1987/88

Beretning fra familiearkivet 1987/88

Indhold:

  • Arkivets arbejde
  • Ida Marie Suhrs dagbøger 1867/68
  • Byggearbejder på Gl. Torv
    • Brandtaksationer
    • Facaden mod Gl. Torv
    • Fund
  • Etatsråd Suhrs auktionskøb 1866
  • Efterslægtstavlen
  • Boghjørnet/li>
    • Meldahls rædselsprogram
    • Det skete på Bonderup

September 1988
Redaktion
Nils Teisen

Edward Suhr
1894 – 1988
R af D
Ved indkørslen til den lille by Suhr ved Aarau i kanton Aargau i Schweiz

Beretning fra familiearkivet

Arbejdet med registrering og behandling af arkivmateriale og antallet af indleverede sager til familiearkivet har i 1988 været af meget beskedent omfang. Der er dog ved generalforsamlingen i 1987 modtaget enkelte gamle fotografier og breve, bl.a. fra Karl-Erik Didrik Suhr (M 170), som tidligere med arkivafleveringer har betænkt Stiftelsen. Også fra boet efter afdøde civilingeniør Edward Suhr (M 104) har Stiftelsen modtaget materiale, herunder gamle fotografier.

Ida Marie Suhrs dagbøger 1867/68

Fra Anne Tage-Jensen (K 133) er afleveret to kartonnerede hæfter med 116 siders dagbogsoptegnelser skrevet af Ida Marie Suhr (K 33) bl.a. i årene 1867 og 1868. Ida Suhr er født i 1853, men giver trods sin unge alder et ganske fængslende billede af livet på Sølyst og Gl. Torv, hvor en juleaften bl.a. beskrives. Der fortælles indgående om “cousinerne” og deres balkavallerer, om besøg hos morbroderen “den apoplektiske” danske konsul i New York, Edward Bech, (1981/82 p.7). Om besøg hos familierne på Valbygaard og Valdemarskilde (v. Slagelse), hvor sidstnævnte hjem prises for sin ganske særlige hygge. Også familien Scavenius på herregården Basnæs fortælles der om; her optræder noget “så specielt som et ananasdriveri”. Der er beskrivelse af et officersvæddeløb i Slagelse “hvor vi mødte fru Estrup, som stod og ventede på Kronprinsen”. I det hele taget registreres begivenheder i kongehuset omhyggeligt. Således lørdag 26. september 1868:

“Da Fader kom herud fra Byen i dag fortalte han, at de Rygter gik, at Prinsen af Wales var falden med sin Hest paa Jagten og var slaaet ihjel. Fader var kjørt til Bernstorff, men udenfor mødte han Kongen, som sagde at han havde hørt det samme men haabede paa, at det ikke var sandt, men takkede tillige Fader for den Venlighed han altid viste den kongelige Familie, han endte dermed at dersom der kom nogen Telegram skulde han sende Bud til Sølyst”.

Forlovelser, bryllupper og andre fester optager selvsagt en så ung pige ganske meget, men hun giver også en række andre oplysninger, bl.a. om udenlandske venner og forbindelser, der søgte hjemmet. Bl.a. nævner hun et par gange “den unge Aall”, efterkommer efter den af dansk oprindelse, men fra England indvandrede Niels Aall (1702-84), der næsten samtidig med, at det Suhrske handelshus blev etableret i København, etablerede sig i 1734 som selvstændig forretningsmand i Porsgrund i Norge, hvor han bl.a. drev trælasthandel i stor stil. Slægten Aall, på 6. eller 7. generation ejer af Ulefoss brug, har op til vor tid spillet en stor rolle i Norges historie som forretningsmænd, værklejere, industrifolk, politikere og på anden måde. Familien købte bl.a. i 1799 det store Næs jernværk ligeledes i Norge, som det Suhrske hus i over hundrede år havde indgående forretningsforbindelser med.

I dagbøgerne omtales også udflugter til Nordsjælland og til Hveen, skovture til de kongelige gemakker på Eremitagen, faderens køb af Petersgaard-skovene og regattaerne ved Bellevue “hvor Sophie og Anna var i en Baad, som Fader havde foræret og som hedder “Tak”, Caroline og jeg var i Privatbankens Baad, hvor der var nogle morsomme Størrelser”.

Der er grund til senere at komme tilbage til disse optegnelser, som indeholder en masse oplysninger om kredsen omkring Ole Berndt Suhr og Ida Marie Bech, som de gule hæfter allerede har behandlet, se bl.a. 1980/81, p.4, og 1981/82, p.6.

Byggearbejder på Gl. Torv

Da beretningen fra familiearkivet for 1985/86 blev skrevet i september 1986 var den Suhrske Gaard een stor byggeplads. Det er den stadig. Dengang var det ombygningen af det fredede pakhus og funderingsarbejder i sidehuset, der stod på. I 1988 har det især drejet sig om hovedfacaden ud mod Gl. Torv samt funderings- arbejde af naboejendommen fra gården mellem hovedhuset og pakhuset. Dagbladet Land og Folk, der normalt ikke beskæftiger sig med Stiftelsen, har taget forskud med hensyn til at rose Stiftelsen og i særdeleshed Stiftelsens arkitekt Jørgen Raaschou-Nielsen for veludført restaureringsarbejde. Det fortælles der nedenfor lidt mere om.

Udflytningen af lokaler på grund af lejerskifte i stort set hele hoved- og sidehuset har gjort det muligt at studere ruminddelingen i hele komplekset, som jo i sin tid alene rummede bolig og kontor, butik og lager samt hestestald og vognport for handelshusets indehavere. Til brug for nærmere studium har arkitekt Raaschou-Nielsen fremskaffet og ladet renskrive de gamle brandtaksationer 1796-1940 for Gl. Torv 22, Vester kvarter, matr. nr. 38. Det drejer sig om taksationer 1. juni og 1. oktober 1796 samt om taksationer 1797, 1798, 1806, 1832, 1852, 1859, 1879, 1889, 1899, 1901, 1910, 1920, 1929 og 1940. Disse er et vigtigt arkiv- og kildemateriale såvel for arkitektens arbejde med huset som for dem, der i fremtiden vil skrive husets historie. Oplysningerne i taksationerne har afklaret en del af de problemer, der bl.a. har været omkring underfacaden mod torvet, som nu hugges fri for det puds, der har dækket de oprindelige mønstre i murstensopbygningen, der har haft stærk lighed med “søsterhuset” Gl. Torv 18 med markering af vandrette hovedlinier, således som det har været typisk for værker af Harsdorff og hans elever.

Facaden mod Gl. Torv

I artiklen fredag 8. juli 1988 i Land og Folk skriver Johan Suszkiewicz om følgerne af luftforureningen i København, som nedbryder værdifulde historiske bygninger, smukke skulpturer og overflader i det hele taget. Efter at have refereret arkitekt Henrik Egede Glahn, Arkitektskolen i København, bl.a. om arbejderne på Marmorkirken, palæerne på Amalienborg og Marmorbroen ved Christiansborg, hedder det i artiklen:

“…Men det er jo kun de større “nationale klenodier”. Samme nedbrydning sker med næsten hvert eneste hus i byen i større eller mindre udstrækning. Hvad der gøres ved dem er hovedsagelig overladt til private, om der er nogen som har penge, og vil bruge dem til at redde noget historisk. Nogen vil hellere gøre husene “moderne” frem for at hænge sig i kulturelle petitesser. Ifølge Henrik Egede Glahn er en af de mest vellykkede restaureringer i København i de senere år Den Suhrske Stiftelse på Gammeltorv. Det er arkitekt Raaschou-Nielsen, der har stået for restaureringen af det 200-årige hus på Gammeltorv og derfor også har skullet klare luftforureningens problemer. Men som han selv udtrykker det, går han også og “pusler med luftforureningen i al almindelighed” og forsøger at finde en metode til at spule svovldioxyden væk med.

Om problemerne med netop dette hus siger han: “Det havde været overfladebehandlet gennem 200 år, senest malebehandlet med moderne materialer, nu er de mange lag fjernet til grunden, og der er anvendt gammeldags kalkning igen. Der er brugt kuglekalk farvet med rigtig jordfarve. Kalken er dansk, men farven kan ikke længere fås herhjemme. Den må hentes i Frankrig. Vi er nu spændt på, hvorledes det vil te sig, men min formodning er, at den vil klare sig bedre, og at forureningen ikke vil markere sig oven på som et lag, som med moderne maling, siger Raaschou-Nielsen. Og så mener han oven i købet ikke, at den nye/gamle metode er meget dyrere end en traditionel behandling ville have været. Tværtimod mener han, at det på længere sigt vil være en billigere løsning. For huset på Gammeltorv er det den Suhrske Stiftelse som selv har betalt, og det må andre også regne med at skulle. …”

Fund i husets undergrund

Mens stedets og husets bygningshistorie er blevet beriget med det fremdragne arkivmateriale og de bygningstekniske undersøgelser, der har været foretaget med medvirken af såvel Kunstakademiet som Planstyrelsen – og som bl.a. har været bestemmende for facadens farvevalg – har de dybe udgravninger i forbindelse med funderingsarbejdet ikke bragt interessante fund til veje. Og slet ikke af den art, som slægtens historiker Lauritz Julian Suhr (M 98) nævner i det første af de genealogiske halvårsbreve han påtænkte at udsende. Se illustrationen side 6 og jfr. om L.J. Suhr 1979/80. Suhr beder om, hvor fejl findes at lade dem tale til overbærenheden. Opfattelsen af at fundet oprindelig skulle have været fundet i jorden under den Suhrske Gaard kunne være en rimelig tanke, men er som oplysningen om at arkitekten C.F. Harsdorff skulle være husets arkitekt påstande, som endnu ikke har kunnet bevises.

En efterlysning

Det gule hæfte har tidligere med held bragt efterlysninger. Denne gang drejer det sig om en vanskelig opgave, som er stillet af kunsthistorikeren Rolf Wiecker, Stejlepladsen 1, Holbæk, der arbejder med en større videnskabelig bog om den tyske blomstermaler Abraham Mignon, f. 1640 i Frankfurt a.M. og formentlig død samme sted i 1679. Opgaven drejer sig om at finde det maleri, som er beskrevet nedenfor og som blev købt på auktion 13. marts 1866 af “Etatsråd Suhr” for 200 rbd. Hvem mener at vide noget om maleriet, som muligvis kan tænkes endnu at være i slægtens besiddelse?

Efterslægtstavlen

I lighed med tidligere år indeholder det gule hæfte nedenfor de ændringer i og tilføjelser til Den Blå Slægtsbog, som Stiftelsen har modtaget og som er udarbejdet på grundlag af indberetninger til Stiftelsens kontor siden udsendelsen af 1986/87 beretningen. Der er især her anledning til at nævne årets døde slægtsmedlemmer og enkelte andre, der som repræsentanter på generalforsamlinger eller på anden måde har haft tilknytning til slægten.

Frøken Ida Elisabeth Suhr (K 81), der var en af slægtens ældste kvindelige medlemmer, døde 30.3.1988, 89 år gammel. Ida Suhr, der var uddannet med afgangseksamen fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, var den sidst efterlevende af Johan Peter Suhrs (Rosengaard-linien) 4 børn.

Proprietær Hans Holger Viggo Suhr (M 138) døde 14.2.1988 på Krårupgård 79 år gammel. Hans Suhr var født på Rosengaard som den yngste af godsejer Johs. Theodor Suhr (M 36) og Eva Fabricius 6 børn. Hans Suhr var en dygtig og anset landmand, som efter at have ejet forskellige ejendomme i Jylland og på Sjælland i 1961 købte Krårupgård ved Våbensted på Lolland, hvor han og hans hustru (K 106) fra 1963 skabte et smukt og hyggelig hjem præget af Suhrske slægtstraditioner.

Den 19.2.1988 døde statsskovrider Asger Tage-Jensen 75 år gammel. Tage-Jensen, der ikke mindst var kendt som Dyrehavens skovrider, og som var gift med Anne Juel (K 133), var en meget dygtig og meget anvendt administrator og forstmand. Hans relationer til slægten og hans mangeårige indgående kendskab til de Suhrske godsers skove gjorde det naturligt, at han til sin død varetog det forstlige overopsyn med skovene, hvor han så sent som i november 1987 deltog i direktionsjagten på Bonderup.

Den 16.3.1988 døde Frederik Friis få dage efter sin 90 års fødselsdag. Frederik Friis (M 101) var født på Duelund ved Viborg som søn af landbrugskandidat Sophus Friis og hustru Eline Brammer. Friis opholdt sig en række år i USA og var sidst til 1970 ansat i Dampskibsselskabet Dansk-Fransk A/S.

Den 19.3.1988 døde tidligere afdelingsingeniør i Patentdirektoratet, cand. polyt, Edward Suhr 92 år gammel. Edward Suhr (M 104) var i årene 1956-76 medlem af Stiftelsens direktion, hvor også hans far og farfar havde haft sæde, og han omfattede den Suhrske Stiftelse og sin slægt med stor kærlighed og dyb interesse, Edward Suhr, der var en ældre broder til ovennævnte Hans Suhr, var student fra Sorø Akademi og deltog igennem hele sit lange liv med stor punktlighed i soransk arbejde bl.a. som medlem af Phønix-fondens direktion. I sit hyggelige og gammeldags hjem på Frederiksberg vogtede han sine familieklenodier, der bl.a. omfattede fremragende gammelt københavnsk porcelæn og sølv, hvor de Suhrske “Bryllupsstager” er omtalt i 1981/82.

Godsejer Johannes Theodor Suhr (M 156) døde 7.4.1988 efter nogen tids sygdom af et hjertestop kort efter sin 65 års fødselsdag. Theodor Suhr, der tilhørte Rosengaard-linien, var ejer af Bedstedgaard ved Kværkeby, som siden 1866 havde været i familiens eje. Theodor Suhr, der var en fremragende jæger deltog sidst i direktionsjagten på Bonderup i november 1987, hvorfra hans mor, datter af gårdens mangeårige forpagter J.C.V. Kipp, stammede.

Grosserer Aksel William Theodor Malling, der var gift med Fanny Henriette Suhr Willumsen (K 85), døde 19.5.88 91 år gammel. Aksel Malling, der i mange år mødte som repræsentant på Stiftelsens generalforsamlinger, blev i 1914 ansat i familiens assurancefirma August Borgen, hvis eneindehaver, han var fra 1944 indtil sønnen William Malling, medlem af Stiftelsens direktion fra 1976, optoges som medindehaver fra 1958. Firmaet blev i 1969 overdraget til Schweizisk Ulykkesforsikring A/S i Winterthur (Winterthur-Borgen Forsikring).

Den 25.7.1988 døde Dederik Alvin Spencer (M 119) i USA 83 år gammel (Tavle C). Spencer havde siden han blev pensioneret i 1970 fra tekstilindustrien en aktiv pensionisttilværelse med lærervirksomhed indenfor ældreforsorgen.

Den 6.9.1988 døde overlærer ved Københavns skolevæsen Johannes Theodor Valdemar Ole Bernt Suhr Koefoed (M 151). Ole Suhr Koefoed, der var født 1917 i Hellerup, tilhørte Rosengaard-linien, hvor hans mor Julie Margrethe Johanne Suhr var født. Han var en anset og vidende pædagog med mange interesser spændende fra naturen til sin slægts historie. Ole Suhr Koefoed ligger begravet på familiegravstedet i Kværkeby, hvor også hans mor og søster Bente Jacobsen (K 122) er begravet.

Ændringer i og tilføjelser til Den Blå Slægtsbog

(Udarbejdet på grundlag af indberetninger til Stiftelsen)

Boghjørnet

For en del år siden henvendte kunsthistorikeren Hans Helge Madsen sig til Stiftelsen for at indsamle oplysninger til en bog om arkitekten F. Meldahl, 1827-1908, der havde en del relationer til såvel etatsråd Johannes Theodor Suhr og hans brodersøn etatsråd 0,B. Suhr. Det var bl.a. Meldahl, der byggede mejeribygningen og forpagterboligen på Bonderup samt ombyggede hovedbygningen sammesteds. Resultatet er blevet en meget læseværdig bog “Meldahls rædselsprogram” udsendt 1983, der vil interessere mange af slægtens medlemmer. En smagsprøve er givet nedenfor. Meldahls hovedbygning på Bonderup blev i 1951 ombygget og forenklet, ligesom Pederstrup på Lolland allerede var blevet det i årene 1938-40. Se de følgende sider samt Bonderup i dag, side 28.


Bonderupgaards hovedbygning. Prospekt, blyant. (Kunstakademiet).

August Chr. Lundsteen:

“Det skete på Bonderup”

Familiearkivet indeholder mange artikler og manuskripter, der i løbet af årene er skrevet om Bonderup og relationerne med Heiberg-familien. Et af de bedste er manuskriptet til det foredrag, som litteraturhistorikeren Elisabeth Hude holdt ved Dansk Litteraturforenings besøg på Bonderup 5.6.1961. Dette er egnet til senere offentliggørelse. Redaktionen har imidlertid i år, som bidrag til Boghjørnet valgt at lade lokalhistorikeren pastor August Chr. Lundsteen fortælle historien i lidt friere digterisk version. Fortællingen stammer fra C.A. Lundsteens “Fra Svundne Tider”. Skildringer fra St. Taastrup sogn og afslutter dette års beretning fra familiearkivet.

Det skete på Bonderup

Hvad er der dog i vejen med hende?

Er hun pludselig blevet humørsyg? Det plejer hun ikke at være.
Hun har evnet at give udtryk for så mange menneskelige følelser gennem sin kunst, den store skuespillerinde. Og der har hun aldrig været i tvivl, men nu, hvor det drejer sig om en af hendes egne følelser, kan hun ikke rigtig lodde deres dybde eller oprindelse.
Som et barn havde den berømte skuespillerinde Johanne Louise Heiberg, det forrige århundredes største scenekunstner, glædet sig til den dag, da hun endelig skulle se det sted, som etatsråd Johannes Theodorus Suhr i sit testamente havde bestemt skulle være hendes sommerresidens, så længe hun levede.
To år var der gået, siden hun havde fået endelig besked om den storstilede gave, men hendes mands sygdom havde hindret hende i at gøre brug af tilbudet før nu.

Og nu sidder han her ved siden af hende, hendes mand, den berømte digter, den tidligere professor og teaterdirektør, amatørastronomen Johan Ludvig Heiberg. Tilsyneladende har han igen vundet sit helbred efter den alvorlige sygdom. Landopholdet skal nok gøre ham godt, så de begge raske kan vende tilbage, når sæsonen igen står for døren derinde i hovedstaden med alle sine krav til dem begge.
Jo, hun burde jo synge som fuglene derude i solskinnet.
Men hun kan bare ikke.
Det er, som om hun hele tiden mærker ligesom vingeslag af noget, hun ikke kan få øje på, hvad er, noget skæbnesvangert og dystert, som har været der hele tiden lige siden, de steg ind i vognen i Tølløse for at køre til Bonderup?
Skulle hun driste sig til at snakke med Johan Ludvig om det?
Nej! Han ville bare slå det hele hen og slet ikke forstå det. Desuden har trætheden allerede overmandet den gamle digter. Vognhjulenes knirken på de mere end halvdårlige veje og den langsomme kørsel i den lumre lukkede vogn har dysset ham i søvn i det ene hjørne.


Johanne Luise Heiberg

Johanne Louise Heiberg prøver at blive sine mismodige tanker kvit ved at betragte egnen, de kører igennem. Noget storslået er der just ikke ved den. Men den er så velgørende dansk midt i denne højsommers solskin. Kornet står gult og næsten modent og vugges så dovent af den svage julivind, at det er, som ventede det blot, mæt og tilfreds, på det øjeblik, hvor leen skulle komme og skaffe det den hvile, det længtes efter, og i landevejsgrøfterne står alle hendes elskede vilde blomster og sover midt på dagen i lummervarmen. Ude i horisonten i sydvest kan hun lige netop skimte det øverste af træerne i Bonderup skov, som hun har fået at vide strækker sig næsten lige op til vinduerne af den bolig, hvor hun nu skal tilbringe de kommende uger.
Skal hun vække Heiberg og fortælle ham, at nu er de der snart?
Han ser så træt og udslidt ud, at hun synes, at det er synd.
Bonderup!
Hvordan er det dog gået til, at hun, den fejrede og feterede skuespillerinde, fattigmandsbarnet fra en af smågaderne i den indre by, sidder her ved siden af den berømte Heiberg på vej til Bonderup?
Hvad havde disse to mennesker dog til fælles med den optagne og indesluttede mand med den jernfaste energi og den ukuelige viljesstyrke, der engang sad „i bjerget og spandt guld”, storkøbmanden Johannes Theodorus Suhr, siden han i sit testamente betænkte dem så rundeligt?
Johanne Louise prøver at rede trådene ud, medens vognen langsomt nærmer sig målet.
Første gang, de mødtes, var under en baderejse i Ems i 1839. Begge parter havde været yderst reserverede. Suhr var utilnærmelig og indesluttet, af yderst få ord både overfor sine egne og overfor fremmede, og nu tilmed træt og syg, slet ikke oplagt til at konversere de feterede Heibergs, og disse på deres side noget tilbageholdende overfor den „jernhårde og utilnærmelige Suhr, der kun tænkte på guld”. Mødet havde været ikke så lidt af en fiasko.
Heibergs havde aldrig regnet med, at der skulle komme mere ud af det møde.
Så meget større bliver derfor deres overraskelse, da etatsråd Suhr efter hjemkomsten gør alt for at forny bekendtskabet med Heibergs. Bekendtskabet udvikler sig gradvis til venskab, der særlig tager form efter, at Heibergs i 1844 har modtaget indbydelsen til at holde sommerferie på Suhrs landsted „Sølyst”.
Johanne Louise og Johan Ludvig havde været i syv sind om, hvorvidt de skulle tage imod denne indbydelse. Kunne venskabet tåle den daglige omgang? Ville det være muligt at få den stive mand til at lukke sig op og den sygelige frue til at tænke på andre end sig selv.
Først da Tscherning fortæller dem, hvor meget Suhr har sat ind på at få dem som sine gæster på „Sølyst” giver de efter.
Og det går langt over forventning.
Vel lykkes det aldrig at få Suhr til at glemme sin sygdom, og fruens stærkt tiltagende tunghørighed har gjort hende mistroisk, fordi det er hende umuligt at følge med i en samtale mellem flere mennesker ved et festlit dækket bord, og de næsten tredive års kampe for at få det gamle handelshus på fode igen har sat sit uudslettelige præg på hende. Den unge ombejlede og jublende Caroline Falch fra den muntre Bakkehuskreds er gået til grunde under dagliglivets fortrædeligheder og småligheder og blevet til den utilnærmelige, mistroiske, indesluttede og jalouxe fru Suhr.
Med Suhr går det helt anderledes. Den charmerende skuespillerinde har en vidunderlig evne til at få den stive mand til at tø op. Han, som gennem en menneskealder kun har tænkt på forretningen, begynder igen pludselig at få øje på værdier ud over de rent håndgribelige. Johanne Louise får indblik i en mand, der engang havde „været et ungt, lystigt menneske, en ivrig balkavaler, en lidenskabelig kanekusk, især når der inde i kanen sad en ung smuk pige”.
Som hun sidder her i vognen på vej mod Bonderup, husker hun ganske tydeligt den aften, da Suhr fortalte hende om hele sit liv:
„Engang som ung havde det været hans ide at blive præst. I 18 to var han blevet student og var straks begyndt at studere theologi. Men snart blev alle hans ideer kuldkastede. Det store økonomiske skibbrud i 1813 ramte også det gamle handelshus, der var grundlagt af hans bedstefar I. P. Suhr i 1749, og da hans far Ole Suhr dør i 1815, står det på fallittens rand. Sammen med sine brødre træder nu Suhr til. Brødrene glider snart ud, og det bliver ham, der alene må redde stumperne”. Det var et voveligt, et yderst modigt foretagende. Jeg sagde til mig selv: „Skal det lykkes, da må du anstrenge dig dag og nat, forsage alt, hvad der hedder forlystelser, og må leve for dette ene formål”. „Fra det øjeblik tog jeg afsked med verden. Jeg indesluttede mig på mit kontor og blev handelsmand med liv og sjæl, idet jeg nægtede mig alt, hvad der tidligere havde fristet mig. Det var forfærdelige år, de første; dag og nat i spænding, dag og nat i ængstelse for, hvad der skulle komme, undte jeg mig næppe søvn eller hvile. Enhver postdag satte mig i spænding og skræk, og mit legeme havde ondt ved at holde denne anstrengelse ud. Et sådant liv førte jeg i 20 år, udelukkende henvist til mit arbejde. Lykken var mig efterhånden god; held kronede mine foretagender, og mod slutningen af disse tyve år var huset sikret og rejst af sit fald, men jeg svag, ja ødelagt i legemlig henseende”.
Han havde måttet betale den opnåede succes dyrt. I det ydre så hans livsbane strålende nok ud. I 1818 erhverver han grossererborgerskab. I 1822 betroer man ham ordningen af nye statslån i udlandet. Snart specialiserer han sig i handelen med kul og jern, for i 184oerne at beherske hele landets kulhandel. Han bliver forlenet med titlen af „kongelig agent” og er i en årrække en af stadens 32 mænd. I forbindelse med sin interesse for jern forpagter han valseværket ved Frederiksværk og bliver senere storaktionær i Brede kobbermølle.
Og han „spinder i sandhed guld”. Men han måtte sande, at også guld kan købes for dyrt.
Folk respekterede ham, men undgik ham. Der var koldt omkring ham gennem mange år, og der var koldt i hans hjem. „Onkel taler så lidt og er så alvorligt, at vi er blevet vænnet af med at turde nærme os ham”, fortalte en ung slægtning af ham engang Johanne Louise Heiberg: „Utilnærmelig, despot, stræber”, lød den almindelige dom.

Det skete på Bonderup (fortsat)

Og så meget sandt var der i denne dom, at den optagne mand aldrig havde haft tid til at nyde frugterne af sit strenge arbejde, til stor sorg for hans hustru, der engang havde været „midt i livet”.
Da forelsker fru Suhr sig i „Sølyst”, som hun har kendt fra sin tidligste barndom, og efter nogen modstand giver Suhr efter. „Jeg opgjorde mit regnskab og så, at mine sager stod således, at jeg vel nu turde tænke på at ombytte mit strenge arbejdsliv med nogen nydelse og luksus. Men at eje det store, smukke sted kun for at indeslutte os der i vor forrige ensomhed, fandt jeg latterligt; det ene førte det andet med sig. Jeg anskaffede mig nogle vogne og heste og ønskede nu at samle mennesker omkring os, der kunne sætte lidt liv i huset. Mit bekendtskab med Heiberg og Dem hjalp mig at sætte dette mit ønske igennem. Da jeg første gang talte med Dem i Ems, havde jeg aldrig set Dem på scenen, thi jeg gik aldrig på tomedie; jeg fik nu lyst til at se Dem der, og da alt hos os gik i en vis vanegang, besluttede min kone og jeg, at vi hver søndag aften ville gå på tomedie. Hvor mange glade aftener jeg således skylder Dem, behøver jeg ikke at sige; jeg fik mere og mere lyst til at blande mig med andre mennesker, og det er mig en stor glæde at samle mine venner på „Sølyst”, hvor jeg ønsker, at alle om muligt skal have det godt. Vor familie havde i mange år udelukkende omgåedes hinanden indbyrdes; et fremmed ansigt sås så godt som aldrig indenfor vor kreds; dette har gjort os alle stive og kedsommelige; vi trænger i høj grad til nye elementer”; sådan har Suhr selv en aften fortalt fru Heiberg om meningen med købet af „Sølyst”.
Ja, på lette hængsler skulle portene til „Sølyst” gå, hvis Suhr havde været enerådende. Men det blev meget sværere, end han havde tænkt sig med at nyde sejrens frugter. Selvfølgelig kom der gæster. Og der kom mange gæster. Men ingen af hans omgivelser kom den så længe lukkede natur til hjælp; man havde vænnet sig til at undgå, til at frygte ham, og ingen hørte den tavse klage i hans bryst, der lød: „Kom mig i møde! Jeg ønsker ikke længere at lukke mig ude fra Eder”.
Til dette forhold bidrog selvfølgelig også fru Suhrs optræden. Der var koldt omkring hende: „I de år, da Suhr arbejdede, da han sad og spandt guld i bjerget, gik hans unge hustru tilgrunde, så da han endelig fandt, at han havde spundet nok og kom ud af bjerget for påny at nyde livets varme og solskin, da stod hans hustru der, gammel, kold, ensidig, ude af stand til med kærlighed at følge ham videre på hans vej. Hun havde så længe undværet livets goder, at hun nu klamrede sig, ikke til ham eller den lykke at se ham vende tilbage til livet, men til alle de goder, der nu med eet raktes hende. Hun ville nu nyde dem ene, ikke dele med nogen; ikke med hans venner, Ikke med hans pårørende; nu ville hun sidde ene i bjerget og spinde på sin lykke, medens han stod udenfor og sagde: lad os dog nyde det korte spand af lykke, vi har tilbage, medens det endnu er tid”. „Hun havde gerne rejst en kinesisk mur rundt om „Sølyst” for ene at nyde, hvad det tilbød. Det var ligesom blevet hendes elskede, hun undte ingen, ingen at dele med sig, og derfor klamrede hun sig til hver blomst, hvert bær, til værelser, til møbler, vogne, heste som det, det var hendes livs opgave at passe på”. „Jeg skal stå til ansvar for det hele for Gud”, skriver Johanne Louise Heiberg om hende i sine „Erindringer”.
Kun en eneste delte hans fulde fortrolighed, Johanne Louise Heiberg.
Hun bliver hans ledestjerne på både litteraturens og kunstens vej. På begge områder betegnede Suhr sig selv som „ignorant”, men snart blev det anderledes: ,Suhr var en god borger i ordets bedste betydning. Han nægtede aldrig sin bistand, når noget fortjente at ophjælpes; kun kunsten havde hidtil intet fornummet fra ham. Han hørte med en betænkelig mine på min dadel. Inden få år fandtes på „Sølyst” billeder af Marstrand, Skovgaard, fru Jerichau, Exner og flere; billedhuggerarbejder af Thorvaldsen og Jerichau, og et stort, i det hele taget godt bibliothek, mest af danske, men tildels også af tyske, engelske og franske bøger. Ordsproget: „L’appetit vient en mangeant”, viste også her sin gyldighed. I begyndelsen købte Suhr kunstværker af pligt, efterhånden af lyst; og ofte glædede jeg mig over at se ham selv i bibliotheket, fordybet i en eller anden bog. Ikke så få kunstnere har Suhr rakt en hjælpende hånd, men hvem vidste det, hvem kendte det? Suhr selv glemte det og talte aldrig derom”, fortæller Johanne Louise.
Også på et andet område var de mødtes, Johanne Louise Heiberg og storkøbmanden J. T. Suhr; hans godgørenhed var næsten legendarisk, og hun havde altid haft en forunderlig evne til at træffe mennesker, der var i nød.
Hvor havde de haft mange rige år sammen.
Nu var det hele forbi.
Nej, det var alligevel ikke sandt. For så havde Heibergs jo ikke denne julidag i 186o befundet sig på vejen til Bonderup.
En aftenstund under et besøg hos Suhrs i 1856 var det, at Suhr fortalte om, at han havde købt herregården Bonderup, og nu havde han tænkt sig at sætte den temmelig forfaldne hovedbygning i stand, såfremt Heibergs ville love ham at benytte den som sommerbolig, så længe de levede. Professor Meldahl havde allerede lovet at påtage sig arbejdet med at gøre det hele så smukt og tiltalende som muligt: „Det hele skal blot være en lille erindring om min hengivenhed for Dem og den taknemmelighed, jeg har følt over Deres venskab til mig”, havde Suhr sagt på sin stilfærdige måde.


“Heibergs værelser” på Bonderup gengivet efter Ill. Tidende 1896.
Til venstre på tegningen af Simon Simonsen bemalet antik løjbænk (eller sofa). genfundet på gårdens loft i defekt tilstand, men er for tiden under restaurering. De øvrige møbler benyttes fortsat i direktionens lejlighed.

Efter Suhrs død den to. november 1858 var professor Meldahl straks gået i gang med arbejdet. Heibergs studereværelse havde han dekoreret med astronomiske emblemer til stor glæde for Heiberg, og fra „Sølyst” havde de fået foræret alle de møbler, der plejede at stå i de værelser, de havde beboet der.
Hvor havde Johanne Louise Heiberg haft travlt i den følgende vinter med at sy og brodere alt det, der den kommende sommer skulle pynte på Bonderup, deres andet hjem. Biskop Martensen havde lovet at kaste glans over det første ophold derude ved at komme med både kone og børn.
Ved forårstid i 1859 er alt pakket sammen i kasser eg sendt afsted for at blive betroet til gartneren Ole, der havde ord for at være en meget pålidelig mand.

Det skete på Bonderup (fortsat)

To stolte svaner er sat ud i dammen. Alt er i orden til at modtage det nye sommerherskab — da bliver Heiberg syg — og året 1859 går til ende uden, at de kommer til Bonderup.
Nu er det endelig alvor. Og hvor er hun spændt på at se det hele og få alt bragt på plads, inden Martensens kommer. —
Men da hun nu endelig kommer ind i havestuen, sætter hun sig til at græde. Oles nysgerrighed har fået ham til forlænget at bryde alle kasserne op for at se, hvad de kunne indeholde. Alt har han væltet ud over gulvet, hvor det ligger hulter til bulter mellem hinanden: bøger, linned, madrasser, porcellæn, glas, lys, lamper, spejle, borde og servanter. Alle køkkengrejerne er sorte af sod, thi dem har Ole overladt håndværkerne for at kunne koge lim i dem. Vægge, gulve, vindueskarme, nybetrukne sofaer og stole er overbroderede med fluesnavs, for Ole havde ment, at stuerne trængte til at luftes ud og havde derfor ladet alle vinduer stå åbne både dag og nat i den svundne sommer. Thorvaldsens pragtfulde siddende „Amor med lyren” er armene brækket af, for skidtet kunne ikke holde, da Ole ville tage den op af kassen.
Da fru Heiberg ikke kan finde nogle af porcellænstingene, viser det sig, at de er udlånt til forpagteren, som tilfældigvis har haft selskab en af dagene og havde manglet forskellige ting, og et pragtfuldt spejl, som synes sporløst forsvundet, finder hun langt om længe inde på væggen i Oles stue. Han syntes, det passede så dejligt på væggen.
Fru Heiberg er ved at opgive det hele. Men da slår det hende: måske var det alt dette, hun havde haft en forudfølelse af, da hun sad i vognen og var angst for opholdet på Bonderup.

Den 14. juli ankommer bispinde Martensen med sine børn, og nu bliver der liv i stuerne. Barnestemmer lyder igen på de lange gange og i haven. Heiberg har allerede indrettet sig på 1. sal, hvor vinduerne er lavet således, at han kan opstille sine astronomiske apparater. Han synes helt at være den gamle Heiberg, leger med børnene og konverserer damerne. Men fru Heiberg kan ikke lade være med gang på gang at kaste et ransagende blik på den gamle digter. Der er kommet noget forceret over ham. Skulle han alligevel ikke være så rask, som han gerne vil give udtryk for?
Først i august kommer biskop Martensen, og både biskoppen og den fine gamle etatsråd synes rigtigt at være i deres es, når de kommer ind på alt, hvad der rører sig i tiden. Begge levede de med i alt, hvad der rørte sig indenfor religion, politik og litteratur. Det var to åndskæmper, som her udvekslede meninger disse dage på Bonderup.
Gang på gang drejer samtalerne sig om Sehillers ,Maria Stuart”, som Johanne Louise skal optræde i, når hun i september vender tilbage til teatret. Og hvor meget, det har optaget Martensen, kan vi se af et brev, som biskoppen efter opholdet på Bonderup sender fru Heiberg.
Men aldrig så snart har Martensens den lo. august forladt Bondenip, for Heiberg falder sammen. Trætheden overvælder ham. Studereværelset har ikke længere nogen tiltrækningskraft. Stadig søger han ind i stuen hos fru Heiberg, men også her er han tavs og alvorlig. Dog gå i seng vil han ikke. Johanne Louise prøver på at opmuntre barn ved at læse højt, men dette trætter ham. Og da hun endelig får ham til at lægge sig på sofaen, ser han sig gal på den sorte kakkelovn med dens dystre prydelse ovenpå, „der ligner et gravmonument med en urne”. Fru Heiberg forsøger at dække kakkelovnen med en skærm, men Heiberg er vranten som et utilfreds barn.
Samtidig sætter et forrygende uvejr ind ude i naturen. Stormen hviner gennem huset, og døre og vinduer springer klirrende op. Det piber gennem skorstenene og kakkelovne, som var det menneskestemmer, der skriger i angst. Et voldsomt brag lyder en nat gennem alle stuerne, og et stort valnødtræ ligger morgenen efter væltet lige udenfor vinduerne.
Gennem en hel uge varer uvejret udenfor, og inde har Heiberg allerede flere dage ligget til sengs. Endelig kommer lægen.
Der er intet at stille op.
Den gamle underlivsbetændelse er igen brudt op, og der er intet at gøre.
Morgen efter morgen søger fru Heiberg til et af vinduerne, som vender ud mod gården. Hun har fået den ide, at sålænge storkene bliver der oppe i den gamle storkerede, vil hun få lov til at beholde Heiberg, men den dag, hvor „lykkefuglene” er fløjet, vil også hendes lykke være draget bort. Dog endnu står de deroppe i reden.
Den 23. august er Heibergs tilstand således, at fru Heiberg forstår, at krisen er ved at være inde. Der går ilbud efter hendes bror i København. Men så sent når han frem til Bonderup, at han for ikke at bringe uro i huset, tilbringer hele den kommende nat med at vandre om udenfor.
Da den gamle digter næste dag får at vide, at svogeren er kommet, er han klar over, hvor det bærer hen. Lægen kommer for at prøve at dulme de frygtelige smerter. Men det hjælper kun lidt. Natten mellem lørdag og søndag bliver frygtelig. Det bliver ikke til andet end små minutssøvne, afbrudt af voldsomme anfald af underlivssmerter. Næsten afmægtig af træthed og sorg, sidder Johanne Louise halvt oprejst grædende ved siden af Heiberg. „Min kære Hanne, du græder jo. Tror du, jeg skal dø?” hvisker han et kort halvklart øjeblik. Hun tør ikke svare ham for ikke at forråde, hvad hun tænker. Men hun ber til, at det snart må være morgen.
Og aldrig så snart har den første solstråle ramt vinduet, før hun er derhenne for at kaste et blik op til storkereden — Storkene er fløjet. Nu ved hun besked. Og nu går det stærkt. Da hun vender tilbage efter en kort tur gennem skoven, har Heiberg forandret sig. Feberen er taget til, og urolig kaster Heiberg sig fra side til side. Endelig får han fat i Johanne Louises hånd for ikke mere at slippe den.
Først sent på aftenen kommer lægen igen. Denne gang medbringende Moscus (datidens form for morfin). Henimod midnat, da dødskampen er stærkest, og den døende vånder sig i smerter, siger lægen til Heiberg: „Ved midnat bliver det bedre”. Måske var det tænkt som en trøst, men det blik, som digteren sender fru Heiberg, fortæller godt nok, at han ved, hvad det betyder: Ja, for så indtræffer døden. Og det kom til at passe. Klokken 12 slog den gamle etatsråds hjerte for sidste gang.
Fru Heiberg forlanger at få lov til at sove ved hans side denne nat, og broderen må næsten bruge vold for at få hende til at lægge sig på en sofa lige uden for døren, og en velsignet søvn bringer hende gennem denne dødsnat.
Mandag eftermiddag forlader hendes broder hende, og hun er nu helt alene tilbage på Bonderup med sin mand som lig, blot den gamle trofaste tjener Bøge står vagt ved sin herres seng.
Om tirsdagen kommer Martensens og etatsråd Krieger, men kun få timer bliver de. De skal nå jernbanen, og kl. halv syv om aftenen er hun igen alene.
Endelig om torsdagen kommer hendes bror igen til Bonderup, men denne gang kun for at føre Heibergs båre til København, hvor den henstilles i Holmens kapel, indtil begravelsen kan foretages. Men „da jeg fra vinduet så vognen køre bort, da følte jeg ret, at min ven for stedse her på jorden var taget fra mig. Så længe hans lig hvilte under det samme tag som jeg, syntes jeg endnu at besidde ham. Nu syntes mig, var døren for vort samliv først uigenkaldeligt lukket”, skriver fru Heiberg.
Ene tilbage.

Da begynder en vandring rundt på engene og langs gærdene for at samle vilde blomster til en krans til Heibergs båre. Småpigerne på gården og fra småhusene rundt omkring hjælper hende troligt. Som altid slutter børnene sig til hende. Og en skønnere krans er vist aldrig bundet end den, fru Heiberg bandt af vilde blomster fra Bonderup til Heibergs båre.
Søndag morgen søger hun for første og vist også for sidste gang Tåstrup kirke, og da hun kommer hjem er bispinde Martensen ankommet sammen med datteren Josepha. Hun har i sinde at blive nogen tid for at trøste sin veninde, og fru Heiberg tager med inderlig taknemmelighed imod tilbudet.
Dagen efter, mandag den 3. september, på samme klokkeslet, som begravelseshøjtideligheden holdes i København, læser fru Martensen biskoppens tale over Heiberg. — Det var jo endnu ikke blevet moderne, at kvinder overværede begravelser, derfor måtte fru Heiberg blive på Bonderup, så længe dette stod på.
En anden oplevelse får fru Heiberg herude på gården, som hun aldrig glemte. Herom fortæller hun selv: „En morgen, da jeg i mit sovekammer stod ene ved vinduet og stirrede tungsindigt op på den tomme storkerede, hvis beboere ved deres bortfærd havde varslet mig så ilde, kom pludselig tre storke flyvende, stillede sig et øjeblik midt i gården, svang sig atter op i luften og forsvandt. Jeg studsede og troede, at dette syn var et foster af min fantasi; thi så sildigt på året ses sjældent endnu storke. Jeg foer ud til en karl, der stod i gården og så op mod himlen, og spurgte: „Så jeg fejl? stod her ikke for lidt siden tre storke?” — „Jo,” svarede karlen, „jeg står netop og ser efter dem, thi jeg troede ikke at skulle se flere storke i år.” Jeg gik atter ind, glad betagen af dette syn, idet der vaktes et håb hos mig, jeg ikke selv forstod; jeg kunne ikke komme bort fra den tanke, at disse tre lykkefugle var sendt mig til trøst i min bevægede sindsstemning, som om de ville sige: „Fat mod! Gud sender ofte trøst ad sælsomme veje” !”
Johanne Louise bliver boende på Bonderup indtil midt i oktober. Hun kan alligevel ikke rive sig løs fra det sted, hvor hun har oplevet så store øjeblikke. Mange stille aftener sidder hun alene derude på havetrappen indhyllet i sit shawl og stirrer op mod den tindrende stjernehimmel, op imod de kloder, som hendes mand havde elsket så højt, og som han netop her på Bonderup havde håbet at kunne studere endnu nærmere. — Måske blev opholdet også længere end hun først havde tænkt, fordi hun var bange for at vende tilbage til de kendte stuer i Søkvæsthuset, der nu var blevet så tomme.
Men en dag må hun jo afsted. Teatersæsonen står for døren, og livet skal leves.
Næste sommer vender fru Heiberg endnu engang tilbage til Bonderup. I juni måned kommer hun sammen med de tre små forældreløse vestindiske piger, som hun i mellemtiden har taget som sine egne. Men det bliver en lidelse for hende at være her. Hun synes at se Heibergs tomme plads alle vegne, hvor hun ser hen, eller hvor hun færdes. Hun er som besat af en forfølgende angst for, at ulykken fra året før skal blive ved at følge hende. Er børnene et øjeblik kommet udenfor hendes synsvidde, griber angsten for, at de skal være faldet i dammen, hende, og hun har ikke ro, før hun igen har fundet dem. Er et af dem en smule upasselig, tror hun straks, at den ubarmhjertige død påny har tænkt at kræve et offer her. Og en dag siger hun til sig selv: „Ak, kunne jeg blot komme herfra med disse tre i god behold, da aldrig, nej aldrig mere drager jeg herud”.
Det er med et lettelsens suk, at hun drager bort fra Bonderup for aldrig mere at vende tilbage til dette sted, som hun havde glædet sig til at se og færdes på. Men hendes og den gamle etatsråds ophold herude i sammeren 186o har dog gjort Bonderups navn kendt og skattet for mange slægtled fremover.