige historie, og forskellige traditioner er knyttet til dem. Den sikreste tradition knytter sig ifølge Thorlacius-Ussing til et eksemplar, der erhvervedes i 1902 fra landskabsmaleren Thorenfeldt til Rosenborg. Det skal i sin tid være blevet foræret chefen for Hestgarden, major Frederik Adolph Schack Brockdorff (1810-1859) af Frederik VI, der var hans svigerfader, og på Brockdorffs auktion 1860 købt af urtekræmmer Nehm, Thorenfeldts svigerfar. Rosenborgs tilgangsliste nævner, at statuetten er af Krohn og hele uret udført i Paris. Karakteren af statuetten passer ifølge Thorlacius-Ussing godt til at være et arbejde af en medaillør, og det må derfor indtil videre antages, at den skyldes den kendte medaillør F.C. Krohn (1806-83). Et opslag i Weilbachs Kunstnerleksikon viser også, at han har udført en sådan statuette. “I Rosenborgs arkiv findes yderligere et udateret brev fra afdøde politidirektør Eugen Petersen (1840-1930) til grev Brockenhuus Schack (1863-1948), i hvilket meddeles, at et lignende ur dengang tilhørte dr.med. Adsersen, at Frederik VI skulle have ladet det udføre i 6 eksemplarer som gave til udenlandske gesandter, samt at Kong Frederik VIII ejede et eksemplar. Dette sidste stemmer godt med, at der i den jourhavende adjudants værelse i Frederik VIII’s palæ på Amalienborg findes et eksemplar. Sokkelen på dette har en ren empiredekoration.” Uret synes at have samme mål som det, der befinder sig i Stiftelsen.
Oplysningen om dr. Adsersens eksemplar fører over til, at i det mindste to måske tre ure har berøring med familien Suhr. Dr. H. Adsersen var nemlig søn af kaptajn Frederik Ferdinand Adsersen, ganske vist i dennes første ægteskab med Helga Kemp. Men kaptajn Adsersen, der som intendant lå i Nyborg, blev her i 1870 gift med Frederikke Caroline Suhr (K 15) en datter af Nyborgkøbmanden, agent Ole Bernt Suhr (M 4), der var testators ældre bror. Kaptajn Adsersen var i 1888 til sin død i 1891 direktør i Den Suhrske Stiftelse. Han synes ikke at have efterladt sig efterkommere, idet hans lille datter Ingeborg, hvis smukke portræt i dag hænger hos fru Tofa Teisen (K 84) døde tidligt og hans to lægesønner, også fra første ægteskab, var barnløse. Der er stor sandsynlighed for, at uret i Stiftelsen stammer fra familien Adsersen. Men bevist er det endnu ikke, og eksemplaret kan altså have været i det gamle hjem på GI. Torv. I så fald skulle der være et tredie eksemplar med relation til legatfamilien. Findes det stadig i slægtens eje, bør ejeren melde sig.
Eva Ussings notat taler imidlertid om seks ure. Et til hvert af Ole Bernth Suhrs (M1) seks sønner. Det passer jo med de to, men to andre kan man se bort fra. De døde nemlig ugifte i henholdsvis 1810 og 1814, og altså på et tidspunkt, hvor testator af økonomiske grunde absolut ikke kunne eller ville have kastet sig ud i gaver af denne art. Myten med de fem ure til de fem brødre kan altså aflives. Af de to søstre døde disse henholdsvis i 1823 og 1849, formentlig før urenes anskaffelse. Dette gælder også broderen Diderick (M 3), stamfaderen til legatfamiliens ældre linie, der døde 1836.
Omkring et forgyldt taffelur i Stiftelsen (fortsat)
Nu er spørgsmålet om anskaffelsesår og -sted jo ikke løst. Nok er urene næsten identiske, men der er forskelligheder, hvad der fremgår af Thorlacius-Ussings bog, ikke mindst dens udførlige noteapparat. Ussing omtaler selvsagt først og fremmest uret på Pederstrup. Det er handlet på Frederiksbergs auktioner i 1960 og indsat på auktionen af en handlende, der ophævede sin forretning og rejste til USA. Statuetten blev købt af en privat person, der solgte den til museet. Uret kan således godt være et af de seks, som traditionen har ladet Theodor Suhr anskaffe.
Udover Pederstrup-statuetten nævner Ussing endnu yderligere otte statuetter, der alle er anbragt på toppen af forgyldte taffelure. Der drejer sig foruden om det “Ussingske” og dr. Adsersens ur i Stiftelsen, der begge er omtalt ovenfor sammen med uret på Rosenborg, om et ur, der findes på herregården Pronstorf i Holsten, som Lars Ammitzbøll med venlig tilladelse af den daværende ejer grev Chr. Rantzau har besigtiget. Uret formenes at være kommet til Pronstorf fra slægten Haxthausen. Endvidere om ure på Christiansborg, Frederiksborg, Aastrup og Gaunø.
Christiansborg-urets proveniens kendes ikke, Frederiksborg-uret er en gave 1926-27 fra frøknerne Helene og Emilie Wulff. Formentlig efterkommere efter den kongelige generaladjudant og jagtkaptajn Peter Frederik Wulff (1774-1842), hvis hjem på Amalienborg betød så meget for H.C. Andersen. Det menes udført i Paris efter bestilling af Frederik VI; dette er dog forsynet med et fortrinligt bevaret spilleværk vistnok af engelsk oprindelse. På urskiven læses navnet Henriques, og det samme navn findes på eksemplaret i Den Suhrske Stiftelse. Uret på Gaunø er en gave fra Frederik VI til generaladjudant Frantz Wow, der var kongens nære ven og almægtige rådgiver fra 1791 og lige til kongens død i 1839. Endelig har uret på Aastrup helt naturlig kongelig proveniens som “Den grevelige Dannemandske Stiftelse” er oprettet for Frederik VI’s efterkommere med fru Dannemand.
Størstedelen af urene synes således at stamme fra familier, der på en eller anden måde har gjort sig fortjent til kongelig gunst og stået Frederik VI nær, og være skænket inden kongens død. Protokolatet i Rosenborgs arkiv om, at Kongen har ladet udføre seks eksemplarer med tanke på gaver til udenlandske diplomater lyder sandsynligere end at Theodor Suhr skulle havde gjort det i samme antal for at forære dem til sine slægtninge. Urene er som det er angivet også af lidt forskellig kvalitet. Og det gælder mærkeligvis også de to ure, som har sikker Suhrsk proveniens.
Det “Ussingske” ur er både i størrelse og udførelse lidt forskelligt fra det ur, der står i Stiftelsen. Og mens kongen på Stiftelsens ur sætter hånden i siden holdes denne på det Ussingske ur udstrakt i skulderhøjde. Rytterstatuetten på sidstnævnte ur er 34 cm, mens alle de andre måler omkring 28 cm. Og hesten er af en lidt anden type. Mens de øvrige heste synes at være en gengivelse af Saly’s hest på Amalienborg slotsplads, er denne hest sværere og betegnes af Thorlacius-Ussing som mere barok og langt finere og mere detailleret udført. Årer og sener gengives omhyggeligt, det højre forben er ikke så højt løftet, mens halen er fyldigere, bredere og højere løftet end på de syv andre. Også i materialevirkningen er der forskel, idet hesten og seletøjet ligesom på Rosenborg er forsølvet, mens figuren, saddeldækken, tøjler og sokkelens ornamenter er forgyldte. Spilleværket kunne oprindelig præstere tre melodier, bl.a. Kong Christian.
De to “sikre” Suhrske ure synes således ikke at være udført som led i en samlet bestilling og kan være indkøbt i to eller, hvis der virkelig er flere, omgange fordi man har været glad for det første. Måske ligger nøglen til besvarelse af dette spørgsmål i den påtegning, som findes på Stiftelsens og på Frederiksborg-uret, der begge bærer navnet Henriques på urskiven. Urværket på disse ure må i så fald være lavet hos urmager og guldsmed Marcus M.Henriques (1776-1857), der sammen med en broder Falk Vilh. Henriques drev juveler- og urmagerforretning på Købmagergade 16 (nu nr. 24). Når det ved flere af urene fremhæves, at de er udført i Paris, mener Ussing, at det er forklarligt derved, at nævnte Marcus Henriques, som var en gammel pariserfarer, har haft sine forretningsforbindelser. Af flere levnedsbeskrivelser fremgår det da også, at han bl.a. 1833 besøger Paris og at han under et af sine ophold får sit portræt udført i kobberstik af Chrétien.
Suhr kan have set et af de kongelige ure, evt. erhvervet et gennem Scholten og fået lyst til gennem Henriques på Købmagergade at erhverve et eller flere af samme type. Tidspunktet for erhvervelsen og antallet lader sig på basis af det Suhrske familiearkiv endnu ikke bestemme. Men muligheden for ad anden vej at komme besvarelsen nærmere er tilstede. Men myten om Suhrs indkøb af hele seks ure til sin familie er formentlig manet til jorden.
Ved Godsejer, Frøken Ida M. Suhrs død
Grevinde Else Moltke giver en skildring af godsejer, frk. Ida M. Suhr, der døde 84 år gammel. (Politiken, 14. august 1938)
“I går døde frøken Suhr på Petersgaard. En stærk bronchitis, som hun pådrog sig i vinter under sit årlige hovedstadsophold, havde svækket hendes tilsyneladende så kraftige konstitution.
Frøken Suhr var datter af Ole Bernth Suhr, leder af det gamle handelshus I.P. Suhr, som han overtog efter onkelen Johannes Theodor Suhr. Hun var opkaldt efter sin mor, Ida Marie Bech.
Hvert år i februar flyttede frøken Suhr ind i palæet på GI. Torv og blev der til ind i april. Hun elskede det begyndende forår i hovedstaden og dens omegn. Ofte kørte hun lange ture i Nordsjælland langs sundet, forbi Sølyst, hendes barndomshjem. Hjemmet ved Øresund, hvor hun havde tilbragt sin ungdom, stod altid hendes hjerte nær. Dets skæbne lå hende på sinde. Om kort tid foreligger et værk om Sølyst, der blev påbegyndt i vinter på hendes initiativ.
En af søstrene arvede Sølyst efter forældrene, og frøken Suhr overtog Petersgaard. Dette sted blev under hendes myndige, vågne og dygtige ledelse et mønster, de mange nye, smukke boliger til arbejderne var en fryd for egnen. Hun tog kunstnere som Hans Tegner og Joakim Skovgaard med på råd, og det yndefulde gitterværk om det hvide, prunkløse slot samt en bedårende tepavillon er Tegners værk.
Frøken Suhrs bortgang vil føles som et dybt savn for alle, som blot en gang kom inden for hendes kreds, først og fremmest for alle dem på godset, hvis gode ånd hun var, men også for de hundreder af mennesker, hun kom i berøring med i sit lange liv, og hvis ve og vel hun fulgte med så levende interesse.
“Jeg fornyer mig ved stadig at få nye, yngre venner og udvide min kreds,” sagde hun for to år siden til en bekendt fra de unge dage, der ikke havde haft den samme lykkelige evne, og hvem årene havde gjort ensom.
Hun levede med i alt det nye i tiden, de store politiske begivenheder, de sociale spørgsmål, det kulturelle liv.
“Nu betaler jeg halvdelen af hvad jeg har i skat, og det er jeg glad for,” sagde hun for få år siden. Hun holdt af at dele de rigdomme, der var blevet hende betroet, med så mange som muligt, og hun tænkte på mennesker, som andre aldrig ville have drømt om at række en hjælpende hånd. Hun forstod at opmuntre i det psykologiske øjeblik, hvor sympati og støtte var af vital betydning.
Hun holdt af mennesker og befandt sig vel i kunstneres selskab, fordi de udløste noget i hendes sind “Kunstnere siger ofte det rigtige, og på en original måde”. Ar efter år søgte hun hver september til Skagen for i mindet at genopleve den tid, da de store malere levede, og Ancher lærte hende at tale om “glimtet i øjet” hos mennesket. Hun elskede dem, der ejede dette glimt.
Hendes fremtræden var pompøs, majestætisk. Hun hævede ofte i samtalens løb sin finger for at understrege sine ord og sine, undertiden paradoksale, meninger. Men kom man hende nærmere og fik lov til at se ind i dette dybe, varme, levende sind med den stærke tro og den ægte menneskekærlighed, så opdagede man, at hun var ydmyg og søgende, altid parat til at modtage, at lære, og derfor gjorde hvert år hende rigere, og hendes ånd var ung og stærk.
Det kunne hænde, at man havde læst en avisartikel, der havde grebet en, f.eks. da der her i bladet stod en anmeldelse og et uddrag af Alexis Carrels “Mennesket, det ubekendte”, og lidt efter blev man ringet op fra Petersgaard og hørte hendes stemme: – Har De læst den artikel – og bogen blev samme dag indlemmet i hendes bibliotek. Hun samlede på sjældne bøger lige fra sine unge dage og havde indrettet et meget smukt bogværelse på Petersgaard. Men bøgerne var ikke “skueretter”, de blev hendes venner gennem livet.
Ofte fortalte hun træk fra sin barndom og ungdom, om familien Heiberg og om sin tante, fru Caroline Suhr, “Dejligheden”, som Kamma Rahbek havde døbt hende i Bakkehussproget. At fru Heiberg kaldte fru Suhr og fru Andræ for “madammerne” lød stygt i hendes ører om den beundrede tante: “Hun var dejlig som gammel, lignede meget Caroline Amalie”.
Hun fortalte ofte om gamle dage, og hendes minder om den Heibergske familie var ikke særlig flatterende, og hun holdt ikke af, at fru Heiberg havde skrevet så meget om onklen på Sølyst. En erindring fra moderens tid var således: Fru Suhr kørte som ung pige hjem fra et selskab med fru Gyllembourg, Heiberg og fru Heiberg. Et aandfuldt trekløver. Men den eneste bemærkning, Heiberg kom med, var: “Det var nogle charmerende kyllinger!” og den gentog han eftertænksomt 3 gange.
Frøken Suhr elskede at skabe fest omkring sig. Hun havde større forudsætninger for at kunne det end de fleste – de to skønne hjem på landet og i hovedstaden, de pragtfuldt dækkede borde med de udsøgte retter, de dygtige folk, som kendte hendes ønsker og vilje og prægede hendes selskaber med gammeldags værdighed og stil, når de vartede op og fulgte den livfulde værtindes blik og miner med skjult hengivenhed.
Endnu i slutningen af juni måned fordybede frøken Suhr sig i læsning om Chr. Ditlev Reventlow og kom med et hjertesuk: Gid mange var som han. God, genial, elskede at skabe lykke om sig. – Men selv var hun netop en arvtager af ham og hans kreds, en foregangskvinde af samme ånd som de mænd og kvinder, der hyldes i 150 året for stavnsbåndets løsning.”
———————