1995/96

Beretning fra familiearkivet 1995/96

  • En fynsk familiesilhouette
    • Købmand Ole Suhr i Nyborg
  • Beretning fra arkivet
    • En våbentegning fra 1650
    • Cathrine Marie Suhr – omkring et portræt
  • Efterslægtstavlen
  • Boghjørnet
    • Slægten Suhr fra “det bremiske” af Lauritz Julian Suhr
    • Johanne Luise Heiberg og brygger J.C. Jacobsen
      Et foredrag holdt i Heiberg-Selskabet

Oktober 1996
Redaktion
Nils Teisen

Beretning fra familiearkivet 1995/96

For nittende gang udsender Den Suhrske Stiftelse sin beretning fra familiearkivet, idet den første udsendtes med indkaldelsen til generalforsamlingen 25. november 1978.

Hensigten med at udsende disse beretninger var og er stadig, dels at delagtiggøre slægtens medlemmer i indkomne ændringer og tilføjelser til slægtens stambøger, dels at skabe interesse for det Suhrske handelshus og slægtens historie. I dette indgår at beretningerne, udover at registrere og efterlyse materiale til arkivet, også skal fortælle om arkivets indhold og om den slægts- og kulturhistoriske arv, der i form af fast ejendom og indbo forvaltes af Stiftelsen.

I modsætning til andre grene af Stiftelsens aktiviteter har arkivets arbejdsbyrde målt på bearbejdning af årets indkomne sager været beskeden. Som særlig nævnt i de to sidste beretninger er tilgangen af ældre gruppebilleder af speciel interesse for arkivet, jfr. f. eks. det “Damske” familiebillede bragt på side 6 i 1994/95 beretningen og de “Pontoppidanske” gruppebilleder i beretningen fra 1993/94. I det forløbne år er arkivet gjort opmærksom på en meget dekorativ silhouettemontage, der viser stamfaderen til legatfamiliens yngre linie og hans nærmeste familie, se ovenstående side. Det drejer sig om testators broder Nyborg-købmanden Ole Bernt Suhr (M 4), hans hustru og dennes forældre samt ægteparrets tre ældste børn. Svigerfaderen, købmand Rasmus Møllers historie er omtalt i 1991/92, p. 23-35, hvor også fire portrætter af de nu viste syv personer er bragt. En silhouette af familien Møller er vist i Nyrops store bog om Det Suhrske Hus i Kjøbenhavn, der udkom i 1899. Selvom de ovenfor nævnte sil- houetter sikkert kendes af en del ældre familiemedlemmer – og sikkert også i andre opsætninger – er disse profilbilleder, der nemt kan reproduceres, fundet egnet til omtale igen, også i betragtning af at 351 familiemedlemmer nævnt i den blå efter- slægtstavle fra 1984 stammer fra disse personer, nemlig hele den yngre linie.

Blandt årets indsendte arkivalier og billeder er også en interessant lille bog “Proposal of Mariage made by King Frederik II of Denmark to Queen Elizabeth”, London 1871. Den er på bindet forsynet med det Suhrske våben i guldtryk og indeholder en dedikation fra forfatteren Chr. de Treschow til etatsrådinde Suhr (M 9) og er indsendt af fru Nelly Pontoppidan (M 158).

Der er flere i familien, der arbejder med slægtens historie, således Karl-Erik Suhr (M 170), Brämhultsvägen 52, Borås, Sverige. Han har de senere år holdt arkivet forsynet med materiale og billedstof vedrørende den svenske gren, der med Theodor Diderik Suhr (M 22) i 1882 fik svensk statsborgerskab, se 1986/87, p. 12 ff. Under sine forskninger er han faldet over et fotografisk negativ af et billede, som synes at vise et våbenpatent udstedt af Frederik III i 1650, som i hovedskjoldet viser et knivmotiv, spydspids eller lign. og to stjerner, og som er forsynet med navnet Carl Wilhelm Suhr. Det sidste navn dog muligvis tilskrevet senere. At det drejer sig om et Suhrsk våben synes figuren på hjelmen med en ugle formentlig siddende på et plovskær at vise.

Men hvorfor knivmotivet i våbenskjoldet, hvor vi normalt ville forvente en ugle på et plovskær og ikke en skarpretterkniv eller en spydspids. Og hvem er en Carl Wilhelm Suhr, som ikke ellers på dette tidspunkt figurerer i Stiftelsens bøger. Det får vi sikkert en løsning på, når Karl-Erik Suhr er kommet videre i sine undersøgelser i Sverige, hvor han har fundet frem til en ny gren, som har Bernt Suhr, ca. 1615-85, som stamfader. Våbenskjoldet er afbilledet side 13.

Under alle omstændigheder er Kongens navn og dateringen interessant som legat- slægtens stamfader indkom til Danmark i 1648 i samme kongens tjeneste. Herom har redaktionen som et bidrag til årsberetningen hentet et utrykt afsnit fra Lauritz Julian Suhrs (M 98) værk, jfr. 1979/80. Julian Suhrs store livsværk, deponeret i Stiftelsen, der som mål havde sat sig at behandle hele Bernt Suhrs efterslægt, blev aldrig afsluttet. Det vidner om stor flid og engagement, men kræver nok en kritisk bearbejdning. Det på side 11 bragte afsnit er derfor på en række punkter revideret og forkortet og de bragte oplysninger og slutninger står alene på forfatterens regning.

Stiftelsens antikviteter – omkring et portræt

I de sidste årsberetninger, ikke mindst 1994/95, har ganske megen plads været reserveret omtale af Stiftelsens antikviteter og de bevaringsforanstaltninger, som direktionen har sat i gang med hensyn til stuerne på Gl. Torv. Herom vil der, som arbejdet skrider frem, fortsat blive rapporteret. Da det imidlertid er en tradition i beretningen at bringe et interiør billede eller en særlig omtale af enkelte antikviteters proveniens, skal en sådan enkelt præsentation ikke mangle i denne beretning.

Valget har truffet det på side 6 bragte portrætmaleri i den røde stue, forestillende en af handelshusets stifters fire døtre, Cathrine Marie Suhr (1754-1824), der blev gift 1774 med embedsmanden Kristen Schow (1739-1806). I repræsentanternes kreds er den portrætterede stort set ukendt, og billedet af ukendt maler giver ofte anledning til spørgsmål. Selvom Cathrine Marie Suhr gennem sin datter Anna Henriette Elisabeth Schow har en stor efterslægt inden for familierne Quistgaard og Neergaard, er der nemlig relativt få af Stiftelsens repræsentanter, der kan regne hende som deres stammoder og da kun ved indgiften af senere generationer i familien Suhr. Familiearkivet ligger imidlertid inde med stor viden om hende og hendes fremstående mand konferensråd, 1ste deputerede i Danske Kancelli Kristen Schow, der spillede en betydelig rolle i og efter Struensetiden og hvis indsats som embedsmand prises bl.a. af statsmanden Christian Ditlev Reventlow i dennes optegnelser fra 1802. Parrets bryllup 9. november 1774, hvor man er 36 til bords, er beskrevet af Luxdorph, og parrets omgangskreds og hjemmeliv i Skindergade 75 er beskrevet i trykte og utrykte kilder, hvor også oplysninger om datterens opvækst og senere liv kan hentes. Det er overvejelse værd at tage kredsen omkring dem gamle etatsråd og borgmester Johan Peter Suhr og hans svigersønner: Hjorthøy, Debes,Falch og Schow op til senere behandling.

Efterslægtstavlen

I lighed med tidligere år indeholder årets gule hæfte de ændringer og tilføjelser til Den Blå Slægtsbog, som Stiftelsen har modtaget. Oversigten er udarbejdet på grundlag af indsendte meddelelser til Stiftelsens kontor siden udsendelsen af 1994/95 beretningen. Der er i perioden modtaget tre meddelelser om dødsfald blandt repræsentanterne på Stiftelsens generalforsamlinger. Disse tilhører alle legatslægtens yngre linie.

Den 11. oktober 1995 døde gravemester Per luel (M 227), der var født 13. marts 1935 på Frederiksberg, efterladende sig sin svensk fødte hustru Irma og to voksne sønner. Per luel’s farfader, der ejede godset Meilgaard i Jylland, var broder til kam- merherre Jens luel, Petersgaard, der var direktør i Stiftelsen 1940-62.

Med Erik Svend Pontoppidan (M 162), der døde 22. februar 1996, mistede Stiftelsen en af sine meget trofaste repræsentanter, der til det sidste trods alvorlige problemer med førligheden mødte op når Stiftelsen kaldte, altid godt hjulpet af sin hustru Alice med hvem han havde to døtre. Pontoppidan var oprindelig uddannet som forsikrings- mand, men drev fra 1947 egen grossistvirksomhed. Som udgået af officersfamilien Pontoppidan, faderen oberstløjtnant Svend Harald Pontoppidan (M 59) var en af oberst Jens Kraft Peter Ludvig Pontoppidans fem officerssønner (se 1993/94, p. 3), var det naturligt for Pontoppidan at deltage aktivt i modstandsbevægelsen under sidste krig. Han mistede herunder sin venstre arm under skudveksling i 1945 og sad 3 måneder i tysk fængsel. Som tilhørende den sidste generation, der er kommet i de stuer Stiftelsen i dag råder over, da de var privat beboet, gav Erik Svend Pontoppidan i beretningen 1989/90, p. 21, et morsomt lille situationsbillede af et besøg hos sin fornemme tante Ida (K 33) på Gl. Torv.

Et andet slægtsmedlem, som med stor interesse og veneration fulgte Stiftelsens arbejde var Kirsten Marie Suhr (K 106), der døde 14. september 1996 i sit smukke hjem på Krårupgaard ved Sakskøbing på Lolland. Af familie og venner kendt som “Long” var Kirsten Suhr både gennem fødsel og ægteskab knyttet til den Suhrske slægt. Faderen var chefen for 5. dragonregiment, oberstløjtnant Christian Suhr- Hansen (M 60), der døde ved en rideulykke i 1933 og hendes ægtefælle proprietær Hans Holger Viggo Suhr (M 138) fra Rosengaard-linien, med hvem hun blev gift i 1959. Kirsten Suhr blev relativt sent omplantet fra en lidt forfinet tilværelse i Køben- havn som skattet medarbejder hos professor Haxthausen på Rigshospitalet og ivrig konkurrencedeltager inden for ride- og fægteverdenen til en gerning på landet, hvor både have og regnskaber skulle passes og kørslen af en mejetærsker klares. Kirsten Suhr forstod at gøre sig respekteret på den ny egn og med sin gode uddannelse og brede kulturelle baggrund deltog hun med stor iver i egnens kulturelle liv som stifter og leder af den stedlige litteraturkreds, formand for den stedlige forening Norden, lokalhistorisk arkiv m.v., ligesom hun langt op i årene ikke veg tilbage for at undervise i fransk og italiensk og udbygge sit velforsynede bibliotek, som hun selv kunne forsyne med smukke brugsbind. Kirsten Suhr blev 86 år.

Beretning fra familiearkivet 1995/96 (fortsat)

Beretning fra familiearkivet 1995/96 (fortsat)

Boghjørnet

De gule hæfter har ofte som bidrag til “Boghjørnet” bragt uddrag af ældre og nyere litteratur, som omhandler personer eller lokaliteter af Suhrsk interesse.

Med den store rolle som familien Heiberg spillede i testators liv har Johanne Luise Heiberg ofte optrådt. Således sidst i uddraget af Bodil Wambergs bog fra 1988, se 1988/89. Det sker også i år, hvor redaktionen, udover en prøve fra Julian Suhrs manuskript, i Boghjømet har optrykt et foredrag holdt i Heiberg-Selskabets regi i oktober 1994 hos nylig afdøde professor Egerod i æresboligen på Carlsberg. Emnet er brygger J.C. Jacobsen og Johanne Luise Heiberg. Ved testator, etatsråd Suhrs død i 1858 mistede fru Heiberg sin gode ven og velynder, men knyttede fra året 1859 et stadigt varmere venskab med brygger Jacobsen, hvis betydelige økonomiske formåen den store skuespillerinde til bryggerens store glæde op til bryggerens død i 1887 gjorde god brug af.

Slægten Suhr fra “det bremiske”

af Lauritz Julian Suhr.

“For at finde frem til vor slægts oprindelse og første led er det nødvendigt at se lidt nærmere på Kong Frederik den Ill og hans historie, idet han ca. 1635 antager den unge Bernt Saur (Suhr) i sin tjeneste og senere fører slægten til Danmark.

Hertug Frederik var ikke, som der udførlig redegøres for i C. Nyrops bog “Det Suhrske Hus” (1899), sin fader Christian d. IV’s ældste søn, og var ikke som den ældre broder Christian “den udvalgte prins”. For at få den yngre søn vel anbragt og vel også i håb om dermed at sikre Danmarks sydgrænse fik den gamle konge sønnen valgt til nomineret ærkebisp i stiftet Bremen 1634 og året efter tillige i Verden stift, antagelig samme år som han antog Bernt Suhr som livkarl eller fourer …. Sikkert har Bernt haft en broder Claus, idet en mand af dette navn 1673 og 74 ansøger om at få Næsby hoved mølle i Odense amt i stedet for et løntilgodehavende på 2484 rdl. I hvert fald oplyser Claus Suhr i sin ansøgning, at han i 35 år har været enspænder og hoffourer, og det er jo meget sandsynligt, at Bernt som den ældste af dem har fået den anden ind i en lignende god stilling. Begge bruger i hvert fald den plattyske form (Saur) af navnet.

I august 1643 bliver hertugen gift, hvilket vel i hvert fald ikke indskrænker hans personel, og i marts 1644 bliver han generalisimus og præsident for krigsrådet i Glückstadt, hvor han boede efter Bremen og Verden stifts tab ved svenskekrigene. I 1646 vides han at bo i Flensborg, og i disse byer er da Bernt Suhrs ældste børn sikkert født.

I Flensborg når budskabet om den udvalgte prins død hertugen, og da han kort tid efter får bud om faderens død, bryder han op og rejser med sin familie til København, hvor han ankommer i marts 1648 og har begge de to Suhrer med sig, og hvor han også opnår at blive konge af Danmark og hyldes som sådan 6. juli s.å.

De to Suhrer har tjent ham godt, og Bernt ansættes som hoffourer med en gage på 50 rdl., samt 200 rdl i kostpenge for sig og en tjener samt 14½ rdl. til en hofklædning “fra 6. juli at regne, den dag, da vores hyldning stod.” Nævnte dato er altså at regne for slægtens “officielle” ankomst til Danmark.

Her fandtes der allerede på dette tidspunkt bærere af navnet Suhr eller lignende, således nævnes en væbner Peder Sur allerede i året 1460. November 1553 levede en borgmester Peder Suhr i Slagelse, hvor han må have haft efterslægt, idet der her fra kancelliets brevbøger kendes to brødre Niels og Peder Suhr 1627-29.

Da ortografien i gamle dage ikke var fuldt så regelret som nu, findes navnet Suhr da også i forskellige former: Sour, Suur, Sur, Saur, Sauer, Saure og lign., og medens vor slægts hovedlinie har benyttet den samme form: Suhr hele tiden, er der enkelte i slægten, der har fastholdt andre former: Suur = vor slægt i Norge, Saur = præsten i Saxild m.fl.

Navnet Suhr findes også i andre lande, f.eks. i Sverige, Frankrig og Tyskland, hvor der findes en stor slægt, der endnu lever der; den frisiske slægt Suhr o.s.v., men de fleste synes mere eller mindre at komme fra Tyskland (Holsten, Slesvig etc.): Slægten Suhr, der omfatter de kendte amagergartnere og – Den Suhrske Husmoderskole, sognepræst i Høve Johannes Suhrs slægt, hvortil hører cancelliråd Christian Thomas, der antog navnet Walter. “Hollænder”, d.v.s. mejerist Christian Vilhelm Suhrs slægt, der endnu lever i Aalborg, og skrædder Carl Christian Frederik Suhrs slægt, hvortil hører faktor ved Berlingske Tidende Valdemar Suhr samt skarpretterslægten Suhr m.fl.

Endvidere findes der en del slægter, hvor navnet er gået igen som tilnavn: Hansen Suhr, Larsen Suhr o.l. for til slut helt at falde væk og lade Suhr-navnet stå alene tilbage som slægtsnavn. Eksempel her er hoftømrer Jens Sørensen Suhrs slægt, nulevende Suhrer i Fredericia, Odense og Frederikshavn samt landmandsslægter på Lolland, ja her findes igennem de sidste 200 år over 100 personer i et enkelt sogn i Thoreby, der har ladet deres oprindelige patronymika erstatte med Suhr navnet, som måske i begyndelsen har været dem tillagt gennem forbindelse med eller tjeneste hos amtsforvalter, kammerråd Frederik Suhr. Af denne art var det også når degnen Ole Jensen i Saxild i 1713 får sin søn døbt Casper Suhr efter den afdøde præst. Det kom der nu ikke nogen ny slægt Suhr ud af, thi Casper dør 4 år gammel 17. juli …”

Her forlader vi Julian Suhr’s optegnelser og kan iøvrigt supplere med, at navnet Suhr også findes flere steder som stednavn, f. eks. i Schweiz, se 1987/88, og iøvrigt om slægtens ældste historie henvise til Alfred Larsens artikel i 1978/79, p. 4-26 “lidt om den lollandske del af slægten Suhr”.

Julian Suhr har i sit materiale ganske mange oplysninger om Claus Suhr, som antagelig var Bernts broder og nævner også dennes nærmeste efterkommere og familie, men har her ingen personer ved navnet Carl Wilhelm, som tidsmæssigt passer med årstallet 1650. Spørgsmålet er, om Bernt Suhr har haft endnu en broder, som har haft kongens gunst og som har fået tillagt et våben med en variation af de ingredienser, som siden har været brugt af slægten? Traditionen siger jo, at Bernt Suhr fik tillagt et våben med en ugle siddende på et plovjern, hvoraf oprindelig aftryk/signet ikke kendes. Både Nyrop og Suhr har i Rigsarkivet haft skiftepapirerne efter Bernt Suhr i hænde, og det anføres udtrykkeligt i disse, at Bernt Suhr ikke ejede noget signet (ring), men i lang tid havde anvendt sønnen Frederiks, hvori forekom en hjort.

Og nu dukker der så i Sverige et fotografi op, som viser hvorledes et våben for Bernt Suhr udmærket kunne have set ud – med uglen og det hele – men blot med et navn, der ikke passer med de oplysninger vi i dag har. Vi må håbe, at Karl-Erik Suhr vil forske videre i sin jagt på en eventuel ny linie af Bernt Suhrs efterkommere og samtidig kaste lys over det fundne våbenpatents proveniens og ægthed.

JOHANNE LUISE HEIBERG
OG
BRYGGER J. C. JACOBSEN

Kort efter nytår i året 1859 færdiggjorde maleren Wilh. Marstrand sit kendte portræt af Johanne Luise Heiberg malet i fuld legemsstørrelse, hvor hun godt indhyllet i sit sjal lidt vemodigt skuer ud i det fri. Billedet hænger i dag på Frederiksborg Museet og en fortræffelig kopi af Frants Henningsen i skuespillerfoyeren på Det Kongelige Teater. De fleste kender også portrættet fra det litografi, som samme år i 1859 udsendtes af Tegners og Kittendorfs litografiske etablissement.

Fru Heiberg beskæftigede sig i “Et Liv gjenoplevet i Erindringen” meget med dette billedes tilblivelse og modtagelse, hvor det blev vist på årets sædvanlige forårsudstilling på Charlottenborg og fik en mildest talt dårlig modtagelse. Da digteren Fr. Paludan-Müller så det, skal han have sagt: “dette er et skammeligt billede af Dem. De ser jo ud, som De står der ved det åbne vindue, i sort fortvivlelse, som om Heiberg lå knust udenfor”. En anden ting man hæftede sig ved var påklædningen. “Der herskede”, skriver fru Heiberg, “i disse år i damernes toilette endnu den afskyelige mode: Krinolinen, der trådte stærkt frem i ethvert dameportræt.” “Mængden er altid”, fortsætter hun, “slave af den øjeblikkelige mode i klædedragten. Man var vant til at se enhver elegant dame med 8 alens omfang. En mode jeg aldrig havde bøjet mig for. Da nu det store publikum stod lige overfor dette billede, hvor kun et shawl sluttede tæt om den slanke figur, så man formeligt et skræmmebillede heri. “Uf, hvor rædsomt!” var det almindelige udråb. Tøndebåndsskjørtet under kjolen manglede, og man fandt det horribelt”.

Gennem litografiet forsonede det store publikum sig efterhånden med billedet, der år for år vandt almindelig anerkendelse. Krinolinen blev afskaffet, og med den var den væsentligste grund til mishaget forsvundet.

Marstrand tog sig imidlertid den offentlige dom om billedet meget nær. Til fru Heiberg sagde han: “og så er man vred over, at De ser så alvorlig ud. For det første har jeg set Dem med dette udtryk, og dernæst har jeg ønsket at billedet skulle have om jeg tør sige det – historisk betydning, der skulle minde om dette tidspunkt af Deres liv, hvor en skammelig uret har tvunget Dem til at forlade Deres offentlige virksomhed”.

Og her var Marstrand på rette spor. Fru Heiberg var i sæsonen 1858-59 borte fra teatret. Uoverensstemmelser med skuepladsens direktør havde bragt hende til at tage sin afsked. Og Johan Ludvig var i 1856 efter mange vanskeligheder sluttet som chef for Det Kongelige Teater og var med Bodil Wambergs ord ud fra døgnets, mængdens og publikums synspunkt nu en slagen mand. Og i vennekredsen havde ægteparret i 1858 mistet deres nære ven og velynder rigmanden Theodor Suhr, der på mange måder havde spillet en lignende rolle, som J. C. Jacobsen kom til at spille for fru Heiberg.

Når jeg har fortalt ret indgående om Marstrands billede har det en særlig grund. Få dage efter offentliggørelsen af maleriet meddelte Marstrand nemlig glædestrålende fru Heiberg, at hans billede til trods for den almindelige ugunstige dom, det havde været underkastet, havde vundet en anonym beundrer, som ville købe det af ham for at overgive det til fru Heiberg som gave.

De mange, der har læst Erindringerne, der udkom første gang 1891- 92, har nok spekuleret lidt over, hvem den anonyme beundrer var. Først da den gennemkommenterede 4. udgave udkom i 1944, blev det oplyst, at den unævnte mæcen sandsynligvis var kaptajn, brygger J. C. Jacobsen, stifteren af Gamle Carlsberg bryggeri og af Carlsbergfondet, og hermed er vi så ved udgangspunktet for det foredraget handler om: Fru Heiberg og den store brygger.

Fru Heiberg modtog ikke gaven. Hun betakkede sig for venligheden og skrev til Marstrand: “Det ville forekomme mig ligefrem uhyggeligt hver dag at skulle se mig selv således stående i en bestemt stilling stirrende ned på mig … De må derfor takke den anonyme giver og sige, at jeg umuligt kan huse samme dame.” Så kom Marstrand med et andet forslag. “Den mand, som så heldigt for mig benytter mit ringe arbejde til at bringe Dem sin hyldest, sender mig atter til Dem med sin tak for Deres indvilligelse i, at han må lade Deres portræt ophænge i det kongelige billedgalleri på Christiansborg.” På Christiansborg hang billedet til 1884, da Slottet brændte. Det lykkedes ved branden at redde billedet uden ramme, og foranlediget af brygger Jacobsen indgik det i det nationalhistoriske museum på Frederiksborg, hvor det hænger i dag. Det blev hverken første eller sidste gang Jacobsen gav udtryk for sin sympati og hengivenhed for fru Heiberg. Der udviklede sig langsomt og til Jacobsen døde i 1887 et stadig varmere venskab, der hvilede på respekt og gensidig anerkendelse. Jacobsen udtalte gang på gang, bl. a. i de ca. 80 breve der kendes, sin beundring for fru Heibergs gerning og personlighed, og hun på sin side kalder ham i et af sine breve et geni; en karakteristik han dog i et brev tilbage bestemt ikke vil vedkende sig og henviser til sit motto: Arbejde og Nøjsomhed, således som det stod at læse under hans navnetræk på fyrtårnet ved indgangen til Gl. Carlsberg.

J.C. Jacobsens gerning skal ikke her trækkes op. Hans store donationer til forskning og kunst er offenligt bekendt. Han skelnede mellem de almennyttige opgaver og så den velgørenhed som udøvedes anonymt også til teatrets udøvere, hvor fru Heiberg ofte var mellemmand. Kunstnerne stod ham nær, og som professor Glamann skriver i sin bog om bryggeren fra 1990 “men blandt kunstnerne stod dr person helt uden for nummer, et menneske som Jacobsen rent ud sagt overøste med gavmildhed og hvis bekendtskab han var stolt af og værdsatte over alt andet. Han havde et portræt af vedkommende stående på sit skrivebord. Det var Johanne Luise Heiberg.”

JOHANNE LUISE HEIBERG
OG
BRYGGER J. C. JACOBSEN
(fortsat)

Brygger Jacobsen har utvivlsomt mødt Johanne Luise Heiberg før 1859, det år vi hidtil har bevæget os mest i. I hvert fald i familien Suhr, som fru Heiberg havde knyttet sig til og havde mødt på en baderejse til Ems i 1839. Når Elisabeth Hude i sin bog fra 1964 oplyser, at man ikke ligger inde med exakte oplysninger om, hvor og hvornår den store skuespillerinde og bryggeren har lært hinanden at kende, er det rigtigt. Og også at det formentlig er sket gennem det københavnske selskabsliv, hvor Elisabeth Hude nævner 3 familier, der alle hører til familien Suhrs omgangskreds og nærmeste venner. Det ligger også fast, at familierne Jacobsen og Suhr har kendt hinanden godt. Fru Herbergs velynder, etatsråd Theodor Suhrs nevø og efterfølger som chef for handelshuset J. P. Suhr og Søn, etatsråd Ole Bernt Suhr var nemlig ungdomsbekendt af den to år ældre brygger og på universitetet samtidig med Jacobsens nærmeste ven, lægen Frans Djørup. Jacobsens første bryggeri i Brolæggerstræde 5 lå blot få minutters gang fra købmandsgården på Gammel Torv, som Heiberg- Selskabet besøgte for nogle år siden i forbindelse med en udflugt til den suhrske ejendom Bonderup, hvor J. L. Heiberg som bekendt døde i 1860. Og da J. C. Jacobsen i sin tid søgte udvidelsesmuligheder for bryggeriet og ikke mindst et sted, hvor der var rigelig tilførsel af rent vand og fandt det i Valby, optog han i 1846 sit store lån på 45.000 rdl. hos Theodor Suhr.

Jacobsen har ganske ofte haft sin gang på Gammel Torv, og mange er de komiteer og udvalg Jacobsen og 0. B. Suhr har siddet sammen i med henblik på at fremme dansk kultur og kunst, herunder Københavns forskønnelse og det nationalhistoriske museum på Frederiksborg Slot.

I 1876 rejstes således Jerichaus pompøse monument over H. C. Ørsted i ørstedsparken, der bærer indskriften “Skjænket af en komite”. Denne komite, der nedsattes allerede i 1860, bestod af fire agtværdige borgere, herunder H. C. Andersen og brygger Jacobsen, der i 1867 havde afløst den netop afdøde videnskabsmand professor J. G. Forchhammer. De mange møder fandt sted hos komiteens kasserer Ole Suhr. Netop omkring dette tidspunkt tager bekendtskabet mellem fru Heiberg og brygger Jacobsen fart, og de har utvivlsomt mødt hinanden til de store middage og fester, som Suhr gav på Gammel Torv eller på sit landsted Sølyst i Klampenborg, hvor fru Heiberg var næsten fast gæst.

Det første kendte brev fra fru Heiberg til brygger Jacobsen er fra 1868. Det lyder: “Jeg har i lang tid gået med planer om at hilse på Dem i Deres hjem, for at kunne takke Dem for al den bistand og godhed De har vist mig og dem, jeg har interesseret mig for, men dels er min tid så optaget af mine teaterforretninger, og dels forudså jeg, hvor vanskeligt det ville være at træffe Dem på grund af Deres, at jeg nu tillader mig at gøre Dem et forslag. Vil De gøre mig den fornøjelse at tage tiltakke med mig alene tirsdag middag kl. 5. 1 selskab kan jeg ikke få det gjort, som ligger mig på hjerte, nemlig at takke Dem som jeg ønsker.”

Jacobsen besvarede brevet den næste dag og skrev: “Jeg behøver næppe at forsikre Dem, at det ville have glædet mig særdeles meget dersom Deres tanke om at besøge mig på Carlsberg var kommet til udførelse og det er med ikke mindre glæde og tak jeg modtager den artighed, De viser mig ved at indbyde mig til at gæste Dem på tirsdag.” Om dette besøg skriver Jacobsen en uges tid senere til sin søn Carl: “Jeg havde ikke drømt om, at jeg nogensinde skulle nyde den misundelsesværdige – og af mange forgæves ønskede – udmærkelse at blive indbudt af fru Heiberg til privat middag og tilbringe 4 timer med hende ganske alene. Jeg er ikke så tåbelig at indbilde mig, at mit selskab og min underholdning har haft noget særdeles tiltalende for hende og ved meget godt, at hun også ville vise mig denne opmærksomhed for måske at skaffe sig adkomst til en eller anden bistand ved lejlighed. Men jeg føler mig dog med rette smigret ved at hun viste mig sin opmærksomhed på denne måde.” Og så videre “det er i alt fald et bidrag til at oplyse mig om, hvad dannelsestrin jeg i andres øjne står på, og jeg kan ikke andet end glæde mig over, at mine for en stor del autodidaktiske bestræbelser har skaffet mig en sådan karakter af en sådan eksaminator.”

Udtalelsen er tankevækkende, når man betænker begges beskedne oprindelse og skoleuddannelse. Den fremragende brygger, der ifølge Glamann forlod skolen i 15 års alderen og overgik til oplæring hos sin far, fæstebondesønnen – i praktisk ølbryggeri og åndelige materier. Og det oprindelige balletbarn, værtshusholderens datter der fik sin dannelse i det Heibergske hus og aldrig lærte at stave korrekt, hvad der ikke hindrede hende i at blive en storartet skribent og fremragende scenekunstner. “Min yngste ven” kaldte fru Heiberg en gang spøgende brygger Jacobsen. Og yngst var han – ikke af alder, thi han var et år ældre end hun, da de begge sidst i halvtredserne knyttede deres venskab. Men også ny i den kreds af fremstående personligheder hun samlede om sig. Til en herremiddag 3. januar 1884 inviterede hun de nærmeste, foruden Jacobsen bl. a. filologen den tidligere kultusminister J. N. Madvig, arkitekten Ferdinand Meldahl, der byggede både for Suhr og Jacobsen, historikeren A. D. Jørgensen, der senere udsendte hendes erindringer, og sin gamle ven fra Johan Ludvigs tid matematikeren, den tidligere konseilspræsident Georg Andræ, for ikke at glemme husets nærmeste ven juristen og politikeren A. F. Krieger, som gennem sit mangeårige venskab med fru Heiberg førtes ind i kunstens og litteraturens rige.

I de mange breve udvekslet mellem fru Heiberg og Jacobsen men også gennem fruens store korrespondance med A. F. Krieger kan vi følge fru Heibergs relationer til Jacobsen. I de første år drejer korrespondancen sig ikke mindst om Jacobsens ønske gennem fru Heiberg anonymt at støtte teatrets unge talenter og trængende kunstnere. 25. september 1871 takker fru Heiberg således for den store gave i fjor, hvoraf hun, som hun skriver “har tilladt sig at give en lille part til lånekasserne for de mest trængende af teatrets underordnede personale, hvis usle stilling så ofte skærer mig i hjertet, at rådigheden over denne gave var lyspunktet for mig ved min stilling ved teatret i fjor.”

Det vil nok her føre for langt indgående at fortælle om Jacobsens godgørenhed overfor fru Heibergs protegeer og teatret selv, hvis udsmykning med kunstværker levende optager Jacobsen. Herunder placeringen af Bissens og Steins 12 marmorbuster af danske scenekunstnere til det nybyggede teaters foyer, som Jacobsen under visse forudsætninger ønsker at skænke teatret, blandt andet at der i foyeren hvor de skulle opstilles, ikke måtte udskænkes vin og øl, hvilket blev respekteret endnu i Poul Reumerts tid. Herom er der skrevet mange brevsider – og busterne kom først til teatret i 1883.

Men fru Heiberg nød også selv godt af, at Jacobsen hyldede den gode gamle leveregel, at “små gaver befæster et venskab”. Gang på gang hører man i deres breve om hans gaver til hende, både til fødselsdag og jul eller uden ydre anledning, når han fandt noget han mente kunne glæde hende. I 1871 er det kvidrende småfugle og 6 år efter atter fugle som en hilsen fra Firenze. Ved samme lejlighed en portræt-medaljon, som skulle bidrage til at holde bryggeren i fru Heibergs venlige erindring. Der kommer malerier, kobberstik og udskårne benarbejder – og sågar “frk. Kjellerups nydelige lampeskærme”, hvordan de så har set ud. Og til julen 1872 en pompøs gave i form af en antik romersk kejserbuste med ordene “Den store skuespiller Augustus ønsker at gøre sin berømte kunstfælle Johanne Luise Heiberg sin opvartning.”

Den største gave fru Heiberg modtog fra Jacobsen var da han bekostede hendes og hendes 3 døtres årelange rejse til syden. “Det er jo som et eventyr”, skriver fru Heiberg, “og hvem er digteren til eventyret. En mand som vort fædreland skylder så meget og som nu har fået den vidunderlige indskydelse at ville glæde mig på en så overraskende måde.” Men selv om Jacobsen selv var på banegården og ønskede lykkelig rejse, blev opholdet ikke helt det eventyr alle havde håbet.

Med Jacobsens egen begejstring over Roms uhyre rigdom af historiske minder, af kunst, naturskønhed og folkeliv – var en sådan rejse det bedste han kunne give hende. Men fru Heiberg blev i perioden syg, og til Jacobsens skuffelse befandt hun sig ikke altid lige godt i Rom med dens feber, snavs og lopper inklusive indskrænkede skandinaver, der sad i deres foreninger og bællede vin. 24. august 1875 skriver hun til Krieger: “Italien forekommer mig som en stor skiddenspand.” Et problem, der plagede fru Heiberg dernede var også hendes hjemlige økonomi. Hun skrev 12. oktober 1874 til Jacobsen om sine grunde til at sælge sit hus i Rosenvænget, og Jacobsen tager kontakt til Krieger, som er den som står for fru Heibergs praktiske affærer. Jacobsen hjælper, og fru Heiberg skriver til husvennen Krieger: “Jeg kan ikke sige Dem hvor det piner mig at skulle takke Jacobsen for hans store godhed. Ved slige lejligheder mærker man, hvor meget man må holde af dem, man skal tage imod store tjenester af. Dem piner det mig aldrig at takke for hvad som helst; jeg takker Dem med en rolig god samvittighed, som om jeg takkede en broder, men min samvittighed føler sig formelig i vånde over at skulle takke J., thi jeg synes ikke jeg holder nok af ham til at modtage, hvad han i dette år har ydet mig.”

Men også fruens hjemlige boligproblemer er Jacobsen med til at løse.

I kunsthistorikeren Hans Edvard Nørregård-Nielsens smukke bog “Gyldne Dage og mørke Nætter” er der et kapitel om den gamle idylliske botaniske have bag Charlottenborg og planerne herfor. Her drømmer fru Heiberg om, at Jacobsen vil finansiere og bygge hende “et lille – ganske lille hus med en lille – ganske lille have så stor som en meget stor urtepotte …” Det bliver ved drømmen. Men som manden der sad i det udvalg, der beskæftigede sig med udnyttelsen og overflytningen af den gamle botaniske have fra pladsen bag Charlottenborg til voldterrænet overfor Rosenborg Slot – havde Jacobsen ikke været helt uegnet til at ordne en sådan sag. Til sidst finder fru Heiberg lejligheden ved søerne – det har været godt at kende Jacobsen, Meldahl og Tietgen, der alle sidder i det byggeselskab som bygger ved Gothersgades forlængelse. Fru Heiberg får sin ønskede udsigt til sin elskede blå himmel – fri for overfor liggende nysgerrige beboere, og her bliver hun til sin død i 1890.

Men få år før er brygger Jacobsen død den 30. juni 1887. Fru Heibergs sidste brev til Jacobsen er skrevet den 22. samme måned og lyder: “Kjære kaptajn Jacobsen. Jeg behøver vel ikke at sige Dem med hvor stor deltagelse jeg har fulgt efterretningerne om den sygdom, der overfaldt Dem i Rom. Det går mig med Dem, som i sin tid med Fr. 6. Så længe han levede, havde jeg en følelse, som jeg havde en fader, jeg i nøden kunne stole på, til hvem jeg kunne ty, i fald det behøvedes. En sådan ven har jeg haft i Dem, en ven jeg har været glad og stolt af, … der er mange her i landet – og skam var det om det ikke var så – der med længsel venter på budskabet om Deres fuldstændige helbredelse, i blandt disse Deres hengivne Johanne Luise Heiberg.”

Brevet kan have nået Jacobsen, og i så fald fik Johanne Luise Heiberg en sidste gang lejlighed til at sige tak for et varmt venskab, der blev gengældt i rigeligt mål af bryggeren, et samvær der med hans ord blev betegnet som lyse timer, der hørte til hans skønneste og dyrebareste erindringer.

Nils Teisen