Feststemning på Gl. Torv

Fredag d. 14. maj 2004 var hele Danmark i feststemning på grund af kronprinsebrylluppet i Vor Frue Kirke. Og fra Den Suhrske Stiftelses kontorer på Gl. Torv i København var der udsigt til festlighederne fra første parket: Der var udsmykket med blomster, der var glade mennesker overalt og flere tv-kanaler havde taget opstilling på torvet. Fra en stor tv-skærm kunne alle de tilrejsende følge med i begivenhederne.

Før vielsen var der en rolig og glad stemning på torvet. Folk kom spadserende ned af Strøget for at se de store blomster-dekorationer, der var berettet så meget om i aviser og fjernsyn. Der var kendte tv-journalister, som interviewede folk på torvet, specielt de udenlandske turister deriblandt australiere.

Efterhånden som tiden nærmede sig for brudens ankomst blev stemningen mere anspændt. Man diskutterede, om hun mon kørte forbi Gl. Torv eller om hun kørte ad Nørregade. Heldigvis blev de mange, der havde taget opstilling langs Gl. Torv ikke skuffede, og da bruden passerede forbi, blev der jublet og flaget.

Gl. Torv var på dette tidspunkt fyldt med mennesker. Alle ville gerne følge med i vielsen, og på trods af de mange mennesker der var samlet, sænkede der sig en stilhed over torvet, da man på storskærmen så tårerne i øjnene på kronprinsen, da bruden stod foran ham ved alteret. Ved slutningen af brylluppet, hvor parret kyssede, brød jublen ud på Gl. Torv, og der blev kysset og krammet. Da parret forlod kirken spredtes menneskemængden for at søge ud på karetruten og få et glimt af brudeparret. Sjældent – om nogensinde – er der set så mange mennesker og så megen feststemning fra Stiftelsens lokaler på Gl. Torv.

 

Trine Alkjær